Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var ikke første gang hun var herude i aften og det var stadig ligeså koldt, som det havde været sidst. Hun smilede lidt over hans ord og nikkede langsomt, mens hun satte sig ned og lænede hovedet let tilbage. Hendes blik gled over de fnisende alfer, inden hun sukkede let og vendte blikket mod ham. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige nu, men hun trak dog hånden til sig og lagde den i sit skød, inden hun så ned i kruset med punch og tog en lille tår af det. Det smagte ikke engang stærkt længere, men det tog hun sig ikke så meget af som hun burde.
Så langt så godt. Kailen var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre eller sige. Det havde virket som en god ide at få hende udenfor, men som de sad der var han ikke helt sikker på hvad formålet havde været ud over at komme ud af festens kaos. "Hvis.. Han altid kigger på dig.. Gud, hvornår føler du dig så egentlig fri?" Han var blot nysgerrig, som han studerede hende og drak endnu en tår af sit krus. Det galt om at stille hende det rigtige spørgsmål, men det lod til at han ikke havde fundet det endnu.
Kailens spørgsmål fik hende til at rynke øjenbrynene en anelse og lægge hovedet lidt bagud, mens hun vendte blikket op mod stjernerne. "Hm.. Det er jo ikke fordi jeg ikke føler mig fri, jeg tror jo på det jeg tror på af en grund.. Det er ligesom hvis man siger man ikke tror på mørk magi.. der er måske nogen der vil mene, at man så ikke er fri.. fordi man ikke kan bruge en vis form for magi.. men hvis man ikke har lyst til det - er det vel ikke en begrænsning?" Sagde hun og så ham i øjnene. "Men jeg føler mig mest fri.. når jeg bruger magi.. så føler jeg mig som den reneste udgave af mig selv.." Tilføjede hun med et overvejende blik i sine øjne, inden hun smilede en anelse og strøg en lok af sit hår om bag øret.
Kailen lyttede opmærksomt til hvad hun sagde. Han ville nok aldrig komme til at forstå hendes forhold til hendes gud fuldstændig, og alligevel gjorde han et oprigtigt forsøg. Han drejede sig lidt, så han kunne kigge på hende imens de talte. "Det kender jeg godt. Da jeg var lille ønskede jeg at jeg var en willie, ligesom min mor og mine søstre. Jeg var bare aldrig ligeså let eller smuk som dem. Det var som om jeg først fandt rigtigt hjem, da jeg fik en tryllestav i hånden.. Altså som om jeg først blev rigtigt mig selv." På trods af at det måske var Eoins fortjeneste ville han aldrig takke ham for det. I stedet smilede han blot let, som han tog endnu en tår.
Frida rynkede sine øjenbryn let sammen mens han talte og fik et lettere smertefuld ansigtudstryk i sine øjne, jo længere frem han kom. Forsigtig drak hun lidt af den stærke punch, mens hun trak skuldrene op mod ørene og placerede sin hånd mellem sine knæ. Hun var begyndt at fryse lidt, hun havde ikke taget en varm kappe med herud. "Jeg ville ønske jeg havde det på samme måde.. jeg troede jeg var kommet hjem til at starte med.. men nu kan jeg se at jeg aldrig rigtig bliver en accepteret del af fællesskabet.. der er altid en eller anden, der synes jeg er en beskidt mudderblod." Sagde hun og sukkede, inden hun drak lidt mere af punchen. Hun var efterhånden ved at give op, det var alt for hårdt at kæmpe mere imod.
Kailen troede at han havde ramt et punkt de kunne være fælles om. De var begge to vokset op et sted hvor de var anderledes, og alligevel var det som om at hun blev ved med at undvige ham. Hans ansigt blødte op i et lille betryggende smil, som han så blikket i hendes øjne, mens han tyggede en smule på hvad han kunne sige for at gøre det bedre. "De kan heller ikke lide mig, hvis det er nogen trøst.. Vi har vidst ikke noget ord for det, altså når ens mor ikke er et menneske, men heldigvis er det ikke dem der laver reglerne." Han satte sig en smule tættere på hende, og kiggede hende indgående i øjnene. "De skal ikke have lov til at vinde over os, for så bliver vi lige præcis hvad de kalder os. Jeg er ikke noget halvmenneske, og du er ikke beskidt." Han smilede til hende, og tog en voksen tår af sit krus.
Frida havde hørt talen før, den handlede om at det var ligemeget at man var anderledes, at man ikke hørte til, at ens mærkgværdigheder var positive. Hun havde det dog ikke altid på den måde og slet ikke når hun følte sig så fanget, i det lille underlige fængsel der var bygget rundt om hende. "Måske er det bedst sådan.. Man kan ikke bare ændre på tingene." Hviskede hun og stirrede ned i sit bæger, inden hun drak endnu en tår af det. Alkoholen gjorde hende tydeligvis ikke i bedre humør. Hun var trist og modløs, mere end hun nogensinde havde følt sig. Hun overvejede, hvorfor hun aldrig havde følt sig så alene på Durmstrang, men der havde altid været et håb om at det ville være anderledes andre steder. Det havde vist sig at være værre for hende her.
Kailen knyttede let sine hænder. Han ville så gerne have hende til at forstå. Men det virkede som om at hver gang han forsøgte at række hende en hånd, en vej ud af det fængsel hun havde fanget sig selv i, fejede hun den af. Måske var hun tryg i sit fangeskab? Kailen havde svært ved at tænke tanken, var han fanget med hendes tanker, ville han føle sig omklamret og svækket. Han havde så stor en trang til at låne hende den styrke hun tydeligvis ikke havde fundet endnu, at det frustrerede ham at han ikke kunne finde ud af at give den videre. "Jo.. Jo man kan!" Han satte bestemt bægeret fra sig på bænken så det skvulpede en smule, før han rejste sig op. "Frida.. Jeg ved efterhånden ikke hvad jeg skal sige. Jeg vil så gerne hjælpe dig.. Sig mig, hvad har du aller mest lyst til at gøre lige nu? Lige meget hvor dumt.. Fjollet eller forbudt det er.. Hvad har du aller mest lyst til?" Han kiggede indgående på hende. Han blev nødt til at gøre et eller andet, flytte på noget, han kunne ikke holde til at sidde og snakke mere.
Om noget, så formåede Kailen at vække hende lidt op med den meget voldsomme reaktion og hun så forbløffet på ham mens han talte. Han talte så hurtigt at hun næsten ikke forstod det, derfor tog det også lidt tid før det sank ind og hun smilede lidt til ham, inden hun rystede på hovedet. "At være en anden end den jeg er." Svarede hun og smilede lidt håbløst til ham. "Jeg tror det er bedst jeg går hjem." Sagde hun og rejste sig op, mens hun tømte kruset for alkohol og svajede lidt. Hendes blik var en smule uklart, som hun pludselig skvattede direkte ind mod ham, mens hun forsøgte at stå på sine ben. Hele verden svømmede foran hendes øjne og hun kunne knapt nok se skarpt på den lyshårede unge mand.
Kailen havde håbet på noget konkret. En løbetur, en dans, noget han kunne hjælpe hende med. Han kunne ikke give hende et nyt liv, eller en nu hud. Han tænkte som det knagede, ivrig efter at gøre et eller andet, og dog nåede han det ikke før hans reflekser måtte gribe den berusede nordmand. Han var selv et sted hvor hans tanker blot gjorde ham ivrig efter at gøre noget, og hvor det lille filter der plejede at stoppe ham næsten ikke eksisterede. Han fandt dog alligevel et lille gran af fornuft, som hun sagde at hun gerne ville hjem. "Måske jeg skulle følge dig? Du vil gerne være en anden, men en istap der går omkuld i sneen er nok ikke lige sagen.." Han forsøgte at smile, som han forsigtigt løftede hendes hage så han var sikker på at han kunne se ned i hendes blå øjne da han sendte hende et spørgende smil.
Frida ville gerne følges hjem, mest fordi hun et sted i sin berusede tilstand var bevidst om at hun havde svært ved at gå. Hun så op i hans øjne da han løftede hendes hage og hun smilede skævt, mens hun nikkede en anelse. "Jaeh.. jeg vil ikke være en istap.. " Sagde hun og grinede let og tog fat i hans arm, så hun kunne støtte sig op af ham når de begyndte at gå. Hun tillod sjældent sig selv at være så tæt på en dreng og hvis hun ikke havde været beruset, ville hun nok have gået med en pæn meter til ham. Nu lænede hun sig nærmest op ad ham, som var det det mest naturlige hun nogensinde havde gjort.
Kailen grinede let, som hun syntes at han var morsom. Han lod deres bægre stå, temmelig sikker på at ingen af dem skulle have mere at drikke. I stedet støttede han blot den berusede nordmand, som han forsigtigt begyndte at gå. Han kunne godt lide at have hende så tæt på. Da han havde prøvet tidligere på aftnen havde hun skyet fra ham, men selvom han ikke ville takke alkoholen, mærkede han alligevel en summende fornemmelse i sin mave, som beruselsen tillod hende at bryde nogle af sine grænser og være så tæt på ham som hun burde. Skånsomt fik hans stærke arme hende ud på græsset, hvor de sørgede for at gribe hende når hun snublede, og støtte hende når hun blev usikker. Han vidste godt hvor Durmstrangeleverne boede, og dog tog han sig alligevel et øjeblik til at stoppe op som de kom ud på den frostklare græsplæne, og slå blikket op imod de funklende stjerne. "Går det?" Han kiggede ned på hende med et smil, og holdt hende ind sig så hun ikke faldt.
Frida kunne kun gå fordi hun støttede sig til Kailen og selv med hans hjælp, snublede hun en del. Det var som om der ikke helt var en kobling mellem hendes hjerne og krop og det frustrerede hende en smule, selvom det ikke påvirkede hendes humør. Hun var pludselig utrolig munter, hvilket sikkert skyldtes alkoholen. "Jaeh det går fint.. jeg kan sagtens gå selv.. det er intet problem." Sagde hun og blev alligevel stående, mens hun holdt lidt fast i hans tøj. "Måske kan jeg bare sove lige her.. " Mumlede hun og lukkede sine øjne i, mens hendes ben langsomt gav efter og hun lagde hovedet mod hans bryst. Hun følte sig så utrolig træt.
På trods af at alkoholen havde haft sin indvirkning på williedrengen, var det knap så slemt som nordmanden i hans favn. Han kunne ikke lade være med at grine en smule kærligt over hendes hendes ord, og skyndte sig at gribe hende før hun gik omkuld i det frosne græs. Hendes fine skikkelse vejede ikke meget, og i et behændigt tag havde han taget hende i brudegreb så hun i stedet lå i hendes arme. "Så bliver du først til en istap." Han kiggede ned på hende med et bredt smil, mens han holdt hende i sine stærke arme.
Frida var for beruset til at stritte imod da han løftede hende i et brudegreb og lagde armene om hans hals, mens hun tippede hovedet ind mod hans skulder. En stilfærdig lille lyd slap over hendes læber over hans ord mens hun nikkede og gabte en anelse. Derefter åbnede hun sine øjne og smilede lidt til ham. "Jeg bliver ikke en istap i de her varme arme." Sagde hun og fnes en smule, mens hun puttede sig ind mod ham, noget hun aldrig ville have gjort, hvis ikke hun havde drukket så meget. "Kailen hvorfor er du så god ved mig?" Spurgte hun stilfærdigt og smilede en anelse, mens hun lukkede sine øjne.
