Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Kailen Fawley on Dec 29, 2016 23:19:59 GMT
Kailen var vokset op med at rende næsten nøgen rundt i en skov. For ham var der ikke noget der hed for tæt på, og på trods af snart syv år på Hogwarts, havde han stadig ikke helt lært at andre mennesker ikke havde det ligesådan. Han blev en smule forlegen, som hun antog at han var på vej til at gøre noget overilet. Egentlig prøvede han blot at nå ind til hende, men endnu engang viste hans opfattelse af hvad hans medmennesker havde brug for, at være forkert. "Undskyld jeg.. Glemmer nogen gange at mennesker ikke er willier.." Han blev stående hvor han stod, og dog kunne han ikke være hel flov. På trods af at hun havde opfattet det forkert, havde han ment hvad han sagde.
Frida betragtede ham skeptisk. Hun troede ikke helt på at det var den eneste grund. Generelt gik hun dog ind for at give personer flere chancer og hun kunne ikke gå tilbage på sine principper. "Jeg er ikke nogen willie. Jeg er bare en pige, hvis jeg havde evner til at fortrylle mænd ville jeg måske have det anderledes, men det har jeg ikke. Og jeg tror altså ikke på når mænd kan lide mig. Min mor har altid sagt at man ikke kan stole på unge drenge." Sagde hun og smilede lidt til ham i et forsøg på ikke at virke for hård. "Og jeg vil ikke have for mange år i helvede." Bemærkede hun og rynkede sine øjenbryn.
Endnu engang lod der til at opstå en misforståelse imellem dem, som Frida tydeligvis ikke havde forstået at han ikke ville til skovs med hende. Hun var køn, og Kailen savnede de fjerlette berøringer mod hans bare hud, men det ville sandsynligvis ikke være det samme som med hans søstre og kusiner. "Jeg.. Mente bare.." Han kløede sig let i det blonde hår. "Jeg er vant til at man.. Rører ved hinanden, og udtrykker hvad man føler.. Giver det til hinanden, i stedet for at være bange for at din gud bliver sur. Det er svært at se at han holder så fast i dig, hvis du siger at han elsker dig." Han tøvede, han var ikke sikker på om det gav mening, han forsøgte sig alligevel, som han studerede hendes reaktion.
Kailen havde tydeligvis ikke forstået en brik. Kærlighed og kontrol hang sammen, det havde det altid gjort for hende og sådan ville det altid være. Gud elskede menneskene, fordi han havde skabt dem og derfor var over alt på jord. Han bestemte alting. Uden kærligheden til Gud, var man fortabt.
"Det er det mennesket fortjener." Sagde hun, men talte efterhånden ikke med egne ord, det var minder fra en fjern fortid der bestemte hendes ord og det var for voldsomt for hende, at sætte spørgsmålstegn ved det. "Og han holder ikke fast ved mig jeg gør det fordi jeg synes det er rigtig. Det er den eneste måde jeg kan finde fred med mig selv" Sagde hun og smilede lidt til ham, mens hun strøg fingrene gennem sit hår og sukkede dybt. "Jeg skal bare være glad for at han er venlig.. ellers havde jeg ikke en chance.. det har min mor altid sagt.. " Hun grinede lidt, men hendes smil falmede hurtigt og hun så på ham med et lettere usikkert blik.
Post by Kailen Fawley on Dec 30, 2016 20:46:48 GMT
Kailen gav sjældent op. En lyst efter at gå Durmstrangpigen på klingen brændte i hans bryst, men som han tog en tår mere af bægeret fik han den manet til jorden. Ellers ville han blot ende med at forsøge at ruske sin fornuft ind i hende, midt under festen. "Jeg ville ønske at han ikke var så streng ved dig." Han smilede skævt til hende og drak det sidste der var tilbage i koppen. "Siger han også at det er forbudt at du danser..? Man har brugt meget lang tid på at lære mig det, og jeg syntes at det ville være synd hvis det var for ingenting." Han rakte bydende hånden frem imod hende, han ville sikkert gøre det forkert alligevel, men han ville gerne have hende til at more sig igen.
Frida var egentlig normalt ikke helt så streng som hun var nu, men ballet og Silvester havde fået en masse ting frem i hende, fordi hun var en smule ulykkelig. Hun ville egentlig bare gerne have en god aften, men det var åbenbart ikke så nemt. Hun satte selv koppen til side og rystede på hovedet mens hun smilede lidt. "Nej nej selvfølgelig ikke.. Altså jeg.. Jeg fik det måske til at lyde værre end det er." Sagde hun og rynkede sine øjenbryn lidt. Derefter lagde hun sin hånd på hans og smilede forsigtig til ham, inden hun gik med ham ud på dansegulvet. Hun var heller ikke så dygtig til det, men hun havde da lært en smule. Hun lagde forsigtig en hånd på hans skulder og smilede lidt usikkert til ham, mens hun så ham i øjnene.
Post by Kailen Fawley on Dec 30, 2016 22:20:46 GMT
På trods af at Kailens trin var lette og yndefulde, var det ikke lige altid at de passede til musikken, som han dansede med Frida. Hurtigt fik han bevæget sig væk fra hvad der var meningen, måske en smule hjulpet på vej af punchen. Selvom han førte hende med en sikker hånd, blev den blonde Durmstrangpige svinget mere rundt end hvad dansen krævede, som han førte dem rundt i sin lystige, improviserede koreografi. Det var båede en smule vildere, og en kende mere drømmende end hvad der blev forventet til den pågældende musik, og alligevel kunne han ikke lade være, som et bredt smil hvilede på hans læber.
Frida var i det hele taget ikke den store danser og havde svært ved at følge med sin partners improvisationer. Han var dygtig, men hun følte sig klodset og kikset ved siden af og kunne slet ikke se hvordan det skulle gå godt resten af tiden. "Vent lige.. jeg kan ikke følge med dig.." Sagde hun, selvom hendes ben arbejdede hurtigt. Alligevel gav hans mange underlige bevægelser hende ind i mellem et sug i maven og hun havde svært ved ikke at komme til at grine, af ren overraskelse over hans mange overraskende dansetrin. "Jeg har aldrig prøvet at danse sådan før.. " Sagde hun afdæmpet, da hun stod stille foran ham og smilede en anelse, mens hun rettede lidt på sit hår og forsøgte at samle sig, mens hun smilede stort.
Kailen havde danset lige siden han kunne stå på sine ben. Han var måske ingen williekvinde, og alligevel forstod han at slippe sin krop fri til musikken, og ikke mindst sørge for at Frida fulgte med ham. Da musikken endelig stoppede, var han lettere forpustet, og alligevel kunne han ikke lade være med at smile fra øre til øre som han kiggede på hende. "Jeg er glad for at du fik lov til at opleve det. Der sker noget helt særligt når man slipper sig selv fri." Han grinede let, som om han vidste hvad han talte om, og dog sagde han blot hvad der lå ham på sinde.
Frida grinede lidt og dinglede lidt rundt på dansegulvet, mens hun viftede med armene, uden samme ynde som Kailen. "Jaeh.. Jeg slipper mig da også fri nogle gange.. Som nu.." Sagde hun og lagde hovedet let på skrå, mens hun vippede lidt frem og tilbage på sine fødder. "Du er også dygtig til at danse." Påpegede hun og smilede skævt, mens hun løftede sine øjenbryn lidt. "Det føltes lidt ligesom når vi danser i Norge.. Men vi danser måske også lidt mere de samme ting og meget kædedanse.. " Sagde hun og pillede lidt ved sit hår, inden hun begyndte at gå væk fra dansegulvet igen, så de andre kunne få lov at komme til.
Det var rart for Kailen at se hende grine. Det var måske en spæd start, og alligevel bukkede han blot let for hende, som man ville gøre for enhver anden partner efter en endt dans. "I lige måde." Han sendte hende et bredt smil. "Jeg er dog ingenting sammenlignet med mine søstre. De ville dog nok skabe en del røre hvis de begyndte at danse herinde." Han grinede let ved tanken. Han havde forsøgt at forslå at en af dem kunne være hans partner til ballet, og dog havde det ikke kunne komme påtale. "Skal vi hente noget mere punch?"
Frida havde ikke helt overblik over hvor meget hun havde drukket og egentlig, føltes det ikke som om det var så meget. Derfor smilede hun blot stort til ham og nikkede en enkelt gang, mens hun lagde hovedet let på skrå. "Jeg burde virkelig ikke men en lille smule kan ikke skade." Sagde hun og bed sig i underlæben. Hun måtte vist tage en lang morgen ude ved det store egetræ i morgen, som hun brugte som erstatning for en kirke, som hun ikke havde formået at finde i nærheden endnu. Da de nåede hen til punchen, hældte hun et glas op til både ham og hende selv, der dog ikke var særlig store.
Kailen havde ikke givet helt op på Frida endnu. Han havde fået hende ud at danse, men inden han turde bringe emnet om hendes åndelige fangeskab op igen, var det nok en god ide at de drak noget mere af den stærke punch. Han kiggede derfor også ned på de halvfulde kopper hun havde skænket, og dog dem forsigtigt og fyldte dem helt op. "Så skal vi ikke gå frem og tilbage." Han smil understregede at han blot tænkte praktisk, mens han tog en tår af sin egen kop. "Vil du med udenfor og få lidt luft?" De mange dansende elever, og larmen kunne godt være svær at snakke i. Han tænkte at hun måske ville åbne mere op, hvis alle ikke kiggede på hende.
Frida så chokeret på ham da han fyldte krusene op, men tog alligevel imod det, da hun var for beruset til at tænke over hvor meget der var i. "Udenfor? Jamen.. Det er vel fint herinde.." Sagde hun og strøg en lok af sit hår bag øret. "Men øhm.. Hvis du virkelig vil så kan vi vel godt.." Bemærkede hun og smilede en anelse til ham mens hun drak lidt af punchen. Hun skulle huske sig på at drikke den langsomt, men samtidig var hun blevet så nervøs at hun tog endnu en tår.
Kailen ville virkelig gerne udenfor. Han havde intet imod at have mennesker omkring sig, men efter at have svunget sig rundt på dansegulvet, havde han brug for at trække et par mundfulde frisk luft. Varsom med at berøre hende, på trods af at hans lettere berusede sind higede efter det, tog han blot hendes hånd og ledte hende ud i den fortryllede gård. De fnisende alfer fik ham til at rynke let på næsen, og alligevel ledte han dem over til en bænk, med mere hæderlige hensigter end så mange andre der var draget ud til de afskærmede bænke. "Vi kan sidde her lidt?" Han håbede hun havde lyst som han gav hendes hånd et lille klem, men han ville dog ikke tvinge hende.