|
|
Post by Dimas San Nicolas on Dec 6, 2016 22:03:38 GMT
Yuleballet var i fuld gang og selv da der endnu var lang tid til, at eleverne ville blive sendt i seng og natten stadig var ung, var stemningen høj. Der var mennesker overalt og det var i et uopmærksomt øjeblik, at Dimas var blevet adskilt fra sin ledsager. Som han tog en tår af den søde, lyserøde væske, var det fjernt fra hans tanker og han snoede sig blot gennem mængden med et søgende blik og klare, blå øjne i sine tanker. Musikken summede lidt for hans ører og da han lænede sig op mod en kølig stenmur, havde han nær givet op - før han pludselig fandt, hvad han havde søgt. En lyshåret skikkelse i mængden og selvom han var omgivet af mennesker, låste blikket sig fast og forblev der. Synet fik ham til at bide sammen om et smil, der på mange måder afslørede hans tanker lidt for klart. |
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Dec 6, 2016 22:25:59 GMT
Der var røget et par bægre punch ned før det var begyndt at gå op for Timur, at der vist var noget mistænkeligt over den. Han sagde ikke noget til underviserne, men følelsen af at det summede svagt i fingerspidserne gik til gengæld heller ikke væk med det samme.
Han var stadig i selskab med Iseabail, hvis tunge var blevet mærkbart løsere. Hun var dog ikke holdt op med at være sjov at tale med og det generede ikke Timur, at deres sidste dans havde været mindre end elegant. Han var tværtimod ved at overveje en til, da hans blik fangede to mørke øjne fæstnet på ham selv og hans øjenbryn røg en smule op i munter genkendelse.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Dec 6, 2016 22:31:27 GMT
Dimas, der kun havde været påvirket præcis én gang før, var ikke bevidst om, at der var noget galt med punchen. Han havde også fået tilpas meget af den til ikke at tænke nærmere over, hvor ublu han stod og betragtede den lyshårede femkampsdeltager.
Da blå øjne mødte hans, kom tænderne til syne i et næsten smørret smil og han bemærkede knapt nok, at Timur endnu var i selskab med sin ledsager. I stedet hævede han selv øjenbrynene let og tiltede sit bæger i en lydløs skål. Selv da han drak, trak han ikke blikket til sig.
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Dec 6, 2016 22:43:30 GMT
Timur var ikke ligefrem lavet af sten heller. Da Dimas slet og ret stirrede på ham med et idiotisk smil, summede hans mellemgulv helt åndssvagt og han undlod at bede Iseabail om en dans mere. I stedet rynkede han panden lidt og undskyldte sig beklagende. I processen blev han nødt til, som ærligheden selv, at konstatere at der vist var blevet hældt noget i punchen og at hans ven havde brug for assistance.
Hvad han ikke fortalte var, at de begge to ville have brug for kraftig assistance, hvis nogen så Dimas' grin og var kvikke nok til at regne ud hvad der lå i det. Han nærmede sig derfor med en hvis alvor og et sigende blik på valencianeren.
"Hvem har givet dig en flaske vodka til eget forbrug?"
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Dec 6, 2016 22:52:28 GMT
Dimas kunne have stået længe og blot betragtet russeren, men da selvsamme i stedet nærmede sig, havde han ikke en eneste klage. Tværtimod voksede smilet lidt, før han blev klar over at det ikke var spejlet på Timurs ansigt. Det fik det ikke til at forsvinde helt, men det var mindre fremtrædende, da femkampsdeltageren nåede frem. I omtrent et par sekunder, før det alligevel sneg sig frem igen.
"Hvad snakker du om?" spurgte han lavmælt og muntert, før tungespidsen fugtede læberne og blikket faldt en enkelt gang ned over den anden dreng. Det var ikke helt bevidst.
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Dec 6, 2016 23:40:15 GMT
Timur var selv en smule beruset og ikke upåvirket, da krøltoppens blik farede ned over ham, imens bløde læber blev fugtet. Han var dog fornuftig nok til at tage ved Dimas' arm og trække lidt i ham for at få ham væk fra alles påsyn, sådan som han stod og begloede ham lidt for åbenlyst.
"Du er fuld," konstaterede han imens, lige dele muntert og anklagende. "Nogen har hældt noget i punchen og nogen har tilsyneladende også dyppet dig i den..."
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Dec 6, 2016 23:45:04 GMT
Dimas behøvede ikke meget overtalelse for at følge med Timur. Tværtimod, så gjorde han det nærmest sanseløst, mere optaget af de levende billeder, som hans hjerne forsørgede ham med. Først da russeren talte, brød han ud af dem og blinkede en enkelt gang. Et muntert fnys gled over hans læber.
"Jeg har det godt," konstaterede han. Fuld? Måske. I hvert fald tilpas meget til at han ikke kunne bekymre sig om det. Hvide tænder kom til syne i et rovdyrsmil. "Meget godt. Nu fandt jeg dig."
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Dec 6, 2016 23:55:10 GMT
Det var ikke fordi Timur trak Dimas ud af storsalen. Han fandt bare et hjørne hvor de stod halvt skjult bag nogen søjler og kunne snakke i fred. Der gav han slip på det fulde spektakel og smilede lidt af ham, uden at kunne lade være med at nyde opmærksomheden. Atter engang havde han savnet ham.
"Nu fandt du mig," gentog han. "Ledte du da?"
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Dec 7, 2016 0:00:21 GMT
Da Timur slap sit tag i ham, var han ikke sen til at dreje sig med fronten til den anden. Det berusede smil forblev på hans læber, selv da han bed sammen om det. "Mmh," lød det drævende, som han rakte ud og rettede helt uskyldigt på en fold i russerens kofte. Næsten uskyldigt, i hvert fald.
"Jeg har tænkt på dig meget af aftenen," konstaterede han, ublu og ikke lige så tøvende med at indrømme sine følelser og tanker, som han var i ædru tilstand. "Det var svært ikke at stirre på dig, da du trådte ind sammen med de andre deltagere."
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Dec 7, 2016 0:12:36 GMT
Der var langt fra pæne, påpasselige Dimas til denne løsslupne, flirtende unge mand, der stod foran Timur. Russeren var dog lige tilpas småberuset og stinkende forelsket til at falde pladask for det. Han smilede dumt over konstateringen og det var kun nødtvungent af fornuft at han tog et enkelt, halvt skridt bagud.
"Ja?" Hans ene hånd gled over nakken og han var glad for skyggerne. Alligevel var der grænser for hvad de kunne tillade sig der.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Dec 7, 2016 0:28:53 GMT
Det var godt, at Timur var fornuftig. Dimas, der ikke var vant til at drikke, var tydeligvis ikke. Han fugtede blot sine tørre læber endnu engang og fandt russerens blik igen.
"Er det overraskende?" spurgte han og formåede kun lige ikke at række ud. "Jeg har sagt, at jeg ville følges med dig, hvis jeg kunne. Har du det sjovt med din ledsager?"
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Dec 7, 2016 0:37:06 GMT
Timur smilede stadig, som han sænkede hånden og rystede en anelse på hovedet. Det var nok ikke så overraskende, selvom det stadig varmede ham lidt i hele kroppen at få at vide. Han krummede fingrene sammen for ikke at gøre noget dumt og trak på skuldrene som svar på det sidste spørgsmål.
"Ja. Iseabail er sød," konstaterede han. "Hvad med dig? Har du det... Sjovt?" Han kunne ikke lade være med at hæve begge bryn en smule. Det var ret tydeligt på fulderikken, at han havde sin egen fest.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Dec 7, 2016 11:32:22 GMT
Dimas endte med at læne sig ind mod en af stenstøtterne, mens hans hoved summede svagt. "Frida blev væk og jeg kunne ikke finde hende," konstaterede han, uden måske at lyde så bekymret som han burde. Hun havde sikkert også andre, hun ville tale med. Havde han været ædru, ville han måske have gjort et mere helhjertet forsøg på at finde hende igen.
"Jeg har savnet dig," tilføjede han et par sekunder senere og blottede tænderne i et skævt smil, uden at tage sig, at Timur morede sig over ham. "Har du savnet mig?"
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Dec 7, 2016 12:25:45 GMT
Det var umuligt ikke at finde den berusede castillianer charmerende. Timur var i hvert fald ikke upåvirket af den lille forestilling, som han lænede sig mod en stenstøtte og smilede skævt. Han selv stod lidt mere rank og kløede sig på siden af halsen med et muntert glimt i øjnene.
"Selvfølgelig har jeg savnet dig," svarede han roligt og fugtede læberne en smule, før han så sig lidt rundt og sikrede sig at ingen fulgte med i deres samtale. "Har du lyst til at... Komme væk herfra?"
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Dec 7, 2016 15:01:53 GMT
Dimas' fokus var fuldt ud på russeren og selv i sin påvirkede tilstand, var han ikke helt ubevidst om tilbageholdenheden. At han selv burde udvise det samme, fyldte knapt så meget i hans tanker og forsvandt helt, da Timur indrømmede at han også havde savnet ham. Tænderne kom helt til syne i et blændende smil.
"Ja," faldt svaret prompte, uden megen overvejelse. Han havde allerede rettet sig op, da en tanke slog ned i ham. "Kommer Iseabail ikke til at savne dig?"
|
|
