Til låns (P) (S)

Da Ealasaid endelig dukkede op på trappen og vinkede til ham, blev Edmund lidt paf. Ikke over at hun så godt ud - det havde han sådan set regnet med - men over at hun så så glad ud, som hun vinkede af netop ham. Han smilede et temmelig klædeligt smil, der for engangs skyld ikke var beregnende.

Han trådte frem, da hun nærmede sig, og havde manererne til at bukke for hende, før han rettede sig op og tilbød hende sin arm, endnu med smilet hængende i mundvigene og de lyse øjne.

Hun var så yndefuld og Edmund kunne ikke længere huske hvad hans reservationer om at invitere Ealasaid havde været. Han tog hendes arm med en glød af stolthed og smilede over hendes kompliment, selvom det var ham, der burde komplimentere.

"Tak. Det gør din kjole også," forsikrede han, uden at lade blikket glide alt for langt ned over hende, selvom han havde lyst til det. Det undlod ikke at flakke til de blottede skuldre, som var nærmest skandaløse, men ikke undgik at klæde hende. "Det er vist tid til at gå ind," bemærkede han, som storsalens døre gled op for masserne. Heldigvis havde han allerede Ea på armen og kunne let føre hende med sig.

Edmund var fra en velhavende familie, men ikke en stinkende rig en. Han var derfor ikke vandt til storslåethed, selvom Hogwarts' fester havde en tendens til at vise sig fra sin bedste side. I år var det helt ekstremt. Der var tydeligvis udlændige, der skulle imponeres, men også den unge troldmand var helt tydeligt fascineret af Storsalens forvandling. Der gik et øjeblik, før han fangede at Ealasaid havde talt til ham og han selv nikkede. Blikket flakkede til hendes underlæbe og der var en kort krig imellem hvad der var mest interessant - dekorationerne eller hans ledsager. Hun vandt, ikke overraskende, og hans opmærksomhed forblev på hende, som de trak væk fra dansegulvet i selskab med resten af skolen.

"Meget," bekræftede han lidt forsinket, imens han så på hende. "Hvordan tror du de har fået iskrystallerne til at lyse på den måde? Og ikke smelte?"

Edmund så op på krystallerne indtil Ealasaids blik vendte imod ham og han besvarede det med et lille smil og et skuldertræk. Han var ikke blind for komplimenten, selvom han heller ikke helt var sikker på hvor den kom fra.

"Det håber jeg," svarede han, ikke videre beskedent. "Men besværgelser er ikke mit bedste fag. Så jeg ved det heller ikke..."

Han fik øje på en af fontænerne og tog en enkelt, grundig indånding. "Vil du have noget at drikke?"

Edmund stivnede umærkeligt over Ealasaids lille gestus, før han rankede sig og nikkede en enkelt gang. "Godt," konstaterede han med skævt, nærmest drenget smil. "Jeg tror det dog ikke."

Han rømmede sig, før han forlod hende et øjeblik for at skaffe de omtalte drikkevarer fra fontænen. Hun var distraherende selskab og han kunne mærke hvordan han ikke helt var sig selv i nærheden af hende.

Edmund gjorde den uden problemer som galant ledsager. Det bragte adelsfrøkenen temmelig let op i ham, som hun førte sig. Da hun tog imod bægeret fra ham, nikkede han ganske let, før han løftede sit eget til læberne og drak lidt af den sødlige væske.

Han rankede sig let under hendes blik og smilede ved emnet. Ikke et han lige blev træt af. "Hmm. Jeg har flere. Jeg er god til forsvar mod mørkets kræfter, eliksirer og... Nogen besværgelser. Mest dem der har med mennesker at gøre?" Han smilede en anelse og tiltede hovedet til siden. "Det er en flot kjole du har fået... Er den kun til i aften?"