Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var en af de køligere sommerdage da Angharad bevægede sig ned ad hovedgaden i Hogsmeade, opslugt af tankerne om indkøb af de nye stykker skriveredskaber hun skulle anskaffe sig i den nærtliggende butik til næste skoleår. Hun blev dog distraheret da hun så et velkendt ansigt, hun alligevel ikke havde set i over et år, passere forbi. Hendes stoppen op var brat, som hun vendte sig i en hurtig bevægelse og sommerkappen svang om hende som følge.
"Earie..." lød det omgående i en hviskende udånding fra heksen, der ikke helt vidste hvad hun skulle gøre af sig selv og endte med ganske kort at rette på sit hår. Den lyshårede Earie kunne ikke påstås at have været ude af hendes sind som følge af at være ude af syne, og selvom hun havde overbevist sig selv om at hun havde affundet sig med situationen syntes de følelser det rev op i til at være uenige.
Post by Earie MacClivert on Aug 19, 2016 21:08:35 GMT
Earie befandt sig endnu engang i Hogsmeade, byen der på mange måder var blevet hendes andet hjem, når antallet af MacCliverts på Dun Beag af og til blev for mange. Ligeså brændende som hun elskede sin familie, ligeså meget havde hun også brug for at få afstand fra dem. Det havde altid været hendes flugtvej når folk blev for komplicerede til at hun kunne håndtere dem, og ligeså grunden til at hun ikke havde hørt stemmen der udtalte hendes navn i over et år. Hun vendte hovedet og mødte et par brune øjne hun engang havde brugt lang tid på at stirre ned i, tydeligvis fanget på et ben hvor hun ikke kunne opbygge sit forsvar før skaden allerede var sket. "Ang?" Hurtigt fik hun samlet sin mine sammen til et punkt hvor det lignede at intet var sket imellem dem, at det store bistre kvindemenneske ikke var blevet såret, og at hun ikke havde skænket hende en tanke siden deres brudlignende afsked.
Post by Angharad verch Cadwgan on Aug 20, 2016 10:19:25 GMT
Hvordan det lykkedes kunne hun ikke redegøre for, men Angharad formåede ikke desto mindre at mestre et høfligt smil der var mere eller mindre overbevisende. Hun tog et par skridt for at lukke afstanden mellem dem efter et par mennesker havde passere igennem. Samtidig kæmpede hun med en blandet lyst til at springe om halsen på Earie og vende om og forlade stedet alene, men de annullerede hinanden og hun stod blot tilbage, relativt ubevægelig.
"Hvordan har du det?" spurgte hun i en blanding af blot at skulle have noget at sige og at have en reel interesse i at høre svaret, i hvert fald til en hvis grad. Et spinkelt håb om at få at vide at hun havde været savnet havde nemlig rejst sig.
Post by Earie MacClivert on Aug 22, 2016 22:33:49 GMT
På trods af at der sad et dygtigt snakketøj i den blonde heks, havde hun aldrig været særlig god til de svære samtaler, hun var derimod god til at vandre væk fra dem. De brune velkendte øjne forhindrede hende dog alligevel i at gøre det, men naglede hende i stedet til jorden og konfronterede hende med det uskyldige, og alligevel dybdeborende spørgsmål. "Fint." Hun nikkede for at understrege det, svaret var i grunden ærligt nok, det tog hende dog alligevel et par sekunder at regne ud at det ikke var tilstrækkeligt. At tale med kvinder var ikke hendes stærke side, selvindsigt var heller ikke en af dem. "Jeg skal blot løbe et par ærinder.. Dig, er du stadig Hogwartsprofessor?" Hun lagde ikke nogen dybere mening i at hun kunne erindre heksens erhverv, og det var nærmere en tilfældighed at det kom til at lyde interesseret.
Post by Angharad verch Cadwgan on Aug 23, 2016 20:21:45 GMT
Angharad bed sig en smule i underlæben som Earies svar lød, og kæmpede som tiden gik ikke ligefrem mindre med de modsatte ønsker der havde rejst sig i hendes indre. Hun gav dog slip da spørgsmålet lød og nikkede, lidt inden hun gav sig til at svare.
"Ja. Det bliver mit tredje år som underviser," svarede hun med et spinkelt smil. Efter en undersøgende kiggen ind i de blå øjne, formåede hun dog ikke at stoppe sig selv før hun havde fremsat et forslag, der næppe ville gøre hendes vaklen mellem de to poler nemmere at håndtere. "Kunne du tænke dig at snakke over en ingefærøl? Hvis du har tid."
Post by Earie MacClivert on Aug 24, 2016 20:16:02 GMT
Earie nikkede blot konstaterende da den mørkhårede kvinde foran hende bekræftede hendes ord. Selv havde hun ikke noget ekstraordinært at berette fra det sidste halvandet år, Det gjorde ikke ligefrem tingene lettere at håndtere at tiden virkede til at have stået stille imellem dem det sidste halvandet år. Hendes blik flakkede derfor også en smule da hun blev budt på noget at drikke. En forskræmt stemme i hende skreg at hun skulle se at komme væk, og dog var det ikke en afvisning hendes læber endte med at forme. "Måske noget lidt stærkere end en ingefærdøl, men jeg har i hvert fald ikke travlt." Et smil endte på hendes læber, på trods af at en svag usikkerhed lyste ud af hendes øjne.
Post by Angharad verch Cadwgan on Aug 24, 2016 21:34:00 GMT
Angharad gengældte smilet med en hvis lettelse over at hun ikke var blevet afvist, selvom hun endda kort havde håbet på det, primært fordi det ville gøre det lidt nemmere at deale med for hende selv.
"Det kan vi også godt finde ud af. Vil du med på De Tre Koste?" Smilet hvilede stadig henover hendes ansigt, omend det blot var ganske let antydet, som hun rykkede på sig for at klargøre sig til at gå i retningen.
Post by Earie MacClivert on Aug 24, 2016 23:23:52 GMT
I stedet for at slippe ud af situationen, valgte det blonde fyrtårn at situationen var blevet for kompliceret til flugt. Hendes snakketøj var allerede kommet hende i forkøbet og accepteret at bruge tid med den gamle flamme, og i et desperat forsøg på at håndtere mødet skiftede hun i stedet til en morsom overlegenhed. "Hvis de stadig tillader at jeg kommer derinde." Det var ikke nogen hemmelighed at Earie ikke just var på god fod med familien Dodderidge der flere gange havde smidt hende ud af deres beværtning, og dog lagde hun måske mere i ordene end der egentlig var, for at slippe af sted med et nervøst lille grin.
Post by Angharad verch Cadwgan on Aug 25, 2016 18:31:43 GMT
Et skævt smil viste sig på Angharads læber ved påmindelsen om den slags adfærd der resulterede i tvivlen om hvorvidt Earie var velkommen på kroen eller ej. Det var en ting hun ikke havde savnet - var i hvert fald hvad hun fortalte sig selv. Ganske vidst var der spænding i det fyrige, som også talte til hendes egne ofte uforløste impulser, men det hjalp hende ikke med at opretholde den facade hun var så optaget af skulle være fri for revner.
"Nogen særlig grund til det, eller bare din normale optræden?" spurgte hun, med en intention om blot at være lidt vittig, men med en tone der også var lidt spids. "Hvis de gør modstand skal jeg nok love at holde styr på dig," forsikrede hun derefter Earie om med et mildt smil, som bevægelserne blev sat i gang igen, nu mod kroen.
Post by Earie MacClivert on Aug 29, 2016 13:09:15 GMT
Der var mange grunde til at den blonde skotte foretrak Det Glade Vildsvin, en af dem var deres knap så skrappe syn på hvornår noget var et slagsmål. Hun kunne ikke nævne en specifik episode, og dog fik hun altid et olmt blik fra krofatteren når hun endelig valgte at sætte sine støvlebeklædte fødder på Kostene. "Det er åbenbart ikke tilhængere af mit selskabelige væsen." Endelig lykkedes det hende at finde et glimt frem i de blå øjne, som vittigheden havde gjort sit og løsnet stemningen som sæbe om en fastsiddende fingerring. "Jeg skal nok opføre mig ordentligt." Løftet var ikke helt dybfølt, de kendte begge hendes handlingsmønster, og alligevel var der noget ved den mørkhårede heks der stadig fik hende til at anstrenge sig.
Post by Angharad verch Cadwgan on Aug 30, 2016 22:18:54 GMT
Angharad kunne ikke holde et grin tilbage ved den vittige kommentar og følte sig nu også en smule opløftet da latteren, der ellers var kort og mild, havde passeret hendes læber. Smilet, men ikke grinet, fik dog dets tilbagekommen da de efterhånden havde nået indgangen og Earie erklærede at hun havde i sinde at opføre sig pænt, delvis grundet en hvis skepsis og nervøsitet over det modsatte.
"Det ville jeg pris på. Jeg har et ry at tage hånd om," informerede hun i en faktuel tone. Arbejdet var mere eller mindre alt hun havde bygget sit liv på siden skolen, og stillingen som professor gav hende en tryghed hun ikke ville undvære, og netop derfor var det elementært for hende at opretholde omdømmet. Det, kombineret med at hun altid havde været optaget, ofte på grænsen til det mindre sunde, af sit rygte og hvordan hun kunne pleje og forbedre det. Døren til kroen åbnede hun samtidig for den lyshårede kvinde som hun ufortrødent betragtede nært i netop det øjeblik. Savnet vågnede derved en smule mere, som en skabning der rumsterede i maven, men blev holdt fast der og dulmet med logiske slutninger af dens bolig.
Post by Earie MacClivert on Aug 31, 2016 23:28:53 GMT
Earie rystede en smule på hovedet ven den mørkhårede heks ord. Hun havde set den korrekte runeprofessor gøre ting som hendes elever ikke engang turde tænke på, og som langt fra ville pynte på hendes professionelle ry, og alligevel valgte hun dog at respektere det. På trods af at hendes adfærd var destruktiv i så mange andre henseender, var der noget der holdt hende fra at gøre skade på runeprofessoren, en ting der sjældent forekom i hendes relation med andre mennesker.
Som forventet strammede krofatters mine sig til da det blonde fyrtårn trådte ind af den lidt for lave dør. Blikket i hans øjne var både advarende og sigende, og dog holdt pegefingeren der var klar til at vise hende ud igen sig langs hans lår. I stedet styrede skotten mod et bord så langt fra baren som muligt, hvor de to kunne sidde uforstyrret, og hvor fatterens borende blik mistede noget af sin virkning. "En ildwhiskey, hvis du vil være så venlig." Hun smilede afventende til den anden, hun havde ikke selv tænkt sig at bevæge sig tættere på Hr. Dodderidge, og det måtte give godt at være Hogwartsprofessor.
Post by Angharad verch Cadwgan on Sept 1, 2016 16:29:29 GMT
Angharad spidsede læberne en anelse ved forespørgslen der også fik hende til at stoppe en smule op. Uden nogen protest, men dog uden et ord, vendte hun om på hælen for at træde op i baren hvor hun med alle høflighederne bestilte to ildwhiskey. En som Earie havde bedt om, og den anden til sig selv for at dulme følelserne.
Efter at have vandret til den anden ende af kroen stillede hun begge på bordet den tidligere kollegianer havde sat sig ved, inden hun selv i en luftig bevægelse fik sat sig og placeret sin kjole hensigtsmæssigt i samme bevægelse. Hun trak den ene ildwhiskey henover bordet til sig selv og lænede sig en smule henover det mens hendes ene ben svang henover det andet. I den position forsøgte hun at se studere Earie lidt nærmere. "Laver du også stadig det samme som sidst?"
Post by Earie MacClivert on Sept 1, 2016 21:24:00 GMT
Den blonde skotte stirrede tørstigt på ildwhiskeyen der blev placeret foran hende. At have en lille skid på, ville med stor sandsynlighed forbedre kvaliteten af mødet for dem begge, og uden at fortrække så meget som en mine over den kradse drik, tømte hun den i et drag. Veltilfreds mærkede hun hvordan varmen bredte sig rundt i hele kroppen, mens tankerne der omhandlede waliseren foran hende blev lettere at håndtere. "Når Dun Beag bliver lidt for fuld af MacClivert trækker jeg ofte herned.. Tilbyder mine ydelser, eller bringer en eller anden stakkel til retfærdighed.. Det har vel ikke ændre sig på hvad er det.. Tre år?" Det føltes i hvert fald som lang tid, og stadig tog hun sig i at hænge fast i de dybe brune øjne, som havde whiskeyen tøet hendes egne isblå op.
Post by Angharad verch Cadwgan on Sept 2, 2016 18:42:37 GMT
Angharad lyttede interesseret efter mens hun nippede til whiskyen, frem for at følge Earies hårdføre eksempel. Interessen forårsagede også at hun, da hun satte drikken ned, gjorde det med en bevægelse der kun fik det til at skabe en minimal lyd mens hun bevægede tungen over læberne som for at få det sidste med. Ved spørgsmålet faldt hendes nyfugtede læber åbne og forblev der i et split sekund, inden hun rettede på skotten. "Nok nærmere halvandet.." Hun kunne huske at hun havde undervist på Hogwarts da de stoppede med at ses, hvilket hendes gamle veninde tilsyneladende også kunne, men vidste at hun kun havde arbejdet der i to fulde år. Stemmen havde dog ikke været bitter, men mere faktuel. Angharad forventede ikke længere noget af Earie, eller forsøgte i hvert fald på ikke at gøre det. "Er der sket andet i dit liv imellemtiden?" spurgte hun dog for at komme videre og samtidig fiske en smule efter om kvinden havde fundet en eller flere nye partnere, dog drevet mere af det ubevidste end af det modsatte.