|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 11, 2016 22:50:59 GMT
Erklæringen bragte et triumferende smil frem på Angharads læber, selvom det i dets falmen viste tegn på vemodighed. Hun havde set på at skotten fjernede sit bælte mens det var gledet hen i intetheden og kunne nu se lidt på hende kæmpe med kjolen. Stille skubbede hun hendes hånd væk for at tage over, hvilket fik det til at gå betydeligt hurtigere, særligt nu Earie havde klaret det meste af løsneriet - hun var sjovt nok vant til at tage sit tøj af, hver dag, som regel - og der gik ikke mange sekunder før hun havde trukket kjoleværket over hovedet, ganske bramfri. Det der gemte sig bag var alligevel ikke noget hun ikke havde set før.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 11, 2016 23:28:05 GMT
Earie selv var langt mere påklædt end runeprofessoren. Den eneste fordel ved kjoler var at de var lettere at få af i en fart, modsat den blonde skottes tunikaer og skindbukser. Før hun begyndte at bakse med dem, tog hun sig dog tid til at beundre gensynet med den lille waliser der stod foran hende. Det var måske ikke meget som kjolen havde skjult og dog lod hun alligevel sine ru fingre gå på opdagelse på den blottede overkrop, mens hun endnu engang fandt den andens læber i et begærligt kys. Det var længe siden hun havde tilladt sig selv sådan den slags intimitet, men som hun stod med det frådende hav som en malerisk baggrund, var det svært ikke at overgive sig.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 11, 2016 23:48:37 GMT
Angharad havde savnet nærheden, helt generelt, men også særligt fra Earie, og imødekom derfor kysset mens hendes egen hånd sneg sig op under tunikaen for at mærke den bløde hud mod sine fingerspidser, der var af en finere tekstur end skottens. Verden var for længst forsvundet omkring hende som hun var blevet opslugt af og fortabt i situationen. Men hun følte sig ikke fortabt som sådan, nærmere tvært imod. Lidt insisterende begyndte hun også at hende hen mod sengen, med en hvis utålmodighed der var opstået i symbiose med kådheden.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 12, 2016 0:10:10 GMT
Det var sjældent at den blonde skotte lod sig skubbe rundt, men endnu engang nødt hun godt af at Ang udviste et initiativ. På trods af at hun kunne få noget ud af at få tingene som hun ville have det, var det langt bedre når hun ikke skulle føre igennem hele dansen. Det blev trættende i længden. Hun lod sig derfor også føre villigt over imod sengen, hvor hun på vejen tog sig den frihed at afbryde kysset for at trække de slidte tunikaer over hovedet så hendes arrede overkrop i stedet blev blottet for den anden. Hun havde intet imod at vise sig frem, men sendte hende i stedet blot et enkelt smil før hun trak dem begge ned på den hårde seng.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 12, 2016 19:43:33 GMT
Angharad gav slip for i det øjeblik blondinen gjorde sig af sin tunika at stå stille og i stilhed indtage synet der mødte hende. Hun fugtede sine læber og rettede blikket op mod de lyse øjne ved smilet, inden hun lod sig overraske i nedtrækningen, dog ikke overrasket. En mild latter slap hende, fornøjet over igen at finde sig i Earies arme, så længe det varede. Fra latteren overtog begæret dog hurtigt igen som hun gav sig til at kysse hende ned langs halsen og videre hvor hun af og til fulgte arvævet med et minde om tidligere tider i baghovedet.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 12, 2016 20:21:31 GMT
Earie havde endnu ikke overgivet sig til den anden. Der var for meget kamp i den høje skotte, og alligevel tillod hun sig selv at nyde hendes kys, som hun lagde hovedet tilbage i den hårde seng, og lukkede de blå øjne i. Et ben slyngede sig smidigt om waliserens underkrop, mens en hendes lange grove fingre viklede sig ind i hendes hår. Hun lod et lille suk falde fra hendes læber, det var ellers sjældent at så blide lyde kom ud af den, og hun kneb den derfor også i, stadig i kontrol nok til at forsøge at gøre det til et enestående tilfælde.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 13, 2016 20:29:42 GMT
Angharad smilede kort mod Earies hud, selvtilfreds ved den lyd der havde forladt hende. Nedstigningen fortsatte hun mens hun spændte den andens bukser op med et lille håb om at få lyden at høre igen, og opsat på at få det meste ud af situationen, som mest føltes som en sidste serenade på en synkende skude. For hun anså den for værende synkende; hun regnede bestemt ikke med at hun ville komme til at se meget til skotten efter, tværtimod.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 14, 2016 19:52:38 GMT
Flere suk forlod Earies læber som waliseren for længere sydpå. Det var sjældent at hun lod nogen klæde sig af, og dog løftede hun villigt sin bagdel, så det var muligt at få de slidte skindbukser af. Endelig tillod hun sig selv at slippe den kontrol hun så sjældent gav fri, og slappede af i sine stærke muskler. Øjnene blev lukket i med en tilfreds brummen, mens hun lod waliserens kys synke dybt ind i hendes arrede hud.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 16, 2016 19:49:17 GMT
Angharad blev kun yderligere opmuntret af bekræftelsen hun kunne høre og efter at have smidt skindbukserne til siden, gik hun kun kærligere til værks som følge af at Earie virkede mere medgørlig. Hendes hænder fandt vejen tilbage op ad de lyse ben og tog fat om hendes hofter i et fast, men langt fra voldsomt tag. Selvom omgivelserne var spritnye føltes alt andet så velkendt, at hun næsten kunne glemme de forgangne år hvis det ikke det var fordi det samtidig mindede om en genopdagelse af stoffet skotten var skabt af.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 18, 2016 13:01:14 GMT
I mange andre situationer ville Earie have fundet det blide greb ynkeligt. Havde hun ligget med en mand, havde hun revet sig fri og sparket ham ud af den hårde seng, men under Angs behandling tog hun sig nogle andre friheder. Hun havde glemt hvor godt det føltes at overgive sig til et andet menneske, og for en gang skyld ikke tænke over at det hele skulle være en kamp. Måske fordi hun vidste at hun allerede havde vundet styrkekampen imod den lille waliser, og at der derfor ikke var andet tilbage at gøre end at læne hovedet tilbage, og lade hende komme til, mens små komfortable suk gled over hendes læber.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 19, 2016 16:39:17 GMT
Mens Angharad fortsatte sin indsats begyndte tankerne ligeså stille at drysse ned i hendes hoved igen, som sne på en forårsdag. De ophobede og samlede sig til den samme følelse hun havde haft tidligere, tvivlen. De måtte dog også dele hendes opmærksomhed med hendes foretagen, hvilket betød at det både gik langsomt og at hun ikke reagerede fysisk på det der foregik i hovedet. Efter noget tid kravlede hun dog tilbage op for at stoppe op og bare se på Earies ansigt i en stund.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 20, 2016 16:13:33 GMT
Earies øjne havde lukket sig i, som hun i et kort øjeblik tillod sig selv at forsvinde fra det plagede sind, og blot fokusere på den kildende ild der strømmede igennem hendes arrede krop. Hun åbnede munden for at protestere da Ang til sidst trak hovedet til sig, og dog kom der ingen ord ud, som de blå øjne i stedet gled op, og fæstnede sig ved runeprofessorens brune. Hun holdt øjenkontakten, før utålmodigheden samt lysten til at gengælde waliserens behandling gled over hende, og hun endnu engang krævede et kys fra hendes læber. Der gik dog ikke længe før hun skubbede den anden tilbage i madrassen, og lod den sultne mund vandre ned af hendes krop, hvor den i første omgang dvælede ved hendes bryst.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 20, 2016 18:47:53 GMT
Synet der mødte hende fik Angharad til at smile som hun i, hvad der ville vise sig at blive, et kort øjeblik, strejfede Earies kind med fingrene mens hun gengældte kysset. Før hun vidste af det havde skotten dog taget fuldstændigt over, og hun tog hurtigt sig selv i at hvælve ryggen under en lang inhalering af den tykke luft i værelset, opfordrende, mens tankerne fra før begyndte at flyve stille til vejrs igen, som en dalende opstigning i stedet for nedstigning.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 20, 2016 20:37:10 GMT
Earie blev hurtig grådig, som hun igen var i kontrol. På trods af at den andens kærlige behandling var ophørt havde hun stadig den behagelige kilden i sin krop, som hun i stedet fik lov til at udforske waliserens. Hendes mund dvælede stadig ved hendes bryst, hvor tungen med et drillende glimt i de blå øjne der stadig kiggede op imod Angharads brune, spillede over den spilende vorte. Hendes ru hånd var dog allerede på vej syd på, i sin udforskning, hvor den landede ved hendes varme skød.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 20, 2016 21:08:35 GMT
Angharad skubbede sig igen nærmere Earie da hendes hånd fandt til der hvor waliseren helst ville have den. Alle de gamle følelser væltede igen ind over hende, nu som en syndflod der sandsynligvis snart ville ødelægge det hele på sin tilbagetrækning. Lige det aspekt af det skænkede hun dog ikke en tanke da hun, mens hun stadig så ind i Earies øjne, lukkede sine egne i og hendes ene hånd fandt vej til hendes hår, mens hun knugede den anden.
|
|