|
Post by Earie MacClivert on Oct 19, 2016 20:07:14 GMT
Earie var allerede ved at overveje potentielle steder indenfor en overskuelig rækkevidde. Det var ikke just fordi at der var synderlig mange steder i Hogsmeade der tog imod hende med åbne arme, men den mørkhårede runeprofessor kunne vel få dem ind nærmest hvor som helst? "Et værelse på kroen?" Det kunne altid fortrylles så ingen lyd ville slippe ud, og på trods af at Earie ikke var nogen rig kvinde, så havde det vel sine fordele at undervise på Hogwarts?
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Oct 21, 2016 15:30:34 GMT
Angharad pressede sine læber sammen mens hun overvejende skød blikket over skulderen mod facaden på kroen de netop havde forladt. Mange der havde forbindelser til Hogwarts kom og gik der, både forældre og stab. Hun havde allerede opført sig en smule risikabelt, og hvis der var noget hun ikke havde brug for var det at lade tæppet falde for dem hun omgikkes i professionelle sammenhænge. At hendes selvkontrol i visse sammenhænge kunne ligge et meget lille sted holdt hun helst for sig selv, selvom hun naturligvis ikke kunne skjule det overfor Earie. "Ikke hjem til dig?" spurgte hun, efter kort at have overvejet muligheden for at leje et værelse.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Oct 24, 2016 21:20:52 GMT
Earies øjne spærrede sig en smule overrasket op. På trods af at det blonde fyrtårn efterhånden var ved at nærme sig de tredive, var hun endnu ikke fløjet fra reden og boede stadig hjemme på familiens smuldrende borg på Isle of Drear. At rejse dertil med susepulver og slæbe den lille waliser forbi samtlige familiemedlemmer var en mulighed, men ærlig talt ikke en særlig god en. På trods af at hun ikke skammede sig over at slæbe den unge kvinde med hjem, havde hun lige præcis medfølelse nok til at hun ikke ville introducere Ang for hendes familie. "På Dun Beag?" Hun kiggede mistroisk på den mørkhårede heks. Hun havde ligeså meget lyst til hende som hun havde, men en skotske borg var ikke stedet.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Oct 24, 2016 21:47:09 GMT
Angharad kunne godt mærke at idéen ikke faldt i helt god jord, men valgte på trods at spille halvdum. Hun havde ingen bedre idé. De kunne vende tilbage til Earies første, men det var hun ikke meget for.
"Ja. Hvorfor ikke?" Hun blinkede et par gange med øjnene mens hun så afventende på den høje heks foran sig. Der måtte gerne enten komme et godt svar, en ombestemmelse eller en anden løsning.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Oct 24, 2016 22:29:31 GMT
Earies smil var skeptisk da hun ledte efter en god grund. Det var tydeligt at den anden ikke ville ordne det på kroen, så havde de været i gang med at leje et værelse lige nu, men ud over at hendes familie var mindst ligeså slemme som hende, kunne hun ikke finde på en ordentlig undskyldning. "Det er bare.. Langt væk.." Hun trak på skuldrene. Med netværket af pejse, var afstanden ikke et særlig tungt argument. "Vil du virkelig det.. Hvis du syntes jeg er et bæst, så forestil dig en borg fuld af min slags.." Hun var måske noget af det værste Dun Beag havde at byde på, men hendes onkler og kusiner var ikke just charmerende.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Oct 29, 2016 16:24:10 GMT
Den slatne fornemmelse modstanden efterlod Angharad med, banede vej for genovervejelserne der kriblede frem og fik hende til at rette blikket ud på gaden inden hun igen så tilbage på skotten. Udover modstanden var selve ordene var heller ikke just opmuntrende.
"Måske vi bare skulle lade være..." endte hun med at konstatere. Halvvejs inde i sætningen havde hun rettet blikket direkte mod de blå øjne, mens en tvivlen gav sig til kende i et dæmpet suk.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 2, 2016 19:55:31 GMT
Earie var ikke en særlig empatisk person, og dog kunne hun alligevel aflæse skuffelsen i waliserens ansigt. Stemningen der havde bygget sig op imellem dem, var for intens til at den blot kunne sive ud, og selvom den blonde skotte sjældent overgav sig, endte hun alligevel med at ryste demonstrativt på hovedet, og kigge sig om efter den nærmeste pejs. "Det er for sent til at vi kan lade være.. Bare lad mig føre snakken.. Jeg har aldrig slæbt en.. Fin sag som dig hjem før.." Earie forsøgte sig med et oprigtigt smil, der dog blot fik hendes ansigt til at ligne en sulten ulv, da hun trak waliseren tilbage ind imod kroens pejs.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 3, 2016 21:58:47 GMT
Angharad protesterede ikke og lod sig trække med, opmuntret af at Earie alligevel virkede til at ville det nok. Hendes smil ramte ligeledes et sted i den mørkhårede heks der fik den lyst der var forduftet til at samle sig igen. Hun så efter skotten som hun forsvandt i pejsen mens hun gjorde sig klar til selv at følge efter. Den lille mellemtid brugte hun til at rette lidt på sit hår og sit tøj ikke længere sad helt som det skulle, efter hendes standard.
Da hun kom ud af pejsen på borgen så hun sig først lidt omkring, usikker på hvad det var for et sted hun var havet. De var i hvert fald ikke alene og de andre så ganske vidst noget barske ud, som Earie havde forudset at hun ville føle. Angharad var hurtigt henne ved hendes side. "Goddag," hilste hun på de fremmede, med sit høfligste smil.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 3, 2016 23:08:36 GMT
Earie havde ærlig talt håbet at den store sal ville være tom. De smuldrende mursten rungede dog af højlydt snak, mens de gamle egetræsbænke hist og her var besat af familiens medlemmer. Hendes nye plan var at trække Ang med op til hendes kammer før nogen kunne nå at stille spørgsmål, men dette formåede den lille waliser også at forpurre. "MacCliverts.. Angharad.. Ang.. MacCliverts. Vi vil ikke forstyrres.. Forstået?" På trods af at hendes onkler var gifte mænd, kiggede de alle sultent på den mindre kvinde, og dog lod den blonde skotte dem ikke stille spørgsmål. Hun kunne se at hendes yngste fætter Padruig der netop havde forladt Hogwarts sad med et på tungen, og dog trak hun den anden ud af lokalet før det kunne blive udtalt. Hun stoppede først da hun åbnede døren til et lille, spartansk indrettet kammer. Et enkelt vindue der skuede over det brusende hav kastede en smule lys ind på den lange seng, samt den halvt åbne kiste afslørede en rodet blanding af magiske instrumenter og slidte klæder. "Bare.. Ehm.. Føl dig hjemme?" Fik hun prøvende sagt, mens hun gjorde plads så den anden kunne træde ind, og slyngede den store armbrøst af skulderen så den i stedet kunne finde sin vandte plads op af væggen.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 4, 2016 19:04:18 GMT
Igen klagede Angharad ikke da Earie tog initiativet til at gå. Hun havde ganske vidst forsøgt at være høflig, men ville egentlig helst væk fra mændene og deres blikke. Det hele virkede lidt råt til hendes fornemmelser, og beboerne var ikke en undtagelse. Det var derfor uden at se sig tilbage at hun fulgte med skotten op til hendes kammer.
Angharad overvejede hvordan hun dog skulle kunne føle sig hjemme på kammeret, der gav hende samme indtryk som resten af stedet, måske lige med den undtagelse at hun her kunne være alene med Earie. Hun sagde derfor ikke noget, men lukkede døren bag sig og gik hen for at se ud af vinduet, på havet, mens den anden beskæftigede sig med at få sit våben af.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 5, 2016 2:57:56 GMT
Det var meget få mennesker, selv blandt Dun Beags egne beboere der fik lov til at sætte fod indenfor på den blonde skottes kammer. Det tog hende derfor også et par øjeblikke mens hun betragtede ryggen af den mindre waliser, før hun vænnede sig til tanken om at de to nu befandt sig derinde sammen. Det var sjældent at hun blottede sig for andre, og på trods af at det lille værelse var spartansk indrettet, følte hun sig stadig afklædt som hun inviterede den anden indenfor. Hun forsøgte at ryste følelsen af sig, som hun med tavse skridt bevægede sig om bag den mørkhårede heks, hvor hun strøg hendes hår til siden og lagde hænderne om hendes talje, mens hun plantede et par sultne kys på hendes hals. "Det er smukt ikke? Så frådende og sultent.." Earie havde aldrig fundet skønhed i enge eller blomster, men i stedet havde hun tilbragt mange timer foran vinduet mens hun betragtede et oprørte hav.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 6, 2016 15:49:51 GMT
Angharads øjenlåg gled i ved kyssene, som hun egentlig godt syntes at der måtte have været flere af da hun åbnede dem igen ved lyden af stemmen. Et smil der dansede henover læberne ved kommentaren udviklede sig hurtigt til et grin, da hun syntes at skotten havde så godt som beskrevet sig selv. Hun nikkede først og så fortsat på det ukontrollerbare hav. "Identificerer du dig med havet, Earie?" spurgte hun, idet hun fortsat smilende vendte sig og med lethed fandt sine fingre på vej over den andens kind inden trykket tog til som de fandt længere ned.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 7, 2016 18:28:52 GMT
Earie var ikke synderligt romantisk, og dog forstod hun at gøre en kvinde opstemt. Hun brummede kælent som svar på waliserens spørgsmål, mens hendes mund genoptog sit arbejde med at kysse Angharads bløde halskrumning. Hun var på mange måder ligesom havet, farlig, utæmmet, vild, og ikke mindst sulten. Det sidste understregede hun ved at flytte sin ene hånd op til den anden kvindes bryst, hvor hun besidderisk begyndte at kæle for det, mens hendes mund nåede op til hendes øreflip, som hun pirrende nappede til.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 10, 2016 15:35:34 GMT
Et smil spredte sig på waliserens læber og medbragte et muntert fnys over svaret hun havde fået. Der gik ikke længe før en større mængde af luft igen forlod hende på en gang da hun tog sig selv i at sukke over skottens ihærdige fremgangsmåde. Hendes hænder fandt vej op nakken hvor det lyse hår udsprang og lukkede fingrene om det. Da hun havde nået hendes øreflip, trak Angharad en smule tilbage i hendes hår for i stedet at læne sig ind og kræve et kys der gik mere grådigt til værks end tidligere. Hun havde ikke glemt hvad Earie gjorde ved hende, til gengæld havde hun tilsyneladende fortrængt hvor intenst det var. Hæmningerne som hun ellers fandt støtte i i sin hverdag havde hun endnu engang kastet ud af vinduet og for at blive opslugt i det brusende hav.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 11, 2016 19:19:25 GMT
Et lille smil gled frem på Earies læber bag det kys som waliseren krævede. Hun havde helt glemt den berusende sejrsfølelse det gav at vække vildskaben i den polerede waliser, en bølge som skotten red villigt med på. "Jeg havde glemt hvor meget jeg har savnet dig." Skotten brød kun kysset for at udtale ordene, før hendes fingre løsnede det tunge bælte der bar hendes stav og hendes knive, før de mere klodset begyndte at kæmpe med snøren i runeprofessorens kjole. Det var yderst sjældent at hun selv gik i de lange, upraktiske gevandter, og dog lykkedes det hende at bakse med snøren uden at ødelægge den.
|
|