|
Post by Earie MacClivert on Sept 5, 2016 14:09:05 GMT
Earie var ikke helt sikker på hvad veninden fiskede efter. Hun havde allerede berettet hvad der var interessant at berette. Da hun blev mindet om at det kun var halvandet år siden de havde set hinanden, bed hun sig ubevidst i læben, hvor resterne af whiskeyen stadig brændte en smule. Det føltes som langt længere tid, måske blot for at finde en undskyldning for hvorfor hun savnede den mørkhårede heks. Hun endte dog med at måtte trække på skuldrene. "Næh.. Jeg tror endelig at min fader har opgivet at få mig gift. Han har i hvert fald ikke hevet nogen stakler til øen det sidste have år.. Hvad med dig? Er der sket noget ud over det sædvanlige?"
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Sept 5, 2016 18:37:10 GMT
Angharad kunne ikke lade være med at smile lidt over svaret, der også bragte information med sig som hun godt kunne lide at høre: at skotten ikke havde set på giftemål det sidste stykke tid. Det udelukkede selvfølgelig ikke andet, men det var nok til at lette lidt.
Hun måtte selv ryste på hovedet til spørgsmålet. "Jeg har haft meget fokus på arbejdet," indrømmede hun og søgte stille de blå øjne. "Men jeg har savnet dig," lød det impulsivt fra hende, inden hun tog en stor tår whisky så der kun var en lille sjat tilbage. "Af og til," tilføjede hun derefter, med et lille glimt i øjet.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Sept 11, 2016 21:42:51 GMT
Earie havde ærlig talt aldrig forstået særlig meget af de runer veninden syntes at bruge så meget tid på at studere. Hun havde i sin tid taget faget mest af alt grundet den andens anbefalinger, men hendes U.G.L. i faget var måske mere Angs præstation end hendes egen. Hun nikkede derfor også blot da hun fortalte om hvordan det var travlt at undervise. At virke interesseret gjorde hende en smule fjern, hvilket fik waliserens næste ord til at komme endnu mere bag på hende. En af de største grunde til at hun havde holdt sig fra at opsøge den mørkhårede heks, var at hun var temmelig sikker på at hun havde brændt sin bro. Hun havde overskredet hendes grænser, og alligevel fik det noget hun ikke vidste at hun havde manglet til at falde på plads da hun fik af vide at hun havde været savnet. Lidt for omtumlet til at notere det drillende glimt i venindens øjne kunne hun ikke få andet over sine læber end et lettere mistroisk "Virkelig?"
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Sept 12, 2016 17:55:19 GMT
Den skeptiske reaktion fra Earie samt hendes spørgsmål fik Angharad til at synke en klump, ikke sikker på om hun fortrød at hun havde sagt det. Det havde føltes som det rigtige i øjeblikket, men der var jo en grund til at de ikke havde set hinanden i mere end et år, så måske det ville have været for det bedste at tie det ihjel. Men hun havde gjort det igen, ladet sig styre af det der lå dybere, og det var for sent at trække budskabet tilbage.
"Undskyld, jeg skulle ikke have sagt noget," svarede hun, uden egentlig at svare på spørgsmålet, og så lidt væk.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Sept 13, 2016 21:17:02 GMT
Earie var ikke stødt eller vred over at være blevet savnet. Det var temmelig sjældendt nogen ud over hendes familie påstod at de havde andet end nyt deres tid væk fra hinanden, og det forvirrede derfor også blot det blonde fyrtårn yderligere, da veninden begyndte at trække i land. "Vent.. jo.. Har du.. Virkelig savnet mig?" At dømme efter måden de var skiltes på, virkede det så usandsynligt for skotten at Ang have skænket hende en kærlig tanke, og hun havde derfor brug for noget mere bekræftelse inden budskabet sev ind.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Sept 14, 2016 21:43:22 GMT
Den walisiske heks' ansigtsudtryk strammedes en smule til da hun indså at hun ikke slap så let fra sine ord. At Earie ville have bekræftet at hun havde ment det, syntes hun dog også var en smule trist, og hun nikkede derfor i netop denne bekræftelse.
"Ja, jeg har savnet dig.. Ikke rigtig visse ting du gjorde, men..." Hun bed sig kort i underlæben som hun så mod de lyse øjne. "Dig, jo," sukkede hun.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Sept 15, 2016 23:11:25 GMT
Earie var ikke helt sikker på hvordan hun skulle håndtere de ting waliseren fortalte hende, som sagt var der meget få mennesker der savnede hendes person. Hendes handlinger var ofte skyld i det, og dog virkede det til at den anden var i stand til at se forbi dem. "Jeg fik vidst overtrådt dine grænser.. Vi talte forbi hinanden." Earie huskede udmærket episoden der var endt med at gøre det forbi imellem dem. "Jeg blev vidst for ivrig efter at se hvilket uføre jeg kunne lokke den dydige runeprofessor ud i." Hun smilede skævt. Earies egne grænser var noget nær ikke eksisterende, hun satte dem vidst kun ved børn og dyr.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Sept 16, 2016 16:17:06 GMT
Angharad rykkede sig en smule tilbage i sit sæde, som det gik op for hende at hun måske var kommet til at åbne Pandoras æske, da Earie begyndte at tale om det, der i sidste ende havde været dråben der fik bægret til at flyde over og kontakten til at stoppe.
Hun spidsede læberne som hun lyttede til forklaringen, men gengældte ikke smilet da hun ikke fandt bemærkningen morsom men i stedet mindedes følelserne fra den gang. "Det sårede mig," sagde hun skarpt efter en lille pause hvor hun blot havde småstirret på heksen.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Sept 19, 2016 19:31:44 GMT
Manglen af empati i Earies krop blev nogen gange lidt for tydeligt. Hun havde aldrig forstået bevægegrundlaget der havde drevet de tog fra hinanden, og det blev ikke et mindre mysterie af at den anden heks tydeligvis stadig var påvirket af det. De havde haft et godt venskab, et venskab hvor de ikke kun kunne drikke ildwhiskey til den lyse morgen og minde hinanden om gamle dage, men også et venskab hvor de kunne udforske og tilfredsstille hinanden. "Jeg forstår stadig ikke hvorfor for. Det var så godt det vi havde.. Jeg prøvede kun at gøre det bedre." Det var de færreste der så den blonde skotte som et logisk tænkende menneske, men hun havde aldrig kunne afvise logikken i at gøre noget bedre hvis man havde midlerne til det.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Sept 19, 2016 21:32:02 GMT
Angharads ansigtsudtryk blev ikke mindre skarpt ved svaret og hendes øjne blev smallere da hun havde rykket sig så langt bagud hun kunne. Det var virkelig ikke det hun havde lyst til at tale om, men trangen til at give Earie sin mening var dog stærkere end evnen til at lukke for den.
"Det var godt. Så hvorfor var det ikke nok?" Hun havde hævet stemmen, men sænkede den betydeligt ved de næste ord. "Jeg havde ikke brug for mere, end mere af dig." For en stund tvang hun blikket væk fra skotten mens hun rettede på sit hår med en misfornøjet mine.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Sept 20, 2016 22:40:04 GMT
På trods af at de to piger havde formået at gå i skole sammen i syv år, var det tydeligt at de ikke tænkte ens. Forelskelse var kun opstået en gang i den blonde skottes liv. Følelsen af at ville gøre alt for et andet menneske havde engang været til stede, men selvom Fergus, hendes storebror, var blevet hævnet, havde alt siden ham blot været en dårlig efterligning. Hun havde ikke formået at finde ro siden, blot midlertidig tilfredsstillelse. "Hvorfor nøjes?" Spørgsmålet blev udtalt som om det gav sig selv. Hvis man havde grød og havde mulighed for at putte honning i, var der ingen grund til ikke at søde den.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Sept 21, 2016 20:22:17 GMT
Angharads blik fløj hurtigt tilbage på Earie, nærmest stødt over spørgsmålet, svaret på hvilket hun egentlig allerede syntes at hun havde gjort klar. Netop at hun bare gerne ville den høje blonde kvinde for sig selv.
"Hvis du spørger mig, ville det modsatte være at nøjes," lød svaret bittert, "din... lembo," og tilføjelsen derefter under hendes åndedræt, før hun endnu engang så demonstrativt væk.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Sept 22, 2016 0:05:43 GMT
På trods af at Earie ikke var særlig stærk i walisisk havde hun rejst nok og fornærmet nok walisere til at kende deres ord for en idiot. På mange andre mennesker ville hun have grebet fat i deres kragetøj og bedt dem tage det i sig igen, og dog besindede hun sig, og skubbede i stedet ildwhiskeyglasset ud over bordkanten så ingen mennesker behøvede at komme til skade. Det knustes mod gulvet, og dog gjorde den lille destruktive handling hende i stand til at tage en dyb indånding og kigge på den mørkhårede heks. "Det har ikke ændret sig en skid imellem os.. Har det?"
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Sept 25, 2016 16:38:50 GMT
Ved lyden af glasset der ramte gulvet fløj Angharads blik tilbage mod kvinden der stod til ansvar for den, noget anklagende over opførslen, og uden at tænke på at det kunne have været værre. Kommentaren fejede dog det anklagende væk fra overfladen og fremdrev i stedet et suk.
"Tilsyneladende ikke.." svarede hun, efterfulgt af et kortlevet og lidt bittert smil. "Hvis bare du kunne forstå." Det forlod hendes mund før hun havde givet sig selv tid til at vurdere det eventuelle udfald og hun fortsatte i samme stil, denne gang med en hvis fortrydelse i stemmen, bundet til ordene. "Måske var det for det bedste at vi stoppede med at ses."
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Sept 26, 2016 20:57:36 GMT
Earies frustration blev ikke mindre af waliserens ord. Hun brød sig ikke om at blive antaget for at være fatsvag, og hun brød sig endnu mindre om folk der gav op. Hun var rent faktisk blevet glad for at se Ang igen, men nu var den anden ved at ødelægge hendes gensynsglæde. "Så forklar mig det! Fortæl mig hvad det er jeg ikke forstår" Tonen var en smule skarp, og dog nægtede hun at få smækket døren i hovedet igen. Det var tydeligvis ikke hende der havde et problem, hun havde på et tidspunkt fået trådt den mørkhårede heks over tærerne, men uden en opklaring kunne hun ikke gøre noget for at redde det.
|
|