Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var efterhånden ved at være sent. Mørket var faldet på og som flere og flere forsvandt mellem træerne, længtes Agnes efter andre steder og løfter, der efterhånden var blevet givet for mange timer siden. Tanken bragte et smil frem på hendes læber og hun mærkede på sit hår, hvor den lyseblå blomst endnu sad, mens hun undgik rødder og andre faldgruber i skovbunden.
Hun var på vej tilbage gennem træerne, efter at have måttet træde af på naturen og som hun kom tæt nok på til så småt at kunne høre andre stemmer, besluttede hun sig for, at hun ville tage afsked med bryllupsfølget så snart hun kom tilbage og vende kursen mod slottet.
Post by Conrí Singleir on May 9, 2016 13:49:17 GMT
Conrí kunne ikke huske hvornår han sidst havde fejret Belthane. Han kendte traditionen, men blandt familien Singleir havde fejringen været noget mere diskret. Ubemærket var han gledet imellem de mange mennesker, fulgt dem, og fulgt festen, mens de mørke øjne dog ikke lod sig forlede af den løsslupne stemning. Deres blik var målrettet, hans sind var ikke sløret af alkohol, men i stedet spejdede de, til de til sidst havde fundet deres mål. Hun havde farvet sit hår, det havde forvirret hans jagt, men da han først havde vænnet sit til det, havde de blå lokker været et langt fastere holdepunkt. Varsomt havde han fulgt hende, først på afstand, men efterhånden som det var tyndet ud i menneskerne, og han i stedet kunne skjule sig i skyggen af de mørke træer havde han bevæget sig tættere og tættere på. Hun var alene nu, på vej tilbage til festen. Øjeblikket ville være hans bedste mulighed. I en smidig bevægelse trådte han frem fra sit skjul i skyggerne, fangede hende, som hun passerede ham. En hånd blev lagt for hendes mund for at forhindre hende i at skrige, eller udtale hendes forbandede trylleord, mens en knivs kolde metal tilsvarende pressede imod hendes hals, som forsikring om at det var dumt at kæmpe imod. "Shh.. Godaften Agnes." Hans ru stemme var lavmeldt, nærmest beroligende. Han ønskede ikke at gøre hende ondt. Han bad nærmest til at hun ville følge villigt med, så det ikke blev nødvendigt.
Post by Agnes Slughorn on May 9, 2016 19:13:57 GMT
Agnes havde ingen grund til at være forsvarsberedt og hun var fortabt i tanker, da hun bevægede sig gennem skoven. Af samme grund bemærkede hun ikke skikkelsen i mørket, før en grov hånd lagde sig over hendes mund og hindrede det overraskede udbrud, der ellers ville være sluppet ud. Chok var den første følelse, der meldte sig og det lammede hende nogenlunde samtidig med, at en dæmpet, hæs stemme lød i hendes øre.
Der var noget svagt bekendt over den og det var klart, at hvem end der holdt hende, vidste hvem hun var. Med hamrende hjerte og med velplaceret frygt over følelsen af koldt, skarpt metal mod sin hals, kunne hun dog ikke placere den. Det var til gengæld også kniven, der gjorde at hun stod helt stille og hun vidste, at hun ikke ville kunne nå at række ud efter tryllestaven, inden det var for sent. En dæmpet lyd undslap hende, men ingen reelle ord slap forbi hånden, mens hele hendes panikslagne krop prøvede at forstå, hvad det egentlig var, der skete.
Post by Conrí Singleir on May 11, 2016 21:37:34 GMT
Det var ikke første gang Conrí gjorde noget lignende. Han så sig ganske vidst helst fri fra at komme i direkte kontakt med sine ofre, de skulle helst ikke kunne genkende ham, men han var udmærket klar over hvad der ville komme til at ske. Han tyssede på hende igen. Han kunne ikke sætte sig ind i hvad der gik gennem pigebarnets hoved lige nu. Sikkert frygten for at blive voldtaget, men selvom tanken om at gøre brug af tøsens krop nu han alligevel havde hende, strejfede ham, rystede han den dog alligevel af sig igen. De sagde at der ikke var megen ære mellem tyve, men Agnes havde trods alt reddet hans liv, hvilket fik ham til at undertrykke de kødlige drifter som Morrigan i øjeblikket ikke var i stand til at mætte. I stedet fjernede han kniven en smule, så det kolde metal ikke længere havde kontakt med hendes hals, men dog stadig var faretruende tæt på. "Sh.. Jeg gør dig ikke noget, Giv mig din stav, og jeg fjerner min kniv." Han var ikke sikker på om tøsebarnet havde genkendt ham, men han blev nødt til at afvæbne hende, før han kunne gøre noget andet.
Post by Agnes Slughorn on May 11, 2016 21:51:57 GMT
Agnes kunne trække vejret en anelse mere frit igen, da først følelsen af koldt stål forsvandt fra den følsomme hud. Det betød ikke, at resten af hende blev mindre anspændt og tusind ting løb gennem hendes tanker. Det der, mærkværdigt rationelt, dominerede, var hvor hun kendte stemmen fra. Den var ikke velkendt, men hun var sikker på, at hun havde hørt den før. Mulighederne over hvem der kunne have et personligt vendetta mod hende var ikke ikke-eksisterende, men stemmen føltes for fremmed til at tilhøre nogen af dem.
Hjertet hamrede og hun lukkede øjnene i det korteste øjeblik, mens hun forsøgte at samle sig nok til at trække vejret ordentligt. Det var besværet af hans hånd, men hun havde ingen interesse i at besvime af luftmangel. Hvordan den overvejelse overhovedet kom til ret nu, ville hun aldrig kunne have svaret på. Umiddelbart under den lå rædslen, der kun blev forstærket af det ene, simple krav. Som var alt andet end simpelt.
Det stred imod al hendes natur at overgive den stav, der havde fulgt hende siden hun var elleve og hendes flugtinstinkt slog ind og spædede til med mulige, forhastede løsninger. Før hun kunne nå at handle på nogen af dem, vandt fornuften og med en rystende hånd rakte hun ind og trak sin tryllestav. Kun for at tilbyde ham den med det samme, velvidende at hun samtidig overgav sin eneste, reelle mulighed for at gøre modstand.
Post by Conrí Singleir on May 11, 2016 22:14:38 GMT
Conrí blev en smule lettet, da tryllestaven blev fundet frem af kappens folder. Hvad han huskede om deres korte møde, havde han beundret de ben hun virkede til at have plantet i næsen, og alligevel var han taknemmelig for at hun ikke blev modig. Han skulle gerne have hende med tilbage i et stykke. Hånden forblev ved hendes mund, det var vigtigst at hun ikke kæftede op, mens hånden med kniven i et snuptag gled ned og greb staven så den med en smule snilde holdt begge dele, før den gled op til halsen igen. "Dygtig pige." Hans stemme var stadig lavmeldt, men han følte sig noget mere selvsikker nu hvor han holdt hendes tryllekæp i hånden. "Om lidt samler du dine hænder på rygge, og jeg fjerner min kniv forstået? Jeg vil dig ikke noget ondt, hvis du ikke selv beder mig om det." Hans tonefald var roligt, velovervejet, og alligevel temmelig foruroligende. Han var ikke en fuld Belthanegæst der ville bruge magt til at slæbe hende ud i en hæk. Det var tydeligt at han havde andre planer.
Post by Agnes Slughorn on May 12, 2016 6:36:24 GMT
Agnes' mave gav et ubehageligt vrid fra sig, da hun overgav sin tryllestav og tanken ville have fyldt hende, hvis ikke det havde været i samme øjeblik, at hun endelig fik placeret stemmen. Øjnene spærrede sig en anelse op, selvom hun intet andet kunne se end mørket og hjertet sprang et slag over. Det gav hende ingen forklaring at vide, hvem der havde fat i hende, men til gengæld vidste hun nærmest med sikkerhed, hvad det ikke handlede om.
Med ræsende puls, men en anelse mere klart hoved, nikkede hun ganske let i accept ind mod hans hånd. Tankerne kværnede om, hvad han ville have fra hende, men frygten var ikke lige så lammende, som lige før. Måske var det i et naivt håb om, at der var sandhed i hans ord. Hun havde trods alt reddet hans liv engang.
Post by Conrí Singleir on May 12, 2016 18:15:16 GMT
Conrí var temmelig lettet over hendes velvilje til at samarbejde. Hun var fornuftig, og det satte han pris på. Der var ingen grund til at blive modig. Kniven og hendes stav blev endnu engang fjernet, hvor kniven gled på plads, mens tryllestaven forsvandt ind i kappens folder. Ud fra selvsamme folder drog han på tilbagevejen et stykke stof af tvivlsom renlighed, som med hjælp fra hånden for hendes mund, kneblede hende og sikrede hendes tavshed. Godt tilfreds kunne de nu to frie hænder omhyggeligt binde hænderne på hendes ryg, indtil han var sikker på at hun ikke kunne stikke af eller prøve på noget dumt. Først nu trådte han hen foran hende, så hun kunne se ham i det blege månelys. "Følg med" Han var ikke klar over om hun havde genkendt ham, men han blev nødt til at komme helt væk fra Belthanegæsterne før han kunne slække på sin ublide behandling og forsøge at forklare hende hvad der foregik. Han tog hende i armen, og beslutsomt begyndte han at trække hende væk fra lyset og festen.
Post by Agnes Slughorn on May 12, 2016 22:03:54 GMT
Agnes var lige ved at kløjes over den beskidte stofstrimmel, der overtog for hånden og da endnu et stykke knyttede hendes hænder sammen, måtte hun lukke øjnene, for at kvæle den angst, der bød hende at kæmpe imod. Det var den mest overvældende impuls og med den uklare viden om, hvad der ventede på den anden side, nåede hun at overveje, hvor langt hun ville nå. Ikke langt nok og hun havde en fornemmelse af, at det ikke ville gøre situationen bedre.
Hjertet ræsede afsted. Hamrede løs, da han trådte ind foran hende og hun genså det ansigt, som hun havde genkaldt sig. Han var stærkere nu end han havde været dengang, så meget var klart og hun havde ikke glemt, hvordan hun havde hjulpet ham. Så meget afslørede blikket på ham også; forrådt. Det brændte sig ind i hans, før han greb ved hendes arm og instinktivt fik hende til at give et lille ryk tilbage. Det gjorde dog ingen reel forskel og de næste skridt var snublende, som han trak hende med over trærødder i mørket.
Post by Conrí Singleir on May 12, 2016 22:21:28 GMT
På trods af at Conrí havde levet et hårdt liv, eksisterede hans samvittighed stadig et sted dybt nede i hans bryst. De der havde gjort ham ondt, havde han intet problem med at give igen, men unge kvinder som Agnes der ikke havde gjort andet end at hjælpe ham, var en anden sag. Han skyldte hende sit liv, og det brændte derfor også direkte igennem ham, da deres øjne mødtes. Han måtte tænke på Morrigan, og hans ufødte barn. De havde begge to brug for ham. Hans eneste svar var derfor også blot en utilfreds brummen, som han trak hende dybere ind i skoven. Han forsøgte at gøre det så tålmodigt som muligt, lod hende komme på benene når hun snublede, og lod hende få vejret når han havde sat tempoet for højt. Sådan gik de i hvad der føltes som to timer, før han endelig lagde an til at gøre holdt. Med et advarende blik, slap han hendes arm, og forsigtigt løsnede han stoffet om hendes mund. "Nu er vi langt nok væk til at ingen kan høre os.. Det er rart at se dig igen Agnes." Han nikkede, ikke uvenligt, og slog ud med hænderne som tegn til at hun måtte sætte sig og tage et hvil. Hænderne lod hans forblive bundne. "Jeg er sikker på at du har mange spørgsmål, men bare rolig, du får masser af tid til at stille dem. Vi har langt at vandre endnu." Selv satte han sig overfor hende, og betragtede hende med hans vilde, mørke øjne.
Post by Agnes Slughorn on May 13, 2016 5:39:27 GMT
Agnes var ikke vant til at vandre, især ikke med hænderne bundet på ryggen. Det gjorde hendes gang ustabil og hun havde intet at tage fra med, når hun snublede. Der kunne være taknemmelighed over, at han tog sig tiden til at hjælpe hende op, men hendes sympati med sin kidnapper var på et meget lavt sted.
Da han, efter en uendelighed, endelig lod hende sidde, hæv hun en anelse efter vejret bag det ildelugtende klæde. Det ellers så pertentlige ydre var langt væk nu, som hun kollapsede svedende og i et virvar af blå krøller, der havde revet sig løs. Båndet omkring hendes håndled gnavede og sled sig ind i huden og allerede nu brændte hendes arme af anstrengelse over deres position.
Da han endelig gav hende muligheden for at tale, hostede hun halvkvalt, før hun endelig fik taget en ordentlig indånding. De anstrengte lunger var taknemmelige og det var først da, at hun indså, at han havde talt. Hendes egne mørke øjne mødte hans og der var ikke den absolutte rædsel i dem, som ellers ville have været forventelig. I stedet så hun uforstående på sin tilfangetager og slap et enkelt, raspende: "Hvorfor?"
Post by Conrí Singleir on May 13, 2016 14:51:17 GMT
Conrí var enig med pigebarnet i at han skyldte hende nogle svar. Mere civiliserede mennesker ville måske påpege at han kunne have lagt ud med at spørge den blåhårede heks om hjælp, og dog var det aldrig faldet den store varulv ind at hun ville have fulgt med frivilligt. Han tøvede derfor også ved hendes spørgsmål. Han var ikke sikker på hvordan han forklarede det bedst, han havde aldrig været særlig sympatisk. "Min mage er syg. Hun venter vores barn.. Men hun er meget svag, og jeg har brug for at du hjælper hende." Det slog ham ikke hvilke dyriske termer han brugte til at beskrive hans og Morrigans forhold, han var som nævnt før ikke synderligt civiliseret.
Post by Agnes Slughorn on May 13, 2016 17:01:06 GMT
Agnes hals føltes ru og hun var brændende tørstig efter den lange vandring og klædet, der havde udtørret hendes mund. Det ene, raspende ord kom da over hendes læber trods det og hun stirrede mere eller mindre på ham, mens hun ventede på svaret. Ventede på sin skæbne, skød en lille stemme ind. Da forklaringen kom, var det dog ikke ligefrem rædsel eller aversion der fyldte hende. I stedet fløj de blå øjenbryn lidt op og en næsten vantro lyd undslap hende.
"Hvorfor sagde du ikke bare det?" røg det ud af hende, temmelig fornærmet. Hvilket måske næsten var modigt, taget i betragtning af, at han endnu havde hendes stav og hun ikke havde sine hænder. Omstændighederne fik dog langsomt hendes puls til at falde. Det var ubehageligt at tale gennem tørsten, men den hæse stemme fortsatte: "Jeg ville have hjulpet! Der er ingen grund til at trække mig gennem skoven, som et andet dyr."
Post by Conrí Singleir on May 13, 2016 19:36:26 GMT
Conrís øjenbryn skød i vejret over hendes reaktion. Han havde forventet klager eller protester, men på den anden side kunne hendes ord også blot være et kneb til at komme fri. Han rystede i stedet på hovedet, og målte hende med blikket. Han havde ikke tænkt sig at undskylde. "Der er ingen der vil hjælpe folk som os." Han lød tilpas sammenbidt, til at hun måske ville få sympati for ham, og overvejede ikke at hun allerede havde hjulpet ham frivilligt en gang. Han rømmede sig let, og rejste sig igen, før han satte sig på hug lige foran hende. "Sid helt stille.." Hans ansigt var så tæt på hende, at han åndede imod hendes blege hud, og uden nogen advarsel slog han armene om hende. I en vant bevægelse fik fingrene knuderne op, hvorefter han bestemt førte hendes hænder om foran hende, og bandt dem igen. Han trak sig væk fra hende, og nikkede bestemt, før han trak sit vandskind frem og lod dråberne flyde ned i hans tørre hals.
Post by Agnes Slughorn on May 14, 2016 6:53:00 GMT
Agnes havde et svar, men det nåede ikke over de tørre læber, før han rejste sig. De mørke øjne spærrede sig op, da han kom helt tæt på og hun havde nær spurgt, hvad i alverden han foretog sig, før indsigten ramte. Hun kvalte et næsten lettet suk og skar en lille grimasse, da han flyttede på hendes anstrengte arme. Det gjorde ondt, men den nye position var dog bedre.
"Det er ikke nødvendigt," prøvede hun igen, men hverken vredt eller anklagende. I stedet var tonefaldet næsten mildt, skønt hendes blik blev distraheret af drikkeskindet. Sultent hvilede det på det, selv da hun talte igen. "Jeg vil gerne hjælpe din... Mage? Men det her," hun tvang blikket væk og løftede sine sammenbundne hænder. "Er ikke nødvendigt."