Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Agnes Slughorn on May 18, 2016 22:41:31 GMT
Det var ikke noget svar, men i stedet for at pointere det, bed hun tænderne sammen og kunne ikke lade være med at tænke, at det ville være bedre, hvis nogen opdagede dem, før de nåede ind i skoven. Det var godt nok et smalt håb, at vedkommende skulle kunne gøre noget, men tanken var der ikke desto mindre.
Hun sagde ikke mere. Der var tydeligvis ikke noget af det hun sagde, der ville ændre hans mening og lade hende gøre det hele væsentlig nemmere. Heller ikke selvom, at hun frivilligt havde tilbudt sin hjælp. Den stædige insisteren på at behandle hende som en fange, gav hende ikke lyst til at småsnakke og i stedet lukkede hun øjnene mod den kolde vind.
Tankerne vandrede ufriviiligt og hendes mave trak sig hårdt sammen, da hun indså, at Téarlach formentlig ville være den første, der opdagede, at hun var væk. Dernæst ville resten af staben følge, skolens elever og først da ville det sprede sig til landsbyen. Men ville hendes forældre have nogen anelse? De ville ikke vide, at hun var væk og som hun tænkte det, slog det hende, at hun ikke med sikkerhed vidste, om hun ville komme tilbage igen.
Post by Conrí Singleir on May 18, 2016 23:39:20 GMT
Conrí blev ikke stødt over at pigebarnet ikke svarede ham. Enten var hun for optaget af at holde sig på hesten, eller også var hun ikke i humør til at snakke. Ingen af delene rørte ham det store, og de nåede i stedet skovkanten i tavshed. Inde mellem træerne satte hans krikkens tempo ned, mens han fandt en dyresti, der ellers ikke virkede åbenlys for det blotte øje. Dyret red nu i et mere behageligt ridt, mens varulven styrede den sikkert rundt mellem de mørke træer. "Prøv at få noget søvn." Ordene blev sagt i et mere bydende tonefald, end han havde brugt de andre gange han havde åbnet munden, om hun valgte at følge hans opfordring måtte stå hende frit for. I stedet red han blot videre, mens han af og til udfyldte stilheden ved at brumme de gamle sange med hans ru stemme.
Himlen var så småt begyndt at lysne, da han endelig trak i tøjlerne, og stoppede krikken. Han rykkede en smule i hende, i tilfælde af at hun rent faktisk havde formået at knalde et par brikker, og steg ned fra dyret, før han ligeså hjalp hende ned. "Vi holder et par timers hvil her. Skal du pisse, er der et glimrende træ derovre. Jeg skal nok give dig lidt privatliv, men tvivl ikke på at jeg han ride dig op på Epona, hvis du prøver at flygte." Han tøvede et kort sekund, før han bandt rebet om hendes hænder op. Han ville ikke have at hun lugtede af pis fordi hun ikke kunne gøre det ordentligt. "Og tag noget brænde med tilbage, hvis du ikke vil fryse." Han nikkede en enkelt gang, som man gjorde til en hund når man gav den fri, før han tog bestik af den lille lysning han havde ført dem ind i, og begyndte at tøjre hesten.
Post by Agnes Slughorn on May 19, 2016 15:26:41 GMT
Agnes var mange ting, men hun havde aldrig været direkte opsætsig og selvom det var naturligt, at hun ikke ligefrem var sit eget, uforbeholdne selv i sin kidnappers selskab, så affærdigede hun heller ikke alt han sagde af ren stædighed. Af samme grund hengav hun sig, efter lidt tid, til forsøget på at lukke øjnene. Det var mange timer siden, at hun var stået op og selvom vandreturen havde gjort hende ædru, var hun udmattet. Det var kun den mindste smule mere, at hun lænede sig ind mod ham, mens den dybe brummen fra hans bryst, gjorde hende tilpas døsig til, at øjenlågene blev tunge.
Da han, hvad der virkede som lang tid senere, holdt hesten an, gav det et lille sæt i hende. Agnes glippede med øjnene og følte sig om muligt endnu mere træt, end hun havde gjort i forvejen og det var uden megen elegance, at hun tog imod hans hjælp til at komme ned. Benene var helt følelsesløse og havde nær givet efter under hende, som hun landede tungt i skovbunden og hun måtte støtte sig til ham, før hun nåede at tænke nærmere over det.
Hendes slørede hjerne var et øjeblik om at registrere, at han sagde noget, men da han greb fat om hendes hænder og løsnede de snærende bånd, sank det ind. Det mørke blik rettede sig mod ham med reel taknemmelighed og hun vraltede væk for endelig at forløse sin efterhånden udspilede blære. Med det overstået, var hun en anelse mere vågen og hun benyttede det korte øjeblik alene til at strække hele sin mørbankede krop. Armene, der havde været låst fast i den samme stilling, skreg af ubehag, da musklerne løsnede sig, men det var alligevel en lettelse.
Det eneste, hun ikke kunne gøre noget ved, var ømheden i bagdelen over ridtet og da hun en lille tid senere vendte tilbage med armene fulde af brænde, gik hun endnu ikke helt normalt. Musklerne værkede og hun rystede svagt af kulde; nok til, at det var svært at distrahere tankerne fra det og det blev den opfordring hun havde brug for, for at bryde sin egen tavshed. "Jeg kender stadig ikke dit navn," konstaterede hun hæst, som hun lod stakken med grene falde og udmattet sank ned på sin ene hofte.
Post by Conrí Singleir on May 19, 2016 16:45:48 GMT
Conrí lod hende få lidt tid for sig selv, mens han selv fandt et træ han kunne lade vandet ved. Han havde erfaring nok med kvinder til at vide at de havde brug for disse små stunder, og det var begyndt at gå op for ham at det med sikkerhed ville være lettere at håndtere hende, hvis alle hendes tanker ikke drejede sig om flugt. Han stolede derfor også nok på hende, til selv at gå en smule ud af lysningen og fylde vandskindet ved en lille bæk, mens de vagtsomme ører dog hele tiden lyttede efter raslen i bladene og knækkede grene der kunne tyde på at hun var ved at foretage en hektisk flugt. Godt tilfreds med sine evner som fangevogter, bemærkede han dog hvordan hun troligt vendte tilbage med favnen fuld af brænde. Han kunne ikke lade være med at smile en smule skævt over hvordan hesteryggen havde påvirket hendes gang, og dog valgte han ikke at kommentere på det. Han var temmelig sikker på at hun ikke ville modtage det som venskabeligt drilleri. I stedet gik han i gang med at tænde et bål af brændet hun havde samlet. Det var ikke fordi det hele var brugbart, men noget var tørt, og arbejdet opslugte ham så meget at han i første omgang valgte at overhøre hendes spørgsmål. Af ren og skær modvilje imod det magiske samfund havde han altid nægtet at bruge sin tryllestav til den slags, og han kiggede derfor også først op da en lille ild efter flere minutter havde fået fat i de små grene. "Conrí Singleir." Han havde ikke noget problem med at give hende hans fulde navn, han var temmelig sikker på at hun ikke kunne bruge det til noget. "De fleste kalder mig Con.. Kom tættere på bålet, du ligner en der er ved at fryse ihjel." Inde fra kappens gemmer fandt han et brød han havde erhvervet sig under sit korte ophold i Hogsmeade, og kastede hende efter en kort overvejelse det største af de to stykker han havde delt det i.
Post by Agnes Slughorn on May 19, 2016 19:17:51 GMT
Agnes ømmede sig lidt, som hun forsøgte at finde en måde at sidde, der ikke gjorde ondt. Det beskæftigede hende også tilpas meget til, at hun ikke kommenterede på hans bøvl med bålet, der kunne gøres væsentlig meget nemmere, hvis han bare gav hende tryllestaven tilbage. I stedet, da hun var nogenlunde komfortabel, foldede hun armene om sine knæ og betragtede ham pusle videre.
"Conrí," gentog hun dæmpet, lagrede navnet og selvom hun havde brugt tid på at blive nogenlunde komfortabel, flyttede hun sig alligevel nærmere bålet og den smule varme, der begyndte at brede sig. Det fik en ubehagelig skælven til at gå gennem hende og hun gned sine kolde arme lidt, mens hun fulgte ham med blikket. Det hvilede på brødet og som effekt, knurrede hendes mave dæmpet. Ikke decideret af sult, men hun var alligevel taknemmelig, da brødet landede i hendes hænder.
"Tak," sagde hun dæmpet og brækkede et lille stykke af. Hun tyggede langsomt på det og da hun så op på ham igen, var det med et eftertænksomt udtryk. "Hvorfor kalder du hende din mage?"
Post by Conrí Singleir on May 19, 2016 21:42:36 GMT
Agnes spørgsmål kom en smule bag på ham, da han satte sig til rette overfor hende ved bålet som han omhyggeligt byggede større mens han gumlede på sin halvdel af brødet. Han havde ikke skænket det mange tanker hvorfor det var ordet han brugte om Morri. Hun var hverken hans elskerinde, hans kone eller hans frille. Hun var den anden halvdel han havde valgt at have ved sin side, og som bar hans barn, ligesom ulvene gjorde det. "Det er hvad vi er. Folk som os har ikke koner, eller en husbond. Vi er ikke som dig og din slags." På trods af at han ejede en tryllestav, havde han altid følt sig fremmedgjort fra resten af det magiske samfund, og dog følte han sig alligevel ikke klar til at slippe katten ud af sækken og fortælle hende hvad han var. Han ville ikke skræmme hende mere end hun allerede var.
Post by Agnes Slughorn on May 19, 2016 21:54:18 GMT
Agnes kneb øjnene en anelse sammen og selvom hun var træt, så lyttede hun alligevel opmærksomt. Var de lovløse? Formentlig, men det forklarede ikke ordbruget. "Men I holder stadig af hinanden," konkluderede hun dæmpet. Hvis ikke, ville han næppe have rejst den lange vej, kun for at hente hende. "Helt ligesom vi gør."
Distinktionen mellem os og dem var ikke en hun tog til sig, men hun gav sig heller ikke til at diskutere det. I stedet brød hun endnu et stykke af brødet og tyggede det, mens hun tænkte på dem, hun selv holdt af og som ikke vidste, at hun var væk. Tanken gav hende en klump i halsen og hun sank den hurtigt, før hun rømmede sig. "Hvad hedder hun?"
Post by Conrí Singleir on May 19, 2016 22:42:14 GMT
Conrí tøvede med at svare hende, da deres samtale begyndte at blive personlig. På den anden side, ville det måske gøre det hele lettere for hende, hvis hun troede at Conrí handlede i blind kærlighed. Ordet kærlighed var dog ikke det han ville bruge til at beskrive sine følelser for Morrigan. Der var noget andet og større imellem dem. "Jeg er hendes, og hun er min." Det stak langt dybere end blot at være viet, som menneskerne gjorde det. "Hendes navn er Morrigan. Det er første gang hun er med barn. Det er ellers ikke let for vores slags." Han gav hende måske sandheden mellem linjerne, og dog var det alligevel svært for ham at få det sagt.
Post by Agnes Slughorn on May 19, 2016 23:00:52 GMT
Agnes fik langsomt varmen ved bålet. Med et par timers søvn og resten af brødet i sin mave, ville hun måske føle sig nogenlunde menneskelig igen. Det var en lille trøst og det gav hende overskuddet til at stille reelt interesserede spørgsmål, der måske ville hjælpe hende med at forstå, præcis hvem han var.
Øjnene blev knebet en anelse sammen og hun var stille lidt tid, mens hun overvejede hans svar. Hendes hjerne havde altid været skarp og hun overså ikke betydningen i hans ord, selvom hun måske ikke kunne placere helt den rigtige ramme omkring dem endnu. Alligevel hamrede hjertet hurtigere i brystet på hende, før hun talte igen. "Hvad er I?"
Post by Conrí Singleir on May 19, 2016 23:13:22 GMT
Conrí havde båret sin lykantropi siden hans fødsel, og han havde aldrig kendt andet. Han var vokse op med at den gjorde ham stærkere end både troldmænd og mugglere, og det var derfor heller aldrig noget han havde skammet sig over. Det havde frustreret ham, op til flere gange, og han havde også ønsket at han var blevet født uden, men alligevel var ulven så indgroet i hans identitet at han aldrig kunne vende sig væk fra den. Da hun spurgte ham direkte kunne han heller ikke lade være med at svare. "Vi er varulve." Hans mørke øjne kiggede op på hende, for at fange hendes reaktion. Nærmest truende, som om hans gode opførsel godt kunne ophøre hvis hun syntes at have et problem med det.
Post by Agnes Slughorn on May 19, 2016 23:22:00 GMT
Det gav intet forskrækket sæt i Agnes, da de tre, skæbnesvange ord faldt. I stedet for at se på ham med frygt og afsky, betragtede hun ham blot under let sammentrukne øjenbryn. "Aha," konstaterede hun blot dæmpet, indledende, mens hun så nærmere på ham. Agnes var en mugglerfødt heks. Hun var ikke vokset op med grufulde fortællinger om varulve, som monstre i natten og selvom hun var helt bevidst om, hvor farlige væsner de var, så tog hun det med større ro, end de fleste magikere formentlig ville.
I stedet vendte hendes tanker tilbage til de lærebøger, som hun havde fordybet sig i, dengang hun endnu gik på Hogwarts. Det var begravet dybt nede, men hendes hukommelse var god og efter lidt tid, nikkede hun forstående. "Varulvefostre overlever sjældent den første forvandling. Det må være et stærkt barn, din mage bærer."
Post by Conrí Singleir on May 20, 2016 8:48:45 GMT
Conrí nikkede langsomt, da hendes umiddelbare reaktion ikke var gru og afsky. Han var udmærket klar over hvordan den gængse opfattelse af hans slags var, men det virkede som sådan ikke til at hun delte den. Ikke dybfølt i hvert fald. Hendes opfølgende svar var heller ikke nogen overraskelse, omend hendes viden om emnet kom en smule bag på ham. Han vidste ikke at magikere beskæftigede sig med den slags. "Ungen er af mit blod. Selvfølgelig er han stærk." På det punkt tog Conrí stor stolthed i hvem han var, og hvor han kom fra. På trods af at der ikke var den store forskel på om man fik overført gaven gennem blodet eller gennem et bid, betød det alligevel meget for ham at han var et led i Singleirklanens lange blodslinje.
Post by Agnes Slughorn on May 21, 2016 18:47:24 GMT
Det var, ganske givet, intet hun havde lært gennem sin oplæring til helbreder. Til gengæld havde hun været en mugglerfødt Ravenclawelev, der ikke havde stået tilbage for at tilegne sig så meget viden om den magiske verden, som hun på nogen på kunne nå at rumme på syv år.
Et svagt smil sneg sig frem på hendes læber over hans ord og blikket dvælede lidt, før hun nikkede sin stiltiende accept og brækkede mere af brødet. Lige nu var i øvrigt samtalen og den lille smule mad, det eneste, der afholdt hende fra at dejse udmattet om. Så hun fortsatte: "Men det gør hende syg?"
Post by Conrí Singleir on May 22, 2016 13:05:44 GMT
Conrí noterede tilfreds at der var trådt et lille smil frem på pigebarnets læber. Ikke fordi han stræbte efter at underholde hende, men hele kidnapningen gav ham en smule dårlig samvittighed, og det beroligede ham derfor også en smule at hun stadig var i stand til at smile. "Min moder og tante havde det på samme måde.. Det var anderledes.." Han stoppede sig selv. Det var uhyre sjældent han snakkede om Freya, og specielt overfor en kvinde der var så fremmed som Agnes. Katten var dog alligevel halvt ude af sækken, og han tog derfor en dyb indånding før han samlede tråden op igen. "Det var anderledes med min kone. Hun bar ikke min.. Forbandelse." Blikket i de mørke øjne blev fjernt og undvigende, mens han i stedet fokuserede på at fodre bålet. "Har du selv børn, Agnes?" Han havde ikke skænket det mange tanker hvem der lige nu sad tilbage og savnede hende, men om der så sad et spædbarn og manglede hendes mælk ville det ikke få ham til at sende hende tilbage.
Post by Agnes Slughorn on May 22, 2016 13:30:28 GMT
Agnes' øjne forblev en anelse knebet sammen, som han afslørede, hvad der uden tvivl var et meget privat brudstykke af sin fortid. Hun nikkede dog blot let, måske forstående, uden at vide, hvad hun ellers kunne gøre. Til gengæld strøg blikket diskret mod himlen, men månen var skjult bag trækronerne. Gad vide, hvor lang tid der var til fuldmåne? Selvom hun ikke var krøblet af angst, fik den tanke alligevel en ubehagelig skælven til at gå gennem hende.
Spørgsmålet trak hende tilbage og hun mødte varulvens blik. "Ikke endnu," svarede hun dæmpet, efter lidt tid, men med et ordvalg, der antydede, at hun havde alle ambitioner om at få muligheden for det en dag. Tankerne strøg uværgerligt tilbage mod Hogwarts, men det var ikke eleverne, hun tænkte på. Mellemgulvet klemte sig en anelse sammen.
"Jeg er ked af, at du har mistet din kone. Det er hårdt at miste nogen, man holder af," sagde hun efter lidt tid, tolket ud fra hans ord. Hun mente det også, helt oprigtigt, men det sidste bar en dybere mening, som hun tænkte på sin egen familie og de andre mennesker, der havde en betydning i hendes liv.