Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Conrí Singleir on May 16, 2016 20:13:27 GMT
Conrí var næsten ved at tømme vandskindet, før han kom til at tænke på at hun måske også var tørstig. Han holdt tænksomt fast på det, mens blikket kiggede overvejede på hende. Hun blev nødt til at respektere ham. Vide at hun var afhængig af ham, indtil han besluttede sig for at levere hende tilbage, og at han derfor heller ikke ville tolere oprør. Indtil videre havde hun dog ikke sat sig imod, og han endte derfor også med at kaste vandet over i hænderne på hende. "Indtil videre er det, og det bliver ikke lavet om. Tro mig, at hente dig var min sidste udvej, men jeg kan ikke have at du stikker af, lige meget hvor mange gange dine blanke øjne forsikrer mig om at du ikke vil gøre det." Om hendes hænder var bundne eller ej, gjorde ganske vidst ikke den store forskel, med hensyn til hendes muligheder for at flygte. Han havde stadig hendes stav, og han var sikker på at han godt kunne løbe hende op, hvis hun tog flugten. Rebet havde mere en symbolsk værdi, der gravede en grøft imellem de to, og sikrede at hun forblev hans fange.
Post by Agnes Slughorn on May 17, 2016 12:48:01 GMT
Agnes greb drikkeskindet klodset med sine sammenbundne hænder og hun tøvede ikke med at løfte det til sine tørre læber og drikke. Ikke grådigt, men taknemmeligt og selvom det trak i hende for at tømme det helt, undlod hun og efterlod en smule tilbage. Det hjalp på den ru fornemmelse i hendes hals og hun tog en dyb indånding, da hun sænkede skindet igen.
Langsomt slog hun øjnene op og så på sin tilfangetager. Modsat hvad hans ord antydede, var blikket bestemt og hun rankede ryggen en anelse over hans antydning. Agnes var ikke udpræget stolt, men hun holdt sig alligevel med værdighed - mere eller mindre i ren trods.
"Lad mig i det mindste transferere os nærmere," prøvede hun i stedet, logisk. Måske også i et naivt håb om, at det ville vinde hende friheden hurtigere. Så snart hun havde set på den gravide kvinde og gjort hvad hun kunne, havde de ikke grund til at beholde hende. Det var i hvert fald, hvad hun var nødt til at håbe på nu. "Det ville kun tage et øjeblik, før vi er fremme, hvor jeg kan hjælpe hende."
Post by Conrí Singleir on May 17, 2016 13:08:20 GMT
På trods af at han aldrig havde gået på troldmandsskolen, var han udmærket klar over hvad det indebar at transferere. Letica havde ofte bandet over at de ikke brugte det magiske forsvindingsnummer når de skulle rejse rundt i landet, men Conrí havde altid sværget til at den slags skulle foregå til fods eller på hesteryg. Han vidste godt at det var muligt at tage folk med, når man rejste, og han havde da også prøvet det en enkelt gang, men han havde også hørt alle skrækhistorierne der sammenlagt havde affødt en betydelig mistro. Desuden var det pludselig hende der ville få kontrollen over deres destination, og han var derfor også temmelig sikker på at de ville ende i troldmadsflækken efter få sekunder hvis ikke i to stykker, to forskellige steder i Skotland. "Du har ikke den fjerneste anelse om hvor vi skal hen, og hvad ville forhindre dig i at trylle os tilbage til Hogsmeade? Vi rejser på min måde." Hans ord var bestemte, på trods af at han ikke kunne afvise fornuften i at det ville bringe dem betydeligt tættere på Morrigan, overvejelsen gled et kort øjeblik over hans ansigt, før det blev til sten igen. "Drik ud, du får brug for det."
Post by Agnes Slughorn on May 17, 2016 13:44:24 GMT
Agnes' lille håb døde hurtigt og selvom det trak i hende for at gøre endnu et forsøg på at overbevise ham, havde hun på fornemmelsen, at det heller ikke ville være klogt at presse ham for meget. Han havde, immervæk, endnu overhånden og selvom hun stirrede på ham, i håb om at han ville finde fornuften, sagde hun ikke mere.
I stedet løftede hun drikkeskindet og lod de sidste dråber forsvinde ind mellem adskilte læber. Indsigten af, at hun ikke ville vende hjem den aften eller nogen snarlig, ramte hende og en ubehagelig følelse knugede hendes mave sammen. Velvidende at han heller ikke ville overlade hende tryllestaven for at sende besked, kom hun i stedet på benene og rakte ham skindet tilbage med sine samlede hænder. "Så lad os gå."
Post by Conrí Singleir on May 17, 2016 14:03:04 GMT
Conrí nikkede tilfreds over at hun ikke gjorde videre indsigelser. Han havde for længe siden gjort op med sig selv at flokken var det vigtigste i hans liv, og hendes behov og forbindelser faldt ham derfor ikke rigtig ind. Der var måske nogen der ville savne hende, men han kunne ikke se hvordan de skulle være i stand til at finde dem. I stedet pakkede han blot vandskindet væk igen, og fastgjorde en snor til den besnøring han allerede havde bundet omkring hendes hænder. Den var lang nok til at hun havde en nogenlunde frihed til at bevæge sig uden at han skulle decideret trække hende, men forhåbentlig ville den også understrege at det ville være dumt at prøve og flygte. Han satte dog alligevel deres vandring i gang med et bestemt ryk i rebet. "Kan du ride?" Spørgsmålet kom efter at de havde stridt sig igennem skoven i tavshed et par minutter. Han havde øjnet en stald i den skovkant de gerne snart skulle komme til, og på trods af at hestehove var lettere at spore, ville det bringe dem hurtigere hjem til Morrigan.
Post by Agnes Slughorn on May 17, 2016 17:50:00 GMT
Agnes var fanget. På alle tænkelige måder. Hun var ikke et sekund i tvivl om, at hun aldrig ville slippe væk, hvis hun prøvede det og hun så derfor ingen grund til at gøre sin egen situation værre ved at stritte imod. Da han bandt hende som et dyr, sved ydmygelsen dog og det krævede meget at opretholde bare en smule værdighed. Især, da hun snublede et halvt skridt frem over det bratte ryk og tjente ham en dæmpet hvæs, der ikke lød synderligt værdsættende.
Det var svært ikke at snuble over rødder i mørket, mens hun forsøgte at følge med hans tempo og hun var allerede stakåndet igen, da han talte. "Nej. Ikke godt," svarede hun ærligt, forpustet og gennem let sammenbidte tænder. Selvom hendes far arbejdede for kongens søn og tilbagelagde afstanden mellem godset og York på hesteryg, havde hans datter kun selv redet et fåtal af gange. Og de fleste som barn.
Post by Conrí Singleir on May 17, 2016 21:07:44 GMT
Conrí prøvede ikke at trække for meget i rebet, på trods af at deres videre færd satte hans tålmodighed på en hård prøve. Det var tydeligt at pigebarnet ikke var vant til at bevæge sig gennem en mørk skov i et fornuftigt tempo, og tanken om at kunne foretage resten af rejsen på hesteryg blev mere og mere tiltalende. "Så håber jeg at du lærer hurtigt." Hans konstatering lagde ikke op til diskussion, som han i stedet satte tempoet ned. Det var begyndt at tynde ud i træerne, og det var tydeligt at de var ved at nå udkanten af skoven. Gården som han huskede lå ikke langt herfra, og med en smule vandring i skovkanten stod den frem i horisonten, et stykke derfra. En svagt undskyldende mine gled over hans ansigt, da han hev den skidne klud frem igen, og endnu engang kneblede hende, før hænderne blev ført om på ryggen, og suret omhyggeligt fast til et træ. "Vent her, og hold for alt i verden din mund, jeg er tilbage om lidt." Han efterlod hende ganske vidst ikke med noget valg, og han brød sig ikke synderligt om risikoen ved at efterlade hende. Han måtte stole på at hun ikke havde de store erfaringer med at bryde ud af reb. Han havde ofte erfaret at de fleste troldmænd følte sig temmelig magtesløse når man fratog dem deres knortekæp.
Turen i stalden gik ligeså gnidningsfrit som han havde håbet på. Det var trods alt ikke første gang han stjal en hest. Hunden blev gjort tavs ved et dræbende blik og en dæmpet knurren, mens hesten ligeså forholdt sig i ro, mens den store varulv slyngede dens saddel over ryggen på den, tog hovedtøjet fra knagen, og begyndte at trække af sted med den. Den var ikke et imponerende dyr, og efter at have tage stedet i øjesyn, skar samvittigheden nok i ham til at de to punge han havde stjålet under Belthanefesten landede i høet hvor hesten havde stået. De kunne måske ikke måle sig helt med hestens værdi, men de gjorde de nemmere at trække afsted med dyret, tilbage til træet hvor Agnes forhåbentlig ventede.
Post by Agnes Slughorn on May 17, 2016 21:29:22 GMT
Agnes svarede ikke. Hun vidste, hvad lang tid på hesteryg kunne gøre ved en krop, der ikke var vant til det, men på den anden side, var udsigten næsten bedre end fortsat at snuble gennem underskoven, trukket som et dyr og med en lang vandring foran sig. Til gengæld udvidede sine øjne sig lidt, da han trak klædet frem igen, men hun nåede ikke at protestere, før det ækle stykke stof igen var ved at kvæle hende.
Kneblet og bundet, vendte den svagt paniske følelse tilbage og angsten galopperede gennem hende, som hun stod alene og absolut forsvarsløs i mørket, uden at vide, hvilken skæbne der ventede. Selv efter timers gang, var de tilpas tæt på Hogsmeade til, at der kunne være væsner, men også lovløse holdt til i skoven og dem havde hun mindre lyst til at blive fundet af. Hun lukkede øjnene i, skælvende, mens hun tænkte på landsbyen bag sig. På Hogwarts, på de mennesker, der ikke ville ane, hvor hun var. På løfter, hun havde givet, som ville blive brudt...
Da den store skikkelse af en mand, hvis navn hun endnu ikke kendte, vendte tilbage, gav det et lille sæt i hende, før hun sukkede næsten lettet bag klædet. Det hindrede hende dog ikke i at sende ham endnu et isnende blik og selvom hun aldrig kunne drømme om ikke at hjælpe nogen, der havde brug for det, tog hun sig i at ønske, at hun aldrig havde fundet ham blødende i sin tid. Den tanke blev hos hende lidt, men hun forviste den, før den kunne forpeste hende og stirrede i stedet tomt ud i mørket, da han løsnede hendes bånd igen. Hvor han havde fået hesten fra, ville hun ikke vide.
Post by Conrí Singleir on May 17, 2016 21:53:00 GMT
Conrí var svært tilfreds med sig selv, da han vendte tilbage med hesten, og fandt Agnes ved træet hvor han havde efterladt hende. "Har du savnet mig?" Spøgen var tydeligvis affødt af planens hidtidige lethed, der havde haft en positiv indvirkning på hans humør, og han skyndte sig derfor også at fjerne kluden, og igen binde hendes hænder om på maven. "Du behøver ikke at svare, og bare rolig, jeg betalte for hesten." Selvom det var mørkt, kunne han mærke hendes dømmende blik. Han endte med at slå det væk med et let ryst på hovedet, og gav sig til at fastgøre hestens saddel og hovedtøj. Han lod hende være lidt, på trods af at et halvt øje hele tiden blev på hende mens han arbejdede. Da hesten var klar til nattens ridt, steg han vandt op i sadlen, før han rakte en udstrakt hånd ned imod hende. "Vi kan gøre det her på den lette eller den besværlige måde. Enten Giver du mig din hånd, og kommer op at sidde, eller også må du ligge på tværs over kræet." At ligge på maven tværs over en hesteryg, var ikke en særlig behagelig måde at rejse på, og han håbede for hendes egen skyld at hun tog imod hans hjælp og kom op at sidde foran ham, hvor rejsen ville blive noget mere komfortabel.
Post by Agnes Slughorn on May 18, 2016 9:07:26 GMT
Agnes hostede blot igen, da han fjernede kluden og svarede ikke med andet end et temmelig tørt blik. Tanken om at forsøge at stikke af, mens han gjorde hesten klar, strejfede hende ikke engang. I stedet brugte hun tiden på forsigtigt at flytte på sine hænder, hvor rebet var begyndt at efterlade gnavemærker på hendes håndled. Da han talte igen, havde hun ikke formået at gøre det bedre og hans ord trak et dæmpet fnys fra hende.
"Jeg ender med at brække nakken, hvis jeg falder ned og ikke har mine hænder til at tage fra med," pointerede hun og understregede sin pointe godt, som hun af gode grunde var nødt til at række begge hænder op til ham. Det ville næppe tjene godt til hans formål, hvis hun blev slået halvt fordærvet inden de overhovedet var nået afsted. Til gengæld havde hun heller ingen interesse i at blive slynget over hesten som en sæk mel.
Post by Conrí Singleir on May 18, 2016 13:06:26 GMT
Conrí kunne blot ryste på hovedet, af hendes evige forsøg på at overbevise ham om at rebet om hendes hænder ikke var nødvendigt. Han kunne allerede forestille sig hvordan hun mens de sad på hesteryggen ville forsøge at gribe ind i hans kappe, mens hans hænder var fokuseret på tøjler, og generobre hendes stav. Scenariet virkede langt mere sandsynligt end at hun faldt af hesten og brækkede noget. "Så har du ikke tilbragt særlig meget tid med bundne hænder. Du kan sagtens tage fra, og desuden kommer du ikke til at falde af, bare rolig." Conrí selv var en erfaren rytter, han tog fat i hendes hænder, og selvom hesten rykkede en smule uroligt på sig, lykkedes det hans stærke arme at få trukket den lille heks på hesten, så hun kunne sidde overskrævs på kræet foran ham. Skørterne måtte hun selv ordne, damesaddel var ikke et ord der eksisterede i varulvens ordforråd. "Giv kræet et navn.. Det bringer uheld at ride på en navnløs hest. Du kan holde fast med hænderne på saddelknoppen." Han lagde en arm på hver side af hende, så han kunne holde styr på heksen og tøjlerne samtidig, og satte krikken i gang med hælene.
Post by Agnes Slughorn on May 18, 2016 19:59:28 GMT
Agnes var generelt ikke spydig, men hun bed kun lige en kommentar i sig over hans dumsmarte kommentar om hendes bundne hænder. I stedet bed hun sig i tungen og kvalte kun lige en forpint lyd, da han trak hende op ved de smertende håndled, hvor huden truede med helt at give efter. Klodset og uelegant kom hun ned at sidde, halvt fanget af skørterne, inden hun fik vrikket sig løs af det.
"Jeg er løbet tør for navne," fik hun endelig tørt og en anelse forpustet frem, mens hun forsøgte at sidde nogenlunde komfortabelt. Det lykkedes ikke godt og hun var allerede ukomfortabel, da dyret bevægede sig under dem og hun kom ufrivilligt tæt på den varme krop bag sig.
Post by Conrí Singleir on May 18, 2016 21:51:22 GMT
"Epona." Sagde han, og klappede hesten en enkelt gang før han satte krikken i et rask trav, der ikke var synderligt skånsomt for den uvandte rytter. Han havde dog brug for at komme væk fra gården før bonden fandt ud af at han manglede en hest. De kunne sætte tempoet ned når de nåede den næste skov. "Nogen mener at hun er gudinden for heste." Hans krop bevægede sig takfast op og ned til hestens bevægelser, mens armene der holdt et fast greb om tøjlerne og samtidig sørgede for at hun ikke tiltede ud til siden, mens de også klemte hendes spinkle krop tæt op imod hans. "Klem med knæene, og følg mine bevægelser." Hans stemme var en lav brummen ud for hendes ene øre, mens de passerede gården og red tværs over marken, hvor endnu en skovkant ventede længere fremme.
Post by Agnes Slughorn on May 18, 2016 22:14:12 GMT
Det var en anelse svært at være meget investeret i hans småsnak, mens han stadig havde hendes hænder bundet og slet og ret var ved at bortføre hende. På alle andre tidspunkter ville hun have været væsentlig interesseret i at høre mere, men nu bed hun i stedet blot tænderne sammen, som hestens bevægelser sendte stød op gennem hendes utrænede krop. Tankerne var meget lidt optaget af, hvor tæt han var på og væsentlig mere på koncentrationen om ikke at falde ned.
"Hvor langt?" fik hun endelig frem, mens den kolde nattevind slog ind mod hendes ansigt og fik hende til at skælve svagt af kulde. Hendes krop gjorde ondt allerede nu og hun gruede for, hvorvidt hun overhovedet ville kunne stå på sine ben, når han først lod hende komme ned.
Post by Conrí Singleir on May 18, 2016 22:34:24 GMT
Conrí havde ikke meget til overs for folk der peb. Han var i stand til at vise omsorg for folk der var sårede og stod ham nær, men han ville ikke høre særlig meget brok fra den blåhårede heks af. Så slemt var det heller ikke at ride. Ellers kunne hun blive trukket i et reb bag hesten, hvis hun hellere ville gå til fods. "Vi sætter tempoet ned når vi er tilbage i skoven." Han gjorde et kast med hovedet mod den mørke kontur i horisonten, og gav hesten endnu et spark for at nå den hurtigere.