Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var en ganske køn aften, men det var underligt, at være tilbage i Hogsmeade. Bowman var ikke rigtig komfortabel, men han havde set både Blair og Benevolences blikke og droppet, at diskutere. I stedet fulgte han dem rundt som en stor hund under solen.
Da bålet blev tændt, sad han stadig i græsset på en udslået kappe og drak af et bæger, der var halvt fyldt med øl. Han havde ikke rigtig talt med nogen og han ventede mest af alt på, at festlighederne antog den ikke-børnevenlige form, der ville give ham muligheden for, at drikke tættere og dejse om et eller andet sted. Han havde ikke lyst til, at tage tilbage til gården alene endnu, selvom tiden utvivlsomt ville komme, sådan som hans svigerinde sendte sin mand sigende blikke.
Blair deltog mest af alt i festlighederne for sin hustrus skyld, men han havde også set fornuften i at få Bowman med ud af huset. Der var noget med at falde tilbage på plads blandt mennesker, som Benevolence havde sagt, der stadig stod som en påmindelse og han var da heller ikke helt utilfreds, som han sad der med et godt krus øl i hånden.
I hvert fald så længe, at han fik lov til at nyde stilheden og den kort stund uden bekymringer. Det holdt cirka så længe som indtil det tidspunkt, han ikke længere kunne ignorere de sigende blikke og efter lidt tid rejste han sig, tog de få skridt og dumpede ned ved siden af sin lillebror med en dæmpet brummen.
Post by Bowman Wright on Apr 28, 2016 19:11:35 GMT
Bowman følte sig lidt alene i mængden, men det var ikke anderledes end det havde været for ham længe. På mange måder i virkeligheden i årevis. Han stirrede ud i luften og var ikke direkte ubehageligt til mode, selvom det heller ikke var rart. Da Blair dumpede ned ved hans side, så han kort på ham, før han besvarede den brummende hilsen og løftede sit krus til læberne igen.
Han så lidt på skikkelser, der stadig dansede lystigt om oplyste, blomsterpyntede træer selvom solen var gået ned. Lyden af et lystigt strengeinstrument gled gennem luften og hans ene fod vippede en anelse i takt.
Blair sagde ikke noget med det sammen, men sad blot i behagelig stilhed ved siden af sin lillebror og drak af og til af kruset. Han vidste dog udemærket, at han ikke kunne slippe afsted med blot at fortsætte sådan og med billedet af Beas skarpe blik for sig, rømmede han sig langt om længe dæmpet.
"Hvordan er det, at være tilbage?" kom spørgsmålet, tøvende. Ikke brysk, men måske lidt varsomt. Blikket forblev rettet mod bålet, men det betød ikke, at han ikke var bevidst om sin bror.
Post by Bowman Wright on Apr 28, 2016 21:25:23 GMT
Bowman sad i sine egne tanker, da Blair brød tavsheden. Han løftede blikket til sin storebror og brynene trak sig lidt sammen, imens han tænkte temmelig seriøst over spørgsmålet. Han kendte sig selv godt, men havde ikke umiddelbart et svar på spørgsmålet. I hvert fald ikke et, der var simpelt nok til situationen.
"Larmende," nøjedes han da også med, til en start. Blikket gled over menneskemængden, uden at fæstne sig ved noget særligt. "Underligt." Han drak en tår af sin øl og undlod, at komme med flere adjektiver. "Jeg er ikke noget bymenneske."
Blair var ikke god til sensitive emner, men han forstod dog at lytte. En dæmpet, forstående lyd undslap ham, som han selv så ind i flammerne, som langsomt åd majbuskene op. "Heller ikke mig," konstaterede han, nok ikke overraskende og da også med en svag skuldertrækning.
"Men det er godt at se andre fra tid til anden," bemærkede han efter en stund. Han var ikke ubevidst om, at Bowman måtte føle sig som en fremmed blandt mennesker, som han måske engang havde kendt. Han havde sine håb om, at det ville blive bedre med tiden.
Post by Bowman Wright on Apr 29, 2016 16:02:18 GMT
Bowman var ikke ligefrem chokeret over sin brors konstatering. Ingen af dem havde nogensinde været andet end et par landsbyknægte med smedejern i blodet. Deres ligheder havde ofte været mere markante end deres forskelligheder, men der var en afstand mellem dem nu, som ikke havde været der før deres far døde. Blair var familiens overhoved og Bowman var den hjemvendte søn, som ikke vidste, om han egentlig rigtig kunne komme hjem.
En dæmpet brummen besvarede storebrorens ord og lyse øjne stirrede ind i flammerne, før han løftede hovedet lidt til de nærmeste trækroner og skimtede det svage glimt af stjerner i det tiltagende mørke. "Nogen gange kan man ikke se andre mennesker for sig selv," konstaterede han dæmpet og eftertænksomt. "Lidt som ikke at kunne se skoven for bare træer."
Blair gjorde sig ikke meget i metaforer selv, men forstod udmærket betydningen. Han reflekterede over det i tavshed lidt, altid mere eftertænksom end han var brovtende og ubetænksom. Skønt mange fejlagtig tog ham for typen. "Hrm," lød det endelig fra ham, mens det ene ben strakte sig ud.
"Men der er mennesker her, der ser dig," konstaterede han, brummende, men med en snert af broderlig ømhed. "Du behøver ikke, at være alene her."
Post by Bowman Wright on Apr 29, 2016 18:10:14 GMT
Bowman tog en dyb, hørlig indånding ved sin storebrors bemærkning og hans skuldre faldt en anelse. Måske var det bare ord, men de var af den helende, bekræftende slags. Han slap en lav, tænksom lyd og sagde intet i en rum tid. Han drak heller ikke, men sad blot og stirrede ud i luften, imens tankerne rumlede lidt rundt.
"Nej," brummede han endelig. "Men det tager tid, før det gennemtrænger mit kranie. Det er temmelig tykt."
Blair nikkede sin forståelse, halvt forventende at Bowman var lige så opmærksom på bevægelser ud af øjenkrogen, som han selv var. "Sandt," brummede han dæmpet og med en svag trækning i den ene mundvig. Der var langt fra den lillebror han havde kendt, til manden der sad ved siden af, men et sted under overfladen var alt ikke anderledes.
"Tid er der nok af," konstaterede han efter et øjeblik og kløede sig lidt i skægget. "Men den går nemmere, hvis man har noget at bruge den på. Der er plads til dig i smedjen."
Post by Bowman Wright on Apr 29, 2016 19:01:03 GMT
Bowman kløede sig lidt på halsen. Det stak lidt efter den sidste barbering og hans negle fortsatte et stykke, indtil Blairs ord fik ham til, at stoppe op og se langsomt over på ham.
Han rømmede sig lidt, før han skjulte blikket nede i sit ølkrus. Det på en gang kriblede i hænderne og susede lidt for hans ører ved tanken om, at smede igen. Hans hænder rystede, som han tog en solid tår og kvalte lydene i sine minder. Skrigene, hamren imod en ambolt, et sværd repareret nødtørftigt, så ejeren kunne gå ud og slå flere ihjel. Hans bryn var fortrukket og han svarede ikke med det samme.
Blair vidste ikke, hvad der gik gennem lillebroderens hoved. Det var dog et uomtvisteligt faktum, at Bowman måtte begynde at arbejde igen, tjene til føden. Hans storebror kunne dog give ham tiden til at finde tilbage til det og han havde tænkt sig at gøre det.
Han sagde ikke mere med det samme, men løftede blot kruset og tog en tår. Det blev mørkere omkring dem og lyset fra bålet blev mere dominerende, men Blairs tanker var andre steder.
Post by Bowman Wright on Apr 29, 2016 21:25:03 GMT
Bowman var stakåndet, selvom han sad komplet stille. Hans hjerte ræsede afsted og det var kun med nød og næppe, at han kontrollerede sig selv nok til, at klare halsen og drikke igen.
"Jeg ved ikke om jeg kan mere," svarede han endelig hæst og med galopperende puls. Han havde selvfølgelig hørt lydene på gården, men han havde ikke rent faktisk stået i smedjen endnu.
Blair sad og så ned på sit krus, da Bowman talte igen. Han var dog ikke typen, der sprang op og i stedet rynkede han blot lidt på panden over ordene; overvejede dem nøje.
"Jeg kunne ikke holde ud at være smedjen efter far døde," brummede han. Blair talte næsten aldrig om sine følelser og øjeblikket var sjældent. Hans dæmpede stemme antydede også, at han ikke var interesseret i at nogen overhørte dem. "Men med tiden får ting en anden betydning, end den de havde."
Post by Bowman Wright on Apr 29, 2016 22:14:44 GMT
Bowmans mellemgulv trak sig sammen i skyldfølelse ved Blairs ord. De havde alle sammen været syge, men kun de ældre mennesker døde og hans første reaktion, da han var rask, havde været, at forlade dem alle sammen og tage i krig. Han havde efterladt sin storebror netop som han skulle løfte det ansvar, at være familiens overhoved. Det var ikke det værste han havde gjort i sit liv, men det var bestemt på listen.
Af samme grund betød ordene mere end en enkelt ting for ham og han stirrede ned i sit ølkrus, imens de blev udtalt - og lidt tid efter. "Nogen ting ændrer sig aldrig helt," bemærkede han dæmpet, før han skævede lidt over på Blair.