Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Blair kunne nemt bebrejde sin lillebror. Det ville ikke være svært, at genfinde den vrede, der engang havde været, men i sidste ende var det kun fordi, at han forstod. At han måske ville have gjort det samme, hvis han havde haft muligheden. Han kunne ikke fortænke Bowman i det. "Måske ikke," brummede han dæmpet, skævede selv til siden og i det korteste øjeblik, mødte deres blik hinanden.
Til sidst så han tilbage på bålet og tog en tår fra sit krus. "Jeg forstår, hvorfor du tog afsted," sagde han efter lidt tid. Den underliggende betydning lå et sted lige under overfladen. Jeg bebrejder dig ikke. Blair tog en dyb indånding, mens tommelfingeren slog lidt mod kruset. "Men det er på tide, at du kommer tilbage."
Post by Bowman Wright on Apr 30, 2016 11:27:34 GMT
Selvom Bowman var stille, var hans hoved det ikke. Tankemylderet var lettere overvældende og han tømte primært kruset med øl for, at stoppe det fra, at overmande ham helt. Han ønskede, at være sig selv igen, at slippe fortiden og gribe en hammer, men han var ikke sikker på, at han kunne. Blairs ord fik det til at runge lidt for ham og da han nikkede, var det ikke med sikkerhed.
Han vidste ikke hvad der ville ske, hvis han ikke kunne smede længere. Det var den tanke, der havde holdt ham væk fra familien i længere tid end det var nødvendigt, men han havde stadig ikke svaret. Da han stirrede ind i ilden indså han, at det ville betyde, at han måtte rejse igen. Hans hals snørede sig sammen og han gryntede lidt, som han kom på benene. "Lade vandet," mumlede han, før han spændte kruset i bæltet og forsvandt i retning af et par træer.
Blairs ord var på sin vis afsluttende. Han havde ikke meget mere at sige og da lillebroderen kom på benene, var han ikke naiv nok til at tro, at der kun var en enkelt grund til det. Han gjorde dog intet for at hindre det og nikkede blot i tavs accept, før han tog endnu en solid tår fra sit krus.
Måske var det barsk. Det var dog også virkeligheden og det var ikke muligt at undgå den for evigt. Et dæmpet suk forlod ham, som han fulgte Bowman med blikket. Det ville blive en meget mærkelig verden for dem alle sammen, hvis han ikke længere kunne smede.
Post by Bowman Wright on Apr 30, 2016 17:15:09 GMT
Det hele var for meget. Menneskene, tanken om smedjen, hans brændende, brændende ønske om, at kunne blive den han havde været igen. Det susede for Bowmans ører, som han stavrede imod træerne og det privatliv, som han håbede, at finde der. Han var ikke meget fuld, men han var omtåget af intense følelser og så knapt hvor han gik.
Han standsede, da han næsten kolliderede med en træstamme og lagde hånden imod den for støtte i stedet, imens han trak vejret hastigt og overfladisk.
Nannie havde svoret ikke at forlade sin venindens side, men der var alligevel naturlige tidspunkter, hvor det var nødvendigt. På vejen tilbage var hendes opmærksomhed på rødder, der kunne udgøre faldgruber og lyde i mørket, der kunne styre hende udenom par, der fandt intetheden i hinandens arme.
Det var netop lyden af et tungt, hurtigt åndedræt, der nær havde fået hende til at dreje i den modsatte retning. Den dumpe lyd, der fulgte, fik hende dog instinktivt til at dreje hovedet, selvom hun ingen interesse havde i at lure på nogen gennem mørket. Overraskelsen var umiddelbar, da hun i stedet genkendte den enlige skikkelse. Før hun nåede at tænke, stoppede hun op, øjenbrynene trukket tæt sammen.
Post by Bowman Wright on Apr 30, 2016 21:50:21 GMT
Hans øjne var lukkede, men fløj op ved hans eget navn. Blikket var vænnet halvt til mørket, men han genkendte alligevel ikke skikkelsen. Måske havde han ikke gjort det, uanset hvad hans øjne kunne se. Han vaklede bagud, rystede på hovedet.
"Nej," hviskede han. "Nej, det var ikke mig," forsikrede han, lettere snappende og panisk. Skridtene var usikre og hans blik var vildt. "Jeg sværger, at det ikke var mig," rablede han af sig.
Nan spærrede øjnene op, da han vaklede tilbage, væk fra hende og i nogle øjeblikke stirrede hun uforstående. "Bowman, det er mig," prøvede hun og holdt ubevidst hænderne op foran sig, som om han var et vildt dyr. Som han stod der, var sammenligningen ikke helt ved siden af. "Det er Nan."
Forsigtigt tog hun et skridt nærmere. Hans ord gav lidt mening og det var klart, at han var et andet sted. Hun vidste ikke hvor, men hun kunne forestille sig det. "Du er i Hogsmeade." Endnu et skridt nærmere.
Post by Bowman Wright on Apr 30, 2016 22:47:37 GMT
Hans vejrtrækning var ustabil og han så sig ikke ordentlig for. Nans ord var knapt trængt ind, før han trådte tilbage og snublede over en rod. Der lød et tungt bump, da han ramte jorden.
I Hogsmeade. Noget kradsede og da han åbnede øjnene, så han op i et par mørke, blå øjne. Han stirrede på kvinden og hans stemme var hæs, spørgende og ganske lavmælt, da han talte.
Det gav et tydeligt sæt i hende, da han faldt tungt tilbage på skovbunden, men hun nåede ikke mere end lige halvt at række frem. De forsigtige, prøvende skridt blev til ingenting, som hun i løbet af få øjeblikke var ovre ved ham og sank ned på knæ, uden meget tanke for skovbunden.
Da han åbnede øjnene og genkendte hende, slap en enkelt, lettet udånding ud. "Det er mig," bekræftede hun med et svagt smil, mens en hånd havde fundet hans skulder. "Du er hjemme," mumlede hun i en enkelt, forsikring mere, mens hun så bekymret ned på ham. "Slog du dig?"
Post by Bowman Wright on Apr 30, 2016 23:10:43 GMT
Hjemme? Ordet lød underligt i hans ører og han var ganske sikker på, at han absolut ikke var hjemme. Til gengæld var han heller ikke helt alene. Nan var blevet en ven på kroen og han kunne ikke lade være med, at føle sig en anelse mindre rundtosset i hendes nærhed.
"Ja," svarede han punkteret på hendes spørgsmål, før han fik styr på sine tanker. En smule, i det mindste. "Bare lad mig ligge."
Nannies øjenbryn trak sig sammen over den dæmpede bøn og i det øjeblik, huskede hun de ord han havde sagt til hende, den første gang de mødtes. Et reb og en skammel. Tanken fik en klam følelse til at løbe ned over hendes rygrad og der var ingen tøven, da hun rystede lidt på hovedet.
"Ikke tale om. Du bliver kold," konstaterede hun i et tonefald, der var lige så mildt, som det var bestemt. Fingrene mod hans skulder lukkede sig lidt sammen, mens den anden hånd fandt hans arm. "Sæt dig op," bad hun, uden at tage blikket fra ham, før hun indså, hvor stive musklerne føltes under hendes fingre. "Kan du det?"
Kulde var ikke højt på listen over ting Bowman mente, at han skulle tage hensyn til i øjeblikket. Hans hoved summede lidt efter kontakten med jorden og han registrerede knapt, at Nan prøvede, at få ham op. Han blinkede langsomt og så op på stjernehimlen, der kunne skimtes bag trækronerne.
"Nej," svarede han i en næsten rolig brummen. Det havde dog mere at gøre med vilje end det havde med fysisk kunnen at gøre. Endelig var skrigene holdt op igen.
Nan var ikke vedholdende. Hun kendte en tabt kamp, når hun så den og selvom hun var stærk, tvivlede hun på, at hun egenhændigt ville kunne flytte meget på daglejeren, der stirrede op på stjernehimlen. I stedet sank hun ned på sin ene hofte, velvidende, at hun ikke ville rejse sig, før han gjorde.
Blikket hvilede på ham endnu, men flere ord kom ikke. Situationen var fremmed og hun havde en distinkt følelse af, at intet hun kunne sige, ville bedre den. Så i stedet lod hun sig, efter et øjeblik, blot glide ned ved siden af ham og rettede sit eget blik mod trækronerne. Nej, måske kunne hun ikke sige noget, men én ting var sikker; hun efterlod ham ikke alene der.
Bowman forventede ikke selskab, men han trak vejret en smule lettere og kunne ikke lade være med, at føle sig svagt beroliget af, at han ikke var alene. Han mindedes flygtigt det øjeblik på De Tre Koste, hvor han fornemmede, at han og Nan måske var blevet venner. Måske var det her også noget venner gjorde for hinanden.
Blikket svømmede lidt og stjernerne blev mere plettede for hans øjne, før han blinkede og en tåre piblede ud af hans øjenkrog og gled ind i håret. Han snøftede lavmælt ind og sank en klump.
"Jeg kan stadig høre dem," hviskede han hæst. "Ved du hvordan en mand lyder, når han bliver gennemboret, af et sværd?"
Nan hørte det, mere end hun så det. Den dæmpede snøften, der indikerede, at han græd. Ordene fik hendes hjerte til at hamre og det gik en anelse i stykker på hans vegne. Hun svarede ham ikke med det samme. I stedet tog hun ganske blidt hans hånd, lukkede sine egne fingre om den og gav den et klem.
"Nej," indrømmede hun dæmpet, ikke meget over en hvisken. Hånden forblev i hans, uden at hun havde tænkt sig at give slip. Måske var det en stille tak for den gang, hvor han havde holdt om hende, til hun ikke havde flere tårer at give af. Mere end det, var det, hvad der føltes nødvendigt. "Det må være forfærdeligt."