Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Bowman havde nær hevet sin hånd til sig, forskrækket, men i sidste ende klemte han i stedet bestemt om hendes fingre og sank en klump. Han fugtede sine knastørre læber og tog en dyb indånding, der fik hans brystkasse til, at hæve sig mærkbart.
"Når luften forlader ham, gisper han. Ingen råb eller skrig. Det er kun de mindre skader, der får mænd til, at skrige. Når de mister et par fingre eller når krigslægen prøver, at lappe dem sammen igen." Han stirrede op på stjernerne, tavs for en stund, før han talte igen, en smule hæs, men sikker nok i stemmen. "Min bror vil have mig til, at smede igen. Det er det eneste jeg har lært, men alt jeg hører, når jeg nærmer mig smedjen er alt hvad et sværd kan gøre ved et menneske på den forkerte side af det."
Der var næsten ikke et åndedræt, der slap over hendes læber. Helt stille, lå hun ved siden af og mærkede, hvordan hans ord fik hendes mave til at trække sig sammen. Det var ikke fordi, hun var sart; hun havde set mange skader gennem tiden. Hun havde vidnet utidig død, men ingen som dem, han omtalte. Det blå blik var rettet mod stjernehimlen over dem, men det var ikke en tid til at nyde det ellers smukke syn.
Hun vidste ikke, at han havde været smed. Eller at han havde en bror. Ordene nu, var de fleste hun nogensinde havde hørt ham sige og hun var ikke i tvivl om, at den medfølelse, der voksede i hendes bryst, var for en ven og ikke en fremmed. Der fór et væld af tanker gennem hende, men hendes søgen efter de rigtige, efterlod hende tavs. Da hun endelig talte, vidste hun ikke, om det var det rette. Hun var ikke sikker på, at hun var den rette, men han måtte tage til takke.
"Du er ikke den samme person, du engang var," begyndte hun endelig dæmpet og det var ikke nødvendigt at have kendt ham før, for at vide, at det måtte være sandheden. Hendes stemme var tøvende, men ordene kom trods det. "Det er min ringe erfaring, at det ikke er muligt at vende tilbage til fortiden og lade som om, at ingenting er ændret. Til gengæld, håber jeg, at man får muligheden for at være med til at vælge, hvem man vil være fremover. Er våben det eneste, du nogensinde har smedet?"
Bowman lukkede øjnene et øjeblik. Ikke for, at sove, men fordi verden snurrede en ganske lille smule rundt. Han rynkede panden ganske svagt ved Nans ord, men sagde intet, før hun stillede ham et spørgsmål og han ganske logisk blev nødt til det.
"Nej," faldt det med en tænksom undertone. Han åbnede øjnene og fandt nordstjernen; Polaris. Den lyste klart mellem bladene og var et godt fokuspunkt. Hans tommel strøg fraværende over Nans, imens han tænkte. "Vi er slet ikke våbensmede, men det var jeg i krigen."
Jorden var kold og hård, foruden ukomfortabel. Det var vist en rod, der borede sig ind i hendes ene hofte, men det var ikke nok til at få hende til at sætte sig op. Hun blev præcis hvor hun var, uden at hånden omkring hans løsnede sig; med en distinkt fornemmelse af, at hendes tilstedeværelse gjorde mere end hendes ord.
"Fortæl mig om noget, du smedede før krigen," bad hun efter lidt tids stilhed. Fingrene klemte sig en anelse sammen, men hun drejede ikke hovedet mod ham. "Noget, du er stolt af."
Bowman trak vejret dybt ned i lungerne og var stille en tid. Ikke fordi han ikke havde hørt Nan, men fordi han tænkte. Blikket hvilede fjernt på stjernerne og bladene over dem, imens han forsøgte, at komme i tanke om noget, der var sket før krigen. Det tog ham lidt tid, at fremkalde minderne og et ganske svagt smil trak kort i hans mundvige.
"Et fortryllet dørhåndtag," brummede han lavmælt. "Formet som en ørn. Det skræppede, hvis andre end en bestemt person rørte det." Han slap en dæmpet, munter lyd.
Et lille smil sneg sig frem over hendes læber ved svaret, som også frembragte en dæmpet, underfundig lyd. "Det ville jeg gerne have set," bemærkede hun og stjal et enkelt blik på ham. Det dvælede der en lille tid, før hun rettede det mod stjernehimlen over dem igen.
"Det må have givet ubudne gæster noget af et chok," musede hun lidt, mens hun, bare for en stund, forsøgte at aflede hans tanker. "En ørn. Ravenclaw?"
Bowman kunne ikke lade være med, at smile ganske svagt ved tanken. Han var bevidst om, at Nan afledte hans opmærksomhed, men han havde intet imod det. Han vidste bedre end nogen hvad hun afledte ham fra og tog gladelig imod distraktionen.
"Ravenclaw. Det var en gammel klassekammerat," brummede han bekræftende. "Han var en sær snegl. Men han betalte godt."
Nan slap en dæmpet, munter lyd over fortællingen og prøvede at forestille sig en troldmand, der ville være så defensiv. "Han lyder ikke som det mest sociale væsen," bemærkede hun, uden at tage blikket fra stjernerne over dem. "Min mor ville have det helt anderledes. Hun ville absolut elske et dørhåndtag, der ville byde gæster velkommen."
Tænderne var kortvarigt synlige og hun ignorerede det lille stik af savn belejligt. I stedte fortsatte hun afslappet, henkastet, men forhåbentlig væk fra alt, der kunne lede tankerne tilbage på det, der havde sendt ham ud i skoven til at starte med. "Måske i kombination med en kedel, der selv kunne koge vand til te."
Bowman lod sig føre væk og lukkede øjnene igen. Hans ru fingre lukkede sig lidt tættere om hendes og han brummede tænksomt. "Jeg ved ikke med en kedel, men dørhåndtaget ville jeg godt kunne fremstille," bemærkede han. "Blair ville, mener jeg."
Han tog en dyb indånding og øjnene fløj op igen, stirrede på stjernerne. "Tak," brummede han, efter et øjeblik.
Nannie overhørte absolut ikke den lille fortalelse og det fik næsten hendes eget hjerte til at springe et slag over. I stedet for at nævne den, smilede hun blot en anelse. "Det ville være en fantastisk midvintergave," konstaterede hun dæmpet, uden at specificere hvem af dem, der ville skulle lave den og uden egentlig at forvente noget svar.
I stedet gav hun hans hånd et enkelt, blidt klem over det ene ord. En dyb indånding fik hendes brystkasse til at hæve sig lidt og smilet forsvandt aldrig helt. "Du behøver ikke at takke mig. Venner er her for hinanden, ikke?"
Nannies tilstedeværelse havde uden tvivl reddet Bowman for noget værre end, at lande på ryggen i skoven. Det kunne have været mange andre mennesker han mødte der i skoven og som han lå der, lidt øm, men ellers rask, trak han blot en anelse på smilebåndet. Han brummede bekræftende og lå ellers i et langt stykke tid i stilhed.
Endelig spændte han i mavemusklerne og kom op og sidde med et dæmpet grynt af ømhed. Han havde absolut fået et slag, men det havde været meget værre. Hans hånd gled ud af Nans, som han kom på benene, men han tilbød hende den igen som hjælp til, at komme op.
Nan sagde ikke mere, for at udfylde stilheden. Kulden krøb langsomt ind under huden på hende, men hun blev liggende indtil han var klar til at bevæge sig; uden så meget som at overveje at gøre andet. Det eneste, der var varmt, var den hånd, som hun ganske kort slap og hun tøvede ikke med at tage imod den igen.
Hun kom lettere stift og måske ikke helt så elegant på benene, med en distinkt følelse af, at der måske sad en grankogle eller to boret ind i ryggen på hende endnu. Det var dog ikke ligefrem fordi, hun var sart og da hun så op på Bowman, var det med et mildt smil. "Vil du følges med mig tilbage?"
Bowman var temmelig stiv i kroppen, men han var ikke sart og klagede sig ikke. Til gengæld slap han Nans hånd, så snart hun var på benene. Da de lå ned havde det virket naturligt nok, men nu var det noget andet. Han var også opmærksom på, at det at gå tilbage med hende kunne få nogen, til at hæve brynene. Han var en ordentlig mand og kunne ikke lade være med, at rynke brynene lidt ved hendes spørgsmål.
Hans tøven var temmelig langvarig, men i sidste ende var han for høflig til, at påpege hvorfor det var en dårlig idé. Han nikkede derfor blot og rømmede sig en anelse.
Nan tænkte helt oprigtigt ikke på, hvilket indtryk det ville give, hvis de kom tilbage sammen. Alt i den retning var så fjernt fra hendes tanker som noget kunne være og hun var mest af alt bare en anelse uvillig til at efterlade ham alene i mørket. Af samme grund blot nikkede hun blot selv, da han gjorde. Det var ikke svært at tolke hans tøven, som modvilje mod at vende tilbage.
Så snart hun begyndte at gå, trådte hun da også helt naturligt et skridt væk og gjorde afstanden mellem dem større. "Er du her med din familie?" spurgte hun efter lidt tid, som de nærmede sig udkanten. Det brev, han havde efterladt på kroen, indeholdt ikke meget information, men et sted måtte han være rejst hen.
Bowmans tidligere talestrøm havde efterladt ham så tavs som altid og han gjorde intet for, at bryde stilheden mellem dem, som de gik og skovbunden knasede let under dem. Han så kort over på Nan, da hun gjorde. Blikket var dog hurtigt fremefter igen og hans skuldertræk i hvert fald en eller anden form for svar.
"Min bror," konstaterede han, uden så mange andre tilføjelser. Eller nogen tilføjelser i det hele taget.