|
|
Post by Annet Wright on May 3, 2016 0:02:37 GMT
Nan nikkede let til svaret og spurgte ikke om mere. Hun ville bare være sikker på, at hun ikke efterlod ham alene, så snart de forlod skoven. Det krævede da også kun få skridt endnu, før hun kunne se bålet og det var omtrent på det tidspunkt, at hun indså, at Bowman var på vej i den retning, hun havde undgået hele aftenen.
Instinktivt stoppede hun op. Ikke brat, men bestemt nok. "Jeg skal den her vej," konstaterede hun og nikkede mod den modsatte side af bålet. Der var meget hun kunne gøre, men at følge ham til sin familie og risikere at støde ind i bryllupsfesten var ikke en af dem.
|
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 3, 2016 0:13:04 GMT
Bowman stoppede op og så lettere forundret på Nan. Bålet brændte stadig og der var mange mennesker endnu, selvom der også var en del, som var forsvundet enten hjem eller ud i skoven. Han rødmede lidt ved tanken om, at nogen kunne forestille sig det om ham og kropigen og det var den primære grund til, at han i sidste ende blot accepterede hendes bestemte konstatering.
"Tak," svarede han simpelt, før han nikkede let i hilsen. "God aften, Nan."
|
|
|
|
Post by Annet Wright on May 3, 2016 0:17:33 GMT
Nans smil var varmt og reelt, selvom tanken om at støde ind i nogen som helst med Shafiqefternavnet, fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Nogle gange var det i orden, at være en kujon, fortalte hun sig selv, som hun rakte frem og gav hans hånd et enkelt, venskabeligt klem.
"I lige måde, Bowman," svarede hun dæmpet, trykkede fingrene lidt sammen og slap ham så, for at tage et par skridt bagud; mod den retning, hvor Evangelines familie stadig måtte befinde sig. "Jeg håber, at vi ses snart igen. Hvis ikke senere."
|
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 3, 2016 0:26:29 GMT
Bowman så ned på hende, da hun trykkede sine små fingre om hans. Han nåede ikke, at besvare gestussen, før hun var trådt bagud. Hans eneste rigtige svar på hendes farvel var et nik som svar på, at de skulle ses. Ikke, at han vidste hvornår han ville være i Hogsmeade igen. Ikke så snart, at dømme efter denne aften. Hans læber formede kort et smil, før han vendte sig væk og begyndte, at gå tilbage imod Blair. Efter et par skridt drejede han dog kort hovedet og så efter hende, inden han fortsatte hen til det sted familien havde været. Nu var der tomt, men han sank ned for sig selv alligevel, midt i menneskemængden, men nu underligt mere alene end for et øjeblik siden. Lukket |
|
