Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 3, 2016 19:03:59 GMT
Emma var én stor konflikt, som Lorcan fik udløsning og hun skulle vænne sig til en ny fornemmelse. Hun havde det varmt under ham og så tvivlende op i de lyse øjne, som han strøg en lok hår væk fra hendes pande. Det var blidt, men det havde han ikke været for et øjeblik siden og hun vidste ikke hvad hun skulle mene.
"Var det det?" Blikket flakkede lidt imellem hans øjne. "Bliver jeg med barn nu?"
Hun var ingen idiot, men hun var til gengæld heller ikke sikker på hvordan det fungerede. Vidst nok gik der tit lidt tid fra par blev gift, men hun vidste ikke hvad der foregik i deres ægteseng. Hun vidste bare, at hun ikke havde lyst til at lukke Lorcan ind igen.
Post by Lorcan LeStrange on Dec 3, 2016 21:43:48 GMT
Lorcan gled ned på siden af hende, som der ikke længere var mere at gøre imellem hendes ben. Hendes uskyldige forvirring klædte hende, som han stadig ikke var blevet træt af at lege med den mørkhårede svigerinde. Han havde vist hende en side af sig selv, han ellers ofte kun udviste overfor de uværdige, men som han blidt lod sin tommelfinger stryge hendes kind, nød han at forlede hende til at tro at der også var godt i ham. "Ja, forhåbentlig. Ellers er det ikke værre end at vi må prøve igen.. Oftest tager det flere forsøg." Lorcan lød langt fra frastødt ved tanken. Det var efterhånden tydeligt at han ikke blot havde taget hende af pligt.
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 3, 2016 22:45:26 GMT
Emma klemte både sine ben og sine læber sammen, som hun stirrede op i loftet og var fritaget at se på Lorcan. Flere forsøg. Tanken gav hende mild kvalme og hun svarede ikke. I stedet reagerede hun på den kulde, der krøb ind på hende, ved at rykke på sig og trække et tæppe frem, som hun kunne krybe ind under. På den måde skjulte hun sig også fra svogeren og hans dvælende blikke, som hun nu ikke længere vidste hvordan hun ville have det med.
Hun følte sig beskidt, som hun lå der. Hun havde bedraget sin mand i sin egen jagt på sikkerhed og hun havde gjort det med en mand, som hun overhovedet ikke kunne finde ud af. Som behandlede hende så godt, indtil det øjeblik, hvor han viste komplet ligegyldighed overfor hende. Tankerne myldrede i hendes hoved, som hun trak sig væk fra ham og gled om på siden. En af dem var dog mere klar end de andre: Ikke igen. Ikke flere forsøg.
Post by Lorcan LeStrange on Dec 3, 2016 22:59:12 GMT
En svag irritation ulmede i Lorcans krop som Svigerinden kravlede ind under tæpperne og vendte sig væk. Han ville nyde synet af hendes nøgne krop som rusen fra samlejet fortog sig. Stirre ind i de dybe brune øjne, som de klyngede sig til resterne af den uskyldighed han havde stjålet fra hende. Med ryggen til ham havde han svært ved at afgøre hvordan hun modtog hans ord. Uden at spørge krøb han ind under tæppet til hende, hans kølige krop tæt op af hendes, før han lagde armen om hende, og lukkede sin hånd om hendes bryst. Dovent kælede han for det, mens hans mund sneg sig op til hendes øre, efter at have plantet et flygtigt kys i hendes nakke. "Vi kan gøre det en gang om ugen til det lykkedes.." Han forsøgte tydeligvis at lokke hende med hans tonefald. Han kunne tage hende hver nat, og dog skulle han passe på at han ikke blev træt af hende.
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 3, 2016 23:11:26 GMT
Emma havde absolut ikke lyst til hans selskab og stivnede lidt under hans uønskede kærtegn. Hun sank en klump og strammede sig selv an. Hun frygtede at sige fra, men hun kunne ikke blive ved med at lade som om. Det var mere Lorcans ekspertise.
Med et let greb om hans håndled, for at trække hans hånd væk fra sig, flyttede hun sig selv længere væk. "Det har jeg ikke lyst til," svarede hun forsigtigt og ukonfrontatorisk. Hun kunne stadig mærke ham mellem sine ben og hun havde brug for at vaske sig, for at vaske følelsen af.
Post by Lorcan LeStrange on Dec 3, 2016 23:50:23 GMT
Irritationen var gledet bort som han havde fået kontakt med hendes bløde hud, og dog blussede den op igen som hun valgte at besvare hans ord ved at trække sig væk. Han forstod ikke hendes opførsel, og med blikket rettet imod hendes nakke kunne han ikke trække svaret ud af hendes sind. Han havde set hende nyde det. Selv efter at han havde plukket hendes blomst, havde han fremkaldt små syndige suk på hendes læber. Hun fik dog ikke lov til at sige nej. Med stærke arme trak han hende ind i sin favn igen, hvor armene greb tættere om hendes krop, mens hans lavmeldte stemme talte direkte ind i hendes øre. "Eller har du måske glemt hvorfor jeg besteg dig her til aften? Det er din pligt Emma. Hvis du ikke vil gå i fordærv sammen med Éam, Bliver du nødt til at føde en søn der kan bære navnet LeStrange. Jeg kender jeres hemmelighed nu. Jeg vil vide hvis du bærer en bastard. Kun jeg kan plante mit frø i dig." Han svælgede i sin magt, som hans vejrtrækning fortsatte med at kilde hendes halskrumning.
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 4, 2016 0:37:37 GMT
Denne gang trak Emma sig ikke væk. Der var ikke meget mere plads at flygte på, hvis ikke hun ville ryge på gulvet. Desuden var Lorcan langt stærkere end hende og hans faste greb omkring hende nok til at gøre hende passiv, som stemmen i hendes øre fik hendes indre til at gøre oprør. Hendes fingre krummede sig så hårdt sammen, at hun tydeligt kunne mærke neglene mod sine håndrygge, men hun kunne ikke forhindre sig selv i at høre hvad han sagde.
Hun kunne heller ikke forhindre hans krop i at varme sin op eller sine former fra at være tæt ind imod ham, som hun forsøgte at være fuldstændig passiv og ikke trykke sig bagud, da hun fyldte sine lunger med luft.
"Jeg vil ikke," gentog hun sig selv, en smule mere spinkelt. "Det er forkert og du er ubehagelig. Jeg vil ikke have dig herinde igen."
Post by Lorcan LeStrange on Dec 4, 2016 1:06:42 GMT
I Lorcans øjne havde ladyen ikke noget valg. Hendes fortsatte genstridighed formåede at more ham, og fortrænge noget af den irritation der havde samlet sig over hendes uvillighed. Det var ikke længe siden at hendes krop havde tigget og bedt ham om mere, og selvom skylden lige nu plagede hende, var han ikke i tvivl om at han ville få hende tilbage i sin seng. Det var den eneste måde hun kunne sikre sin overlevelse. Han trak været tungt i hendes øre, en diskret magtdemonstration, som han holdt hende i sine stærke arme. "Du har ikke noget valg Lady Emma. Hvad tror du der sker når sygdommen tager stakkels Eam, og efterlader dig som en barnløs enke? Tror du at der er andre der vil have din golde krop? Kun jeg kan bringe dig tilbage til det sted hvor du smelter i mine hænder, og sukker så sødt.. Kun jeg kan give dig den søn du så gerne vil skænke Éamon." Hans ene hånd begyndte igen at glide ned imod hendes skød, nysgerrig om hendes krop ville forråde hende igen.
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 4, 2016 2:32:08 GMT
Lorcans første ord faldt som vand på en hed pande. De sitrede, boblede og forsvandt igen, efterladende små pletter, som utvivlsomt ville være svære at få væk. Da han talte om hendes suk, kunne hun dog ikke lade være med at vride sig i det stærke greb og ønske sig væk. Hun lukkede benene tæt sammen og nægtede ham adgang til sig igen.
"Der er andre mænd der ligner Éamon," sagde hun, imens smerten skar gennem hende over det. "Og min familie har midler. Jeg ville ikke stå alene."
Hun forsøgte at overbevise sig selv, men på mange måder havde han ret i, at hun ikke havde noget valg.
Post by Lorcan LeStrange on Dec 4, 2016 2:54:00 GMT
Lorcan havde lyst til at le over hendes svar på hans sandheder. Hun greb i luften, det vidste de begge to. Hun skammede sig over det hun havde gjort. Han behøvede ikke læse hendes tanker for at se det. Den lyst hun havde sluppet fri da han havde ladet hende blomstre, sad nu i hende, pinte hende, og dog var der ingen medfølelse at hente hos Lorcan. Han tyssede blot på hende, som hans pegefinger alligevel arbejdede sig nedad. "Shh.. Det er for sent at fortryde nu Emma.. Hvad tror du Éamon eller min fader siger når jeg fortæller dem at deres arving er en bastard? At du er hore?" Ordene blev stadig udtalt med hans lavmeldte stemme, ned i hendes øre. "Jeg er din eneste udvej Emma. Jeg forsøger blot at hjælpe dig." Han gjorde det måske ligeså meget for sin egen skyld. Han havde fået smag for hendes hvide hud og frodige krop.
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 4, 2016 3:21:38 GMT
Det gibbede lidt i Emma over de frygtelige ord og hun vred sig i hans greb. Hvordan kunne han tale med så honningsød en stemme og så sige noget så grimt på samme tid? Hendes øjne sved og hun protesterede med alt hun havde.
"Eam vil vide det ligegyldigt hvad," svarede hun ulykkeligt og uden at modsige ham. Hun havde ladet ham gøre hende til sin hore og det var ligegyldigt hvad hun sagde. Det havde han ret i. "Det gør ingen forskel. Du har ødelagt mig. Men ikke igen."
Hun talte sagte og var mere ulykkelig end vred, men hendes ord havde alligevel en smule bid, som hendes lår forblev sammenklemte.
Post by Lorcan LeStrange on Dec 4, 2016 3:50:14 GMT
Som hun vred sig i hans greb holdt Lorcan blot bedre fat. Han havde aldrig brudt sig om når de var genstridige, og dog bebrejdede han ikke at Emma kæmpede en smule imod for sportens skyld. Han tyssede blot på hende igen, mens hans pegefinger vrikkede sig vej ned til hendes køn. "Jeg har ikke ødelagt dig Emma. Jeg har gjort dig til en kvinde, måske endda med barn. Du blev bragt ind i denne familie for at sikre dens overlevelse, og nu hjælper jeg dig med at gøre lige præcis det.. Vil du ikke gøre din pligt?" Han var snart ikke sikker på om han kunne sige det til hende flere gange. Men lige meget om hun så valgte at tro på de løgne hun fortalte sig selv, så vidste han at hun ville komme tilbage før eller siden. Det var et stort gods, men der var ingen steder hun kunne gemme sig.
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 4, 2016 4:00:30 GMT
En frustreret lyd forlod den unge adelsfrue over Lorcan og hans insisterende hånd. Hun stoppede med at vride sig, men fortsatte med at klemme sine ben sammen, uanset den begrænsede succes. Hans ord var ikke fuldstændig uden virkning, men følelsen af svigt blev siddende og til sidst snøftede hun lidt ind og stirrede ud i luften.
"Hvorfor var du så brutal?" Hendes stemme var lille og såret. "Jeg kæmpede ikke imod. Men du behøvede ikke gøre det på den måde. Det gjorde ondt..."
Post by Lorcan LeStrange on Dec 4, 2016 4:14:56 GMT
På trods af at hun ikke virkede til at sætte pris på den, fortsatte Lorcans finger stadig sit arbejde. Han var stadig ved at udforske hende, hvilken magt hendes krop fik over hendes sind, når han blot gjorde det rigtigt. Som hun spurgte fornemmede han dog at de var nået ned til sagens kerne. Han havde måske været en smule opstemt, overilet, som han havde indtaget hende, men det var blot et kompliment til hendes frodige krop, der havde udforsket hans ellers så stærke selvkontrol. "Der er ikke nogen smuk måde at gøre det på, Emma. Havde mit eneste formål været at skænke dig en søn, havde jeg lagt dig ind over sengen og taget dig som en hingst tager en hoppe.. Har jeg ikke givet dig meget mere end det?" Hendes utaknemmelighed klædte hende ikke. Han syntes at han havde været gavmild i alle henseender.
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 4, 2016 4:25:52 GMT
Emma gav sig lidt ved den beskrivelse og kunne næsten mærke hvordan det ville have føltes. Hun bed tænderne sammen, før hun mumlede et uvilligt "jo" og tog en dyb indånding.
"Du kunne have være blidere. Langsommere. Have advaret mig først." Hun stirrede ud i luften. "Det var ikke rart. Du gjorde mig bange... Men jeg kunne godt lide alt det andet..."