Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Lorcan LeStrange on Nov 30, 2016 2:24:04 GMT
Lorcan rømmede sig let, som hun spillede bolden over til ham. Han kunne med stor sandsynlighed producere en arving i sit kommende ægteskab, og vente på at Éamon sygnede hen, men tanken huede ham ikke ligefrem. Han havde aldrig brudt sig om børn, eller tanken om at skulle opfostre dem. Som han havde brugt mange år på at bevægede sig i de finere kredse var det dog lykkedes ham at observere at problemet de stod med ikke var ukendt. Det var måske usædvanligt, og dog var det før hændt, at en adelsmands manddom ikke var i stand til at føre hans slægt videre. På trods af at emnet var forbundet med nogle massive tabuer, var Ladyen ikke den første der blev nødt til at kigge andet steds for sæd til sin mark. Det virkede indlysende, men som han bearbejdede det, kom han frem til konklusionen at det ikke ville løse problemet men blot gøre det værre. Lady LeStranges barn ville blive en bastard, og endnu værre, så ville han ikke være nogen LeStrange. Lorcan ville aldrig være i stand til at kigge på barnet med andet end afsky, nu hvor han kendte til dets oprindelse. Kun en LeStrange kunne plante sit frø i hende og føre slægten videre, men de to eneste der efterhånden ikke var gamle og grå, var ham selv og hans broder. Tanken ramte ham som et lyn fra en klar himmel, og hånden fjernede sig fra hendes knæ, mens han rejste sig op. For første gang i sit liv følte han sig fanget i et moralsk dilemma, som han ikke kendte løsningen på. Han bemærkede endelig hvor længe han havde været tavs, fanget i sine tankers vold, inden han igen kiggede på Ladyen. "Du.. Er ikke den første kvinde med et sådan problem.." Han knyttede hånden let, det irriterede ham hvordan han for første gang i lang tid var fanget imellem hvad der var rigtigt og forkert. "Men den eneste måde hvorpå du kan få en acceptabel arving, er med en mand fra slægten LeStrange." Blikket var ikke længere omsorgsfuldt, som hans indre kamp fyldte for meget til at opretholde facaden. Han kunne ikke få sig selv til at sige det, på trods af at det lå mellem linjerne i hans ord, og blikket var derfor også blot afventende, i tvivl om hun ville vandre bort eller kaste sig for hans fødder.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 30, 2016 2:33:13 GMT
Emma sad selv fanget i sine tanker og bemærkede knapt hvordan tiden gik. Hun vidste hvad hun måtte gøre, selvom hendes ønske var et andet. Hendes ønske var Eam og deres ægteskab, men hun var ikke blind for, at det var umuligt. Det var umuligt og hun måtte bedrage ham for at redde sig selv.
Da Lorcan rejste sig, var det som om hun vågnede fra en døs. Hendes blik fulgte ham først da han talte og spærrede sig siden op ved hans hentydning. Alle hendes løsrevne tanker om svogeren samlede sig til et samlet billede og hun så ned med brændende kinder over det han antydede. At hun skulle ligge med ham for at give Éamon en arving.
"Men du er hans bror," hviskede hun, allerede imens hendes forestillingsevne løb løbsk. "... Ville du gøre det?"
Post by Lorcan LeStrange on Nov 30, 2016 2:53:54 GMT
I Lorcans hoved blev det hele lettere af at hun selv bød sig til. Meget kunne han gøre der for de fleste lå på den forkerte side af det moralske kodeks, men at lokke sin broders kone i sin seng var ikke en af dem. Noget andet var hvis hun selv tiggede ham om at gøre det. Det var stadig at bedrage den broder der var en af de få han nærede nogen form for loyalitet til, men Éam måtte også kunne forstå at det var noget større end ham, og at hans sygdom ikke skulle få lov til at bringe familien i ruiner. At opfostre et barn ville med stor sandsynlighed bringe ham stor glæde, og måske endda bringe et lys ind i hans ellers så formålsløse og grå tilværelse. Det tog ikke lang tids overvejelse før den dårlige smag i Lorcans mund forsvandt, og fordelene begyndte at opveje ulemperne. "For Éam og for familien.. Ja.." Han nikkede let, som øjnene langsomt begyndte at afklæde den frodige krop, og forestille sig hvad man kunne gøre ved den, nu han havde retfærdiggjort overfor sig selv at det var i en højere sags tjeneste.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 30, 2016 3:03:35 GMT
Det var ikke et timeslag siden Emma havde siddet helt uforstyrret og fortabt sig i sin historie. Nu var hendes hoved i oprør og hendes ører varme, som hun for anden gang strøg mørkt hår om bag dem med sine fingerspidser, før hun samlede hænderne i skødet over bogen. Langsomt, efter en rungende stilhed, nikkede hun svagt.
"Vi deler ikke soveværelse længere," fortalte hun dæmpet, imens hendes hjerte bankede hurtigt. Hun så op på Lorcan med et blik fyldt af nervøsitet og skyld, men også et ganske svagt håb. Han havde været sød imod hende og hans små kærtegn tændte gnister. Hun tænkte på hvordan det ville være, at lade ham gøre alt det Eam burde have gjort ved hende. At have hans hænder på sig under tøjet. Og hun tænkte på det mens hun så lige ind i hans lyse øjne og fortsatte i et lavt, forsigtigt toneleje: "Jeg låser ikke min dør i nat."
Post by Lorcan LeStrange on Nov 30, 2016 3:25:30 GMT
Lorcan selv var en smule overrasket over hvor stærkt det hele var gået. Tanken om Lady Emmas blege hud havde strejfet ham før, men han havde altid forvist den, til fordel for loyaliteten til sin storebror. Alligevel var tanken om at han snart skulle smage den søde blege hud nærmest euforiserende, og han mærkede tydeligt hvad tanken gjorde ved ham, som varmen strømmede rundt i hans krop, og satte sig i hans underliv. At hun ville gøre det i aften, gjorde det ikke lettere at bevare fatningen, som han instruerede hende i hvor han kunne finde hende. "Meget vel.." Han nikkede let, som han stadig havde svært ved at romantisere det. Alligevel var der ingen tvivl om at han ville nyde at plukke hendes blomst. "Sørg for at få din kammerpige til at vask dig, så vil jeg indfinde mig ved midnat." Han nikkede let, i et forsøg på at holde på formerne, mens han mærkede hvordan hans hænder blev lettere svedige. Midnat var pludselig langt væk, og der kunne gå mange tanker igennem hans forskruede hoved indtil da.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 30, 2016 3:31:26 GMT
Emmas kinder glødede ved de tanker, der gik gennem hendes hoved. Hun havde aldrig været med en mand og hun skulle nok nå at gå i panik. På hendes bryllupsnat var hun blevet vasket, friseret og havde fået en helt gennemsigtig natkjole på og der havde været nærhed, men intet mere. Det var år siden Éam havde rørt hende på den måde og hun blussede over at Lorcan måske allerede nu tænkte på det.
Hun nikkede svagt sin accept af hans instruktioner og krummede fingrene sammen over bogen, før hun slog blikket ned. "Ja, Sir Lorcan," hviskede hun, med følelsen af bedrag kæmpende med mere primale instinkter.
Post by Lorcan LeStrange on Nov 30, 2016 3:53:57 GMT
Lorcan nikkede bestemt, som ladyen accepterede at følge hans instrukser. Det var ikke for meget at forlange at hun var renvasket, på trods af at han modsat sin broder nok skulle få det til at fungere alligevel. Han kunne allerede mærke nu hvordan han var klar til at gøre det i den magelige lænestol på biblioteket, men eftersom det hverken ville være diskret eller passende måtte han finde noget der kunne aflede hans tanker indtil midnat. Han kunne i hvert fald ikke tåle at være i ladyens selskab meget længere, uden at gøre noget overilet. "Vi ses i aften." På trods af hans indre inferno, blev beskeden leveret med en knusende ro, som han nikkede let og forlod biblioteket, men en let hast i sine skridt.
Efter at have brugt hele sin aften på at at slagte høns, og plukke fjerene af deres sprællende kroppe med en fast hånd, var tiden endelig begyndt at nærme sig midnat. Troldmandens krop havde ikke ville forholde sig i ro, og på trods af at dyrene havde ydet en form for adspredelse, havde han stadig forestillet sig Lady Emmas bløde hud, som han havde ladet fingeren løbe over de døde fjerkræs nøgne skind. Endelig var tiden kommet, og med en fast hånd meldte han sin ankomst, som han bankede let på svigerindens dør, og trådte indenfor.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 30, 2016 4:01:00 GMT
Det var længe siden Emma havde været så nervøs for noget, men den aften havde hun gjort som Lorcan sagde. Hun havde fået sin tjenestepige til at vaske sig inden sengetid og hun havde fundet den natkjole frem, som hun havde båret på bryllupsnatten. Den var helt gennemsigtig og ikke passende at gå rundt i, men hun var da også forlængst krøbet ned under tæpperne på det lille værelse, da det bankede på.
Ilden knitrede sagte i ildstedet og var den eneste kilde til lys. Det var den, der gjorde det muligt for hende at se svogeren, som han trådte indenfor og hun så op fra den bog hun havde sneget med sig i seng og først for lidt siden havde formået at koncentrere sig om. Nu lukkede hun den forsigtigt sammen og vendte sig for at lægge den fra sig uden et ord.
Post by Lorcan LeStrange on Nov 30, 2016 4:18:30 GMT
Lorcan kastede et enkelt blik på ladyen før han nikkede let i halvmørket og lukkede døren bag sig. Hans ryg blev kortvarigt vendt imod hende, som han trak sin tryllestav, og pegede den imod værelsets dør. "Alohomora" Besværgelsen var ikke for at holde hende inde, men tvært imod for at holde ubudne gæster ude. Han fortsatte med at rette staven imod døren, som han gjorde endnu en bevægelse. "Muffliato" Besværegelsen blev lagt over værelset, så ingen nysgerrige tjenestepiger ville finde på at lytte ved døren. Der var ganske vidst ingen der vidste hvad der skulle foregå på ladyens kammer, men den høje troldmand var altid en smule paranoid. Endelig vendte han sig mod hende igen, som hun lå, uskyldig og urørt i sengen, stadig skjult under det tæppe der gemte hvad hans livlige fantasi havde forestillet sig hele aftnen. "Godaften Lady Emma." På trods af besværgelserne var hans stemme stadig lavmeldt. "Har du gjort som jeg bad dig om?"
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 30, 2016 4:26:26 GMT
Fra sengen, hvor Emma sad støttet op af en blød pude, fulgte hun med i alt hvad Lorcan foretog sig, før han vendte sig imod hende og hendes mellemgulv vred sig lidt. Hun rødmede over spørgsmålet, men nikkede svagt som svar. Ordene kunne hun ikke få over sine læber, selvom hun havde åbnet munden lidt for at tale.
Under tæpperne krummede hendes tæer sig sammen i spænding og nervøsitet og over dem var det hendes fingre, der pillede ved en løs tråd, som hun studerede lidt med blikket, inden hun løftede det til Lorcan igen. Han var en flot mand og selvom hun stadig langt hellere ville dele seng, ægteskab og sin krop med Eam, så havde hun tænkt på svogeren hele dagen. Hendes blik gled nysgerrigt over ham, som han stod der og gjorde hende helt varm i kinderne.
Post by Lorcan LeStrange on Nov 30, 2016 4:37:18 GMT
"Godt.." Lorcan nikkede bestemt. På trods af at han havde brugt hele aftnen på at fantasere om hvad han kunne stille op med den blege frodige krop, var han stadig ikke kommet frem til helt præcis hvordan han skulle gribe det an. Han havde ligget med en kvinde før. Han havde eksperimenteret med et par af tjenestepigerne da han var yngre, men de havde alle været beskidte og det havde hurtigt været overstået. Han havde aldrig fået mulighed for at arbejde med noget så fint og uskyldsrent som svigerinden, og som han stod og betragtede hende i halvmørket kriblede det i fingrene for at komme i gang. "Så kom ud på gulvet til mig, og klæd mig af." Han var allerede nu indforstået med at han ville komme til at styre slagets gang, og dog var hans tone blød og bydende, som han stillede sig klar midt på gulvet mellem sengen og ildstedet.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 30, 2016 4:45:36 GMT
Det var kun begrænset erfaring Emma byggede på og den erfaring indebar ikke afklædning af en fuldt påklædt mand. Den indebar heller ikke at hun skulle rejse sig i den gennemsigtige natkjole, der afslørede en hel del på nært hold. Derfor gik der et øjeblik eller to før hun reagerede på Lorcans ord med mere end store, mørke øjne og dyb tvivl. Hun rejste sig dog, langsomt, fra den bløde seng. På bare tæer gik hun over det kolde gulv til ham og nærmede sig med blikket sænket, til hun stod foran ham og så på hans tunika.
Tanken om at skulle afklæde ham var underligt skræmmende. Hun vidste ikke hvor hun skulle gå i gang. Endelig rakte hun dog hånden frem og løsnede til en start bæltet omkring hans liv.
Post by Lorcan LeStrange on Nov 30, 2016 4:55:04 GMT
For første gang fik Lorcan syn for sagen, som den lette natkjole ikke overlod noget til den fantasi han ellers havde givet frit løb i løbet af aftnen. Selvom lyset var svagt, formåede han alligevel at skelne hendes kvindelige attributter gennem stoffet, og som hun kom helt tæt på kriblede det i fingrene efter at fjerne hendes sidste forsvar, og lade fingeren glide ned af den blege hvide hud. Han kunne mærke det i kroppen, sulten, tørsten efter hendes salte sved, og dog formåede han at vise tålmod, som han til en start blot lod hende udføre den opgave han havde stillet hende, uden at sige et ord. Havde hun været en tjenestepige ville han med stor sandsynlighed have skyndet på hende, men der var noget smukt og charmerende over hendes usikkerhed, som han ikke ville spolere. I stedet stod han blot stille, mens de lyse øjne betragtede hende.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 30, 2016 5:07:53 GMT
En lille kuldegysning vandrede op langs Emmas rygrad helt nede fra det kolde gulv og hun flyttede en smule uroligt på sig, før hun fik løsnet bæltet. Hendes slagkiste stod for enden af sengen og hun lagde det fra sig der, inden hun vendte sig mod Lorcan igen. Efter et flygtigt, nervøst blik op på ham, hvor hans lyse øjne fik hende til at skælve, fandt hendes fingre kanten på hans tunika og trak den forsigtigt op. Det krævede, at hun trådte helt tæt på ham, for at få den op over hans hoved. Han var varm og hun kunne ikke med ærligt hjerte sige, at hun ikke ville det forestående. Ikke som hun stod der, rystende efter at han rørte ved hende. Hun fik dog fravristet ham tunikaen og et instinkt fik hende til at folde den hurtigt, inden hun lagde den ovenpå bæltet og fortsatte med knapperne i underskjorten.
Det var arbejde en tjener utvivlsomt kunne have gjort hurtigere. Det var også en opgave han kunne have løst selv, men hun stillede ikke spørgsmål ved det, som hendes fingre kom i kontakt med hans nøgne overkrop og hendes blik gled ned over den og dens behåring med interesse. For at trække skjorten ned over hans skuldre, måtte hun tæt på igen og tog denne gang en indånding, der fyldte hendes sanser med duften af mand.
Post by Lorcan LeStrange on Nov 30, 2016 5:19:46 GMT
Lorcan tog en dyb indånding af hendes søde duft, som hun kom helt tæt på. Han havde i alle sine år klædt sig selv af om aftnen, men han nød til fulde den kontrol han allerede havde over hende, som han trak armene ud af først sin tunika og derefter han skjorte, så hun ikke skulle strække den fine krop længere end den kunne nå. I stedet mærkede han blot de små stød hendes fingres usikre berøring sendte igennem hans krop. Det udfordrede hans åndedrag, der til at starte med havde været roligt og fattet, og ude af stand til at holde det hele i kroppen længere, lod han en enkelt pegefinger stryge ned af hendes blege kind, som han hungrede sultent efter at mærke resten af hende. "Fortsæt." Tonen var stadig bydende på trods af ordets kommanderende natur, som han måtte have hende til at fortsætte. Han ville ikke risikere at miste tålmodigheden, og spolere det smukke væsen foran ham ved at jage igennem det.