Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 28, 2016 20:00:16 GMT
Da Lorcans finger tvang hendes hage opad, glinsede de mørke øjne. Hun undgik hans blik ganske flygtigt, før hun opgav og så på ham med en håbløs tumult i mellemgulvet. Det, som hun opfattede som omsorg, gjorde ikke hendes skyldfølelse eller håbløshed bedre. Hun holdt vejret mens han talte og trak vejret hørligt ind med bankende hjerte, som han smilede.
"Men... Du kan ikke hjælpe," fik hun endelig frem, en smule vaklende. "Ingen kan hjælpe."
Post by Lorcan LeStrange on Nov 28, 2016 20:17:59 GMT
Trangen efter at gribe fat om hendes hage, og tvinge svaret ud af hende kæmpede i hans krop, og dog formåede den høje troldmand at bevare fatningen. Den mørkhårede fuldblodsheks var en alt for delikat skabning til at blive behandlet som en ulydig tjenestepige. Han måtte i stedet gå mere skånsomt til værks, for ikke spolere hendes smukke uskyldige usikkerhed. "Du har ikke fortalt mig hvad der er galt." Han sank langsomt på hug, så de var i øjenhøjde, mens fingeren dog ikke slap den blege hage. "Hvilken broder ville jeg være, hvis jeg lod Éams hustru være ulykkelig?"
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 28, 2016 20:26:35 GMT
Berøringen rystede hende. Det var så længe siden hun var blevet rørt ved og hun formåede ikke at røre sig under det. Underlæben bævede ganske svagt og hendes blik var indfanget, selvom hun havde lyst til at slå det ned og se væk fra hans gennemborende blik, der gjorde helt forkerte ting ved hende.
Da et enkelt lille hulk tvang sig vej ud, trak hun sig dog alligevel bagud i stolen og lukkede bogen i, som hun gemte sig bag den. "Undskyld, undskyld," hikstede hun. "Vil du ikke nok lade være?"
Post by Lorcan LeStrange on Nov 28, 2016 20:51:07 GMT
Den høje troldmand nærede sig ved hendes frygt og usikkerhed. Den var som sød honning for ham, helt ren og uspoleret. Han behøvede næsten ikke legimensi for at følge den indre kamp imellem hendes følelser og hendes opdragelse, og dog stjal hun øjeblikket fra ham, som hun brød deres kontakt og skjulte sig for ham. Raseriet nåede at ulme i et kort sekund, før han tæmmede det, og i stedt blidt lagde en hånd på hendes knæ. Tommelfingeren gled over kjolens bløde stof, som for at trøste hende, mens han han forsigtigt tyssede på hendes hulken. "Shh.. Emma.. Fortæl mig i stedet hvad der er galt." Han var en ulv i fåreklæder. Inde bag hans omsorgsfulde mine, lurede det sultne bæst.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 28, 2016 21:01:25 GMT
Han rørte ved hende. Hans varme hånd kunne mærkes gennem uldkjolen og hun burde skubbe ham væk eller bede ham lade være igen. I stedet fandt hun sig selv underligt beroliget af hans dæmpede tyssen og hun snøftede lidt ind og holdt det næste ulykkelige hulk tilbage for hans skyld. Til gengæld så hun ikke ud fra sit skjul, som hun svarede så lavt, at hun næsten kunne håbe han ikke hørte hende.
"Jeg er forkert." Hun ønskede at synke i jorden. "Jeg er helt forkert og I får aldrig nogen arving, fordi jeg er så frastødende," indrømmede hun. Hendes store skam. Det åg, der næsten var for tungt at bære. Måske ville han lade hende være, nu hvor hun havde sagt det. Så måtte han også kunne se, at der intet var at gøre.
Post by Lorcan LeStrange on Nov 28, 2016 22:04:10 GMT
Mange ville med stor sandsynlighed have fundet fuldblodsheksens ynk frastødende. Lorcan skulle dog holde sig selv tilbage for ikke at fryde sig over den, og fortsatte i stedet blot tommelfingerens blide bevægelse på hendes knæ, da hun endelig fortalte ham hvad der var galt. Efter fem år uden så meget som det mindste tegn på graviditet, ikke engang en mislykkedes en, var han som mange andre begyndt at undres. Ikke fordi han sladrede i krogene som tjenestepigerne, men det var dog bemærkelsesværdigt at hans syge broder og hans frodige hustru ikke var lykkedes at undfange. I Lorcans hoved skulle der dog ikke meget til at ligge beviserne frem, og drage den mest åbenlyse konklusion. Svigerinden var dog tydeligvis af en anden mening, som rynken imellem hans bryn nu var af reel forundring. "Hvordan skulle min broder finde dig frastødende? Dine forældre har skabt en perle der er mere funklende end deres guld og juveler tilsammen." Lorcan forstod at være smigrende når han skulle, havde hun ikke været hans broders hustru, havde han ikke været bleg for at tage hende ind i sin seng.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 28, 2016 22:15:45 GMT
Smigeren var for meget. Selv ikke oversete Emma, som længtes efter at nogen så på hende som en kvinde, kunne helt absorbere den slags klæbrig ros og hun rynkede lidt på næsen bag bogen. Hans tommelfingers vedblivende kærtegn var dog en distraktion og den fik hende til at bide koncentreret ned i underlæben, for ikke at give sig. Hun sænkede bogen med en lavmælt snøften og rystede svagt på hovedet.
"Jeg kan ikke glæde ham," hviskede hun fortroligt, uden at se ham i øjnene. Hun burde ikke fortælle det til nogen, men det åd hende op indefra. "Jeg er tyk og han kan ikke ligge med mig..."
Post by Lorcan LeStrange on Nov 29, 2016 4:10:35 GMT
På trods af at at han vidste mangt og meget om hvad der foregik på godset, var hendes tilståelse omkring hende og Eams samliv, eller mangel på samme alligevel ny for ham. Med broderens sygdom og deres fælles barnløshed havde han en klar ide om hvor skylden lå, og han havde derfor også svært ved ikke at more sig over hendes naive tro på at det var hendes velskabte kvindekrop der ikke gjorde det for Éamon. Han blev nødt til igen at rynke brynene og møde hendes blik da bogen faldt, for at læse budskabet i hendes tanker der stod skrevet imellem hendes ord. Det lykkedes ham at holde hans mine omsorgsfuld, som han gav hendes knæ et svagt klem, før tommelfingeren fortsatte sin beroligende bevægelse. "Og du har aldrig overvejet at skylden kunne ligge hos Éamons sygdom?" For Lorcan der selv var udstyret med en velfungerende manddom virkede det indlysende at Éams tredje ben også var påvirket af hvad end der svækkede hans ben.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 29, 2016 23:33:36 GMT
Berøringer var ikke noget Emma fik meget af og hele hendes opmærksomhed var splittet ligeligt mellem hans ord, de lyse øjne og hånden på hendes knæ. Hun havde samlet benene og trykkede dem en smule tættere i rent instinkt. Han gjorde ting ved hende med sine kærtegn, som hun ikke kunne sætte ord på. Hun burde bede ham om at lade være, men hun kunne ikke få ordene over sine læber.
Da han foreslog, at det ikke var hende, der var forkert, slog hun skamfuldt blikket ned og rystede svagt på hovedet. "Det var også sådan før. Altid. Lige siden vores..." Hun hviskede det sidste ord og mindedes den usuccesfulde aften, der havde efterladt hende en jomfru. "... bryllupsnat."
Post by Lorcan LeStrange on Nov 30, 2016 0:17:30 GMT
Lorcan rynkede brynene, som han netop troede at have opklaret mysteriet, før hun kom med flere oplysninger. Eams sygdom var ganske vidst først gået i udbrud efter deres ægteskab, og dog kunne han stadig ikke se hvordan det kunne være den unge ladys skyld. Det var ikke just fordi det var noget de to brødre talte om, hans manddom vedkom oftest ikke andre end ham selv, og ligeså med broderen, men han havde dog troet at han havde præsteret på bryllupsnatten. At det åbenbart ikke var tilfældet, tændte et nyt lys i Lorcans øjne. Han havde altid set svigerinden som noget smukt og uskyldigt, men at hun ligefrem var urørt, fik blodet til at bruse i hans krop. Det var næsten for godt til at være sandt, som hånden på hendes knæ strakte fingrene en smule op af hendes lår, og dog måtte han trække dem tilbage da han mindede sig selv om at hun tilhørte hans broder og ikke ham selv. "Så.. Du er stadig urørt? Éam kan ikke.. Finde lyst til dig?" Sulten bag hans øjne var efterhånden svær at skjule, i det fortrolige og forstående blik.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 30, 2016 0:55:27 GMT
Emma rørte lidt uroligt på sig over fingrene, der strakte sig længere op og sammen med de frygtelige ord gjorde hende helt forvirret. Hun så op på ham og sank en klump, før hun rystede på hovedet.
"Hvad skal jeg gøre, Lorcan? Jeg har prøvet at sulte mig, men det hjælper ikke noget. Han kan ikke."
Post by Lorcan LeStrange on Nov 30, 2016 1:10:33 GMT
Lorcan havde aldrig været særlig omsorgsfuld. Det var ikke fordi han bekymrede sig om svigerindens lykke at han lige nu sad og forhørte hende med hans fortrolige mine. Det var i stedet hans trang til at vide hvad der foregik i broderens ægteskab, der i arvefølgen havde fået en noget mere alvorlig opgave end det han selv skulle til at indgå med frøken Salevyn. Han rømmede sig let, mens han kiggede på den fortvivlede kvinde. Det var temmelig sjældent at han gav råd, og han havde aldrig troet at han skulle give nogen af denne kaliber. "Nogen mænd.. Kan ikke.. Og det er ikke deres hustruers skyld. Hvis jeg forstår dine ord rigtigt, er Éamons manddom ligeså plaget som hans lægge, og så vil han aldrig blive i stand til at plukke din blomst, eller fædre et barn." Han vidste ikke meget om det, men som en belæst mand havde han hørt om impotens.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 30, 2016 1:19:52 GMT
Med mørke øjne fæstnet på Lorcan i et intenst blik, lyttede Emma til hvert et ord. Det var svært at forstå, at det hun havde tænkt i så lang tid skulle kunne være anderledes, men hun ønskede at tro på, at han havde ret og at det ikke var hende. At det var sygdommen, der gjorde det ved hendes stakkels Éamon. Fortænderne bed ned i hendes rosa underlæbe, som hun tyggede på ordene. Efter en tids stilhed, nikkede hun langsomt. Desværre efterlod det hende stadig i samme situation som hun hele tiden havde været i. Gift med en mand, der aldrig ville sikre hendes position.
"Du må være glad," hviskede hun, nedslået og med tanker, der kørte rundt i hovedet. "Hvis det passer, så arver du en dag."
Post by Lorcan LeStrange on Nov 30, 2016 1:41:05 GMT
På trods af at tanken om at gøre det af med hans svagelige broder, og derved fjerne pletten fra stamtræet flere gange havde fristet ham, var han hver gang kommet fra den igen før han havde fundet sig selv med en pude over hovedet på den sovende broder. Selvom der var meget få mennesker han holdt af, var Éamon noget af det tætteste han kunne komme på en ven, og selvom hans krop måske gjorde ham uegnet til at stå i spidsen for familien, var hans sind en helt anden sag. Han havde brug for at Éamon var arving, så han kunne blive fri for det besværlige ansvar der fulgte med titlen som Baron LeStrange af Knockyn, og at hans linje ville dø med ham og overlade ansvaret til Lorcan fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Det var ikke en del af hans storslåede plan. "Det er jeg ikke.." Hans smil havde fået en medfølende sørgmodig glød, som han gav hendes knæ et svagt, trøstende klem. "Éamon har altid været lederen af os to. Jeg ville ikke vide hvad jeg skulle stille op med titlen som Baron." Det var måske ikke helt sandt, men Lorcan stræbte højere end faderens titel.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 30, 2016 2:01:06 GMT
Emmas blik flakkede mellem Lorcans øjne og for første gang forsøgte hun at læse, om han talte sandt. Det virkede så uvirkeligt det hele, men hun så ingen løgn i de lyse øjne og smilede ganske svagt over det, før hun rystede på hovedet.
"Jeg ville så gerne give ham et barn," forsikrede hun lavmælt, stadig lettere distraheret af hans hånd på hendes knæ og hans knælende skikkelse foran hende. "Men det ser ud som om du bliver nødt til at finde ud af hvad du skal stille op."
Og det samme gjaldt hende. Tanken om at gøre noget drastisk for at sikre sin position var ikke helt ny, men med Lorcans observation om, at det måske var Eam, der var noget i vejen med, fik den ny næring. Hun vidste ikke hvem, men hun vidste hvad hun blev nødt til at gøre.