Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Valeriya havde stadig ikke helt forstået hvad englændernes yuletradition gik ud på, på trods af at hun havde forsøgt at sætte sig ind i det. Med traditionerne veloverstået, var hun dog efterladt i et mærkelidt dødevand, uden undervisning, men med elever der i stedet nød at have ferie. Ferie var der dog intet af til eliksirprofessoren, der var blevet udvalgt til at blive tilbage med sine elever. Hun havde planlagt at hun skulle se både sine sønner og sin fætter når hun fik lejlighed til at drage øst på, men i stedet var hun hensat til at sidde alene på Troldmandskroen med et glas rødvin og nyde sit eget selskab. Bordet hun havde fundet var tilpas afsides til at hun ikke blev forstyrret af kroens mere lystige gæster, men stadig tæt nok på til at hun ikke var gemt af vejen i et mørkt hjørne. Hun havde efterhånden siddet ved bordet ved flere lejligheder. Nogen aftner havde stolen overfor hende været optaget, men denne aften var den tom, som hun tog den i øjesyn og drak endnu en tår af sin vin.
Post by Fabian Flitwick on Dec 29, 2016 21:20:01 GMT
Fabian havde gjort hele familiefesten med bravour. Hans egen fejrede primært den kristne del af den og ovenpå alt det havde han bestemt brug for en dag med andet selskab. Det passede fint med, at meget arbejde var gået i stå og at han ikke havde travlt med ordrer. Af samme grund sad han henslængt på De Tre Koste og drak et glas hjemmebrygget alene med selskab af kroens andre gæster.
Han deltog dog ikke i den muntre snak, men sad lidt i sine egne tanker, som hans blik hvilede halvnysgerrigt på en enlig skikkelse ovre ved et ellers tomt bord. Hun udgjorde en mindre gåde og han forsøgte til en start at afklare dem alene ved at betragte hende.
Post by Valeriya Dolohova on Dec 29, 2016 21:57:05 GMT
Valeriya havde ikke kun øjne for det glas rødvin der holdt hende med selskab. Heller ikke for den tomme stol overfor hende. Som hun tog glasset op til munden igen gled de blågrå øjne i stedet rundt i krostuen, til de mødte et blik på den anden side af festlighederne. Hun hverken rødmede, eller slog sit eget ned. I stedet rejste hun sig blot med et lille smil, og sit glas i den ene hånd, før hun krydsede afstanden imellem dem. "Jeg kunne ikke undgå at bemærke det misundelige blik du kastede på min tomme stol. Kan jeg sætte mig?" Hun lagde sin frie hånd på den tomme stoleryg, og løftede spørgende sit ene øjenbryn.
Post by Fabian Flitwick on Dec 29, 2016 23:35:13 GMT
Fabian fulgte kvinden med blikket, som hun rejste sig op. Han stirrede ikke ligefrem, men han var opmærksom på hende. Der var noget over en kvinde i bevægelse. Han kunne godt lide at se dem gå. Især de, der som denne kvinde var opmærksomme på sig selv. Det fik en lille snert af et smil frem på hans læber, der stadig hvilede der, da hun kom over til ham og voksede lidt over spørgsmålet.
”Selvfølgelig,” svarede han afslappet. ”Det var ikke min mening at stirre,” konstaterede han, uden at det var en undskyldning for sig selv. ”Mester Dodderidge var så venlig at fortælle mig, at du er en af underviserne fra de andre skoler. I eliksirer?”
Post by Valeriya Dolohova on Dec 29, 2016 23:45:58 GMT
Valeriya løftede et øjenbryn som hun betragtede manden foran hende. Der var noget over hans afslappede udstråling der fik smilet i hendes mundvige til at krybe sig en smule bredere, mens hun fraværende slyngede sin vin en smule rundt. "Mester Dodderidge er en observand mand." De engelske ord rullede en smule besværet over hendes tunge, med den tykke russiske accent. Hun tog endnu en tår af sit glas, før hun satte sig. "Jeg er eliksirmester på Koldovstoretz." Hun var tydeligvis ikke ked af titlen, som hun lænede sig en smule frem imod ham. "Og hvem har Mester Dodderidge tilladt sig at give denne vigtige information videre til?" Hun kiggede interesseret på ham, og lænede sig tilbage igen, før hun tog endnu en tår af sit glas.
Post by Fabian Flitwick on Dec 30, 2016 0:13:06 GMT
Fabian lyttede til accenten med afkoblet interesse og drak en tår mere fra sit krus, før hans læber skiltes lidt i et charmerende smil.
"Fabian Flitwick," præsenterede han sig afslappet. Hans navn var kendt på øerne, men næppe på Koldovstoretz, trods alt. "Jeg er eliksirmester," konstaterede han af samme grund, uden nogen fine tilføjelser, selvom det havde været let at prale.
"Der er ikke mange kvindelige eliksirmestre i vores verden."
Post by Valeriya Dolohova on Dec 30, 2016 0:33:21 GMT
Valeriya havde altid haft en særlig interesse i mennesker. Høje som lave, fascinerede deres historier hende, og Fabian var ikke sen til at overraske som han ligeså afslørede at var eliksirmester. Det var selvfølgelig noget alle og enhver kunne kalde sig, hun havde mødt sine kvaksalvere, og alligevel var der noget over hans udstråling der gjorde at hun gerne ville tro på ham. "Net. Jeg blev oplært af min fader, Aleksandar Krum." Hun forventede en hvis genkendelse i hans blik, særligt hvis han var eliksirmester som han påstod. "Det er så sjældent at man møder en kollega, Mester Flitwick." Hun løftede let sit glas imod ham, som en skål. "Nah zda-roch-yeh"
Post by Fabian Flitwick on Dec 30, 2016 2:20:21 GMT
Et bryn skød imponeret op, før Fabian nikkede. Han var bevidst om sit eget værd, men det betød ikke, at han var så arrogant, at han ikke indså at andre havde været store eliksirmestre. Krum var absolut en af dem.
"Imponerende," konstaterede han, før han, lidt forvirret, løftede sit glas og betragtede hende. Måske var det en besværgelse hun forsøgte at mønstre. Han skulle ikke kunne sige det, men drak selv, rimelig tryg ved Mester Dodderidges øl.
Post by Valeriya Dolohova on Dec 30, 2016 2:38:59 GMT
Et skævt smil krøllede Valeriyas læber, som han tydeligvis genkendte hendes pigenavn. Han var i så fald ingen kvaksalver, ellers kendte han i hvert fald sine eliksirmestre. Valeriya var ikke svær at smigre, og selvom hans navn ikke sagde hende det store, følte hun sig allerede i godt selskab. "Du er måske.. Her fra byen?" Hun havde vandret ned af Hogsmeades gader et par gange, og dog havde hun ikke fundet et skilt der bar hans sære efternavn.
Post by Fabian Flitwick on Dec 30, 2016 18:26:28 GMT
Med en enkelt, underholdt lyd ved tanken, endte Fabian med at ryste på hovedet. Han kunne selvfølgelig uddybe hvad han rent faktisk kom af, men det havde en tendens til at splitte vandene og han var mere interesseret i at fortsætte samtalen.
"Mit værksted ligger i Godricdalen," svarede han derfor simpelt, men klart. "Krum er nærmest en legende, Madam...?"
Post by Valeriya Dolohova on Dec 30, 2016 21:03:17 GMT
På trods af at Valeriya ikke kendte til mandens navn eller værksted, gjorde det ham ikke mindre interessant i den mørkhårede bulgarers øjne. Selvom hun var opvokset i de finere kredse, havde hun altid haft en svaghed for interessante mennesker. Disse kunne oftest fortælle langt bedre historier en adelens indskrænkede valg af korrekte samtaleemner. "Valeriya Dolohova. Det er russisk, efter min afdøde husbond." Der var en påtaget sorg i hendes stemme som hun omtalte Vladimir, og dog nåede den ikke hendes øjne, der stadig var spillende, som de betragtede eliksirmesteren.
Post by Fabian Flitwick on Jan 1, 2017 17:59:11 GMT
Som en eliksirmester og ikke ligefrem skriftklog eller sprogkyndig, kunne kvinden havde bildt ham ind at hendes navn var et utal af sprog. Han nikkede derfor blot uinvesteret til forklaringen om hvor det stammede fra, selvom han noterede sig, at hun var enke. Hende og så mange andre.
"Hvad synes du om femkampen og Hogwarts indtil videre?"
Post by Valeriya Dolohova on Jan 2, 2017 18:20:43 GMT
Der havde aldrig været nogen tvang i Valeriyas deltagelse i femkampen. Det var måske hendes pligt som underviser at støtte sine elever, men det var også med en stærk personlig interesse at hun var draget til det fremmede land. "Det er yderst spændende. Unge Timur klarer sig godt, og vi nyder den engelske gæstfrihed." Hun blinkede til ham, mens hun drak endnu en tår af sin vin. "Sidste udfordring stod jo i eliksirernes tegn." Hun tilføjede det, som hun placerede sit glas på bordet. Det glædede hende at udfordringerne ikke kun var baseret på elevernes evne til at svinge en tryllestav.
Post by Fabian Flitwick on Jan 2, 2017 20:58:18 GMT
Et enkelt bryn skød op ved selvfølgeligheden og Fabian smilede høfligt spørgende. "Gjorde den?"
Han var ikke ansat på Hogwarts og selvom han havde nevøer og niecer der, så var han ikke nær nok opmærksom til at have fattet, at der var noget at lægge mærke til der.
Post by Valeriya Dolohova on Jan 2, 2017 21:54:20 GMT
Valeriya havde været temmelig begejstret da hun havde lært at udfordringen drejede sig om eliksirer. Det var skarpt tænkt hvordan man fik anvendt elevernes evner, og begejstringen var svær at skjule i hendes blik som hun gav sig til at forklare. "Eleverne indtog en dødelig gift ved udfordringens start, og havde derefter en time til at brygge en modgift." Hun drak en tår af sin vin, før hun gav sig til at slynge hvad hun havde tilbage fraværende rundt i glasset. "En temmelig intelligent måde at teste andet end elevernes evne til at svinge en tryllestav, hm?" Hun smilede. Det var ikke alle der regnede eliksirer for et hverken farligt eller vigtigt fag, og dog håbede eliksirmesteren at udfordringen havde været med til at skabe en smule mere respekt omkring den ædle kunst.