|
Post by Valeriya Dolohova on Jan 8, 2017 16:40:02 GMT
Valeriya smilede. Hun ville gerne fortsætte med at tale med den charmerende eliksirmester, og alligevel følte hun ikke helt at hun havde fundet ind til ham endnu. Hun gav dog ikke op, det var så sjældent at hun mødte en ligesindet. "Vi kan jo kun håbe at vi i så fald lever op til vores mestre." Hun knugede lettere utålmodigt sit tomme glas, mens et lille mystisk smil spillede på hendes læber. De havde begge store navne at efterleve. "Hvis det ikke er for meget at forlange kunne jeg frygtelig godt tænke mig at besøge dit værksted en dag?" Om ikke andet så af ren professionel interesse. Hun var ikke helt tilfreds med udstyret i Hogwarts klamme krypt, og ville ikke have noget imod at bruge mere tid med eliksirmesteren.
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Jan 8, 2017 19:44:32 GMT
Fabians blik, der ellers havde hvilet roligt på den kvindelige underviser, flakkede lidt ved hendes udtrykte ønske. Han klarede halsen og smilede skævt, før han trommede en anelse i bordet med et par fingerspidser og rystede langsomt på hovedet.
"Måske en dag," svarede han afvigende. "Du må vide fra din far, at en mesters værksted er nærmest helligt... Der er det ikke alle der får lov til at komme."
Særligt ikke andre eliksirkyndige han ikke kendte mere end et enkelt møde; som kunne stjæle hans hemmeligheder.
|
|
|
Post by Valeriya Dolohova on Jan 9, 2017 17:20:09 GMT
Valeriya smilede undskyldende over sin ivrighed. Det var ikke første gang at hun blev grebet af stemningen, men som Fabians blik flakkede, blev det tydeligt for den mørkhårede bulgarer at hun havde overskredet en grænse. "Du må undskylde hvis jeg blev en smule ivrig. Jeg savner sådan mit eget værksted hjemme i Rusland, at ved vidst blev grebet en smule af tanken. Jeg har kun et lille feltlaboratiorium med mig til England, og intet ondt om Hogwarts, men deres udstyr bærer præg af elevers respektløse håndtering." Hun var tydeligvis en smule forlegen over med hvilken hast hun havde forsøgt at nærme sig ham, men med vin i blodet kom hun hurtigt til at glemme at hun var på fremmed grund.
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Jan 9, 2017 20:44:11 GMT
Fabians flygtige reservation gled en anelse i baggrunden igen, som hun beklagede og forklarede sig. Han nikkede lidt i forståelse.
"Ingen skade sket," konstaterede han, før han tog imod et nyt, fyldt krus med skummende øl og betalte Helena Dodderidge et par knut mere end den rigtige pris.
"Skål, Madam Krum," sagde han, imens han løftede kruset lidt. Hun havde nævnt sin mands navn, men han huskede kun det vigtigste fra den del af samtalen.
|
|
|
Post by Valeriya Dolohova on Jan 9, 2017 21:01:33 GMT
Valeriya smilede en smule lettet over at han ikke tog videre på vej. Det var i virkeligheden en smule svært at være væk fra det hele. Både hendes værksted, men også hendes sønner og hendes fætter. "Nah zda-roch-yeh" Hun løftede sit glas som hun betalte for hos den blonde kropige, og sendte ham endnu et af sine charmerende smil. "Jeg må dog høre dig, hvor her i landet jeg kan finde occamy æggeskaller? Jeg er næsten løbet tør, og eliksirprofessoren på Hogwarts er temmelig hemmelighedsfuld når det kommer til hans ingredienser." Valeriya havde været løbet tør for æggeskallerne i et stykke tid efterhånden, hvilket betød at hun ikke længere kunne brygge det flydende held hun yndede at tage fra tid til anden.
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Jan 10, 2017 23:02:46 GMT
Fabian hævede et bryn over spørgsmålet, før han trak lidt på smilebåndet. "Hemmelighedsfuld, hm? Det kan man ikke bebrejde ham. Han vil sikkert ikke overgåes, den gode Cadell..."
En lille stund overvejede han selv, om han skulle nævne sin forhandler, men en god eliksirmester var ikke urolig for at blive overgået af en konkurrent og han var en af de bedste. Til sidst klarede halsen og fremdrog en lille seddel og en pen, samt blæk.
"Potters," forklarede han. "På denne adresse i Godricdalen. De er de bedste apotekere på øerne."
|
|
|
Post by Valeriya Dolohova on Jan 11, 2017 0:29:10 GMT
Valeriya kendte alt til den konkurrence der herskede imellem eliksirmestre. Hun var heldig nok at være barn af en, så hendes faders hemmeligheder gik i arv til hende, uden at hun skulle ud og rage dem til sig fra andre. Hun smilede dog alligevel taknemmeligt, som han bøjede sig, og skrev apotekerne ned på det lille stykke pergament. Hun havde ikke hørt op Potterfamilien, men det var det værd at opsøge dem. "Tak. Sig endelig til hvis der er noget jeg kan gøre til gengæld." Den ene tjeneste var oftest den anden værd, og som hun betragtede hans charmerende smil, var hun ikke for nærig til at tilbyde ham noget for hans hemmelighed.
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Jan 11, 2017 22:09:55 GMT
Fabian gav eliksirunderviseren et lille nik, før han drak af sit næsten fyldte krus med øl igen og nød fornemmelsen af at have det varmt og indtage den kolde drik.
"Det skal jeg prøve at huske," svarede han, efter en kort betænkningstid. Han havde selvindsigt nok til at vide, at det meste gik glemt i tågerne, når først han fordybede sig.
"Hvad er det næste femkampens deltagere skal igennem?"
|
|
|
Post by Valeriya Dolohova on Jan 11, 2017 23:43:50 GMT
Valeriya var ikke sikker på om han nogensinde ville indfri hendes løfte, men det var dog pænt at vise ham hendes udstrakte hånd. Et skævt smil prydede hendes læber som hun sendte ham et lille nik og tog en tår af sin vin. "Dueller." Valeriya havde aldrig selv været den store duellist. Hun var en dygtig heks, men hun ville langt hellere forgifte sine fjender end at ligge dem ned i fjollede dueller. "Så vidt jeg ved skal de unge mennesker duellere imod hinanden, så jeg er sat en smule ud på et sidespor denne gang. Det er min Uchitel Vishnevsky der primært tager sig af unge Timur ved denne udfordring." Valeriya havde intet imod at få nogle flere frie timer. Sidst havde ansvaret for Timurs overlevelse ligget lige lovlig tung på kvaliteten af hendes undervisning, og knægten havde ikke just brillieret.
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Jan 12, 2017 20:55:44 GMT
Dueller. Fabians bryn trak sig lidt sammen, før han smilede en anelse. Han var ikke helt sikker på hvor samtalen var på vej hen, men de kunne ikke snakke om apotekere eller hans værksteds hellighed hele dagen.
"Det lyder kedeligt. At være sat ud på et sidespor. Men du har vel andre opgaver på den skole...?"
|
|
|
Post by Valeriya Dolohova on Jan 12, 2017 23:32:39 GMT
Valeriya nikkede. Selvom det var vigtigt at bringe sejren hjem til Koldovstoretz, drejede hendes verden sig ikke kun om den unge russer. "Mange. Mine elever underviser trods alt ikke sig selv. Professor Cadell er måske ikke uduelig, men jeg ser helst at jeg bestemmer hvad deres unge sind bliver fodret med." Hun nikkede let, og tog endnu en tår af sit glas. "Og så er der jo også hele formålet med femkampen. At skabe venskaber og forbindelser på tværs af vores skoler og grænser." Det lød en smule pladderromantisk, og hun var sikker på at hver og en af skolerne hellere ville se deres elev vinde, end at få en masse nye venner. Derfor var tanken stadig smuk.
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Jan 13, 2017 21:04:08 GMT
Fabian trak en anelse på smilebåndet over hende og lænede sig bagud, imens han vippede kruset lidt mellem fingrene.
"Har det nogensinde rigtig fungeret? At skabe venskaber og forbindelser? Det er en konkurrence og alle vil gerne se deres deltager vinde, hm?"
Han fugtede læberne. Selvbedrag var ikke rigtig ham. Måske gjorde det ham lidt kynisk.
|
|
|
Post by Valeriya Dolohova on Jan 14, 2017 1:36:37 GMT
Valeriya tog ikke på vej over at han ligesom hende selv havde indset at femkampens vision om forbindelser og venskab var en tåbes drøm. Selvfølgelig ville hun hellere se at unge Timur vandt, end at han fik sig nogle gode venner. Hun drak derfor også blot en tår af sin vin, med et glimt i de grå øjne, før hun sænkede glasset for at svare. "Selvfølgelig. Vi er ikke taget til England for at tabe. Det forhindrer mig ikke i at nyde mødet med en charmerende eliksirmester." Hun blinkede til ham og hævede sit glas for at skåle.
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Jan 14, 2017 20:33:33 GMT
Fabians ene bryn skød lidt op over hendes konstatering om, at han havde været charmerende. Han havde ikke rigtig prøvet, men smilede alligevel underfundigt, som han løftede sit eget krus for tredje gang.
"Jeg har i hvert fald ingen aktier i femkampen," konstaterede han afslappet. "Selvom jeg går med tanker om, at tage en af Hogwarts' elever som lærling til sommer. Er deres deltager noget værd i eliksirer?"
|
|
|
Post by Valeriya Dolohova on Jan 15, 2017 22:59:32 GMT
Valeriya smil blev en smule påtaget da han spurgte til Hogwartsdeltagerens eliksirevner. Det grønlige snask han havde brygget havde nær kostet ham livet, men det var svært for hende at bedømme om han ville tage på vej hvis hun talte for dårligt om hans egen skoles deltager. Hun valgte dog at tale til ham som en anden eliksirmester, og ikke som en loyal skoledreng, og rystede let på hovedet. "Han havde nær ikke overlevet udfordringen. Hans applikation af Golpalotts tredje lov var helt hen i vejret." Hun sendte ham et let undskyldende smil og tog en tår af sin vin.
|
|