En vej ud af ensomheden

Eliksirer havde måske ikke været hendes egen Timurs spidskompetence, på trods af at hun havde pisket ham igennem faget op til udfordringen. Hun havde derfor også siddet en smule på kanten af bænken da det var blevet den unge russers tur til at modstå giften, og havde først åndet lettet op da han var i live. Det havde dog ikke rørt hende det store hvis en af de andre deltagere var skredet i svinget.
"Selvom nogens modgifte var mere tvivlsomme end andre, var vi stadig fem deltagere i turneringen. Mange undervurderer vores fag, men jeg håber at udfordringen var med til at skabe en smule respekt." Hun sendte ham et lille smil, hun følte ikke noget behov for at indvige ham i sin tidligere tanke. Han ville nok finde den en smule morbid.

Det var ganske vidst ikke udelukkende Valeriyas fortjeneste, og alligevel havde en del stolthed over Timurs præstationer i turneringen, på trods af at den russiske knægt ikke havde formået at brillere endnu. Hendes drømme om at Koldovstoretz ville ende med sejren var endnu ikke knust, men måske hun snart ville blive nødt til at kæmpe en smule mere offensivt for at sikre en føring til den unge russer.
"Timur Obolensky. Han klarer sig rimeligt, men på trods af min strenge undervisning var det ikke med sin modgift at han trak pokalen tættere på Rusland." Hun skjulte sin bitterhed i den voksne tår hun tog af sin vin, før hun smilede op til ham.
"Var du selv med.. Under trekampsturneringen?" Hun ville gætte på at de var nogenlunde jævnaldrende, men hendes spørgsmål havde den skjulte dagsorden at bekræfte om hun gættede rigtigt.

Valeriya smilede let, som hun ordnede matematikken i hovedet. Koldovstorez havde ikke været omfattet af turneringen sidst den blev afholdt, og dog vidste hun nogenlunde hvor mange år det var siden. Det skræmte hende ikke væk at han måtte være ældre end hende, som der var noget levende i hans øjne der fik hende til at blive siddende.
"Da, for mange år siden. Efter min mands bortgang blev det for meget at sidde på et stort gods sammen med min svigermor, det har været en mit livs bedste beslutninger at begynde at undervise." Måske havde hendes bedste beslutning i virkeligheden været at tage hendes mand af dage, men det kunne hun dårligt fortælle ham, i stedet tog hun blot en tår af sin vin og sendte ham sit charmerende smil.

Valeriya havde altid været dygtig til at tale om sig selv. Nogen mærkede sig ikke med det fordi de blot var betagede af den mørkhårede heks, men som Fabians blik gled fra hende og ud i krostuen måtte hun knuge en smule om glassets stilk.
"Flitwick.. Det er ikke et navn jeg har hørt før. Er din fader selv Mester?" Det var almindeligt at den slags gik fra fader til søn, i hvert fald hvor hun kom fra, og hun sendte ham endnu et charmerende smil som hun gjorde en indsats for at samtalen ikke kun handlede om hende.

Man skulle tro at adelsfrøknen ville rynke på næsen af Fabians historie. Som han fortalte at han havde skabt sit eget navn fra bunden, kunne hun dog ikke lade være med at skærpe interessen og læne sig en smule frem, med fornyet interesse.
"Nu er det ikke navnet der gør en stor eliksirmester. Mine brødre ville dårligt vide hvad de fik hvis de blandede knust enhjørningehorn og mistleten." Hun smulede opfordrende til ham og sørgede for at fange hans blik.
"I Bulgarien siger vi 'edin e sobstvenata si sŭdba' Man er sin egen lykkes smed. Det er meget beundringsværdigt." Hun smilede let, og drak den sidste tår der var tilbage i glasset.

Der kom en mærkelig lille trækning om Valeriyas mund, som han spurgte ind til hendes status. Hun kunne bære navnet fra en af Ruslands mest magtfulde slægter, brygge ting som selv hendes fader fandt avanceret, og alligevel var der aldrig nogen der havde hædret hende med titlen Mester. Hun måtte tage til takke med at være uchitel, som hun havde svært ved at skjule bitterheden i sit smil.
"Desværre lå det aldrig i mine kort. Jeg skulle være hofdame og giftede mig ung. Det var først da min husbond ulykkeligvis gik bort at jeg for alvor kunne genoptage min passion." På mange måder havde hun altid ønsket sig den frihed folk som Fabian havde. Alligevel ville hun ikke leve foruden de goder der hørte med til at være rig og adelig.
"Det må være en velsignelse at kunne følge sine drømme. Gik du i mesterlære efter Hogwarts?" Selv hvis hendes fader havde støttet ideen om at hun gjorde det samme, havde det aldrig kunne komme på tale.

Valeriya var modsat så mange andre velinformeret om hvad der foregik udenfor Ruslands grænser. Landet blev ofte for stort til at man behøvede at bekymre sig om andet end hvad der skete i selve Rusland. Navnet Bathilda Boon havde dog nået hendes ører.
"Imponerende." Hun var åbenlyst begejstret over nyheden, og drak sin sidste vin, før hun bad kropigen om et nyt glas da Fabian alligevel kaldte hende over.
"Nu ved jeg ikke om rygterne taler sandt, men i Rusland siges det at hun Englands største eliksirmester i nyere tid?" Hun smurte måske en smule tykt på, men Boon var sandelig et navn er vægtede tungt.