Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var to gange indenfor meget kort tid, at Marie havde været tilbage i sit barndomshjem og på de jorder, hvor hele Montacuteslægten havde sin historie. Det passede hende absolut glimrende; hun trivedes langt bedre der, end hun gjorde på det mørke Malfoygods og der var ingen tvivl om, at hun var vant til at omgås mennesker og navigere i det spil, der foregik ved det adelige, franske hof.
For en gangs skyld havde hun også meget andet at foretage sig end blot at være sin husbonds armpynt og hun var optaget af samtaler, der var spækket med pæne smil, perlende latter og en gavmild mængde af den rige vin, som ikke helt så sin lige efter en tur over kanalen.
Det nuværende valg af samtalepartner, som hun engang havde kendt væsentlig mere intimt, var da også kun opløftende for hende og selvom hele hendes holdning og udstråling var både høflig og pæn, så glødede hun indvendig af tilfredshed over de diskrete komplimenter og hentydninger om forgangne tider, der absolut ikke var ment til at blive overhørt. For et par måneder siden ville hun helt have undslået sig den opmærksomhed, men hvad man ikke kunne få hjemme, måtte man jo se efter ude...
Lionel var ikke videre underholdt til festen og havde rigelig opmærksomhed tilovers til at holde øje med hvad Marie lavede en ganske god del af tiden. Han havde dog ikke konstant blikket på hende. Imens hun talte med sit herrebekendtskab havde han været ude og lade vandet, men han vendte tilbage med en anelse fornyet styrke og en næse for smuds. Det samme havde Maries ene lillesøster tydeligvis, for hun nærmede sig imens han stod og så på de to. Med vuggende hofter og bølgende lyst hår var der ikke meget tvivl om slægtskabet mellem Clarissa d'Montacute og hans hustru. Han trak høfligt på smilebåndet og nikkede let, før han svarede på hendes lidt ligegyldige spørgsmål. Opmærksomheden dvælede stadig reelt ved Marie.
Der gik da heller ikke længe i samtalen, før den lyshårede intrigeskaber havde kastet madding ud til hans jalousi. Små bemærkninger, der ledte hans tanker på vej og hentydninger til naturen af Marie og mandens forhold til hinanden. Det hele var dækket af en sød glasur af hensyn, flirten og betænksomhed, men Lionel var stort set ligeglad med overlevering. Han glødede, som han betakkede sig for at få vist en udsigt, som han havde set før. Der var ikke så langt fra tanke til handling, som han gik over imod sin hustru og den fremmede mand, standsende halvt bag ved hende, før han lagde en hånd let mod hendes hofte og klemte possesivt. "Præsenter mig, min elskede," bad han høfligt, men med en skarp undertone og et ganske uvenligt blik på manden foran sig. "Jeg er sikker på, at jeg ikke har haft fornøjelsen."
Marie var optaget af samtalen og bemærkede ikke Lionels tilstedeværelse, før fingre lukkede sig om hendes hofte og en velkendt stemme krævede opmærksomheden. Hvad end hun havde været ved at sige, døde ud på hendes læber og smilet - der måske havde været en lille smule for varmt - blev straks mere passende. Det tog et lille øjeblik, hvor hun var en anelse tavs af overraskelse, før hun fik fattet sig igen.
"Naturellement," klingede hendes stemme, som om intet var hændt mellem hende og manden, der ikke var hendes husbond. Hovedet havde halvt været drejet tilbage mod den nytilkomne men nu så hun lige frem på sit tidligere bekendtskab; udtrykket i hendes egne, lyse øjne i væsentlig kontrast til det, der var at finde i Lionels.
"Jeg 'ar nævnt min 'usbond?" begyndte hun, tilsyneladende rolig, men måske også med en skjult advarsel til den lidt for åbenmundede franskmand. "Det 'er er Monsieur François Bouchard. Monsieur François 'ar i mange år været en nær ven af... Vores familie."
Post by Lionel Malfoy on Aug 26, 2016 13:11:45 GMT
Blikket forblev på François og blev ikke mere venligt. Imens klemte Lionels fingre sammen om Maries liv, som han smilede falsk. "Monsieur," hilste han, med et let nik. "Det er virkelig en fornøjelse, men jeg er bange for, at jeg må stjæle min hustru nu. Der er en jeg simpelthen bliver nødt til, at præsentere hende for inden han går."
Han nikkede en enkelt gang mere i afsked. "Kom, Marie," beordrede han, pakket svagt ind i en bøn, selvom han tog hendes arm i det samme og førte hende bort.
Marie havde aldrig været en dygtig heks. Faktisk var hun temmelig sikker på, at hun ikke én eneste gang havde hævet sin tryllestav i al den tid, hun havde været gift med Lionel. Det betød dog ikke, at hun var uintelligent. Trods det bedende tonefald, så havde hun haft syv måneder til at lære ham at kende og særligt de sidste tre havde lært hende, at der ikke var meget han bad om.
Det summede rundt i hovedet på hende, som hun lod sig føre væk; udadtil komplet upåvirket og med et smil på læberne, der var finpudset til perfektion over årene. Dækkede for det faktum, at hendes hjerte hamrede en anelse hurtigere og at hun stadig kunne mærke det sted, hvor hans fingre havde boret sig ind i hendes hofte. Nej, hun var ikke dum - men det betød ikke, at man ikke kunne spille det.
Post by Lionel Malfoy on Aug 28, 2016 18:56:35 GMT
Lionel var vred og han stoppede ikke, da de var et stykke væk fra manden, som Marie havde talt med. I stedet fortsatte han uden at svare hende, ud af salen og væk fra de menneskefulde gange. Først da de nåede det værelse, der stod til deres rådighed, smækkede han døren i og trykkede sin hustru ind imod døren med en hånd om hendes skulder og stirrede hende i øjnene.
”Hvem var den mand?” Hans stemme var hæs af det raseri, der flammede i hans blik. ”Hvem var han og hvad var han til dig?”
Marie opgav at sige mere, da det som det første blev tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at svare hende og som det andet, at han ikke havde tænkt sig at stoppe. Da de forlod salen, voksede uroen i hende og da først han smækkede døren i og trykkede hende op mod den, var hun usikker nok til at et hørligt gisp røg ud over hendes læber.
Normalt ville hun have sagt, at en smule jalousi kun var bekræftende, men raseriet i de lyse øjne, fik den tanke til at virke idiotisk. “Ingen, mon cher,” svarede hun med det samme, så blødt som hun kunne; et desperat forsøg på at formilde den vrede, der voksede faretruende hurtigt foran hendes øjne og hvis hun skulle være ærlig, skræmte hende.
“'an er blot en ven af familien og en gammel klassekammerat.”
Post by Lionel Malfoy on Aug 30, 2016 13:34:58 GMT
Maries forsøg på at berolige Lionel slog fuldstændig fejl. Han greb ved hendes hår med den frie hånd og hev bagud, imens han bøjede sig helt ind over hende og stirrede ned i de lyse øjne.
"Lyv ikke for mig," advarede han rasende med blodet pumpende i sine årer. "Dine søstre fortalte præcis hvor god en ven han var, din lille skøge. Bedrager du mig?"
En dæmpet, klynkende lyd røg over hendes læber, da han trak hendes nakke bagover og det havde nær fået hendes knæ til at give helt efter. Hans greb i hendes hår fik øjnene til at svide og vejrtrækningen blev overfladisk. Bange. "Non. S'il vous plaît," bad hun og lukkede fingrene om den arm, der holdt hende fast - primært for selv at holde sig oppe.
"Du kan ikke stole på dem," hviskede hun, en løgn med modifikationer. "Du ved, at du er den eneste."
Post by Lionel Malfoy on Aug 30, 2016 14:37:21 GMT
Blikket lynede og Maries bønner fik ham ikke til at rokke sig ud af stedet. Hans næse var lige ud for hende, som hun hviskede beroligende, men ordene gjorde intet for at dæmpe det hastige hjerteslag eller den vrede, der var blæst i lys lue og afslørede ham for hvad han var.
"Du flirtede med ham," bed han, imens fingrene strammede deres greb i hendes hår. "Men jeg er den eneste, uanset om du har fattet det endnu eller ej."
Hans ånde var tung og han havde tydeligvis også drukket. At det ikke havde stækket hans evne til at udføre sine ægteskabelige pligter blev tydeligt, som han slap hendes hår igen og løsnede sine bukser.
Hun troede, at hun havde set hans mørke sider før. Hun havde vidst, at han ikke altid var den mand, hun indledende havde troet. Det var dog intet som den mand, der stod foran hende nu og fik hende til at gispe, da han slap det krampagtige greb om hendes hår og næsten fik det til at sortne for hendes øjne et øjeblik. Hun stod som lammet og selv hvis han ikke havde hende trængt op mod døren, var hun ikke sikker på, at hun ville kunne have flyttet sig.
Det lyse blik flakkede og hun vidste, hvad der var på vej. Med endnu et gisp efter vejret, søgte hun hans øjne. Så op på ham med et blik, der bad om forståelse. "Hvorfor?" røg det ud af hende, hendes stemme svag af desperation. "Hvorfor skulle jeg ønske andre mænd, når jeg bærer dit barn?"
Post by Lionel Malfoy on Aug 30, 2016 15:01:32 GMT
Lionel havde allerede grebet fat om hende med intentionen, at tage hende direkte op af døren, uanset hvad hun mente om sagen. Hendes ord fik ham dog denne gang til at fryse hvor han stod med bukserne nede om anklerne og tunikaen det eneste, der bevarede hans værdighed.
Et langt øjeblik stirrede han på hende, før blikket faldt ned til hendes mellemgulv. "Er du med barn?" Stemmen var hæs og hans raserianfald tydeligvis dulmet.
Den eneste lyd, der fyldte luften mellem dem var lyden af hendes ujævne åndedræt. Hele hendes krop skælvede og en enkelt, klar tåre sneg sig ud fra hendes øjenkrog og tegnede en stribe ned over hendes kind. "Oui," fik hun frem, temmelig spinkelt. Presset helt op mod døren, formåede hun endnu ikke at røre så meget som en muskel.
"'elbrederen rådede mig til at vente med at fortælle det, til der var gået længere tid," fik hun endelig frem, en anelse hakkende. Endnu med det vilde, rasende blik indprentet på sin nethinde.
Post by Lionel Malfoy on Aug 30, 2016 17:40:48 GMT
Lionel slap Maries skulder og bøjede sig ned for at trække bukserne op igen. Blikket flakkede lidt over hende imens hun hakkede sig igennem ordene og han tog en dyb indånding, før han lænede sig frem og kyssede hendes pande.
"Shh," tyssede han beroligende, imens en langt blidere arm sneg sig omkring hende og den anden hånd kærtegnede hendes lille kind og strøg tåren væk. "Undskyld jeg mistede fatningen, min elskede. Du ved jeg ikke kan tåle tanken om dig med en anden mand."
Marie frøs, da han nærmede sig helt igen og en ufrivillig skælven gik gennem hende. De blide kærtegn og dæmpede ord fik hende til at slippe en rystende udånding og hun kunne mærke, hvor nemt det ville være blot at give sig hen til dem. Hvor meget havde hun ikke krævet den slags ømhed og været den foruden? Det brændte i hende efter at tro på, at han mente det, fortrød, men selv nu kunne hun mærke, hvordan han ikke mistede kontrollen.
"Slip mig," lød en lille hvisken, der kun langsomt vandt kraft. "Jeg vil ikke have, at du rører ved mig."