Det rette element [S] [TW: Hustruvold]

Marie var så vant til at blive afklædt - og det modsatte - at hun dårligt bemærkede det, da fingre løsnede diskrete snører. Hun var mere interesseret i hans svar og det fik hende da også til at smile ganske svagt. En dæmpet, værdsættende lyd undslap hende.

"Godt," blev dog det eneste svar, netop som kjolen var løs nok til at hun kunne trække sine arme ud af den - næsten i ren rutine. Tankerne var mere på det spirende liv, end det var på det forestående og det var som om, at det endnu ikke helt var gået op for hende, hvad det ville sige - og komme til at betyde for hende selv. Hun vidste kun, at hun bar på arvingen til en temmelig magtfuld slægt og for nu var det nok til at gøre hende temmelig tilfreds. Alting til trods. "'an fortjener at blive fejret."

En dæmpet lyd undslap hende over tænderne, der markede mod huden og hun skælvede ganske let. Hvad han mente med de efterfølgende ord, var hun ikke det mindste i tvivl om, men efter deres sammenstød tidligere, gav hun absolut ikke udtryk for det. Det var at friste skæbnen og den løvehule havde hun ikke frivilligt tænkt sig at træde ind i.

"Hvad 'ar du i tankerne, mon cher?" spurgte hun i stedet dæmpet, stemmen en blid summen. Det var ikke fordi hun ikke alt for let kunne forestille sig det selv.

En hørlig indånding fik hendes bryst til at hæve sig let og hun lod øjnene falde i. Det var temmelig svært at forblive upåvirket og hun var det absolut ikke, selvom hans ord fik en lille risen til at løbe over hendes rygrad - og hun var ikke sikker på, om det var af velbehag.

"Fortælle det..." gentog hun, en anelse distraheret og i et halvt øjeblik med overvejelsen om at ignorere hans ord og fortsat spille komedie. I sidste ende vidste hun, at det næppe ville overbevise ham uanset. Så: "Eller vise det?"

Det var svært ikke at vride sig den mindste smule under hans hænder, men absolut ikke så svært som det var villigt at skulle træde væk fra det. Der gik nogle sekunder endnu, før hun formåede det og mærkede natkjolen glide tilbage ned på plads med en dæmpet hvislen.

En indånding senere havde hun også vendt sig mod ham og det lyse blik fandt hans, uden at hun ventede længe, før hun rakte frem for at løsne hans beklædning. Et ganske svagt smil rørte hendes læber, men hun besværede sig ikke med at forsøge at se genert ud, da hun slet og ret sank ned foran ham.

Marie kom på benene igen med værdigheden helt intakt og blot et ganske let smil over det ene, rosende ord. Det næste, generøse tilbud kunne have et væld af svar og hun slap en dæmpet, overvejende lyd, som om det ikke var en gylden mulighed. I sidste ende behøvede hun ikke meget tænketid og da hun så op på ham, var der ikke ligefrem tvivl i de lyse øjne.

"Jeg vil 'ellere 'ave noget, du kan give mig nu," bemærkede hun dæmpet, næsten i en spinden. Læberne buede ganske let, men hun var helt alvorlig. "Min egen forløsning."

En gnist, der ellers havde været en anelse fraværende siden deres sammenstød, sprang langsomt til live i hendes blik og hun slap en dæmpet, bekræftende lyd. "Det er ikke kun mænd, der kan tilfredsstilles på mere end én måde," bemærkede hun og lod langsomt fingrene finde op til kanten på underkjolen.

Stoffet gled ud over skuldrene og landede på gulvet med en blid hvislen. Uden mange spekulationer trådte hun væk fra den sammenfoldede klump og et enkelt skridt tættere på; pulsen hurtigere normalt, men ikke af frygt nu.

"Kom tættere på, mon cher."