|
Post by Annet Wright on Aug 26, 2016 7:42:59 GMT
Hun ville måske have troet, at han var vred, hvis ikke han var blevet ved med at smile over noget, som hun tydeligvis ikke forstod. Det betød dog også, at hun selv kom til at smile en anelse opgivende over den sætning, hun havde hørt ham sige et utal af gange i løbet af det sidste døgn og var i et halvt øjeblik fristet til bare at begrave sig i tæpperne igen; først så småt ved at vågne.
"Det er vist et gennemgående tema," bemærkede hun halvtørt og en god del mere groggy, som hun gned sig lidt i et øje. Da hun så på ham igen, under lidt tunge øjenlåg, var det dog med et afvæbnende og absolut ikke tørt smil. "Det var virkelig ikke min mening at falde i søvn herinde."
|
|
|
Post by Bowman Wright on Aug 26, 2016 12:31:55 GMT
Bowman kom til at grine ufrivilligt over Nans tørre svar og kløede sig lidt i nakken, før han trak på skuldrene. Hun tog ikke rigtig fejl. Han havde dog ikke tænkt sig at undskylde, at han gik op i hvad der var passsende. Det var en del af ham og ikke så lidt vigtigt for familiens position i samfundet, efter hans mening.
"Lad os bare..." Han gik lidt i stå igen og endte med, at dumpe ned ved siden af hende på sengen. "Vi må hellere gå ned og se om der er mad. Jeg skal bare lige..."
Han strøg lidt hår tilbage fra hendes ansigt, før han vippede hendes hoved lidt og trykkede sine læber blidt imod hendes. Et enkelt morgenkys, inden han trak sig tilbage med et dumt smil.
|
|
|
Post by Annet Wright on Aug 26, 2016 13:32:27 GMT
I virkeligheden havde hun meget lidt imod Bowmans respekt for passende opførsel og skønt hun slækkede lidt på de uskrevne regler, så havde hendes besøg på hans værelse aldrig haft et fordækt formål. Der var dog ingen tvivl om, at skaden ville være sket nu og af samme grund hastede hun ikke ligefrem ud, men så blot spørgende op på ham, da han nærmede sig.
Uanset hvor uskyldige hendes tanker havde været før, så sprang hjertet et slag over, da blide fingre strejfede hendes ene kind og varme, indbydende læber kom helt tæt på. Glemt var alt om døsighed og krøllet nattøj og da han trak sig tilbage, bed hun let ned i sin underlæbe, for at kvæle et smil. Fingrene strøg en hårlok væk og hun klarede halsen lydløst, mens hun endnu kunne mærke den sitrende fornemmelse af hans morgenhilsen og i samme omgang blev klar over, hvor let det ville være at lade tankerne løbe på vildspor.
"Jeg var vist også på vej ind for at tage tøj på..."
|
|
|
Post by Bowman Wright on Aug 28, 2016 18:54:54 GMT
Smilet var dumt og minen både tilfreds og lidt forlegen. Han nikkede som svar på Nan ord og strøg sig over nakken. ”Det ville nok være bedst,” medgav han endelig, før han kløede sig i nakken og selv kom på benene.
”Så… Vi ses dernede? Når vi begge to har fået tøj på…?”
|
|
|
Post by Annet Wright on Aug 28, 2016 20:43:21 GMT
Nan tog sig først langt om længe sammen til at rejse sig, da Bowman gjorde og instinktivt greb hun fat om det tæppe, hun havde medbragt natten forinden og foldede det om sine skuldre.
“Vi ses dernede,” svarede hun dæmpet og sendte ham et lille smil, inden hun strakte sig på tæer, markerede et blidt kys mod hans kind og trak sig så lydløst som muligt tilbage til det værelse, som hun ikke havde sovet på.
|
|