Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Bowman hørte ikke hvad Nan mumlede, travlt optaget af, at vaske sig, men han havde anstændighed nok til, at beholde resten af sit tøj på og ikke dyppe hele sit korpus i vandløbet. Anstændighed eller respekt for det kolde vand fra bjergene.
Da først han selv mente, at han var ren, vendte han sig om for, at blive inspiceret med et lille, tøvende smil på læberne. "Er det bedre nu?" Han rodede lidt op i håret med den ene hånd og snøftede ind en enkelt gang, som hårene på hans arme stod en smule op i den halvkolde luft.
Nan havde stædigt holdt blikket rettet væk under resten af den lille opvisning, men kunne dårligt opretholde det, da han bad hende inspicere. Lidt af en udfordring, hvis hun selv skulle sige det. Det blå blik rettede sig mod ham og selvom han ikke var den første halvnøgne mand, hun havde set, så var det temmelig svært ikke at lade blikket dvæle.
En anelse forsinket, tvang hun det op til hans ansigt og kom på benene, så hun bedre var i stand til at se - og ikke stirre. "Meget bedre," konstaterede hun, rakte frem og fjernede en enkelt, resterende sodplet på hans hals, mens hun selv sank en enkelt gang. Det trak faretruende i hendes mundvige og hun kunne ikke dy sig for en enkelt tvetydig, men simpel bemærkning.
Da Nan rakte ud og gnubbede hans hals en anelse, var det som om Bowman fattede, at han stod halvnøgen overfor hende. Han smilede en anelse skyldigt, før ordene fik en kort latter fra ham og han kløede sig på halsen.
"Det... Tak... Det gør du også." Han dukkede nakken, inden han bukkede sig helt for at samle sin skjorte op og passende undgik Nans blik.
En snert af overraskelse viste sig i de lyse øjne over det gengældte kompliment og hun gjorde ikke meget for at hindre det smil, der trak op. Til gengæld havde hun anstændighed nok til at slå blikket væk igen, da han påklædte sig - selvom hun ikke ville have haft frygteligt meget imod at lade blikket dvæle.
Halvt med ryggen til ham, så hun i stedet udover det lille landskab, halvt indelukket af træer og forsøgte at fylde sin bevidsthed med det, fremfor andet, mere insisterende. Da hun blev klar over, at hun ville fejle uanset, opgav hun foretagendet og talte i stedet ud i luften.
Post by Bowman Wright on Aug 10, 2016 17:01:22 GMT
Da først skjorten var trukket på og han havde skuttet sig lidt i den svage vind, vendte han blikket mod Nan og trak lidt på smilebåndet. "Når det er varmt," medgav han med et nik, som hun vist slet ikke fangede. "Er jeg anstændig nu?"
Han glattede den krøllede og alligevel småbeskidte skjorte lidt, men så håbefuldt på hende med fugtigt hår og hår, der stod op i nakken efter en kuldegysning.
Det var ikke før han spurgte, at hun så sig selv over skulderen. Med den hurtige konstatering af, at faren for at hun ville snuble distraheret over sine egne fødder med hovedet først, var drevet over, drejede hun sig helt og nikkede. "Helt præsentabel," konstaterede hun med et lille smil og tog ikke meget notits af skjorten, der havde set bedre dage.
Det var en underlig fornemmelse. Der var ingen del af hende, der var i tvivl om, at hun så småt var faldet for metalbetvingeren, men det var ikke nemt at vise det. Heller ikke selvom det kriblede i hendes fingre for at række ud efter ham. Der var noget ved ham, der fik det til at føles næsten forbudt bare at tænke tanken.
Af samme grund rømmede hun sig dæmpet og fandt hans lyse øjne med blikket igen, tonefaldet tøvende: "Måske skulle vi gå tilbage..."
Post by Bowman Wright on Aug 11, 2016 15:16:15 GMT
Bowman smilede lidt som svar til Nan og kørte en hånd igennem det våde hår igen, før han tog et par skridt hen til hende, uden helt at bryde den fysiske grænse. Han klarede halsen ved hendes forslag og nikkede. Det var fornuftigt. Og dog...
"Må jeg måske..." Han tog en hørlig indånding og trak lidt skævt på smilebåndet over sig selv og situationen. "Må jeg lige prøve igen, uden sod?"
Han var kommet helt tæt på imens han talte og løftede nu den ene hånd, for at stryge den blidt over hendes kind. Næsten overraskende blidt, med tanke på hans grove hænder, formet af mere end ti år som smed.
Forslaget døde helt ud på hendes læber, da han trådte tættere på og hun ganske enkelt selv fejlede i at træde et skridt tilbage. Ved hans ord, fortrød hun det ikke, men bød i stedet en lille, flagrende fornemmelse velkommen i mellemgulvet og nåede ikke længere end til at svare ham med et spirende smil.
Da nænsomme fingerspidser gled over hendes hud, løb en lille sitren gennem hende og fik hende til at se op på ham med svag forundring i de lyse øjne. "Er det bedre nu?" spurgte hun dæmpet, selvom de var alene og kun halvt så drillende, som det havde været hendes egentlig mening. Samtidig havde hendes egen hånd løftet sig - nærmest uden hendes vidende - og lod fingerspidserne stryge ganske let over den arm, han ikke havde hævet.
Post by Bowman Wright on Aug 11, 2016 20:38:15 GMT
Hendes hud var så blød under hans fingre og Bowman ganske fascineret i et øjeblik. Hans lyse øjne fandt hendes og selvom hun smilede af ham, så var det smil han gav hende igen ikke spøgefuldt, men blot varmt.
Han nikkede lidt som svar, før hans pegefinger og tommel fangede hendes hage ind og tiltede den lidt op, så han kunne kysse hende ganske blidt, men dvælende og langt længere end hvad der var passende.
Flere ord forlod hende ikke og ganske belejligt, forsvandt alt også midlertidigt fra hendes tanker, da først fingerspidser lukkede sig om hendes hage og tiltede den tilbage. Hjertet sprang et enkelt slag over og stoppede i et øjeblik helt, da bløde læber fandt hendes; blide, varme og bløde og drevet af alt andet end den desperation, der havde præget de sidste kys hun havde delt med en anden mand.
Da hun trak sig tilbage, var det kun et minimalt stykke og med en lille udånding. Uden helt at kunne finde ordene, endte hun blot med at bralre ud med den første, dæmpede anklage der faldt hende ind. "Du gør mine knæ bløde."
Post by Bowman Wright on Aug 11, 2016 21:12:25 GMT
Bowman var helt fortabt i fornemmelsen af Nans læber imod sine egne og åbnede først øjnene ved hendes anklage, men det til gengæld lidt brat og med et overrasket udtryk. Smilet vandt dog hurtigt indpas og en dæmpet latter fulgte, før han slap hende uvilligt og med et flygtigt kys mod hendes pande.
"Så må vi hellere gå tilbage, så du kan sidde ned," bemærkede han, mere spøgefuldt end selvoptaget. Han tøvede kort, før han bød hende sin arm.
Nan kunne ærligt ikke huske, hvornår hun sidst havde haft det på samme måde og det fik hendes hoved til at snurre en anelse, mens en dyb, veltilpas og flagrende følelse rodfæstede sig i hendes mellemgulv. Da han lo, kunne hun ikke lade være med det samme og et helt synligt smil spredte sig over hendes læber, da først han kyssede hende på panden.
"Altid så betænksom," bemærkede hun muntert, men en god del mere varmt og så op på ham med en en levende glød i de lyse øjne. Da han tøvede, udnyttede hun muligheden til at stjæle endnu et lille, blidt kys og tog så imod armen som tilbudt.
Post by Bowman Wright on Aug 11, 2016 21:48:53 GMT
Bowman smilede en anelse fjoget og da han trådte ind i smedjen - lidt nervøs for om hele familien mon stadig var ansamlet der - var det udpræget svært at skjule tilfredsheden med hele situationen. Det var da også ligegyldigt, eftersom der var helt tomt og han tog en dyb indånding i måske lidt for åbenlys lettelse. Konfrontationen kunne udskydes.
En håndbevægelse var den rundvisning Nan fik, før han gik over til sit eget arbejdsbord og fremdrog den lille, stadig skinnende fugl, som var helt poleret og næsten klar til flyvning.
Nannie havde ikke større behov for at blive genforenet med resten af Bowmans familie end han selv havde og var i stille sind selv lettet, da ingen af dem var i smedjen. Det gav hende også muligheden for at se nysgerrigt rundt, omend kun ganske kort - uden at være meget i tvivl om, at Bowman var spændt på at vise hvad end det var, han arbejdede på.
Ved synet af den lille, skinnende fugl gled hendes øjenbryn en anelse op, tydeligt imponeret. Der var en verden til forskel på det han stod med i hænderne og så den lille slange, der endnu sad snoet omkring hendes håndled og hun kunne intet andet end at sætte pris på håndværket; uanset funktion.
"Hvor er den flot," konstaterede hun, uden at se op på ham. I stedet forblev et nysgerrigt blik på fuglen, tydeligvis klar over, at det ville være mere end bare en pyntegenstand. Øjenbrynene trak sig lidt sammen. "Det ligner næsten..."
Post by Bowman Wright on Aug 12, 2016 16:43:53 GMT
Så snart Bowman løftede den lille metalliske fugl op, var hans hænder nænsomme. Ikke fordi fuglen havde specielt brug for, at blive håndteret sådan - den var bygget godt og kunne tåle lidt af hvert - men fordi han allerede havde lagt et stort arbejde i den og drømt om hvad den måske kunne blive til.
Nans reaktion var derfor også tilfredsstillende. Genkendelsen fik ham til, at trække på smilebåndet, før han bed lidt i siden af sin underlæbe og trak på skuldrene. "Jeg ved godt du ikke er en jæger, men ligner den ikke den rigtige...?"