Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Nan kunne ikke dy sig for at træde en anelse tættere på, så hun kunne se nærmere på det lille, metalliske væsen, som hun ville kunne have forvekslet med en af de rigtige fugle, havde det ikke været for den skinnende overfalde. Et imponeret smil forblev på hendes læber og der var ingen tvivl om, at han reelt havde fanget hendes interesse.
"Utroligt godt. Den er fantastisk," blev hendes dæmpede svar, som hun betragtede en enkelt, livagtigudseende vinge og først da så op på ham. "Den er ikke bare til pynt, er den...?"
Post by Bowman Wright on Aug 14, 2016 14:08:38 GMT
Bowman ville have rakt den til Nan, men han var stadig gevaldigt øm omkring sit lille skaberværk og nøjedes med, at fremvise den med en svag, men glødende stolthed, der sad tydeligt i hans blik, som han rystede på hovedet af hendes spørgsmål. "Hvis man kan jage en fugl, hvorfor så ikke en af metal?"
Han tog en dyb indånding. "Der er så meget ærgrelse over, at det aspekt af kampen er væk. Jeg tænkte, at jeg måske kunne løse det problem... Men det er en hemmelighed." Han bed sig lidt i siden af underlæben. "Dem er du god til at holde på."
Nan gjorde absolut intet for at række ud efter fuglen, men betragtede den blot med klar fascination. Da han forklarede sig, sprang et gnist af reel passion frem i hendes blik og selvom hun absolut var imponeret af hans generelle arbejde, så var det ikke helt som nu.
"Bowman, det er en vidunderlig idé," udbrød hun og rystede på hovedet og så langt om længe op på ham. "Selvfølgelig siger jeg ikke noget, men... Det kunne virkelig ændre spillet. Hvad med hastigheden? Kan den flyve som fuglen?"
Post by Bowman Wright on Aug 14, 2016 20:07:57 GMT
Bowman kunne godt have et kæmpe smil plastret på ansigtet, men han var spekulativ og Nans spørgsmål var en udmærket grund til det. Han rømmede sig. "Den flyver slet ikke endnu," måtte han indrømme med et lille, skamfuldt træk på skuldrene.
"Men snart. Så kan jeg prøve den af. Jeg håbede du måske ville komme og se om du kunne fange den...?"
Forståelsen gryede på hendes ansigt, men var ikke nok til at udslukke den spirende entusiasme helt. Den forblev der, som en lille glød, men falmede ud i en mild bue omkring hendes læber. "Mig?" gentog hun; ikke så meget fordi hun ikke forstod, men af ren overraskelse over den smiger, der rørte hende på en helt anden måde end da han havde komplimenteret hendes udseende.
Det var et fjollet, næsten genert smil, der sneg sig frem, men der var ikke mange betænkeligheder at gøre sig, før hun kunne nikke ganske let. Med en lille kolbøtte i maven ved den blotte tanke om at skulle flyve foran nogen igen, de midlertidige forsøg havende været foretaget under intet andet end egen inspektion.
Post by Bowman Wright on Aug 15, 2016 16:46:33 GMT
Svaret på Nans spørgsmål var åbenlyst og Bowman gjorde ikke noget for, at svare. Han smilede blot tilfreds ved hendes bekræftelse og tænderne var kort synlige, som en dyb indånding også fik hans brystkasse til at løfte sig lidt. "Godt," svarede han, før han så ned på den lille metalfugl igen og vippede forsigtigt med dens vinge. Han vidste ikke med sikkerhed om det ville virke - havde aldrig lavet noget der skulle klare det pres - men han var tydeligvis passioneret om opgaven og satte den fra sig med samme omsorg som man ville give et spædbarn.
"Huset?" Da først ansigtet vendte imod Nan igen, var han lidt mere afdæmpet og tilpas alvorlig til den forestående konfrontation. Han havde ikke meget lyst til at tage hende hen til Benevolence, men det kunne nok ikke undgåes meget længere.
Reservationerne omkring gensynet med den resterende familie var ikke få, men med væsentlig færre angreb end indledende, havde den mørkhårede kropige indvilliget i at tilbringe natten på gården; ikke så meget for værtsfamiliens skyld, som det var for at se mere til den yngre, lyshårede metalbetvinger. Adskillige timer senere var middagen indtaget og hun fandt sig i et fremmed rum. Væggene knagede ukendt og en fremmed seng betød som så ofte, at søvnen lod vente på sig. Et utal af gange havde hun vendt sig allerede og måtte gøre det igen; ganske som hun bemærkede dæmpede lyde, der adskilte sig fra husets egne og ingen ligheder havde med de af fredfyldt søvn.
En lille tid senere rørte nøgne tæer gulvbrædderne og med et tæppe viklet tæt om skuldrene, forlod hun det lille kammer så lydløst som muligt. En naturlig tøven greb i hende, stående foran døren til det tilstødende værelse, men i sidste ende var hun klar over, hvad hun ville gøre. Uvillig til at vække husets resterende beboere, tog hun i håndtaget, fandt døren ulåst og smøg sig ind i det tætte mørke; mere fokuseret på den skikkelse hun kunne ane, end kulden der sneg sig op over hende.
Post by Bowman Wright on Aug 16, 2016 13:56:19 GMT
Det var næsten rutine, selvom han altid håbede, at det ikke ville blive en slem nat. I løbet af dagen kunne han holde det nogenlunde under kontrol. Han havde arbejdet at tage sig af, familie omkring sig. Om natten kom mareridtene snigende i mørket. Han lukkede øjnene og der gik ikke lang tid før søvnen tog ham med i et favntag, der blev tættere og tættere til det næsten kvalte ham.
Han vågnede badet af sved på det kolde værelse og indså først efter et langt øjeblik, at det ikke var mareridtet, der havde vækket ham, men i stedet en lille stemme, der sagde hans navn. Skammen vældede ind over ham i en tung bølge og han satte sig op i sengen med al den værdighed han kunne mønstre. Havde han skreget? Han vidste aldrig helt hvad der skete i søvnen og spekulerede som en gal over det, imens han svang benene ud af sengerammen og så op på Nan i mørket. "Ja?" Hans stemme var hæs, men det var der ikke meget at gøre ved, andet end at klare halsen forsøgsvis.
Der burde måske være en snert af fortrydelse over, at hun havde vækket ham, men de plagede lyde rungede endnu for hendes ører. Den hæse stemme i mørket fik det til at stikke en anelse i hende og på iskolde listetæer trådte hun nærmere mod ham. "Jeg hørte dig," hviskede hun sandfærdigt og uden at forsøge at skjule det, men dæmpet fordi hun ikke var villig til at blive mødt med vidende og absolut misforståede blikke fra hans familie den næste dag.
Fremme ved ham gled hun ned at sidde ved siden af ham på sengen og uanset om han ville det eller ej, rakte hun ud for at lukke sin hånd omkring hans. På et tidspunkt havde hendes medfølelse mest været for den for et andet, fremmed menneske. Umiddelbar, fordi hun havde kunnet se, at han led, men ikke helt som nu - bekymret og selv påvirket af hans smerte. "Jeg spørger ikke, hvis du ikke vil have det," sagde hun dæmpet og komplet uden bagtanker. "Men jeg er her, hvis det er bedre end at være alene."
Post by Bowman Wright on Aug 16, 2016 19:57:09 GMT
Bowman var en smule skandaliseret over Nans opdukken i natkjole, men også meget træt og lige vågnet. Han nåede ikke at protestere og ville måske ikke have protesteret i rent chok uanset situationen, da først hun tog hans hånd i sin. Han rystede en anelse og blikket faldt til gulvet, som han sad ganske afklædt foran hende. Natskjorten faldt til knæene, men her i mørket var alt andet blottet og hans vejrtrækning hørlig i stilheden, der fulgte hendes erklæring.
I lang tid sad han bare der og stirrede ned i gulvet, men trak ikke hånden til sig. Endelig tog han en dyb indånding og løftede blikket lidt, dog uden at se hende i øjnene.
"Undskyld. Jeg burde ikke gøre haneben til dig, Nan. Jeg er ikke meget værd. Jeg forstår hvis du ikke kommer igen."
En halv impuls til at fjerne tæppet fra sine egne skuldre og smyge det om hans, sad i hende; et omsorgsgen der kom af at have mange yngre brødre og den korte tid, hvor hun havde haft sin egen søn at tage sig af. I sidste ende undlod hun, primært fordi hans hånd var klam af sved. Trods det knugede hun selv samme og kunne ikke hindre den stikkende fornemmelse i sit bryst over hans ord.
"Du er meget værd for mig," lød det prompte, dæmpede og helt reelle svar. "Jeg kan se, at du har ondt. Det får mig ikke til at gå, medmindre du vil have mig til det..."
Post by Bowman Wright on Aug 17, 2016 15:16:36 GMT
Et sted dybt inde var der en muskel, der trak sig tæt sammen og forhindrede Bowmans hjerte i at slå et enkelt slag. Hånden klemte pludseligt omkring Nans med en hårdhed, der straks efter fik ham til at løsne grebet helt og tage en hørlig indånding. Han løftede hovedet langsomt og så forsigtigt på hende i mørket, som han sank en klump.
"Jeg kunne aldrig ville have det," forsikrede han dæmpet. "Du..." Hans smil var yderst svagt og nåede ikke rigtig øjnene, men det var et forsøg. "Det kunne jeg aldrig ønske."
En beklemt lyd var nær undsluppet hende, da hans fingre klemte hårdt sammen om hendes og det var kun fordi, at han slap med det samme, at den aldrig nåede ud. Da han lige efter så op på hende, glemte hun dog alt om det og selv den lille smule hun kunne se af hans ansigt i mørket, var nok til at få noget i hendes bryst til at trække sig sammen og en knude til at løsne sig i hendes mellemgulv.
Et lille, ømt smil trak den mindste smule i hendes mundvige. "Så er jeg her," hviskede hun og selvom hun ikke havde taget hans hånd igen, var fingrene forblevet over hans håndled, hvor de klemte sig lidt sammen. "Jeg kan måske ikke gøre meget, men..." En enkelt indånding, før hun afgav et løfte, som hun indså, at hun var parat til at holde. "Jeg kan love dig, at du ikke behøver at være alene."
Post by Bowman Wright on Aug 17, 2016 17:25:40 GMT
Bowman sank igen ved Nans ord og da han vendte hovedet væk, fra hans øjne våde af tårer, som han hastigt fik blinket væk, før han snøftede ind og klarede halsen lidt.
"Det er manden der skal passe på," mumlede han ud i mørket og uden denne gang at se på hende. Nogen reel protest var det dog ikke og han blev siddende med hånden tæt på hendes og trak vejret en anelse usammenhængende. Endelig, efter lidt tid, brød han tavsheden igen med en rømmen og vendte langsomt hovedet imod hende med en tøven og svag uvilje. "Du gør det lidt bedre. Det hele. Men det er meget upassende at du er herinde..."
Nans hjerte smeltede en anelse over Bowman og trangen til at omfavne ham blev ikke mindre. Hun nøjedes dog med at holde fat omkring hans håndled. "Måske er det det, der er mest tydeligt udadtil," bemærkede hun dæmpet, men irettesatte ham ellers ikke og brød ikke den stilhed, der midlertidigt sænkede sig.
Ikke før han selv talte igen og en ufrivillig, munter lyd undslap hende. Selv sænkede hun blikket og rømmede sig dæmpet, desuden uden at flytte sig det mindste. "Jeg lover, at jeg nok skal lade være med at forgribe mig på dig," bemærkede hun endelig og kunne ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndet. Det milde, omsorgsfulde udtryk i de lyse øjne forblev dog og det samme gjorde hånden, hvor tommelfingeren strøg lidt over hans hud.