Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Om der ville komme en dag, hvor hun ville vænne sig til hans anfald af eftertænksom tavshed, vidste hun ikke. Kun at hun blev mindre og mindre overrasket hver gang - og absolut mindre usikker på, at det var fordi hun havde sagt noget forkert.
Denne gang var der ingen bekymringer og hun fulgte med ham væk fra huset - hvor hendes tidligere spøg med sin tiltro til hans anstændighed, ikke længere helt var en spøg. Den var der dog og hun så blot op på ham med interesse i de blå øjne.
Bowman havde først ikke tænkt over det, men da Nan spurgte, var han til gengæld ikke i tvivl. Han stoppede lidt op og fremviste de småsodede arme, som bar præg af arbejdet. "Ned for at vaske mine hænder og vise dig vandløbet." Han klarede halsen en anelse. "Måske også vaske din... Kind."
Det var ret afslørende nu, udenfor i lyset, at en eller anden smed havde lagt sine hænder på hendes ansigt. Ikke ligefrem passende.
Blikket faldt til hans arme, som hun knapt havde bemærket var sodede til og hun forundrede sig lidt over sin eget distraktionsniveau, før tilføjelsen fik hende til at se op med et overrasket udtryk. Instinktivt løftede hun sine egne fingerspidser til kinden og da hun så på dem efter, var der ganske rigtigt en antydning af det, der også plettede hans hænder.
En munter lyd undslap hende. "Hvor diskret," bemærkede hun tørt, men uden meget fortrydelse. Til gengæld fik hun også set på sin anden hånd, der bar præg af at have være fanget i hans.
Bowman grinede lidt og trak på skuldrene. Hans hår bar vist også præg af misæren og han rømmede sig en anelse, som han så ned på hende.
"Jeg plejer, at gøre det ved brønden," bemærkede han, før han bed sig lidt i siden af sin underlæbe og vendte hovedet væk med en mumlen, der umiskendeligt indeholdt ordet "distraheret" i en eller anden form.
Det var meget svært ikke at trække på smilebåndet over den halvt utydelige mumlen og hun gjorde heller ikke meget for at undgå det. Til gengæld blev en munter lyd hendes eneste svar og i stedet for at sige mere, rakte hun blot ud og fangede hans hånd igen - nu, hvor hun var beskidt alligevel.
Som stilheden sænkede sig ganske kort, indså hun også, hvor lidt det generede hende. Det føltes naturligt og indsigten gav hende et lille stik af en underlig, uvelkommen følelse, der hurtigt blev forvist og næsten glemt, som hun i stedet rettede sin opmærksomhed mod den klare, skotske luft og fornemmelsen af et andet menneske relativt tæt på.
Bowmans mellemgulv trak sig en anelse sammen, da Nans hånd gled ind i hans og et lille, hemmeligt smil spillede på hans læber, som han gav den et klem og førte hende videre ned af stien imod det sted ved vandløbet, som han kendte så godt.
Snart kunne man høre det klukke let og hans smil bredte sig lidt ud ved synet af det udstrakte lille stykke, hvor græs og mos mødte sten og skabte et lille plateau. Der var kønt, uforstyrret og en ganske pæn lille udsigt, hvor landskabet åbnede sig lidt. Hans blik flakkede til Nans med et udtryk af håbefuld forventning.
Født og opvokset i London, havde Nannie aldrig været meget vant til imponerende udsigter. Tiden på Hogwarts havde budt på dem og hun havde da set lidt af hvert - rejst til Frankrig og Nederlandene med Hallam - men det betød ikke, at naturen ikke stadig havde evnen til at tage pusten en anelse fra hende. Det lille aflukke ved vandløbet var ikke at sammenligne med de skotske, grønne bjerge, men det var alligevel idyllisk - og fik hende til at smile.
"Her er meget smukt, Bowman," lød det dæmpet fra hende, da hun drejede hovedet og så op på ham - med et smil aftegnet på læberne. Blikket vandrede tilbage til bækken og hun slap en dæmpet, munter lyd. "Og stille. Nogle gange glemmer jeg, hvor lidt larm der er udenfor kroen."
Metalbetvingeren fyldte lungerne med luft og smilede skævt over anerkendelsen af hans lille, hemmelige sted. Selvfølgelig var det ikke så hemmeligt - hele familien Wright kendte formentlig til det - men det føltes alligevel privat og idyllisk. Bowman fnøs dæmpet ved Nans ord om kroen og nikkede lidt, som smilet gik i sig selv. "Det larmer meget der," bemærkede han, som han smøgede ærmerne lidt op og forsøgte at undgå, at sode dem til. "Krigen var også larmende..."
Hans blik flakkede en anelse. De havde ikke talt om krig siden Beltane, men han følte ikke, at han behøvede, at lyve for hende eller skjule den del. Han håbede blot at det passede.
Efterhånden vant til at bære forklæde, havde hun nær tørret sin egen, sodede hånd af i kjolen, da hun slap hans og lod ham smøge ærmerne op. I stedet krøllede hun fingrene en anelse sammen og ville have kommet med en bemærkning, der forsvandt fra hendes tanker over den dæmpede tilføjelse.
Det var ikke nyt for hende, at Bowman havde været i krig. Slet ikke. Det var dog første gang, en af dem havde nævnt det siden de var blevet til... Mere. Den lille indsigt lagrede hun mentalt, men distancerede sig ikke. I stedet lød et blødt "det ved jeg," fra hende, som hun så op på ham. Hun havde set ham høre det. Vidste, til dels, hvad det gjorde ved ham.
Bowman vidste, at han kunne have det værrre. Han havde haft det betragteligt værre for blot to måneder siden. Da Nan spurgte til lydene, kunne han dog ikke forhindre et lettere hjemsøgt udseende i, at glide over sit ansigt og fæstne sig i de lyse øjne, før han trak på skuldrene.
"Mest om natten," indrømmede han endelig, inden han tog en dyb indånding. At det dækkede over, at det stadig var stort set hver eneste nat, behøvede han trods alt ikke, at nævne.
Det var helt instinktivt, da hendes ene hånd løftede sig og rørte hans skulder ganske svagt. Det var ikke som da hun havde taget hans hånd eller stjålet et enkelt kys tidligere. I stedet var det drevet af det samme, der havde fået hende til at lægge sig ved siden af ham på en kold skovbund, sent på aftenen en forårsdag for flere måneder siden.
"Men det er blevet bedre. Siden jeg mødte dig første gang," konstaterede hun dæmpet, kun en anelse spørgende, for hun var ikke meget i tvivl. Et reb og en skammel. De første ord, han havde sagt til hende - som hun måske aldrig ville glemme helt. Nej, der var sket noget siden. En ændring, uanset hvor lille.
Konstateringen fik et lille, halvhjertet smil fra Bowman, som nikkede sin accept og bøjede sig frem for, at plante et forsigtigt kys på Nans pande. Han klarede sin hals en anelse og trak sig væk, før han gestikulerede imod vandløbet og selv gik hen til det.
Han kunne tale med hende, men der var forskel på dagslys og nat, forskel på øjenkontakt og hænder, der mødtes i mørket. For nu, vaskede han soden af sine fingre og forsøgte også, at få det ud af håret og væk fra nakken og skægget, hvor han helt tåbeligt havde rodet sig selv.
Det var ikke meget svar, men det var alt, hvad der var nødvendigt og hun tog imod det lille kærtegn med en blød trækning omkring mundvigene. Uden selv at sige mere, nikkede hun let til hans opfordring og fulgte efter ned til vandløbet, hvor hun selv fik renset sine egne fingre for den sod, han havde taget med sig fra smedjen.
Ikke så angrebet af det som Bowman, fandt hun også tid til at betragte ham lidt og det trak en anelse mere i hendes mundvige. "Du har det alle steder," bemærkede hun, absolut ikke hjælpsomt - men til gengæld med en lille, munter gnist i de blå øjne.
Bowman forsøgte det bedste han kunne, at rengøre sig selv, men Nans morskab over ham fik ham til at se ganske betuttet op med et par dråber dryppende fra skægget, før smilet smittede en kende og han til sidst grinede lidt.
"Hrm," brummede han, inden han tog konsekvensen af hendes anklage, rejste sig op og trak skjorten over hovedet, så han slet og ret kunne stikke hovedet i vandløbet og snart efter dukkede op igen med en prusten og vandet sejlende ned over sig, imens han gnubbede kraftigt i hårpragten.
Hvis Nan havde været klar over, hvad resultatet af hendes bemærkning ville blive, så ville hun formentlig have sagt det uanset. Som det var, kunne hun intet andet end at være overrasket over hans kontante håndtering af problemet. En handling, der uforvarende fik hende til at sætte sig helt på jorden og ikke bare på hug.
Der havde været flere grunde til, at hun havde været tiltrukket af Bowman og det fysiske havde spillet en relativt lille rolle. Nu, med dét syn foran sig, måtte hun dog konstatere, at det absolut ikke var uvæsentligt og noget i hende mindede hende gavmildt om, hvor længe siden det var, siden hun sidst havde...
Med indsigten af, hvor hendes tankespor havde været på vej hen efter blot få sekunder, blinkede hun brat og drejede hovedet væk. "Og du mente, at det var upassende at vise dit værelse frem..." mumlede hun, temmelig tørt og mest af alt for sig selv.