Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Da Josselyn kom ind i smedjen blev hun mødt af to spørgende blikke. Det tog dog ikke længe, før hendes forklaring fik Bowman til, at lægge sit arbejde fra sig i en blanding af uro og flaksende, sommerfuglefyldt entusiasme. Han gav hendes skulder et klem på vejen, før han forlod stedet med lange skridt og snart efter trådte ind på gårdspladsen.
Synet af de to kvinder, der ikke ligefrem så venligt stemte ud, fik hans mave til, at knuge sig lidt sammen, men han var en voksen mand og ikke bange for sin svigerinde. Han rømmede sig tydeligt, som han kom gående og brød ud i et lille smil ved synet af Nan. "Velkommen til," brummede han, underspillet glædesstrålende. "Du har mødt Benevolence?" Han nikkede let imod Blairs hustru.
Post by Benevolence Wright on Aug 2, 2016 19:23:39 GMT
Da Bowmans skikkelse kom tættere på og Nans ord rungede i hovedet på Benevolence tog hun et skridt tilbage. Det havde slet ikke været Blair. Hun kunne pludselig også mindet at hendes svoger for et stykke tid siden havde fortalt hende om Nan, hun var pigen som han godt kunne lide, lidt mere end bare venner. Hun kiggede lidt undskyldende på dem begge to, det havde ikke været et godt træk fra hendes side af.
"Ja.. Du kan sove på Jamies værelse.." sagde hun så og rettede hovedet en smule. "Eller, det er i hvert fald ledigt" sagde hun og rettede blikket op. "Der er frokost om lidt" Det var ikke særlig ofte at Benevolence Wright indså et nederlag, men lige nu måtte hun indse at det ikke nyttede hele den fjendtlige facade.
"Jeg, må hellere lade min mand vide at vi har gæster" sagde hun og gjorde tegn til hunden som fulgte hendes skridt. Hun lagde kort hånden på Bowmans skulder inden hun forsvandt ned mod smeden. Det var virkelig alt for akavet, selv for hende.
Det var uden tvivl et godt tidspunkt at afbryde på, før spændingerne mellem de to kvinder tog til. Den velkendte stemme fik i hvert fald de meste af anspændtheden til at sive ud af hende og hun så over på Bowman, kun for at måtte hindre et mindre fnys over hans ord. Inden hun kunne nå at sige noget, havde Benevolence dog talt og hendes forsvarsberedthed veg for mild overraskelse og hun formåede ikke andet end et simpelt nik, før den anden kvinde var på vej væk.
Skepsissen forlod hende ikke helt, men den svandt en god del ind, da hun indså, at hun var alene med Bowman. Med mindet om deres sidste møde i klar erindring, drejede hun sig helt mod ham og det skarpe træk omkring hendes kæbe forsvandt helt, da hun sendte ham et lille, tøvende smil. "Jeg gætter på, at jeg skulle have sendt besked om at jeg ville komme i dag...?"
Bowman havde nær afbrudt Benevolence og forsikret hende om, at Blair udmærket vidste, at de havde gæster - eftersom han havde stået lige ved siden af ham i smedjen. Han læste dog udtrykket på de to kvinders ansigter og tav i stedet, indtil svigerinden var vel ude af hørevidde og hans blik ganske opslugt af Nan, som fik et lille fnys fra ham ved sit spørgsmål. Hans mundvige sitrede og han trak lidt på skuldrene.
"Joss... Min niece. Hun sagde...?" Blikket flakkede spørgende mellem hendes to, meget blå øjne. Det var længe siden han havde set Nan udenfor og solskinnet klædte hende.
Endnu ikke helt kommet sig over mødet med vagthunden og to af Wrightfamiliens kvinder, var Nannie en anelse fortumlet endnu - men som det var, var hun ikke komplet sikker på, at det ikke også havde noget at gøre med manden overfor sig. En dyb indånding fyldte lungerne med den skotske sommerluft og hun skar en lille grimasse over spørgsmålet, mens fingerspidserne fangede en fugtig hårlok og strøg den væk fra panden.
"Dig og din bror ligner hinanden meget," konstaterede hun dæmpet. "Nogen må have forvekslet jer, den aften..." En anelse varme steg op i kinderne og selvom hun forsøgte at lade være, sitrede det ganske kort i hendes læber ved mindet. Det veg dog for alvor, som hun fortsatte den overordnede forklaring. "Lad os bare sige, at din svigerinde ikke var ovenud begejstret over at se en kropige her."
Bowman havde lagt to og to sammen ved Josselyns redegørelse tidligere, men afbrød ikke Nan i hendes forklaring. Hans mundvige sitrede lidt, som han skævede rundt, før han krydsede den sidste afstand og - en anelse overmodigt - plantede et kys på Nans kind.
"Jeg ér," brummede han, som svar på hendes sidste ord. "Vil du se huset?"
Med hele familien åbenbart samlet ved smedjen, var det den perfekte mulighed for, at være alene.
Den lidt bryske genfortælling nåede en effektiv ende, da han trådte nærmere - og al anspændthed over den turbulente ankomst forsvandt helt, da varme læber markerede et enkelt, varmt kys mod hendes ene kind. Med ordene der fulgte, havde hun ikke andre muligheder end at smile dumt og uden den mindste smule forhåbning om at skjulte, at hun gjorde det.
"Meget gerne," svarede hun dæmpet, velvidende at hun kunne have sagt ja til hvad som helst i det øjeblik. Hun fugtede læberne, glattede ubevidst kjolen og trådte med, da han begyndte at gå. Den ene hånd gled forsigtigt ud og gav hans et lille klem. "Jeg ville ikke have forstyrret dig i arbejdet, men det var det eneste tidspunkt, jeg havde fri," konstaterede hun, meget lidt fortrydende.
Bowman smilede som en idiot og var hurtig, da Nan gav hans arm et klem. Han rakte slet og ret ud og indfangede hendes hånd i sin, uanset hvor upassende det måtte være. De var alene og han havde vundet lidt mod ved at have fået hende helt til gården - og desuden ikke at behøve at se hende i øjnene mens de gik mod huset.
Han fik til gengæld ikke svaret hende med andet end en brummen. Ikke før de nåede hoveddøren og han fik den åbnet lidt knirkende op og hjalp hende med ind over dørtærsklen.
Hånden dvælede et øjeblik om hans - længe nok til, at hun mærkede fingre lukke sig om sine egne. Det fjollede smil, der måske var mere passende for en yngre kvinde, der ikke allerede havde været gift, forblev på hendes læber og hun fortrød absolut intet. Uden flere ord, fulgtes hun med ham til huset og lod ham føre vejen ind.
Der var en kontrast fra solskinnet udenfor og det tog hendes øjne lidt tid at vænne sig til mørket. Da det gjorde, kunne hun konstatere at det adskilte sig en god del fra begge de hjem hun havde boet i - værelset på kroen foruden. Det betød ikke, at det ikke var charmerende og hun så en anelse nysgerrigt rundt, før blikket rettede sig mod ham.
Bowman var toogtredive år gammel, men det var vældig længe siden han havde holdt en kvinde i hånden og den simple glæde ved det brændte igennem. Han smilede fjoget, som han gav sig til at pege lidt rundt, uden helt at møde hendes blik.
"Derude har vi køkkenet, hvor Bea og Joss laver mad og vi spiser. Derovre er Joss' kammer og deroppe sover jeg..." Han bed sig lidt i underlæben, før han alligevel så ned på Nan. "Det har du nok ikke lyst til, at se," brummede han lidt forlegent.
Nan fulgte opmærksomt med i udpegningerne og havde netop vendt blikket mod trappen, da hans stemme tonede en anelse ud og fik hende til at se spørgende på ham. Udtrykket på hans ansigt havde nær fået hende til at le, men hun havde på fornemmelsen, at det ville blive modtaget forkert - så hun bed sig i kinden og holdt det tilbage.
I stedet gav hun hans hånd et mærkbart klem og smilede godmodigt. "Jeg vil gerne se, hvad du har lyst til at vise mig," konstaterede hun og løftede hagen lidt. "Det er sjovt at se, hvor du bor. Og væsentligt mere spændende end kroen."
Bowman var hverken et sludrechatol eller en mand, der ofte blev meget nervøs. I Nans selskab havde han dog ikke helt styr på sig selv og hendes bemærkning, lige så meget som det lille klem hendes hånd gav hans, fik varmen til at krybe op langs hans nakke. Han klarede halsen og rullede lidt med den modsatte skulder, før han nikkede.
"Køkkenet," udbrød han dermed. "Nu hvor Benevolence ikke er derude." Og så trak han hende ellers med sig.
Det var svært ikke at more sig en anelse over hvordan den ellers granvoksne mand, trak afsted med hende ved den ene hånd. Hun fulgte villigt med og havde i sidste ende ingen protester, selvom hun i stille sind ikke havde noget brændende stort ønske om at være noget sted, hvor der var en chance for at støde på den krigeriske svigerinde.
Kortvarigt optaget af tanker og halvt på slæb bag Bowman, for at kunne komme ind gennem døråbninger og stadig holde ved hans hånd, var hun nær snublet over dørtrinnet - med et lille overrasket udbrud og en uelegant dans, før hun nåede at fange sig selv, inden de begge røg med ned.
Bowman var måske lige vel entusiastisk. Da Nan nær var væltet, reagerede han hurtigt og lukkede sin frie hånd om hendes underarm. Han var forbløffet, men mødte hendes blik med en mild mine, før han sikrede sig, at hun var i orden med et hurtigt blik ned over hende.
"Ups," brummede han, før han strøg en hårtot om bag hendes øre og sneg sig til, at kærtegne hendes kind i samme bevægelse.
Det var ikke ligefrem elegant og det var primært det, der gjorde hende en anelse varm om nakken. Balancen genvandt hun hurtigt, men ikke før endnu en hånd havde nået at gribe fat i hende - endnu engang imponeret af hans reflekser og en anelse frustreret over, at det endnu engang var nødvendigt at trække på dem.
Det ene, lille ord fik hende dog til at glemme forlegenheden og i stedet le en dæmpet, uventet latter. Varm i kinderne og med tæer der krøllede sig en anelse sammen over det blide kærtegn. Før hun nåede at tænke meget nærmere over det, havde hun strukket sig og trykket et enkelt, ganske let kys mod hans læber.
Så impulsivt som det havde været, så lidt fortrydende var hun dog, som hun gled ned på fodsålerne igen og så op på ham med en lille rømmen og et uventet behov for at komme med en dæmpet bemærkning: "Jeg er normalt ikke klodset."
