Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Griselda MacFusty on May 1, 2016 16:35:56 GMT
Det var svært ikke at være et stort smil. Griselda der ellers ikke kom særlig meget ud, var taget med sine søskende til fejringen af Beltane i Hogsmeade. Hun var endt med at være ganske tilfreds over at hun havde ladet sig lokke af sin mor. For Selda ville alligevel ikke have haft det godt med tanken om at de skulle være alene. Trods hendes beskyttende instinkt fandt hun sig nu alene i mængden af mennesker. Hun var ved at råbe ud efter både Isa og Dia, men kom i tanke om at de havde fundet deres venner fra Hogwarts. Griselda ønskede ikke at være den kedelige søster. Hun glattede den Cream hvide hør kjole og tog par skridt længere ind i skoven. Hun ville finde sig et godt sted at sidde, måske stødte hun endda ind i nogen af sine egne venner.
De lange krøller svang sig med vinden, og de ellers lyse og blanke øjne forsøgte at genkende nogen af de mennesker der allerede havde fundet sig til rette. Hun kunne godt mærke at knuden i maven voksede sig stor. Der var alt for mange mennesker i forhold til hvad hun kunne klare. Drager kunne hun tæmme, men at omgåes så mange mennesker på engang var en prøve for hende. Hun kunne mærke at hun blev en anelse svimmel og rakte ud efter den første hun kunne nå, at det så var Devyn, var ikke noget havde opdaget.
Post by Devyn Ollivander on May 2, 2016 19:44:38 GMT
Devyn reagerede instinktivt da han mærkede, hvad han først antog var en fremmeds hænder. Han rettede blikket mod vedkommende som han simultant både konstaterede var Griselda og lignede en der var ved at dejse om. Han greb ligeledes ud efter hende for at forhindre at hun rent faktisk skulle ende på jorden.
Hver af sine hænder placerede han på hver af hendes overarme imens han så mod hendes øjne. "Selda. Er du okay?" lød det indgående i et spørgsmål fra ham. Det var et lidt andet syn i forhold til sidst han havde set hende - han var glad for at se hende igen, men en smule nervøs over hendes tilstand.
Post by Griselda MacFusty on May 2, 2016 21:56:29 GMT
Griselda kiggede lidt små forvirret rundt, men kom nogenlunde hurtigt til sig selv. Blikket flakket en smule og hun måtte gnide et par fingre mod panden. Følelsen ned i fødderne vendte også langsomt tilbage, og hun havde derfor en del nemmere ved at stå fast mod jorden. "De-Devyn?" hun kneb øjnene let sammen og kiggede op på det velkendte ansigt. Jo det var ham.
"Der er bare lidt mange mennesker" forklarede hun sig og rettede ryggen en smule. Hun dvælede dog ikke ved emnet om sig selv, da klarheden kom til hende igen "Jeg regnede ikke med at se dig her" svarede hun bare, en anelse tørt
Post by Devyn Ollivander on May 3, 2016 13:01:16 GMT
Devyn lod blikket glide rundt ved kommentaren om de mange mennesker. Han kunne ikke argumentere mod hendes påstand og nikkede svagt - han skulle til at sige noget om det, men hun kom har i forvejen med hendes kommentar. Tørheden fik ham til at rynke øjenbrynene lidt. Siden de dage de sidst havde brugt sammen havde han ikke rigtig været i kontakt med hende. Han havde i det hele taget ikke været voldsomt social efter episoden der var sket stort set lige efter han var kommet hjem.
"Jeg ville have hørt om du havde tænkt dig at komme, men jeg besluttede mig først selv for at tage afsted i sidste øjeblik, så uglen ville næppe have nået at komme frem." Under hans forklaring gik det op for ham at han stadig havde fat i hende og gav dermed stille og roligt slip på hende mens han nåede mod enden. "Men vil du ikke lidt væk fra mængden?" Han var reelt interesseret i hendes velbefindende men håbede samtidig også lidt at spørgsmålet der kom prompte efter forklaringen ville hjælpe på at lade den ligge.
Post by Griselda MacFusty on May 3, 2016 21:51:44 GMT
Det var ikke første gang hun var afsted, og de mange mennesker der var tilstede, og med erindringen om at flere med sikkerhed ville dukke op, var ikke en overraskelse. Hun vidste det udmærket godt, men fra hvert år blev det ikke bedre, og hun overvejede hvorfor hun overhovedet gad at tage med. Det var snarre mere en forpligtelse end lyst. Dog havde sammenstødet med Devyn fået ændret hendes syn en smule, og hun blev pludselig mere glad for at hun havde valgt at tage afsted. Men hun var da lidt såret over at der var gået noget tid efter de sidst havde set hinanden, især fordi hun nok havde forventet en form for invitation fra ham.
"Jeg er da glad for at du i det mindste tænkte på mig" sagde hun og smilte lidt forsigtigt mod ham. At han også havde været en del af hendes i den sidste tid, behøvede han ikke vide, han måtte godt tro at hun forblev lidt såret. Hun fulgte hans bevægelser, og kunne stadig mærke hvor hans blide greb om hendes arme havde været. Hun trak vejret dybt ind. Hun nikkede tavst til en start og tog hans hånd og begyndte at gå mod skovens ende. Så de i det mindste ikke blev væk fra hinden. Hun kiggede lidt ned på deres hænder inden hun gav slip.
Post by Devyn Ollivander on May 5, 2016 19:44:36 GMT
Devyn smilede lidt undskyldende til hendes ord da en fornemmede en vis prikken i dem. Han tog imod hendes hånd og fulgte hende; han antog at det svarede til et ja til hans spørgsmål. Det viste det sig også at være, da tætheden blev mindre og der kom mere plads at bevæge sig på.
"Tak for sidst, forresten," tilføjede han efter de var kommet ud i det tyndere befolkede område, hvor hun havde givet slip på hans hånd, og han automatisk også havde givet slip på hende. "Har du haft det godt?" Det var primært høflighedsfraser han svingede ud, men han fandt en hvis tryghed i dem og ville sandsynligvis også føle sig en smule uhøflig hvis han ikke benyttede sig af dem.
Post by Griselda MacFusty on May 5, 2016 21:18:17 GMT
Selvom Griselda ikke havde noget imod at stå tæt med Devyn, var hun ikke sikker på at de var der endnu, og grundet menneskemængden, ville det ikke gavne nogen af dem at blive stående på samme sted. Og hvis aftenen skulle ende som en succes skulle de helst ikke stå som sild i en tynde. Hun kiggede længe på ham, og overvejede hvad hun skulle starte med at svare, for selvom hun havde nydt det, sad det stadig i hende at hun havde følt sig glemt, nærmest med det samme.
"Ja.." begyndte hun og gned sine sandaler mod græsset. Hun vred sine fingre mod sit skørt. "Det var hyggeligt" sagde hun og sendte ham et kort smil. Dog trak hun lidt på sine skuldre over hans spørgsmål. Hun var ikke en der dvælede med de triste og negative følelser, og ugerne efter hans afsked var hurtigt vendt tilbage til rutine. "Det har været som det plejer" sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå. "Så godt, tror jeg" Hun skævede kort til ham. "Dig?"
Post by Devyn Ollivander on May 7, 2016 19:53:17 GMT
Devyn opdagede at hans spørgsmål ikke var godt gennemtænkt da han fik det tilbage i hovedet og selv ikke helt vidste hvad han skulle sige. Griselda havde dog holdt en mindre pause inden svaret faldt, og han tillod sig at gøre det samme i en forhåbning om at det af samme grund næppe ville virke specielt underligt.
"Jeg har arbejdet meget," svarede han. Ubevidst lod han sine fingre glide henover siden af sin næse - det var efterhånden noget tid siden han sidst havde kunne mærke efterfølgerne af slaget. Han håbede bare på virkelig ikke at støde på manden der havde givet slagene, her til Beltane. "Du er stadig velkommen, forresten." At få det sneget ind på en afslappet måde virkede for ham på tidspunket som den bedste måde at gøre det på.
Post by Griselda MacFusty on May 7, 2016 21:39:33 GMT
Det var næsten endnu mere akavet end de andre gange de havde set hinanden. Især fordi Griselda nok havde haft en forventning, og hun havde inderligt håbet at ville høre fra Devyn. Da hun ikke havde hørt en lyd fra ham, ramte det hende hårdere end hun ville indrømme, og at se ham her, havde lidt vakt følelser til live som hun ellers ønskede at gemme væk.
Hun betragtede roligt hans ansigt, og syntes at kunne ane at der var noget der ikke var som det skulle være. "Bare arbejdet? Siden du kom hjem fra Hebriderne? har du slet ikke lavet noget ud over det?" spurgte hun og kiggede rundt efter et sted at sidde. Hun troede stadig ikke rigtig på hvad han sagde, og det gjorde hende en smule utilpas, og hun havde lidt lyst til at forsvinde tilbage i mængden.
Post by Devyn Ollivander on May 7, 2016 22:11:42 GMT
Devyn hævede øjenbrynene ved hendes udspørgen mens han fortsatte med at gå ved hendes side. "Selvfølgelig har jeg lavet andet," svarede han. "Men ikke noget benævnelsesværdigt." Der var selvfølgelig hele situationen, som han bare ikke vidste hvordan han skulle fortælle hende om at det ville være et tillidsbrud i forhold til Dymphna.
Han holdt en tænkepause inden han tog en dyb indånding. "Der skete godt nok noget lige da jeg var kommet hjem der fik mig til at stikke næsen dybere i arbejdet, men jeg er ikke rigtig klar til at tale om det." Han var ikke sikker på om det var en god idé at nævne at der overhovedet var sket andet, men hun virkede tydeligvis mistænksom - og et eller andet sted var det også rart at lade hende vide a der var noget. De sidste ord forsøgte han at vælge med omhu, men der var ikke rigtig nogen måde at sige det på som virkede helt præcist nok. Han var hverken klar eller sikker på at han burde og af de to virkede det ikke at være klar som det mest uskyldige og tilforladelige at udskyde.
Post by Griselda MacFusty on May 8, 2016 21:00:18 GMT
Griselda nikkede roligt, men hun svarede ikke på det. I stedet holdte hun opmærksomheden rundt i lysningen efter et ledigt tæppe eller bænkearrangement. Efter søgen kunne de endelig sætte sig, dog gik hun hen efter noget at drikke til dem begge inden hun satte sig helt til rette på tæppet. Hun kiggede lidt på ham inden hun rakte ham kruset med varm cider. Hun var stadigvæk ikke helt blødet op for ham. "Det er heller ikke sundt at arbejde for meget" bemærkede hun roligt og sendte ham et lille smil.
"Hvorfor så overhovedet nævne det Devyn? Hvad i al verden gør det godt?" sagde hun en anelse irriteret og tog en stor slurk fra kruset. Hun rystede på hovedet. "Undskyld, jeg mente det ikke på den måde" sagde hun og lukkede kort sine øjne. Hun havde sat sig selv i en svær situation. "bare lad det ligge. Jeg er ikke interesseret i at vide mere om dit privat liv Devyn. Hvad end det så er, har åbenbart resulteret i at du ikke har kontaktet mig.. Og sådan er det" sagde hun bare og trak endnu engang på skuldrene. Hun var bestemt ikke ligeglad. Men det gjorde så ondt på hende, bestemt at han ikke ville snakke med hende om det. Hun havde mere og mere lyst til at grave sig ned i jorden og forsvinde helt. Hun egnede sig ikke til det her. Der havde været en grund til at hun altid havde holdt sig i baggrunden af alt. "Måske er det bare bedst hvis jeg går" erkendte hun så og var ved at rejse sig.
Post by Devyn Ollivander on May 9, 2016 19:27:37 GMT
Devyn spredte læberne for at svare på hendes spørgsmål, men kunne ikke finde noget godt svar og følte sig en smule reddet over hendes undskyldning, men ikke så meget det der fulgte efter. Hvorfor han havde syntes at det skulle siges var mere intuitivt end det var eftertænkt, hvor det sidste af de to plejede at være det der tjente ham bedst. I hvert fald i forhold til at undgå konflikt, som han ikke brød sig synderligt om.
Da hun var ved at rejse sig gjorde han endnu noget drevet af instinktdrevet og greb fat i hendes hånd med sin egen frie. "Eller du kan blive, og vi kan lade være med at skilles på en dårlig måde?" Da det rigtig gik op for ham at han havde taget hendes hånd gav han i samme øjeblik slip på den; han havde jo ingen ret til fysisk at prøve at holde hende der. "Men jeg beklager Selda.. sådan er der bare nogen ting i livet engang imellem."
Post by Griselda MacFusty on May 10, 2016 13:47:16 GMT
Griselda følte ikke at hun havde haft nogen grund til at undskylde, men fordi hun nok havde set at det ikke ville komme fra Devyn, havde hun taget den på sig, også fordi hun vidste at hun nogengange godt kunne sige tingene lidt spydige. Hun kunne dog godt mærke at hun manglede at han ligeledes også skulle komme med en form for undskyldning. Hun forstod bare ikke hvordan han kunne lukke op for en forklaring, han alligevel ikke havde lyst eller var klar til at tale om. Det gjorde hende bare endnu mere fortvivlet.
Hun kiggede ned på deres hænder, som nu holdte mere eller mere om hinanden, med et let suk stoppede hun sig selv, og drejede sig en smule, så hun bedre kunne kigge på ham. Dog gav han slip på hende, med samme effekt som han havde brændt sig, og selv tog hun hånden til sig. "Men jeg forstår det bare ikke Devyn.. Er det fordi du ikke kan fortælle det til mig?" hun vred sine fingre mod hinanden. Hvis det havde noget med hende at gøre ville hun gerne vide det. Lige nu havde hun dog svært ved at se hvordan de kunne blive ved med at sidde og snakke, det virkede som om han ikke stolede på hende, at han ikke følte at han kunne betro sig til hende. Hun satte sig dog på bænken igen
Post by Devyn Ollivander on May 18, 2016 22:18:47 GMT
Devyn drog et suk og nikkede til hendes spørgsmål med en mismodig mine. I det øjeblik havde han mest lyst til at forsvinde ned i et hul over både situationen og mindet. Han forstod samtidig heller ikke helt hvorfor det gik hende så meget på.. det var måske lidt underligt at han havde sagt noget, men at det gav hende lyst til at gå kunne han ikke helt sætte sig ind i. Han fandt dog alligevel noget håb i at hun satte sig igen, for hvis hun virkelig ønskede at gå syntes han ikke rigtig at han kunne tillade sig at stoppe hende.
"Du må undskylde at jeg bragte det på banen. Jeg tænkte bare at du måske gerne ville vide at det ikke var overlagt at jeg ikke fik sendt en ugle.. Dagene smeltede sammen." Han ledte efter hendes blik. "Jeg er glad for at jeg løb ind i dig her."
Post by Griselda MacFusty on May 21, 2016 15:03:07 GMT
Griselda vidste godt at hun havde været lidt for hurtig, og normalt var hun ret ligeglad med hvad andre foretog sig, men fordi Devyn betød mere for hende end hun lige ville indrømme, gjorde det ekstra ondt, og hun var ekstra bekymret. Noget som både var godt, men også dårligt. "Det ville jeg også gerne.." sagde hun så stille og skævede op til ham. "Jeg bebrejder dig ikke, - dine ordvalg var bare lidt misguidene" sagde hun og puffede lidt til ham i et smil. Hun nikkede stille til hans sidste ord. "Jeg er også glad for at jeg stødte ind i dig" hun små lo ved tanken om episoden. Hun endte også med at sætte sig ned igen.