Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Griselda MacFusty on May 30, 2016 18:23:07 GMT
Grisleda nået overhovedet ikke at lægge mærke til at Devyn havde kigget lidt på hendes hånd, han havde taget imod den hurtigt nok, til at det ikke var akavet. Det var en underlig, men også rar følelse at holde ham i hånden. Hun havde ikke ment noget med det, for man kunne sagtens holde hinanden i hånden selvom man bare var venner. Det var ingen hemmelig for hende selv, at hun syntes at Devyn var yderst sød. Det var specielt for hende, fordi hun netop ikke brød sig om drenge og mænd på den måde.
"jaaeh på en måde" sagde hun og kiggede lidt på ham. "Lige nu hedder hun dog Lille sorte, fordi ingen af os har været kreative nok til at finde på et passende et" sagde hun og små lo. Hver en drage havde deres egen personlighed, og det var derfor vigtigt ikke at hastenavngive sådan et dyr, men man kunne godt give dem midlertidige navne. "Men hun er vokset en del, selvom jeg ved det er et farligt erhverv kan jeg ikke lade være med at se på det, som havde de været små.. katte?" hun brød ud i en sprudlene latter og rystede lidt på hovedet så krøllerne hoppede.
Post by Devyn Ollivander on May 31, 2016 19:17:26 GMT
Devyn lyttede interesseret til det Griselda fortalte og tænkte ved sig selv at han egentlig godt kunne lide det midlertidige navn, selvom det var noget så simpelt. Måske det endda var en del af charmen i det. Han kunne ikke lade være med at grine med hende da hun sammenlignede dem med katte.
"Måske er du ikke helt galt på den. Jeg tror heller ikke at katte i den størrelse ville være det mest betryggende," sagde han, da han var blevet færdig med at grine. De var efterhånden nået lidt ind i skoven og dermed også lidt væk fra de mennesker der befandt sig i kanten af skovbrynet.
Post by Griselda MacFusty on Jun 2, 2016 10:54:02 GMT
"Ville noget i den størrelse være betryggende? Jeg tror selv det mest harmløse dyr eller menneske ville være blot en lille trussel, i den størrelse" sagde Griselda og små lo lidt. Hun gav hans hånd et lille klem. Hun så sig lidt rundt i deres omgivelser, og det gik hurtigt op for hende at de var meget mere alene end de havde været før.
Hun trak vejret dybt ind og skævede lidt ned mod sine fødder. "Det er egentlig en dejlig dag" sagde hun så lidt ud af det blå.
Post by Devyn Ollivander on Jun 3, 2016 19:48:49 GMT
Devyn så kort tænksom ud men nikkede så bekræftende til hendes påstand og klemte kort hendes hånd tilbage. "Det er sandt. Om ikke andet ville det være katastrofalt for ens liv, hvis de kom til at sætte sig på én." Et lille smil spillede ved tanken om relativt ufarlige dyr i store størrelser og en tillagt klodsethed.
Til Griseldas kommentar kiggede han bare lidt på hende for en stund uden at gøre noget. Han endte dog med at nikke, uden et behov for at se sig omkring for at bekræfte det - han havde jo efterhånden været ude længe nok til selv at have skabt sig en idé om dagen. "Mhm, den er ikke helt dårlig."
Post by Griselda MacFusty on Jun 4, 2016 9:44:41 GMT
Griselda lo let over de billeder Devyn satte igang, og rystede så på hovedet. De lyse krøller dansede let om hendes ansigt. "Selvom kæmpe katte lyder ret, sødt alligevel" sagde hun så og skævede lidt til ham. "Hvis altså ikke de forsøger at sætte sig på en" tilføjede hun hurtigt.
"I forhold til at det med sikkerhed kunne have endt med regn, så har vi været heldige" sagde hun og nikkede mere eller mindre bekræftende til sig selv. Hun svingede lidt med deres arme. "Jeg har egentlig altid spekuleret på.." hun stoppede kort og vendte blikket mod ham. "har du altid kunne nøjes med hvor du er nu? Jeg mener, ville du have det fint med aldrig at se mere af verdenen?"
Post by Devyn Ollivander on Jun 4, 2016 19:01:28 GMT
I sine stille tanker bemærkede Devyn hvordan Griselda og hendes grin smittede positivt af på hans humør og hjalp med at distrahere fra de tanker han havde gået rundt med. Selvom grundfølelsen var den samme var han mere opløftet og smilede fornøjet over hendes tilføjelse.
Hans arm fulgte med i hendes svingen mens han så sig lidt omkring, primært på med fokus rettet mod træerne. Hendes indledende ord til spørgsmålet samt stoppen op fik ham til ligeledes at stoppe op og rette blikket mod hendes. Han tænkte en smule over det følgende spørgsmål inden han åbnede munden. "Jeg håber da virkelig at jeg kan komme til at se mere af den. Tanken om det modsatte bryder jeg mig ikke rigtig om," indrømmede han. "Handelsskibene i Themsen har altid fascineret mig, du ved, vidnet om en verden udenfor jeg kun har sparsomme informationer om. Og så kunne jeg også godt tænke mig at se de importerede træsorter, mens de stadig er hele træer.. og også hvordan der er der hvor de kommer fra.." Han gik kort i stå inden det gik op for ham at hun nok havde spurgt af en grund, og samtidig gik hans blik fra fantaserende til spørgende. "Hvad har du da tænkt?"
Post by Griselda MacFusty on Jun 4, 2016 20:07:58 GMT
Devyn var nok en af de eneste af hendes tætte venner, hvor hun virkelig bare kunne være sig selv, og ikke tænke hvor meget over hvordan det hun sagde kom ud, eller hvordan hun virkede. Hun vidste godt at hun havde det med at virke lidt hård og småsur det meste af tiden, men dem der kendte hende, håbede hun var klar over at der lå mere bag end hvad øjet måske så.
Griselda lyttede da han begyndte at svare på hendes spørgsmål. Det gav god mening, og hun nikkede i enighed. "Det er altid godt at vide hvor de materialer man til dagligt arbejder med, kommer fra" sagde hun roligt. Et roligt smil lå hvilene på hendes læber, og det gik op for hende, at i den tid hvor han havde fortalt om hvad han gerne ville, have hun ikke selv skænket hendes egne drømme en tanke. Hun trak derfor lidt løst på sine skuldre.
"Der er så meget jeg gerne vil se. Hvis det var muligt ville jeg se hele verden. Jeg ville rejse den tynd for oplysninger og oplevelser" sagde hun med stor iver, og kom helt til at knuge hans hånd en smule hårdt.
Post by Devyn Ollivander on Jun 4, 2016 21:09:09 GMT
Devyn spærrede øjnene en anelse op ved Griseldas ivrighed der også fik hende til at knuge og dermed ham til at lægge mærke til at de stadig havde fat i hinandens hænder. Det resulterede i et grin der hurtigt blev til et smil. Han kunne sagtens relatere til hendes lyst til at se verden, selvom det virkede på ham som om det var mere presserende for hende. Til gengæld klappede han også samtidig hendes hånd med sin frie for at indikere at hun havde godt fat.
"Det lyder også spændende. Men man bliver vel nødt til at starte et sted... Hvis du kunne vælge frit, hvor ville du så helst gøre det - altså starte?" spurgte han, opslugt af samtalen og ganske interesseret i hendes svar.
Post by Griselda MacFusty on Jun 5, 2016 10:07:36 GMT
Hun så undskyldrende ned på deres hænder, og løsnede lige så hurtigt det stramme greb omkring Devyns fingre, som det var opstået. Hun vendte ligeledes et beklagende blik i hans retning. "Det må du undskylde Devyn, det er bare, så vigtigt for mig" forsøgte hun sig med et let suk. Hun tav dog af hans følgende spørgsmål. Den var ikke helt nem. "Jo, jeg har jo kun arbejdet med de sorte hebridiske drager. Ligesom med sig og træsorten, vil jeg gerne se andre racer. Lære forskellen, og lighederne" sagde hun og sendte ham et roligt smil.
Post by Devyn Ollivander on Jun 5, 2016 14:19:33 GMT
Et kort smil viste sig ved Griseldas undskyldning og forklaring, da han nu ikke tog det så seriøst og ikke ligefrem havde forventet den. Nysgerrigheden blev ikke ligefrem mindre af det, og den skjulte sig heller ikke ligefrem i udtrykket i hans øjne.
Han nikkede forstående til hendes ønske om at se fremmede dragearter, da det som hun nævnte, svarede ret meget til hans eget ønske. "Du har heller aldrig rejst over kanalen?"
Post by Griselda MacFusty on Jun 6, 2016 13:07:50 GMT
Hun havde været mere ivrig end hun ønskede. Hun havde en masse ønsker for sin fremtid, men ingen reelle forventninger. Hun ville dog gerne nå at se så meget inden snakken om mand og børn kom hende for øre.
Hun sukkede svagt og rystede på hovedet. "Tiden har ikke været til det, og jeg har endnu ikke samlet mig mod til at gøre det på egen hånd" sagde hun og skævede lidt til ham.
Post by Devyn Ollivander on Jun 13, 2016 15:06:45 GMT
Devyn nikkede til hendes svar. "Heller ikke her," understregede han med et dæmpet smil, i tilfælde af at hans implikation i spørgsmålet ikke havde været tydelig nok. Roligt, næsten forsigtigt, gav han slip på hendes hånd for at gøre en gestus mod skovbunden med idéen om at sætte sig ned igen. Han antog ikke at Griselda var sippet med at det kunne forårsage lidt skidt på kjolen, men så igen, den var jo hvid.
"Hvis på et tidspunkt at tiden er ret for os begge kunne vi måske tage afsted sammen. Som rejsekammerater, du ved." Om det var en god idé vidste han ikke. De havde klaret sig fint over en weekend, men om det samme ville være tilfældet ved længere tid kunne han ikke forudsige. Det betød dog ikke at han ikke ville være åben for at afprøve det. Ligeledes vidste han ikke om det nogensinde ville lade sig gøre, selvom det indrømmeligt krævede endnu mere af mugglere og de stod i en bedre position som magikere.
Post by Griselda MacFusty on Jun 13, 2016 20:13:01 GMT
Griselda vred let sine hænder mod hinanden, da hun ikke længere var forbundet med Devyn. Hun fulgte hans håndbevægelse, og så mod skovbunden. Hun havde langt fra noget imod at sidde på græsset. Og skulle kjolen endelig få grønne græspletter på sig, kunne hun bære det som et bevis at hun havde siddet på jorden. I stedet for blot at have stået op hele aftenen. De andre var sikker alt for fulde til at bemærke det skulle det ske. Hun var jo heller ikke en af de sippede piger.
Rejsekammerater. Ordet rungede let i hovedet på hende. Det stak lidt i hende, og hun ville ikke helt kendes ved følelsen af skuffelse over han beskrev dem som det. Hun løftede dog hovedet og sendte ham et smil. "Selvfølgelig. Mon ikke vi kan finde ud af at tage afsted på egen hånd?" sagde hun og lo let. Hun fulgte efter ham hen til det valgte sted på græsset, hvor de satte sig.