Out of the woods [S]

Højdeforskellen viste sig oftest som værende komisk i de fleste tilfælde, men i dette sekund fandt han det blot forbandet charmerende, måden hvorpå hun vippede op på tæer for at kunne kysse ham. Fortsat overraskede han sig selv med det tag hun helt ubevidst havde i ham, og som bare syntes at vokse sig større og mere ustyrligt for hvert sekund tilbragt i hendes nærhed. En dragen, der ikke havde noget at gøre med hendes evner som elsker, men nærmere omvendt. Det var dog meget lettere at afskrive det til legemlig længsel.

I mørket låste han sit blik fast i hendes som hun talte, og hans mundvige krøllede opad i et skjult smil. Imens han lod hende løsne bukserne omkring hans smalle hofter, smøg hans hænder sig kærtegnende ned langs hendes side indtil han kuplede bagdelens runding i sine håndflader med et insisterende klem. Det var opslugt, at han blot så ned på hende med tilbageholdt åndedræt, da hun sank til sine knæ på skovbunden. Et skarpt gisp gled ud mellem hans sammenbidte tænder, som hans mavemuskulatur tydeligvis spændtes og han måtte afholde sig fra at give et ansporende lille ryk med hofterne.

Med forsigtig hånd havde han ladet sine fingerspidser vikle sig ind i hendes krøllede lokker, som han så ned på hende med et mørkt blik i de lyse øjne. Hans anden hånd var krøllet sammen til en knytnæve, og han bed tænderne sammen om de hvide knoer, hvilket dæmpede hans hæse nydelseslyde. Inden længe rullede øjnene dog tilbage i hovedet på ham, og han lagde nakken tilbage med en anstrengt brummen. ”Kallie,” advarede han med en ødelagt stemme, og spændte hver en dirrende muskel i hans krop for at holde sig selv tilbage. Til trods for hans anstrengelse, passerede der ikke mange sekunder, før et syndigt støn gled over hans læber og han strammede sit greb i en håndfuld af krøller, som hun formåede at skubbe ham ud over kanten.

Han lagde en hånd henover hendes, som hun kom på benene igen. Et par dybe åndedrag senere, kom et muntert fnys over hans læber. ”Du er mere end nok kvinde for mig, Kallie,” forsikrede han med en dyb brummen, hvor der bagved gemte sig et skævt smil. ”Lidt for meget kvinde, måske endda.” Med kølige håndflader trak han hende forsonende tættere.

Idet han lænede sig ned for at presse et vådt kys mod hendes hals, indsnusede han let duften af hende, der blandede sig med skovens aroma. ”Hvad kan jeg sige?” Endnu et kys blev trykket mod hendes hals, som hans læber vandrede nedad. ”Dine læber..” Det var alt hvad han havde at sige i til sit eget forsvar. Pirrende nappede han i den sarte hud, lod hende skiftevis mærke det lovende pres af hans tænder og dernæst hans varme tungespids glide henover det samme område.

Simultant med at hans mund optog den delikate hals, vandrede en hånd fra hendes kraveben og ned over underkjolens papirtynde stof, hvorunder hendes bryst var så fristende aftegnet. Nyfigne fingerspidser kælede kortvarigt for dem, før den fortsatte ufortrødent. Han påførte blot et prøvende let pres idet hans fingre ovenpå stoffet forsvandt ind mellem hendes ben i et strygende kærtegn. Det var med påtaget ro, at han hev op i den lette underkjole og tillod hans håndflade at glide langsommeligt op ad hendes inderlår.

De små indikatorer af hvad han gjorde rigtigt, i form af hendes krops respons og de små lyde, der undslap hende, sendte rislende kuldegysninger ned over hans rygrad. Til trods for kuldegysninger, var aftenens kølige luft ingen forstyrrelse, og han bemærkede knap køligheden som blodet pumpede rundt i hans krop. Den lette underkjoles fine stof faldt omkring hans håndled, indtil hans anden hånd trak let i det tynde klæde, og sneg sig op ad den nøgne hud på hendes ryg, som hans fingerspids fulgte hendes rygrad op.

Amals vejrtrækning var tung af lidenskab, og ved hendes ord drog han en enkelt indånding dybere end de andre. Tanken pirrede ham tydeligvis, ligesom den påvirkede hende. Det var med kælen tålmodighed, at hans hånd kærtegnede hende, men hans åndedræt afslørede den voksende trængsel. Det tog ham endnu et enkelt dybt åndedrag, før han svarede med hviskende hæs stemme. ”Så os?” Han sank en klump, prøvede at nedsætte tempoet hvormed hjertet bankede i hans bryst. ”Intet at se her. Blot en simpel mand og hans hustru, på skovtur.” For at understrege disse ord, trykkede han behøvende hendes krop ind mod hans, hvilket klemte hans ene arm mellem dem, men stoppede ikke. Raspende lavt sukkede han i hendes øre, opstemt af det billede hun havde plantet i hans hoved med sine ord.

Det var næsten blevet forglemt, hvor absolut tilfredsstillende en kvindes klynk kunne være, når det var forårsaget af en selv. Amal havde ikke været sammen med en kvinde i uanede tider, da han havde mødt hende, og det havde næsten været som om, at den del af ham havde lagt i hi. Han havde søgt tilflugt vha. andre ting og distraheret sig selv, indtil den aften på hans kontor sammen med Kallie, hvor han i et svagt øjeblik endelig havde givet sig selv lov til at mærke en kvinde igen.

Nu var vinterhiet dog bestemt ovre, og der skulle gøres op for den tabte tid. De bedende ord var som at smide brænde på bålet, og varmen blussede op i hans mellemgulv, som han med svag koncentration bed sammen om sin underlæbe, hyper opmærksom på de små reaktioner han kunne lokke frem. ”Shh,” mumlede han formildende, ”nogen kunne høre dig.” Med ordene fulgte dog antydningen af at djævelsk smil, om end det var anstrengt af koncentration og ophidselse, som insinuerede at han ikke bekymrede sig synderligt for at blive hørt. Tværtimod.

Et underholdt udtryk viste sig flygtigt over Amals ansigtstræk ved lyden af hendes eder. Provokerende pressede han på, kunne knap holde sin egen krop i ro, som hans øjne gled i og han fuldstændig lagde sin lid til følesansen. Da han fornemmede skiftet, støttede hans frie arm hendes krop, som han mærkede hendes skælvende ben. Et par gange glippede han med de lyse øjne i mørket, hans læber let adskilte i et tilbageholdende tungt åndedræt.

”Glædelig beltane, fru Shafiq,” lød hans ekko imens han så ned på hende med ømhed i blikket, der kun svagt var overskygget af glødende begær. Langsomt vædede han sine læber med tungespidsen og lod sine hænder stryge blidt op af hendes krop under kjolens fjerlette stof. ”Jeg kan se, at det ville blive noget af en prøvelse at holde dig i soveværelset,” mumlede han skælmsk, samtidig med at hans hænder gled ned over hendes bagside og gav den et bestemt klem. Han måtte bøje lidt i sine knæ, for at lade sine hænder fortsætte længere ned over hendes lår, som han uden forvarsel greb fat omkring for at løfte hende op. Musklerne i hans arme spændtes under huden, som han bar hende og førte hendes lår til hans hofter. Højdeforskellen udlignedes, og Amal behøvede blot at vippe ansigtet frem for at fange hendes syndige læber og kræve et dybt kys.

Det gav et mærkbart sug i maven ved lyden af de ord. Jeg vil hjem. Han sank en klump, før et strålende smil bredte sig, om end det var lettere omtåget. ”Hjem,” han smagte lidt på ordet, som hun havde udtalt det. Deres fælles hjem. I første omgang nikkede han et par gange med hovedet, tog en dyb indånding, og pressede flygtigt sine læber mod hendes tinding, før han forsigtigt satte hende ned på egne ben.

Han gjorde hurtig proces af at samle deres smidte klæder op fra skovbunden, og samlede dem i et bundt under den ene arm, mens den anden gled omkring Kalliopes talje igen. For få sekunder betragtede han blot hendes ansigt, før han let strøg fingrene henover hendes kindben i et flygtigt kærtegn. ”Klar?” Med dette ord trak han hende med i en transferens, der landede dem direkte for foden af sengen i hans – deres – lille hus i Hogsmeade.

Kommende fra skovens mørke virkede soveværelsets stille mørke ikke specielt omklamrende. Det var nærmere betryggende intimt. Efter at have trukket sin tryllestav ud af en lomme, lod han bundtet med deres tøj falde til gulvet i stilhed. Armen havde han stadig omkring Kallie, og blikket forlod hende ikke, da han mumlede en besværgelse der fik et par lys til at flamme op og bade soveværelset i et varmt skær.

Et skævt smil fløj flygtigt over hans smalle læber, og han smed tryllestaven fra sig, for at lade en hånd krybe om i hendes nakke, hvor hans fingerspidser spredtes og viklede sig ind i hendes mørke hår. Sådan holdt han hende ind til sin krop for en stund, hvori hans brystkasse hævede og sænkede sig rolig for hvert åndedrag, og han tillod tankerne at kredse. Det var en sær ting, nu hvor de stod dér i huset sammen. Nogen overraskende nyhed var det jo ikke, at de skulle bo under samme tag, nu hvor var ægtefolk. Men påpasselig var han alligevel med at få hende til at føle sig til rette i det hus, som hun hidtil kun havde besøgt som gæst. Både soveværelset og stuen havde hun dog allerede gjort sig udmærket bekendt med, mindedes han skælmsk.

”Velkommen hjem, Kallie,” udtalte han lavmælt ned i hendes hår. Langsomt så han ned på hende med store øjne, nærmest frygtsom efter at se fortrydelse i hendes blik, hvis han så efter. Det var med lettere tilbageholdt åndedræt, at Amal betragtede hende med forsigtighed, som han dog prøvede at maskere og skjule for hende, som han med svag uro bed sammen om sin underlæbe og samtidig prøvede at læse hendes ansigtstræk.