Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Rosalie Dodderidge on Feb 12, 2016 16:32:05 GMT
Rosie følte næsten at hun ikke mere hjerne havde tilbage. Hun lå ind over bordet på biblioteket, og rundt om hende lå stakke af pergamenter, hvor de fleste af dem godt nok allerede var udfyldt med adskillige noter. Hun kunne knapt løfte fjerpennen, og anede ikke hvordan hun nogensinde skulle komme igennem resten af bøgerne. Der var få måneder til de afsluttende eksaminer og Rosie følte sig slet ikke forberet. Hun skævede rundt på de andre elever der også var igang med deres afsluttende forberedelser. Hun var sikker på at de intet problem havde. Hun kiggede mere omhyggeligt på den gruppe af piger der sad lidt væk fra hende. Deres blå kjoler og kapper afslørede dem hurtigt. Ravenclaw. Så var det derfor de så så rolige ud. De blev altid så begejstret for viden, og Rosie ville hellere lave noget andet. Hun blev ikke dygtigere af at læse. Hun skulle afprøve det fysisk.
Hun skubbede bogen fra sig og klappede den i og begyndte efterfølgende at pakke sammen. Hun kiggede opgivende på de mange stabler af bøger der flød ud over bordet. Hvordan skulle hun nogensinde få sat dem på plads. Hun anede ikke hvor hun havde fundet halvdelen. Hun sukkede dybt og en smule irriteret over det og valgte i stedet at pakke sine ruller af pergamenter omhyggeligt sammen. Det var i hvert fald en start. Hun strøg et par fingre gennem det strittende blonde hår, og var ved at få sine fingre viklet med ind i fuglereden af år. Hun var virkelig ikke god til at frisere sit hår, og om morgenen var det ikke altid hun orkede at stå tidligere op for at få børstet det. Hun pustede til noget af det hår der hang ned i øjnene på hende og kiggede opgivende rundt. Var der ikke en første års elev hun kunne bestikke til at hjælpe sig?
Post by Frederick de Carew on Jun 21, 2016 20:58:23 GMT
Et øjeblik troede Freddie, at han var gået forkert. Det her var da biblioteket og ikke læsesalen? Slangen var netop kommet på biblioteket fordi han ikke agtede at læse op. Modsat størsteparten af slottets demografi havde den ældste Carew-søn ikke travlt med at forberede sig til sommerens prøver. Ikke fordi at han mente at han var længere fremme end alle andre – tværtimod. Der herskede ingen tvivl om at han underpræsterede, hverken hos lærerstaben eller ham selv. Imens andre læste op på Polyjuice-eliksir og Avifors, havde Freddie sat sig for at kæmme gennem en bog om magiske buskadser. Ikke som supplerende læsning i botanik – men fordi at der bag godsforvalterens hytte stod nogle sammenvoksede buskadser. De var så sammenfiltrede at de afgjort rummede nogle hemmeligheder. Bær eller glemte skatte. Han skulle bare finde ud af hvordan han bedst lugede ud i dem.
Da Freddie nåede stablen med botanikbøger, stak han hovedet halvvejs ind i reolen. Bogstaverne på ryggene var falmet, så man ikke kunne se titlerne. Det var ikke længe han gloede bøger, for gennem en tom plads i reolen fik han udsigt til gruppebordene. Ved et af dem sad en heks med genkendeligt uglet hår. Freddie smilede udspekuleret. Ingen andre hekse havde så uglet hår som Rosie Dodderidge. På en god måde, selvfølgelig. Rosies fuglerede var en charmerende fuglerede. Veninden kedede sig tilsyneladende så groft, at hun kiggede på alt andet end sine pergamenter, som sikkert var med for at blive hærget af noter. Skarnsungen besluttede sig for at liste udenom reolen og bag om Rosie. Med et lumsk smil og en sikker forvisning om at ravnene havde travlt med deres bøger, hævede han tryllestaven. Han anstrengte på kun at mumle Evanesco og pegede mod bogen tættest på Rosie, så den forsvandt.
Post by Rosalie Dodderidge on Jun 21, 2016 21:23:57 GMT
Rosalie var så småt begyndt at falde i staver. Det var ikke engang særlig sent, og alligevel føltes øjenlågene så tunge, at hun med sikkerhed kunne falde sammen på bordet, og snuppe en hurtig lur. For hurtig ville den være, da de med sikkerhed var nogen som ville være ganske utilfreds med hendes snorken. Hun havde ikke registeret særlig meget, i forhold til hvad der foregik omkring hende. Hendes hjerne var alt for omtåget til overhovedet at kunne huske de bøger hun havde læst, og de noter hun efterfølgende havde taget. Faktisk anede hun ikke hvordan hun nogensinde ville være i stand til at bestå de kommende eksaminer. Hun sad med tomt blik og stirrede ud i luften, og nød stilheden der lå øde hen over Biblioteket, som var det et lighus.
Det gav dog et sæt i hende, da bogen foran hende forsvandt. Hun rejste sig hurtigt fra stolen og kiggede rundt. Det overraskende blik hun havde haft, blev snart ændret til en let skulen, da hun genkendte Freddie. "Jeg sad faktisk og læste!" sagde hun og slog ud med den ene arm. Nok var det ikke sandt, men det lød meget bedre end at fortælle hende hvad hun egentlig havde haft gang i. Hun kunne dog ikke forblive irriteret på ham ret længe af gangen, og snart sendte hun ham også et smil, og puffede ham lidt i siden. "Det er et sjældent syn, at se dig på biblioteket" sagde hun så og lagde let armene over kors og søgte hans blik. Det var også lidt noget andet for hende, at bevæge sig omkring bøger. Men hun manglede virkelig en del at læse før hun var kunne kalde sig nogenlunde klar. Det irriterede hende en smule, at hun ikke kunne sætte sig mere ind i det. Men der var bare så meget andet, der var langt mere spændende end Eliksir, Botanik og Magiens historie. Nej så ville hun langt hellere forvandle dyr til glas og lære nye besværgelser.
Post by Frederick de Carew on Jun 21, 2016 22:19:53 GMT
Freddie smilede selvtilfredst, da bogen forduftede som den skulle. Og ravnene havde endda stadigvæk næserne i bøgerne. De forblev dog ikke lykkeligt uvidende i mere end et par sekunder, da en stol brat blev skubbet tilbage. Freddie smilede, ikke så lidt imponeret af hvor hurtigt Rosie var kommet på benene efter bogens pludselige fravær. Set fra ryggen havde hun i foruroligende grad lignet et offer for en dårlig lammebesværgelse. Efter at set sig forvirret omkring, opdagede hun ham. Freddie smilede skeptisk ad det tvære blik. ”Vel gjorde du ej,” drillede han hende, tydeligt uoverbevist. ”Jeg kan trylle den tilbage, hvis du rent faktisk skal bruge den?” tilbød han med en dristig undertone. Han traskede de sidste par skridt over til hendes bord og plantede sig med siden til bordkanten. Et skælmsk smil gjorde indtog i den gyldne lød. ”Men lige før lignede det altså at du kedede dig mere bravt end en sulten Futskolopender,” Han vrikkede kort med øjenbrynene for at opfordre til, at hun endelig skulle rette ham hvis han tog fejl.
Rosies smil fik et gavtyvesmil til at komme helt af sig selv. Det var modigt af hende at sætte ham en albue i siden, og smilet voksede sig større. Hendes kommentar om at han for et syns skyld var på biblioteket, fik ham til at grine ugenert, uden mindste hensyn til eksamensstressede ravnes støjfølsomme ører. Han holdt hjemmevant Rosies blik. ”Jeg ledte efter en bog om magiske buskadser. Der burde være gode chancer for at der står noget, nu hvor alle kviknisserne har travlt med at terpe.” forklarede han hende, naturligvis over et skævt smil. Men så fandt han hende, og hun var meget sjovere. Blikket havnede efterhånden nede på bordet. Det var en mindre møgbunke af noter, bøger og nødvendige unødvendigheder. Relevant for eksamen, uden tvivl, men knap så relevant for den Rosie han kendte. Freddie tvang sig selv til at blive sin målløshed kvit og lagde drillekærligt en hånd mod Rosies pande. ”Rosalie Dodderidge, du har da vel ikke fået solstik?”
Post by Rosalie Dodderidge on Jun 22, 2016 14:37:48 GMT
Det havde været en stille forskrækkelse. Ingen gisp eller skrig over bogens forsvinden. Hun skulle snart være sjette års elev, og havde set sin del af magi i årenes løb. Så at en bog forsvandt var ikke noget nyt, eller noget særlig forskrækkende. Det havde mest af alt været fordi trætheden havde skyllet ind over hende, at han hun i et split sekund havde troet at hun havde været alene. At Freddie var kommet i vejen for hendes eller så seriøse forberedelser gjorde hende ikke noget, hun vidste med sikkerhed at hun ikke ville komme længere idag, eller resten af ugen, skulle man være helt fair. Rosalie rynkede let på næsen, og så stadig på sin ven med sammenknebne øjne. "Det er også ligemeget hvad jeg havde gang i. Du afbrød det" forsøgte hun at forsvare sin mere dovne handling, med at halvt sove ind over bordet. Hun rystede på hovedet over hans forslag om at trylle bogen tilbage. Hvor end den var havnet blev den nok mere brugt end Rosie nogensinde ville.
Hun fulgte ham med blikket, øjnene var blevet mildere og armene faldt roligt ned langs siden."Jeg har terpet i flere timer nu" løj hun og himlede med øjnene. "At kede sig er en stærk underdrivelse" sagde hun og løftede hovedet, som om hun virkelig troet at den lille time med snuden i bøgerne havde hjulpet. "Budske? Jeg hader botanik" sagde hun småirriteret. Hun havde ellers håbet på at Freddie kunne løfte lidt på humøret og gøre en ellers kedelig dag lidt mere spændene.
"Øv nej hvor er du træls. Vel har jeg ej" sagde hun og viftede hans hånd væk. "Jeg forsøger derimod i sidste øjeblik at indhente den tabte tid. Hvilket du også burde gøre" sagde hun og smilte stort til ham.
Post by Frederick de Carew on Jun 23, 2016 20:58:55 GMT
Det havde gjort turen på biblioteket en hel del sjovere, at Freddie havde opdaget Rosie. Og det var endnu bedre, at hun ikke var nået videre med læsningen. Så kunne hun ikke brokke sig over at han forstyrrede hende. Det var selvfølgelig det hun prøvede på, med sit bebrejdende blik i halv størrelse og udsagnet om at han afbrød hende. Slangen rystede drillesygt på hovedet og smilede indforstået. Hun kunne sige ham nok så meget imod – men set fra bagsiden af reolen de stod ved, så havde det ikke været meget der blev læst. Havde hun rent faktisk siddet og vendt sider, så var Freddie forblevet stille. Opfordringer om at læse kom der rigeligt af fra både præfekter, professorer og medstuderende. Selvom Rosie var prægtig, så fik hun altså ikke lømlen til at sætte sig og åbne en bog.
Den bebrejdende mine dryssede af løvinden, og Freddie smilede varmt. Dét var den heks han kendte. Rosie, som netop ikke kunne finde på at skælde ham huden fuld over at han ikke læste, eller som snerpede mund over en spøg. Hun påstod at hun havde læst i flere timer, og slangen måtte atter le. I særdeleshed over, at kedsomhed end ikke beskrev den tilstand det satte hende i. ”Du tvinger dig selv til at lære noget du allerede har lært, uden at blive klogere af det. Så det er da klart du synes det er kedeligt.” ræsonnerede han kort. Hendes irriterede mine fik ham til at smile drillesygt. ”Det er ikke botanik jeg skal bruge bøger til. Jeg skal fravriste buskene deres hemmeligheder,” lokkede han hende. Rosie, vidste han, havde om nogen en svaghed for skatte og skjulte hemmeligheder. Han lo, da hun skubbede hånden væk. Og hendes gode eksempel blev mødt med et fornøjet fnys. ”Tabt tid? Hentyder du til noget bestemt?” kunne han ikke dy sig for at spørge. Han syntes nu ikke han spildte tiden. Sandt, han havde ikke ligefrem overanstrengt sig i timerne, men han havde ikke spildt tiden.
Post by Rosalie Dodderidge on Jun 25, 2016 18:24:53 GMT
Rosalie måtte også indrømme at dagen så en hel del mere lysere ud nu hvor Freddie havde tænkt sig at gøre hende selskab, håbede hun. Selvom hun godt vidste at hun i egentlig burde studere i stedet. Men han havde ret i at hun blot ville læse de samme fem linjer igen og igen, uden rigtig at forstå mere af det, end hun havde den første gang, som var omkring en lille time side. Så hellere holde resten af dagen fri, og forsøge igen i morgen. Eller den følgende uge. Hun var langt fra en af dem som ville bestemme og belære, og hun havde lært for lang tid siden at Freddie ikke tog ordre fra nogen. Ikke at Rosie nogensinde havde forsøgt sig, men hun havde været en flue på væggen op til flere gange. Hvilket egentligt var utrolig morsomt, han havde en evne til altid at svare igen, på en måde som Rosie med sikkerhed aldrig selv ville være i stand til.
"Åh hvad ved du om det? Du har jo ikke åbnet en bog siden vi startede" sagde hun og vrængede tunge af ham. Begge de lyse bryn skød op over nævnelse af ordet, hemmelighed. "Invitere du mig på skattejagt Freddie?" spurgte hun og lagde hovedet halvt undersøgende på skrå. Det ville hun slet ikke have noget imod, hun vidste det ville blive langt mere spændende end Eliksir. Hun valgte med vilje ikke at besvare hans undren omkring tabt tid. Han vidste udmærket godt at Rosie ikke var den største fan af lektier.
Post by Frederick de Carew on Jun 25, 2016 22:24:51 GMT
Slangen så indgående på selskabet overfor. Armene var korslagte og blikket næsten ved at flyde over med munter, overbærende skepsis. Rosie postulerede, at han ikke havde åbnet en bog siden skoleåret startede – måske endda siden de startede på skolen. Ublu rakte han tungen igen. Det var ikke til at afgøre hvilken af de to veninden hentydede til. Det var også underordnet, for hun havde dybest set ret. Hans skolebøger var blevet slidt forsvindende lidt i løbet af hans skoletid. Med familiens formue var der ingen grund til at skåne dem, men i år havde de kun været åbnet for syns skyld. Freddie føjede ingen. Hverken fikse idéer om hvad han var bedst tjent med at lære, og sandelig ikke forstokkede forventninger hjemmefra. Han kunne tidsnok blive en bitter og snæversynet waliser. For nu nød han at han mere eller mindre selv bestemte, eller i hvert fald forsøgte på det. At han kunne omgås en som Rosie – en heks der fik ham til at føle sig sært letsindig.
”Og det tilskriver du måske at jeg er dum?” gav han spøgefuldt igen. Rosie var om muligt den person, der vejede venner mindst på hvad der var mellem ørerne. Hun var umiddelbar. Det ville nogen sikkert rette til simpel, men gjorde de først det i slangens påhør, skulle de nok komme til at tage de ord i sig. Han brød sig mere om pigebarnet end de fleste. ”Hverken mennesker eller bøger har godt af at brække ryggen,” Han rankede sig udfordrende og mødte hendes blik på ny. Hendes undersøgende blik fik læberne til at kruse. Hemmeligheden havde pirret hendes nysgerrighed – det kunne man godt se. Freddie skubbede et par af bøgerne væk, så han kunne bevæge sig langs bordkanten og ind mod hende. ”Jeg overvejer det.” smilede han skævt. ”Hvad gør dig velegnet til at drage med mig ud på området efter skjulte skatte?” Freddie gjorde sit bedste for at ligne en, der endnu ikke havde besluttet sig for udfaldet.
Post by Rosalie Dodderidge on Jun 26, 2016 13:25:26 GMT
Rosalie havde kendt Freddie siden deres skolestart, at de fra hver deres kollegie, og at han til og med var en slange var ikke noget der skræmte hende. Faktisk så hun slet ikke skævt på nogen af kollegierne. Hun var sikker på at der var eller havde været elever fra sit eget kollegie der var vendt til mørk magi. Hun forsøgte at have et åbent sind til sine skolekammerater. Havde hun haft en anden indstilling, havde hun nok aldrig givet Freddie den chance som han fortjente, og nu kunne hun slet ikke forestille sig sit liv uden ham. Han var en prægtigt ven til samlingen. Ikke at den i forvejen var særlig stor.
"Selvfølgelig" sagde hun og lo let, dog rystede hun efterfølgende lidt på hovedet. Ingen af dem var dumme, hun vidste at de godt kunne strenge sig lidt an, når det gjaldt et fag som de godt kunne lide. Sådan havde mange det vist. Hun trak lidt på sine skuldre og vendte ham kort ryggen for at færdiggøre hvad hun havde været igang med. Hvis hun skulle med på skattejagt måtte hun hellere samle sine ting sammen.
"Du må ellers gerne trampe lidt på min skulder" sagde hun og grinte. Hun turde ikke forsøge at pege med sin tryllestav på det ømme sted, og rette de eventuelle smerter der af og til sprang frem der hun var overanstrengt. Hun blinkede lidt med øjnene og så undersøgende på ham. Han var lige lovlig tæt på hende nu.
"Jeg er meget klogere end dig, og.." hun forsøgte at komme på noget der rent faktisk var sandt. "Jeg fare aldrig vild" sagde hun og prikkede ham i maven.
Post by Frederick de Carew on Jun 26, 2016 23:25:00 GMT
Freddie smilede skævt over hvor selvindlysende Rosie fik sagt, at han var dum fordi han ikke læste i sine skoleting – spøgefuldt selvindlysende, altså. Hendes hovedrysten tilkendegav ligesom hendes tonefald, at hun ikke tænkte sådan om ham. Rosie tog hverken andre eller sig selv særligt højtideligt, og derfor kunne Freddie så godt lide hende. Det sagde alt, at hun lod sit hår have Djævleslyngen som forbillede – hvordan det i praksis lod sig gøre, havde slangen spurgt sig selv om mere end en enkelt gang. I det dusin år de efterhånden havde haft som hinandens værre halvdele, havde de pjattet og pillet hinanden ned. Det par havde givet anledning til flere irritationsmomenter hos de stakler, der skulle konkurrere med deres indforståethed, eller uddele konsekvenserne af den. Heksen var måske nok den uskyldigste ballademager man kunne tænke sig – men Freddie kunne ikke prale af samme renhjertethed. Han var ligeså lovlydig som en sulten vaskebjørn.
Han lo med, idet hun foreslog at han kunne trampe hende på skulderen. De blå øjne så drilleskeptisk på stykket mellem kraveben og overarm. ”Hvad har du lavet, siden du gerne vil have mig til at træde skulderen på plads?” Han smilede nysgerrigt og fulgte med, imens hun pakkede sit grej sammen. Han kunne følge med i det hele, nu hvor han nærmest sad oveni hendes bøger. Selvom bøgerne ikke rigtig var grunden til, at han var rykket længere ind mod bordet og hendes stol. Lømlen lo atter og tog sig kort til maven, hvor hendes finger havde forsøgt at trænge igennem. ”Klog og med stedsans. Du er antaget,” smilede Freddie til hende. ”Nu kan jeg være helt tryg ved at kravle ind i den urskov af ukrudt der bor under buskene.” Efter et udspekuleret blik rettede han sig op og vadede hen til den del af reolen, hvor plantebøgerne stod.
Post by Rosalie Dodderidge on Jun 28, 2016 19:32:15 GMT
Rosie var langt fra en af de klogeste elever. Især hvis man gik ud fra hvor meget hun rakte hånden op i timerne. Skulle det ske, var det ofte for at være flabet eller for at høre om hun måtte gå på toilettet. Hun pakkede aldrig noget ind, og sagde ofte lige præcis det hun mente. At hun tit ikke rigtig anede hvad der foregik omkring hende, kunne af og til mærke hende som fraværende eller dum.
"Min skulder er jo ikke vant til at jeg rækker hånden i vejret" sagde hun og små lo lidt. Hun rystede svagt på hovedet. "Jeg har bare sovet forkert, tror jeg" sagde hun og rullede let med sine skuldre. Den havde i hvert fald irriteret hende en smule, og hun vidste at Freddie ikke ville have noget imod at tage en spadsertur hen over ryggen på hende.
"Og så har jeg fantastisk hår" sagde hun og puffede let til en af de pænere slange krøller. "jeg troede først du mente mit hår" sagde hun og skulede lidt til ham. "Dit ligner mindst lige så meget en urskov af ukrudt" hun samlede sine ting sammen og fulgte med ham hen til den rette reol.
"Jeg skal spørge dig om noget Freddie.." kom det så stille fra hende
Post by Frederick de Carew on Jun 28, 2016 22:22:37 GMT
Freddie lo hjerteligt, da Rosie bemærkede at markere sig i timerne var en uvant belastning for hendes skulder. Slangen skævede mod hende, lutter forståelse og sit mest vidende smil. Han kunne så afgjort godt følge en indbildt idé om at en sjælden gangs indsats i timerne sled mere på ens krop end den gavnede. Så usædvanligt som det var for den ældste de Carew at ytre sig i timerne, når ikke det var for at skabe kontrovers - var det et under at hans krop ikke teede sig som sad der en Walisisk Takhale på den skulder man havde i brug. Selvom den unge slange på ingen måder var underbemidlet, gjorde han langt fra noget for at kultivere sine åndsevner. Hellere en undermåler end en pralhals. Han kunne tidsnok blive utålelig, engang når misundelige magikere fik travlt med at postulere sådan.
Stadig smilende over heksens uhøjtidelige måde at gøre en øm skulder mere spændende på, vippede slangen en bogryg tilbage mod sig. ”Med forlov, så giver jeg den gerne den et skub tilbage i en retning hvor den ikke generer dig?” Han smilede drilagtigt til hende. ”Det er jo i min interesse, at anden halvdel af min ekspedition til udendørsområdet er i den bedst tænkelige form til at udstå strabadserne.”
Imens hun fik tid til at overveje forslaget, åbnede han bogen. Et billedtungt værk. Det blev ikke bedre. Lange, boglige forklaringer havde han ikke brug for. Han skulle bare vide hvilken busk han skulle tilbringe de næste par timer med. ”Dit hår er storslået, Rosie. Det er ikke mere ukrudt end Gælletang er det,” Påtaget forarget fnyste slangen og så kort op mod sine sorte tjavser. ”Det er sikkert derfor vi trives så godt sammen,” Han rakte advarende tunge. ”Viltert hår og endnu værre opførsel.” En god elev havde skrevet at bogen var udlånt, men så forsvindende kort tid som han lånte den, ville Freddie ikke til at tage plads i bogen. Han fortsatte derfor bare ud mod de magiske trapper med Rosie. Havde det ikke været fordi at hun lød museforsigtig, havde Freddie givet et kækt svar. ”Det ligner dig dårligt at være så tilbageholdende,” smilede han afventende og så på hende, imens at trappen ned til Indgangshallen kom hjem til den tomme afsats.
Post by Rosalie Dodderidge on Jun 28, 2016 22:52:50 GMT
"Hvis bare jeg selv havde mulighed for det, men jeg er bange for at gøre noget forkert, og jeg er næsten livsfarlig når jeg har min tryllestav fremme" sagde hun og små lo. Nej den lå best gemt i dens pose, som hang i hendes bælte. Hun brugte den selvfølgelig i timerne, men undgik det helst. Hun kunne få ting til at springe i luften, flyve rundt i rummet, eller forsvinde. Helt uden at ville det. Hun var dog sikker på at det var fordi staven havde en indre kamp med hende. Stædighed led de begge af. Hvilket af og til kunne være lidt af et problem. "Du ville fare vild uden mig" sagde hun og skulede let til ham. Ikke at det var hele sandheden, men hun havde brug for at løfte sig selv lidt op. I hans selskab var de dog på samme niveau, altså når de var bag Hogwarts tygge mure. Hun havde alt for lidt været sammen med ham hvor han var selveste de Carew, første søn og arving, og hvor Rosie bare var, Rosie, krodatter og ustyrlig.
Hun fulgte hans bevægelser med de blanke blå øjne, som han undersøgte hver en bog på Botanik hylden. Hun anede ikke hvad præcist han kiggede efter, og havde heller ikke yderlige forstand på det. Hun var mest af alt interesseret i hvad de end kunne finde under de budske. "Giftig efeu er mere passende" sagde hun og løftede hovedet lidt. Hun kunne godt lide sit hår, i hvert fald til tider. Der kunne dog godt være episoder hvor hun misundte de piger der kunne sno perler og andet pynt omkring deres fine hår. Rosies hår levede deres eget liv, og havde da intet til overs til det hovede de sprang ud fra, som var de et prægtigt springvand.
"Vi passer godt sammen fordi ingen andre gider os" sagde hun og sprællede lidt af grin. Det var en halv sandhed i det mindste. "og vi er charmerende" sagde hun ig løftede belærende en finger. Hun fulgte med ham da de forlod biblioteket. Hun skævede til ham. "Øv nej hvor er du dum.. Det er altså vigtigt" sagde hun og hev fat i hans arme. Det var ikke bare noget hun som sådan kunne slynge ud som de gik. Det krævede to øjne, og et lidt mere privat sted, end trapperne kunne give dem
Post by Frederick de Carew on Aug 12, 2016 19:22:00 GMT
Freddie rystede medgørligt på hovedet over Rosies tillid til sig selv. Hun var realistisk, dét måtte man give hende. I slangens hoved kunne hun sagtens gøre det bedre end at have tryllestaven i den lille stofpose ved låret, men han lod skulder være skulder og tillid til egne evner være som de nu var. Ingen af dem havde et udtalt stræbergen. Som magikere brugte de magien, men de havde nu ikke den store lyst til at gå i skole og lære højpandet teoretisk magi som talmagi. De kunne jo allerede bruge magien som den var tiltænkt! Med plantebogen under armen smilede han smørret ad hendes kommentar. ”Tror du ikke det?” spurgte han retorisk. Han brummede eftertænksomt, før han fortsætte: ”Jeg ved ikke om jeg giver dig ret, men omvendt har jeg heller ikke tænkt mig at afprøve mine evner. Ikke nu hvor jeg har lokket dig med ud i solen.” Han smilede lømmelbredt. Ballade var sjovest, når man var to. Og det gjorde ham ikke det mindste, hvis Rosie påstod at han var uden stedsans. Så havde han blot en god undskyldning for at hun gjorde ham selskab noget oftere.
Imens de stod på afsatsen og ventede på trappen, kiggede slangen lidt nærmere på Rosies hår. Han havde ikke kommenteret på at venindens hår skulle være beslægtet med giftig efeu. ”Der er ikke meget giftig efeu over det hår, forresten.” informerede han hende om. ”Der er ikke nok edderkopper i.” At der overhovedet var nogen var nok en tilsnigelse. Selv hvis der var, så var Rosie nok en af de få piger, der ikke ville dåne over at have en spindler på besøg. Han iagttog spændt hendes belærende finger, og ventede artigt med at kommentere, indtil hun havde talt helt færdigt. ”Så afgjort.” erklærede han sig enig, uforbeholdent. ”Vi er så charmerende, at vi er utålelige at være sammen med. Hele slottets demografi er misundelig på os. Vores undervisere, i særdeleshed.” lød det, imens trappen landede. Det måtte helt klart være derfor at professor Slughorn ikke var imponeret over ham. Mindreværdskompleks på charmefronten. Rosies ord om at det altså ikke var noget hun gad sige ham her, fik ham til at se grundigt på hende på vejen ned. Han lavede smertefulde grimasser over den måde hun tøsefornærmet vred hans arme på. ”Så må vi håbe at jeg ikke når at revne af spænding før vi når ud under busken.” Freddie havde dog alligevel svært ved ikke at se på Rosie, hele vejen ned af trappen. I tilfælde af at hans nysgerrige blik måske kunne få hende til at spytte ud før tid.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 13, 2016 9:26:26 GMT
"Jo det er der da. Bare vent til jeg bliver rigtig vred!" sagde Rosie og løftede op i et par grønne totter op i et forsøg på at gøre dem mere livagtige end de egentlig var. Hun var ikke et split sekund i tvivl om at handlingen ville få eksperimenterede idéer frem i hovedet på Freddie. "Og før du nu for alt for fiske idéer, skal du ikke forsøge dig noget med mit hår. Du var heldig med mine krøller, at du ikke brændte det af" sagde hun og skulede let til ham. Det lå dog et skjult smil i den drillende mine som hun vendte de blå øjne mod ham. "Nej ad. Jeg er ikke interesseret i nogen lærere." sagde Rosalie alvorligt og lagde kort armene trodsigt over kors. Nej fy for den da om hun gloede efter de mere ungdommelige professorer. Hun syntes ovenikøbet at det at hun allerede smålurede lidt efter en var underligt. Hun rystede så kraftigt på hovedet at de lyse lokker hoppede og dansede på vej ned af trappen. Ikke om hun ville lukke op om sit spørgsmål som ikke tålte andre tilstedeværende end dem.
De fortsatte ud af slottet, over det store græsareal før de nået udkanten af skoven. Da hun var sikker på der ikke var andre end dem vendte hun opmærksomfuldt blikket mod sin ven. "Du skal kysse mig" sagde hun bestemt.