Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 23, 2016 17:08:26 GMT
Rosalie kunne ikke gå hele vejen, lige så snart varmen steg hende til kinderne og langsomt spredte sig ud i kroppen på hende trak hun hovedet til sig og rykkede sig stille tilbage. Hun tørrede let munden og slog blikket ned. "Jeg tror det var nok øvelse" fastslog hun og rømmede sig lidt. Det havde langt fra været ubehageligt men hun hørt mange historier om unge kvinder der var blevet lokkes i fordærv. Ikke at hun troede Freddie var ude på noget ligene. Men han var en mand og Rosie mente selv at hun blev nød til at have det under kontrol. Hun rakte ud efter botanik bogen og startede at bladrede de første par sider af den.
"Desuden vil jeg meget hellere lede efter skatte eller kødædende planter" sagde hun og kunne ikke lade være med at smågrine.
Post by Frederick de Carew on Aug 24, 2016 15:19:23 GMT
Tungen nåede ikke så langt som tiltænkt. Freddie havde knap nok inviteret til at Rosie gjorde plads, før hun rykkede længere tilbage i busken. Veninden havde allerede set væk, da han kompenserede med et drilsk smil. ”Man kan aldrig øve sig nok,” pjattede han af hendes ord. ”Men sig til, hvis du vil holde dine nye talenter ved lige.” Hun skulle nødig glemme hvad hun havde lært, til fordel for hvad de blev hældt i ørerne i timerne. Som sikkert aldrig blev nogen nytte til. Freddie blev næppe nogensinde den store fortaler for mådehold. Stod det til ham, gnubbede de læber endnu. Især nu hvor de var varmet op. Selvom Freddie hellere var fortsat, havde han en anelse om hvorfor kysset endte brat. Der skulle ikke meget charme til at få en pige i ulykke.
Rosie bladrede gennem botanikbogen. Så dedikeret, at man skulle tro hun rent faktisk læste i den – og Freddie klukkede imponeret. Latteren tilpassede sig, da hun selv begyndte at grine. ”Det var jo også det, som vi kom efter. Vi skulle nødig være kravlet herind for ingenting,” bemærkede han, med et snedigt glimt i øjet. Ingenting var en grov underdrivelse, i lyset af den intense træning de netop havde fået. Men ret skulle være ret. Og han var nu altså også spændt på at se, hvad der gemte sig i den grønne mur bag Rosie. Stænglerne var viklet så tæt sammen, at ikke engang et møl kunne smugkigge bagved.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 24, 2016 15:44:47 GMT
"Åh klap i. Nu ved jeg lidt hvordan man gør, kan jeg øve mig med en anden" sagde Rosie og rakte tunge af ham. Hun mente i hvert fald ikke at hun behøvede at være klistret fast til Freddie ansigt i længere tid og desuden trak tanken om det mere ukendte nu hvor hun havde fået tjekket kysset af sin uskrevne liste. "Du finder nok en anden at lege den leg med" sagde hun i et stort grin.
Rosie forstod ikke hoved og hale i botanik men billederne var flotte illustreret. "Lige præcis, hvor starter vi?" spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå og vendte bogen til den ene side for st studere et større plante der fyldte hele to sider. "Kan vi ikke finde en med mere liv i?" spurgte hun og vendte blikket mod sin ven.
Post by Frederick de Carew on Aug 24, 2016 18:38:52 GMT
Freddie havde ikke regnet med at høre, at Rosie havde en anden i kikkerten. Han grinede, mere forbavset end vantro. Han havde ikke smigret sig med at veninden sværmede for ham, selvom det havde set sådan ud. ”Rosalie Dodderidge! Jeg troede ikke du havde i sinde at tage helt så meget ved lære!” grinede han skævt. ”Det lader til at jeg har fået en konkurrent. Du kan få lov at lege med den halvdel af slottet jeg ikke gider,” drillede han hende. Han trak knæene op i navlehøjde og lænede sig over mod hende. De grønne øjne vurderede hende lunefuldt. ”Så jeg var din prøvepandekage. Det klager jeg ikke over.” Han puffede til hendes lår med en fod. ”Men nu hvor du drog så skamløst fordel af mig, skylder du at fortælle mig hvem der drager fordel af din nye ekspertise.” frittede han.
Hendes spørgende blik fik slangen til selv at kigge ned i bogen. Han kendte ikke navnet på krattet – det var noget overdimensioneret tjørnehæk, vidste han. Det lignede et kærlighedsbarn mellem en tjørnehæk og en efeu, for tornene sad ligesom blade, og grenene var smidige. Men hvad formen angik, var det afgjort mere et krat end en busk. Krat var krudtuglerne og buske de pæne børn – det havde han da lært i botanik. Freddie grinede af spørgsmålet og tillod sig at skifte side. ”En bog eller en busk?” spurgte han frækt og skævede spændt op mod hende.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 24, 2016 18:55:57 GMT
"Du havde vel ikke regnet med det var dig? Du er sød men ikke min type" sagde Rosie med et grin og rystede på hovedet. Hun havde på fornemmelsen at han jokede da han sagde at han havde fået en konkurrent og kunne ikke helt tage det seriøst. Hun mente nu ikke hun ligefrem behøvede halvdelen af slottet til at have en hjertenskær. "Så meget plads behøver man da ikke. Tror du virkelig at du er den eneste der har brug for et sted på slottet og holde sine fornøjelser skjult?" spurgte hun og forsøgte at slå ham bag hovedet. Hun blev helt rød i hovedet og så væk. "Ne-nej det tror jeg bestemt ikke jeg skal. Jeg skylder dig ikke noget" sagde Rosalie og bladrede videre i bogen som om hun ledte efter noget.
"En busk, plante!" sagde hun og klappede bogen sammen og slog ham på siden af armen. "Det er svært at tro på at du besidder en stor rang i samfundet. Du er mere uopdragen end jeg er."
Post by Frederick de Carew on Aug 25, 2016 22:21:50 GMT
Freddie så muntert på hende, da hun fortalte ham at hun ikke syntes han var sød i mere end bogstavelig forstand. ”Jeg regnede ikke med det. Jeg er dog lettet over at høre, at det ikke er tilfældet,” betroede han hende med et durkdrevent smil, og identisk hovedrysten. De var tydeligvis afklaret med hvad hinandens charme var. Slangen var betydelig bedre tilfreds med at være nogens type i et begrænset tidsrum af gangen. Han lo varmt og så overbærende på hende. ”Jeg mente nu den halvdel af slottets demografi, som ikke passer mig,” smilede han skævt, foroverbøjet fra nakkedraget.
Det skælmske smil gjorde comeback, da hun forsøgte at tale udenom med siderne flagrende mellem fingrene. Han satte en hånd ned i sprækken mellem siderne. ”Du skylder dine ører at bekymre dig om de mandrakelignende plagetilstande der snart opstår, hvis ikke du fortæller mig hvem den heldige er.” advarede en grinende Freddie. Hun daskede ham over hans pedanteri og han ømmede sig påtaget. ”Netop fordi at jeg skulle forestille at have stamtavle, er der desto større grund til at være uopdragen,” Ikke på vilkår om Freddie gad affinde sig med at være selvskrevet dødbidermuseet kaldet den dannede klasse. Han trak tryllestaven og prikkede til en stængel bag Rosie. Den måtte skabe det leben hun efterlyste.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 26, 2016 17:05:26 GMT
Rosalie var ikke såret over hans ord, men kunne alligevel ikke lade være med at rynke lidt på næsen da han sagde han var enig med hende. Hun ville ikke give ham alt for store forhåbninger, men ærgede sig alligevel også at han ikke tænkte om hende på den måde. Hun vred let sine fingre. Hvis ikke Freddie gjorde, mon der så overhovedet var nogen andre der gjorde? Ikke at det interesserede hende, hun ville til hver en tid påstå at hun absolut ikke kunne lide drenge og mænd. "Nå, og hvorfor så det?" spurgte hun og kunne ikke dy sig for at søge mere viden omkring emnet.
"Jeg tror bare jeg holder mig til dunkle kroge" sagde Rosalie og lo. Hun brød sig generelt slet ikke om tanken at holde sådan noget skjult, på den anden side skulle det heller ikke være åbenlyst så alle bare kunne stille sig op og glo. "Årh lad være med at drille Freddie" sagde hun og slog ud efter ham igen, i et forsøg på endnu engang at ramme ham bag hovedet. "Du kan jo prøve og se om ikke du kan gætte det" sagde hun udfordrende med et skælmsk smil spillende på de lyserøde læber.
"Har du en tjener der kommer når du kalder? Vasker de dine fødder?" spurgte hun nysgerrigt og rakte ham bogen. Han havde vidst mere forstand på hvad de ledte efter end hende, da hun i de sidste mange minutter blot havde kigget på billederne.
Post by Frederick de Carew on Aug 28, 2016 15:02:02 GMT
Freddie smilede rævesnu, da hun spurgte hvorfor han var så lettet. ”Jeg er fint tilfreds med at være genstand for nogens interesse i begrænsede tidsrum af gangen,” Hans modvilje mod at give en heks patent på at være sød, var lige dele et udtryk for den glæde han fandt ved hekseselskab og en modreaktion på den begrænsede indflydelse adelsfolk havde på deres ægtestand.
Han klukkede, over hendes vise forsæt. ”Så vil jeg forsøge at lade dig have de mørke kroge for dig selv.” Hans snakkesalighed kostede ham nakkedraget, og klasket fik ham til at protestere umandigt. At han skulle gætte hendes attrå gjorde latteren til stønnen. ”Det gætter jeg aldrig,” brokkede han sig. ”Det plejer at være mig, der beder folk om at komme nærmere i stedet for at gå væk. Hvordan skal jeg vide hvem du har gjort undtagelsen med?” Han smilede lumsk mod hende. ”Det er kun retfærdigt, at du hjælper mig lidt på vej,” Det blev udfordrende, men han takkede ikke nej til aflure Rosies troldkarl.
Han tog imod bogen og bladrede frem. Han mente at have set vildbuskene til sidst. ”Det kunne vores husalfer ikke drømme om.” grinede han til hende. ”Killick, vores ældste, ville få alle gulve på slottet til at vippe mig på næsen, indtil jeg får sagt undskyld for at behandle ham som en oppasser. Finisterre, den yngste, sladrer bare til min far. ’Vi har ikke tyende for at blive forkælet’, mener han.” vrængede han med himmelvendte øjne. ”Har I ikke husalfer på kroen?” spurgte han nysgerrigt.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 28, 2016 15:46:49 GMT
Rosalie sukkede dybt men kunne ikke lade være med at smågrine. "Lad være med at gifte dig så Freddie" kom det fra hende. Han havde dog intet valg i sidste ende, hvor Rosalie selv håbede at hun ikke blev presset ud i et giftemål før hun var klar, og før den rigtige viste sig. Hun missundede ham overhovedet ikke, og havde aldrig rigtig gjort det. Hun havde ingen problemer med at være middelklasse og borgerlig, med alt det hårde arbejde hun havde for dagen i wekenderne ville hun sikkert heller ikke have noget imod, var hun blevet født som muggler.
Det var sandt at hun ingen endnu havde at dele de mørke kroge med på slottet, men ville alligevel gerne sikre sig et par, skulle hendes småfølelser gå hen at blive lidt mere virkelig end de var nu. Hun ville ikke ved sine fulde fem, stå åbenlyst i en andens favn. Det kom da slet ikke andre ved. Hun løftede hovedet en smule triumferende. Selvfølgelig ville han aldrig gætte det, fordi det var så usandsynligt at hun havde en hjertenskær. Hun spidsede læberne lidt. "Okay.. Han har de fineste krøller" lagde hun ud med og skulede let til sin ven.
"Niks. Ingen husalfer, og jeg skal heller aldrig have det. Ikke som slaver i hvert fald." sagde hun betænksomt. Nok var de nyttige, men hun ville give dem rent tøj og behandle dem så var de en del af familien. Hun brød sig langt fra om de historier der gik i omløb om adelsfamilier der var lede ved deres alfer.
Post by Frederick de Carew on Aug 28, 2016 17:06:00 GMT
Hendes tydelige suk fik Freddie til kort at spy tunge af hende. Han lagde den åbne bog til hvile på benene og satte albuerne på siderne. ”Både min mor og far skal ligge i graven før jeg får lov til at dø som ungkarl,” lød det roligt. Han lagde hagen i hænderne. ”Jeg agter dog at stritte imod så længe, at der er en chance for at det går i opfyldelse, og samtidig være charmerende nok til ikke at blive skrevet af stamtræet.” smilede han, en del mere skælmsk end hvad var passende. Hans forældre var immune overfor charmen, havde Freddie en idé om, men omvendt var han arving endnu. Slangen ønskede sig dog heller ikke at være i Rosies sted. En krofatters søn eller datter var måske nådigere stillet med giftermål, men han kunne ikke forestille sig, at børn af borgerlig slægt bedre kunne føjte og tage mager efter forgodtbefindende.
”Nej da! Er det bare krøller, som skiller mig og konkurrenten ad?” drillede han kækt, men kløede sig eftertænksomt i nakken. En gut med krøller. En han også kendte. ”Du vil kissemisse på en anden fra Gryffindor, ikke sandt?” gisnede han, med et snedigt smil. Han nikkede af hendes sunde forsæt. de Carew-husalferne var dog så ærekære - de havde Freddies far som forbillede - at gav man dem tøj, var Freddie overbevist om at de ville blive fornærmede, ikke frie. ”Hvordan får I så tid til andet end at rengøre kroen? Der var rent, sidst jeg var på besøg.” Han satte sig bedre til rette og tog bogen i hænderne. Han så op. Måske havde han fundet det rigtige.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 28, 2016 17:42:48 GMT
Rosie vidste ikke helt hvilke forventninger og håb de havde for deres yngste datter, men håbede alligevel at de ville tage sig af Helena inden de forsøgte at afsætte hende. Desuden, hvem ville frivilligt af med den arbejdskraft som hun kunne ligge for dagen? "Har de præsenteret dig for nogen endnu?" spurgte hun en anelse nysgerrigt. Hun havde hørt lidt om at de adelige sønner blev gift relativ hurtigt når de blev myndige.
"Jeg sagde ikke noget med at han var fra Gryffindor!" røg det ud af hende. Hendes kinder blev røde og hun forsøgte at gemme ansigtet i sine hænder. Hun lo dig let af ham og rystede lidt på hovedet. Hun fløjtede og pegede på sig selv. "Det gør jeg da" sagde hun og let mod sine krøller.
Post by Frederick de Carew on Aug 28, 2016 18:39:33 GMT
”Ikke siden jeg blev utålelig, som min far kalder det. Han mener at det er sikrest for slægtens ry og mine fremtidsudsigter at vente til jeg er gået ud og har lært at sætte pris på min stand.” smilede han tøvende. Fingrene valsede over det begyndende skæg. ”Men så tror jeg også han får travlt med at finde mig noget med en pæn medgift om halsen.” Det havde passet Freddies far udmærket, at have sin gavflabsøn indlogeret på Hogwarts.
Rosies fortørnelse over at Freddie gættede kollegiet, voksede til røde kinder. Hun forsøgte at skjule dem for ham, men det afholdt ham ikke fra at grine. ”Du sagde han havde krøller. Der er mange krøltoppe på slottet, men kun en som du bruger næsten ligeså meget tid med, som du gør med mig. Og han gik på Gryffindor, sidst jeg så ham,” drillede han. Han besindede sig, på Rosies og Diarmads vegne, og smilede pænt. ”Jeg blander mig ikke. Jeg er her bare til at pille dig lidt ned, hvis du skulle blive for lyserød at se på.” lovede han hende. Han glippede lidt af hende. Skulle Rosie virkelig gøre rent i sit eget hjem? Fjollet. Freddie lagde bogen og hev tryllestaven frem. Det var et viklekrat, havde han fundet ud af. Og en simpel skillebesværgelse skulle løse det. Koncentreret pegede han ind i nærmeste grene, og skar et hul. Han vinkede spændt til Rosie og krøb derind på alle fire.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 28, 2016 18:57:17 GMT
"Så sker det aldrig" lo Rosalie. Men det gjorde hende heller ikke noget hvis Freddie ikke blev gift lige med det samme, så kunne det være de stadig havde mulighed for at se noget til hinanden når de var færdig uddannet. Hun forstod sig ikke på det med medgift som kvinderne skulle have med til deres fremtidige mand, var det ikke nok at han fik hende, personen der skulle resultere i arvinger. Hun kunne ikke helt regne ud hvilken slags kvinde der ville passe bedst til en som ham. En der kunne holde ham fra at lave unoder måske.
"Vi kigger også bare kun på hinanden lige nu" sagde Rosalie så med et lille suk. Hun kunne virkelig godt lide Diarmad, men hun vidste ikke hvordan hun skulle sige det. Hovedet forblev lige så rødt som en tomat af hans ord, og hun rejste sig kort tid efter. "Jeg går ned til søen før jeg bliver alt for forlegen" sagde hun og rakte tunge.