Passionate discoveries [P]

Der gik en indre koldfront gennem Freddie, da Rosie mindede ham om hendes slægtskab med vicerektor Slughorn. Det faktum havde han også lykkeligt glemt alt om. ”Rosie, jeg misunder dig ikke det lod i livet.” smilede han medfølende. ”En onkel som ikke engang vil give dig chancen for at overleve, hvis du spontant bryder i brand.” Der var sikkert mening med underviserens kronisk knastørre humør, men Freddie forstod nu ikke hvorfor manden insisterede på at ligne en der havde glemt en syltet agurk et sted syd for rygraden. På den anden side lignede Freddies far også en, der havde mistet en syltet agurk et tilsvarende ubehageligt sted.

Freddie satte hurtigt en tilsvarende spids albue i siden på selskabet. Han smilede, så det lignede at ordene smigrede ham. ”Det kan meget vel være.” legede snushanen med på idéen om MDPP-underviserens type. ”Men det skulle hun have tænkt på før hun giftede sig med en anden.” Slangen syntes egentlig godt om den mandlige professor Bennett. Han havde en skrue løs og insisterede på at fikse det selv. Rosie skruede en fod ned i jorden, og til Freddies forbløffelse gik det op for ham, at hun var forlegen. Hun protesterede mod at kysse ude i det åbne. Han rystede fornøjet ad hende. ”Hvor er du besværlig i dag.” Han rakte venstre hånd frem mod hende og trak staven med højre. Med en hurtig Diffindo delte de sammenslyngede grene sig. ”Kom indenfor,” inviterede han djærvt.

Freddie havde grinet medfølende ad Rosies forhold til hendes onkel. ”Ikke mig,” lød det bestemt. Han rømmede sig unisont med hende. Han kom sikkert ubehageligt meget hyppigere i tanke om hvem han rent faktisk skulle forestille at være, når der kun var et par etager mellem ham og den menneskeliggjorte samvittighed. De moralske skrupler, når han kom i tanke om hvem han skulle forestille at være, begyndte givetvis at besøge oftere end en gang hvert skudår. ”Dame? Er du sikker på du ikke lægger ham ord i munden?” havde bøllen skråsikkert udfordret det kloge nik. Han kunne nemmere forestille sig professor Slughorn med armene om en rustning end om en hvepsetalje.

Men nu stod de ved busken, klar til at krybe ind under overhænget af blade og kviste. Det var stadigvæk ikke trængt helt ind hvad Rosie udbad sig af ham, men han levede i håbet om at det blev til mere end snakken. ”Det er så afgjort til din fordel. Ellers havde jeg ikke haft lyst til at kysse dig.” svarede han ryggen af fortroppen, med et lidt for snedigt smil. Det tog ikke længe, før de kunne sætte sig ned under buskens blade i stedet for at krybe rundt. Freddie plantede sig behageligt tæt på Rosie. Han gjorde sit bedste for at se sigende ud – selvom at det tætte lag af blade gjorde en del for intimitetsniveauet i forvejen.

Freddie var ikke overbevist om, at det hjalp hverken dem som elever eller professoren selv, hvis professor Slughorn fik en hjertenskær. I hans hoved var manden kronisk forstokket. ”Det vil da næsten være en skam at lade din onkel få en udkåren, så du ikke længere kan lave så gode karikaturer af ham,” lød det mellem deres muntre latter.

Rosie havde hørt at det var til hendes fordel, at hun var besværlig – og delkonkluderet at han så ikke kyssede på de af pigerne, der ikke var til besvær eller var umulige at blive kloge på. Slangen rystede på hovedet af hende. Det var dog en øm hovedrysten, dog. ”Jeg skulle nødig lyde alt for løssluppen,” bemærkede han. ”Jeg har jo mit rygte som adelsmand at opretholde,” smilede han drilsk. Han havde selvfølgelig ikke tre hele årganges hekse i knæ – så ombejlet var han ikke. Men Freddie kunne lide at drille og den sikreste måde at tirre hekse på hans alder på, havde altid vist sig at kysse dem når de mindst ventede det. Enten blev de irritable, forfjamskede eller omsider lagde mærke til ham. De havde endnu ikke kysset, og Rosie virkede allerede som den anden slags – den forlegne. Det havde dog sin berettigelse: hun havde ikke kysset nogen før. ”Virkelig?” Freddie kløede sig i den begyndende skægvækst over indrømmelsen, tydeligt forbavset. ”Kan du ikke finde ud af at kysse? Hvordan lader det sig lige gøre, for en fræk heks som dig?” spurgte han, ublu for et drillesygt smil.

Freddie sagde ikke Rosies tyrkertro på professor Slughorns lykke imod. Bare den savnede person snart indfandt sig. Timerne på hans sidste år skulle helst være til at holde ud. Freddie var et stort smil, da han udstod hendes flabede kommentar – om at han aldrig ville blive en anstændig herre, hverken af opførsel eller navn. For hendes latterkramper var det mest tilfredsstillende, han længe havde været vidne til. ”Jeg bliver aldeles ikke fristet så nemt,” protesterede han, mellem et modstridende smil som voksede sig større, over at hun måtte tørre lattertårer fra øjnene. ”Jeg frister andre. Og hæver mig graciøst over detaljer såsom mit eget rygte eller andres,” fastslog han veltilfredst og langede pjattet ud efter Rosie, for en god ordens skyld. ”Hentyder du til bestemte slags fristelser?” grinede han, og skubbede uhøjtideligt en løs gren væk fra overhænget.

Hendes hovedrysten udløste et skævt smil. Men slangen var for optaget af de overraskende omstændigheder, til at udskyde svaret med dumsmart sniksnak. Absurd, at Rosie aldrig havde kysset nogen. Freddie ømmede sig med en fortørnet blanding mellem et fnys og et grin, efter den spidse albue. ”Fræk er du altså,” gentog han for hende. ”Fræk som en slagterhund, der er rendt med alle kødlunserne.” Han smilede bestemt, inden han bøjede i nakken. For at skæve stjålent op mod hende, mere reelt end før. ”Du er fræk nok til at kysse på. Det er sikkert og vist.” Med den bemærkning lænede han sig frem og nærmede sig.

Freddie brummede, tydeligt sat på plads af Rosies kommentar. At påstå at han holdt sig tilbage var årets underdrivelse. De fleste hekse var søde, af udseende såvel som temperament. Og det var ingen skam at gøre dem opmærksom på det. Manglende kræsenhed plejede at være anslag til karakterkritik derhjemme. Det var uanstændigt af arvingen til Castle Carew at føjte rundt med tvivlsomme pigebørn. Baglandet blev aldrig i bedre humør når Freddie tilbød, at han føjtede med hekse af gode familier i stedet.

Rosie blev stadig forfjamsket over hans smiger – og hun udtrykte sin utilpashed ved at få ham til at lyde som skolens største skarnsknægt. Freddie grinede. Han drillede nu ikke, men med hendes stædighed, troede hun ham næppe. Der gik ikke længe før veninden gjorde som ham - lænede sig ind mod de læber der blev tilbudt. Kysset var aldeles kysk. Det mest uartige Freddie gjorde var at snige en arm om livet på hende. Munde tilpassede sig og hud strejfede hud, i de sekunder det føltes naturligt. Med en flanørs gode tid lod Freddie hendes læber og talje i fred. Han smilede snedigt. ”En lovende begyndelse, men et kys gør ingen til hjertetyv,” Der kunne ikke være meget tvivl om, at Freddie gik helhjertet ind for øvelse – i hvert fald i øjeblikket.

Freddie var ikke helt sikker på hvilken reaktion han havde forventet. Måske at Rosie vrælede, at han var et skarn. Og at hun overhovedet ikke ville kysse mere med ham, når han spurgte så uartigt. Mange gange var de hekse slangen pjattede med modvillige, så blev de interesserede og til sidst ville de have flere kys. Han forstod ikke helt hvad metamorfosen gik ud på. Hekse var søde, og uforklarligt modstridende. Der sad sikkert en drillesyg fe indeni og dyppede deres følelser først i salt, dernæst i sukker.

Men Rosie var så langt fra uinteresseret. Faktisk bad hun om at prøve igen, ligeså snart hun fik sine læber i fred. Slangen smilede snedigt og fulgte nonchalant med i, hvordan hun nettede kjolen og sig selv. Spøgelsesagtige tidsfordriv indtil han svarede. Han trak med vilje tiden ud. Bare for at lade hende stege lidt. De grønne øjne granskede hende grundigt. Helt indtil at mundvigene langsomt krøb opad. ”Så skidt da,” smilede han, så afgjort mindre nonchalant end ordlyden. Hun var ikke noget dårligt kys. Forventningsfuldt trak han hende ind mod sig og gjorde atter krav på hendes mund. Denne gang med mere kropskontakt og noget mere beslutsom i sin leg med hendes læber.