|
Post by Arthur Dodderidge on Mar 18, 2017 20:56:52 GMT
Det var en god aften på de Tre Koste. Der var travlt og kroen summede af liv. Det betød også, at mønterne klingede i bæltepungene på Dodderidgefamilien, som de gik frem og tilbage imellem borde og sørgede for at holde krusene fyldte og stemningen høj. Da den krølhårede ældstes blik faldt på en nytilkommer i døråbningen, trak hans mundvige instinktivt op og han rankede sig lidt, før han gik over imod hende og ignorerede, at hans lillesøster så op, da han gik forbi.
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Mar 18, 2017 21:08:09 GMT
Edith kunne knapt huske hvornår hun sidst havde haft en friaften; både fra arbejde og fra pligterne som eneforælder. I stedet for at nyde den derhjemme, fandt hun sig trukket mod den lokale kro og så snart hun trådte ind i den varme stemning, var der ikke meget fortrydelse at spore.
Da blikket landede på en krølhåret skikkelse tilsyneladende på vej mod hende, så hun dog mildt overrasket ud, men ikke mere end at et lille smil trak læberne op.
"Mester Dodderidge," hilste hun høfligt, som hun fjernede den spidspuldede hat og løsnede kappen.
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Mar 18, 2017 21:18:22 GMT
Det havde været op og ned; relationen mellem Edith Rabnott og Arthur Dodderidge, men efter deres sidste samtale og en ret insisterende lillesøsters skub, var arvingen mere motiveret for at opføre sig ordentligt. Han smilede til heksen foran sig og klarede halsen en anelse.
"Madam Rabnott," faldt hans instinktive hilsen. "Der er plads i baren, hvis du leder efter en siddeplads."
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Mar 18, 2017 21:27:35 GMT
Edith kunne ikke lade være med at tænke for sig selv, at det ikke virkede som om at det var standard praksis at personalet fandt pladser til nyankomne kunder. Hun undlod dog at kommentere på det, men mærkede i stedet sine mundvige sitre en anelse.
"Meget gerne. Tak," svarede hun og rettede blikket mod ham. Det dvælede der et kort øjeblik, før hun klarede halsen lavmælt og fulgte efter ham. "Travl aften?"
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Mar 18, 2017 21:32:14 GMT
Arthur gik ud over hvad han behøvede for at forsøge at få Edith til at føle sig velkommen efter katastrofen sidste gang hun havde besøgt kroen. Da hun næsten smilede, faldt hans skuldre en anelse og han ledte vejen. Blikket fandt hende dog igen, halv over skulderen, ved hendes spørgsmål.
"Ja, det må man sige. Alle, enhver og hans bedstemor har besluttet sig for at skulle underholdes i aften. Og dig med...?"
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Mar 18, 2017 21:41:13 GMT
Larmen i krostuen alene talte om mængden af mennesker og hendes blik var vandret kort mod de andre borde, før krodrengen svarede og hendes opmærksomhed var tilbage ved ham.
"Jeg havde mine forhåbninger om det," indrømmede hun og rankede sig lidt. "Jeg mindes, at den er god her..."
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Mar 18, 2017 22:01:52 GMT
Arthur kunne ikke lade være med at svare hendes kompliment med et skævt smil, før han drejede hovedet væk et øjeblik og smuttede ind bag baren. Det tog ham dog ikke mange sekunder at dukke op med et krus og et hævet bryn.
"Det første først. Hvad skal du have at drikke. Jeg mindes at jeg skylder dig en udskænkning."
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Mar 18, 2017 22:10:28 GMT
Edith indtog en ledig plads ved baren, ikke at der var mange af dem og nåede ikke sidde der i mange øjeblikke, før Arthur dukkede op foran hende.
Blikket faldt til kruset, før det fandt blå øjne. Mundvigene sitrede lidt. "Nu har jeg hørt så meget godt om jeres øl - det må være på tide at prøve, tænker du ikke?"
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Mar 18, 2017 22:18:33 GMT
Det sitrede temmelig afslørende i Arthurs mundvige ved svaret og hentydningen til tidligere samtaler og selvom han dukkede nakken kortvarigt, så var de lyse øjne snart tilbage på Edith. "Det ville være synd andet," indrømmede han, før han vendte sig om og fyldte kruset fra en af tønderne bag baren.
"Jeg håber du kan håndtere det ufortyndet," bemærkede han drillende, som han placerede kruset foran hende og blinkede en enkelt gang.
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Mar 18, 2017 22:29:23 GMT
Et enkelt øjenbryn hævede sig over kommentaren og hun valgte at lade være med at svare med andet end et blik, der dvælede et sekund eller to ekstra.
Til gengæld var hun også reelt nysgerrig og hun tøvede ikke længe med at løfte kruset og tage en prøvende tår.
Da hun sænkede det, var det med et eftertænksomt udtryk, næsten som brød hun sig ikke om det. Før det helt kunne rodfæstede sig, trak et svagt drillende smil op i hendes læber og konklusionen der fulgte, var intet andet end reel.
"Jeg er ingen ekspert på området - men det smager dejligt."
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Mar 18, 2017 22:45:19 GMT
Arthur kunne ikke bruge hele aftenen på at stå og hænge over Edith Rabnott, men han kunne bruge et øjeblik mere og hans blik dvælede ved hende, som hun drak. Han var en anelse forsvarsberedt, men smilet, der bredte sig ved hendes drillende smil, var skævt og næsten drenget. Han rettede sig lidt op og kløede sig kort på siden af halsen.
"Selvfølgelig," svarede han kæphøj. "Jeg lyver ikke."
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Mar 18, 2017 22:54:33 GMT
En munter lyd slap hende over hans svar og hun hævede begge øjenbryn lidt. "Det ville jeg heller ikke have troet," konstaterede hun med blikket på ham, før det drev en enkelt gang forbi. Et næsten skyldigt smil strejfede flygtigt hendes læber.
"Er køkkenet stadig i gang? Den her bliver sikkert kun bedre sammen med noget varmt..."
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Mar 18, 2017 23:03:33 GMT
Arthur trak på smilebåndet igen og hendes skjulte, gentagne kompliment fik ham til at bryde sig lidt bedre om hende - som om han ikke allerede synes gode ting. Han klarede halsen og nikkede en enkelt gang.
"Køkkenet er stadig i gang," bekræftede han. "Jeg går ud og skaffer dig en portion."
Og med det, forlod han hende i baren. Det tog ham dog ikke mere end et par øjeblikke at komme tilbage med bestillingen og en lille skygge i hælene, i form af Tobias Dodderidge.
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Mar 18, 2017 23:13:48 GMT
Edith nikkede taknemmeligt og benyttede øjeblikket til at se sig lidt om i krostuen, der ikke havde forandret sig meget i løbet af de sidste måneder. Ved lyden af en skål, der blev sat, drejede hun sig dog tilbage mod Arthur - og den nye følgesvend.
"Tak," tog hun imod, før blikket faldt til den lille skikkelse, hvis fædrene ophav ikke var nogen hemmelighed. Et noget mere mildt udtryk end ellers tog plads på hendes ansigt. "Og det må uden tvivl være... Toby?"
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Mar 18, 2017 23:46:50 GMT
Tobias' stolper bar ham uden usikkerhed over gulvet efter sin far, men da en fremmed kvinde talte til ham, gemte han sig bag Arthurs ben og en hånd skød instinktivt ned og rodede blidt op i de mørke krøller, som kroarvingen smilede til Edith.
"Vi er lidt generte," bemærkede han. "Og det er snart sengetid. Men nogen vil gerne se deres far optræde først, hm?" Da først skålen var hos Edith, bøjede han sig ned og løftede sin søn op på den ene arm. "Madam Rabnott har en pige helt på samme alder som dig, Tobs. Måske møder du hende en dag...?"
|
|