|
Post by Edith Rabnott on Mar 18, 2017 23:52:54 GMT
Edith, der var mere end vant til en på samme størrelse, smilede forstående. Selv en bryggers søn, vant til mennesker, var stadig som de fleste børn.
"Jeg tror absolut godt at Hollis kunne tænke sig at møde en ny legekammerat," svarede hun i et blidt tonefald og med et sjældent tandsmil.
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Mar 18, 2017 23:58:44 GMT
Tobias tittede frem bag krøllerne og virkede nysgerrig, men uden at sige et pip. Til gengæld vred han sig lidt i sin fars arme, før Arthur hviskede noget i hans øre, der fik knægten til at sidde stille.
"Tid til at tjene til føden," konstaterede han muntert til Edith, inden han gik for at fange sin lillesøsters opmærksomhed og snart efter stod på et bord, balancerende sin søn på armen, imens han sang en langsom duet om foråret, som fik små øjne til at falde i imens. Mere end en enkelt gang, kom han til at skæve over på den mørkøjede kvinde i baren.
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Mar 19, 2017 0:08:53 GMT
Edith forblev tilbage, da en gruppering af Dodderidgefamiliemedlemmer indtog en anden del af krostuen og som bløde stemmer flød ud i rummet, nød hun dem sammen med maden.
At hendes blik dvælede mest ved manden i selskabet blev hun først bevidst om da de i et kort øjeblik fik øjenkontakt og hun kom til at smile, uden at tænke nærmere over det. Det forblev der da også, da hun klappede sammen med resten af krostuen.
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Mar 19, 2017 0:11:37 GMT
Efter at Arthur havde overrakt lille Tobias til hans bedstemor og taget sig af et par ordrer, endte han igen omme bag baren, hvor hans opmærksomhed naturligt landede på Edith. Det var ikke fordi han stod stille længe. Der var ordrer på drikkevarer og ros fra deres optræden, men hans blik dvælede ved hende flere gange alligevel og da han havde et frit øjeblik var det også hende han gik hen til.
"Er alt som det skal være?"
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Mar 19, 2017 0:27:30 GMT
Edith var ikke ubevidst om den ekstra opmærksomhed, men hun var ikke sikker på om den skyldtes dårlig samvittighed eller noget... Andet.
Uanset havde hun ikke meget imod den og da Arthur stod overfor hende igen, var hun netop blevet færdig med at spise.
"Ja. Tak. Det var godt," komplimenterede hun, bevidst om tidligere misforståelser. Hun rettede sig lidt op. "Det samme var sangen."
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Mar 19, 2017 0:33:15 GMT
Arthur var mere end optaget af, at Edith havde det godt. Han kunne fortælle Lena eller en af de andre nysgerrige, at det kun var for at sikre sig, at hun blev en fast kunde, men den lille summen i mellemgulvet hver gang hun smilede sagde noget andet.
"Ja? Godt. Jeg var ikke helt sikker på om den var for sløv til selskabet, men hvis du kunne lide den...?"
Han tog det tomme krus fra hende med et skævt smil og nikkede sigende mod øltønden bag sig med et spørgende blik.
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Mar 19, 2017 0:47:04 GMT
Ediths smil var ikke stort eller blændende, men det var der. "Jeg kunne lide den," bekræftede hun og så overvejende mod kruset, før hun endte med at nikke en lydløs accept af tilbuddet.
"... Men måske er jeg også for sløv til selskabet...?"
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Mar 19, 2017 1:05:30 GMT
Arthur klukkede lidt af Ediths svar, som han skænkede op i kruset med endnu et glas ufortyndet øl. Han stillede det foran hende og lænede sig i det samme lidt hen over baren med et glimt i de lyse øjne.
"Jeg tror ikke du er for sløv i noget som helst selskab," bemærkede han underholdt, men også med et lille, charmerende smil på læberne.
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Mar 25, 2017 21:37:15 GMT
Edith var ikke helt ubevidst om måden han lænede sig frem eller at smilet på hans læber var relativt charmerende - objektivt set, selvfølgelig.
At hun halvt spejlede det, var hun knapt klar over. Til gengæld slap en munter lyd hende, mens øjenbrynene gled lidt op. "Nej? Skal jeg tage det som et kompliment?"
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Mar 26, 2017 19:05:22 GMT
Arthurs tænder viste sig kortvarigt, før han trak på skuldrene med et drillende glimt i de lyse øjne. "Måske. Måske er det en udfordring...?"
Han klarede halsen en anelse og rankede sig lidt. "Tør du danse med mig? Jeg lover, at jeg ikke er et fjols som sidste gang."
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 12, 2017 19:28:57 GMT
Edith kunne ikke ærligt sige at hun ikke var en smule fanget af stemningsskiftet mellem dem og på trods af påmindelsen om deres kaotiske forhistorie, kunne hun ikke lade være med at presse læberne sammen om et smil.
"Tør? Er det en farligere affære en sidst?" spurgte hun og hævede et enkelt øjenbryn, selvom hun ikke lignede en der så ud til at være på nippet til at afslå. Til gengæld havde hun knapt kunne følge tempoet sidst.
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 12, 2017 19:43:11 GMT
Arthur bed læberne lidt sammen om det instinktive svar, men hans øjne glimtede uvorent og den unge mand han var, selvom han også var en ansvarlig far og arving, trådte et øjeblik tydeligt frem. Han trak en anelse på skuldrene.
"Jeg skal nok gribe dig," lovede han, i stedet for den halvplatte bemærkning i hans hoved om at falde. Den skinnede dog alligevel svagt igennem.
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 12, 2017 20:25:35 GMT
Ediths øjenbryn gled lidt op og hun så overvejende på Arthur et øjeblik, før hun endte med at nikke accepterende.
"I så fald," hang det i luften, før hun rejste sig i en glidende bevægelse der fik skørtet til at falde på plads. En hånd løftede sig i et klart tilbud mod krodrengen på den anden side af baren.
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 12, 2017 20:32:36 GMT
Arthur kunne have gået rundt om baren og sneget sig under, men i stedet trådte han op på skamlen, videre op på selve baren og over den, før han dumpede ned at stå overfor Edith og tog først hendes hånd og snart efter ved hendes hofte.
Der var ingen musik, men det kom der snart, som han selv slog rytmen an og sang, imens han svang Edith rundt med sig. Det betød, at dansen var knapt så hurtig, for han måtte have vejret, men da først flere stemmer og trommen var sunket med ind, kunne han hellige sig hende, som andre havde sluttet sig til omkring dem. Han så intenst ind i hendes dybe, mørke øjne, imens rytmen bar dem.
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 12, 2017 20:43:05 GMT
Edith kunne ikke skjule sin overraskelse over Arthurs konsekvente exit fra barområdet, men det falmede kun ved siden af den selskabet musik og den uventede kriblen, der løb ned over hendes rygrad ved øjenkontakten.
Kun kort brød hun den, for at se mod de andre der tilsluttede sig, men da mørke øjne fandt hans lyse igen, var et smil på hendes læber og hun fandt sig svagt åndeløs, uden at være sikker på om det var dansen.
|
|