|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 27, 2017 19:09:34 GMT
Et fnys undslap Edith over svaret og hun holdt sig ikke for god til at sende ham et halvtørt blik gennem mørket, før hun rettede blikket frem mod den tomme hovedgade. "Hm," lød det efter et øjeblik, mens det ellers kun var lyden af deres fodtrin der fyldte luften.
"Uden at ville modsige dig, så må jeg indrømme at jeg har svært ved at regne dig ud, mester Dodderidge."
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 27, 2017 19:18:21 GMT
Arthurs smil svandt en hel del ind, indtil Edith var kommet med en indrømmelse, som efterlod ham mere forundret end selvtilfreds. Han havde ikke gjort det store for at skjule sine intentioner hele aftenen, mente han selv. I stedet for at pointere det helt så kradst, tog han dog blot en dyb indånding og lod stilheden herske et øjeblik, før han svarede.
"Jeg bryder mig om dig. Er det ikke åbenlyst?" Han drejede hovedet, så han kunne se ned på hende med antydningen af et smil. Lidt nervøs havde han vel ret til at være.
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 27, 2017 19:24:22 GMT
Edith betragtede sig selv som en meget voksen kvinde og alligevel hindrede det ikke hendes mave i at slå en lille kolbøtte over ordene. På en måde føltes det som en lyn fra en klar himmel, men samtidig havde han helt ret i, at tegnene havde været der - hun vidste bare ikke hvordan de var opstået.
Tungespidsen fugtede læberne og hun drejede hovedet for at møde hans blik gennem mørket. "Måske. Men det er kun kort tid siden, at det virkede til at det modsatte var tilfældet - så jeg tænkte, at jeg måske forestillede mig det."
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 27, 2017 19:37:59 GMT
Arthur måtte klare halsen en anelse ved hendes svar og smilet var en smule selvbevidst, selvom det også forsøgte at være tenderende charmerende. "Det kan du have ret i," indrømmede han ærligt, men med et svagt glimt i de lyse øjne.
"Ville du hellere have, at det kun var noget du forestillede dig...?"
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 27, 2017 19:49:18 GMT
Edith mærkede sin puls ræse en anelse og det slog hende, hvor længde det var siden hun sidst havde haft det sådan sammen med nogen. Den spænding der var, når man stod på kanten af noget helt nyt og fremmed. En god spænding.
"Nej," svarede hun og mente det, selvom hun ikke vidste hvor det kom fra. Hvordan skiftet mellem dem var sket eller hvornår hun var blevet charmeret af den krølhårede brygger. Smilet trak en anelse op. "Jeg foretrækker det absolut sådan her."
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 27, 2017 19:55:01 GMT
Et øjeblik var Arthurs tænder synlige, før smilet blev en anelse mindre, men stadig dvælede i mundvigene. Han rømmede sig en smule og nikkede en enkelt gang, uden at slippe hende med blikket i mørket.
"Godt," konstaterede han lavmælt. "Det er også lidt svært ved at gøre noget ved, når du smiler sådan der..."
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 27, 2017 20:02:42 GMT
Noget i Arthurs blik fik det til at gibbe en anelse i hende og en lille, tør fornemmelse bagerst i halsen identificerede sig som nervøsitet. Det smittede af på smilet, skønt ordene ikke fik det til at falme og selvom hun ikke havde let til forlegenhed, slog hun alligevel blikket væk.
"Du smigrer," konstaterede hun, før hun alligevel så på ham igen. "Det er svært at gardere sig imod."
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 27, 2017 20:23:15 GMT
En lavmælt latter forlod Arthur og han ærgede sig over, at de efterhånden nærmede sig udkanten af byen og uværgerligt hendes bolig, selvom han ikke var sikker på hvor den var. Hogsmeade var dog ikke så stor endda.
"Du behøver slet ikke gardere dig," drillede han. "Jeg lover at opføre mig... Nogenlunde ordentligt..."
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 27, 2017 20:29:09 GMT
Edith kunne ikke holde en munter latter tilbage og det forblev på læberne i form af et smil, da hun ledte ham hen til et lille, men nydeligt hus og drejede sig mod ham.
"Kan man stole på det fra en krodreng? Jeg har set dig i krostuen..." mindede hun ham op, stemmen lavmælt, men den drillende tone utilsløret og alligevel med en snert af alvor bag.
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 27, 2017 20:45:15 GMT
Arthur snappede en anelse fornærmet efter vejret og fnøs ditto, men smilet spillede i hans mundvige, som han slap hende modvilligt og så alligevel øjeblikket efter sneg sig til at stryge hende let over armen.
"Jeg er ikke nogen dreng," konstaterede han, næsten alvorligt og helt sandfærdigt. "Jeg er en mand. Og du kan stole på mig."
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 27, 2017 20:49:09 GMT
Selv gennem flere lag tøj, sitrede det lidt i hende da Arthurs hånd strejfede hendes arm. Hun havde en mistanke om at ordene også havde en indflydelse på det og selvom tonen havde vippet på kanten til det drillende, så veg det for en smule mere alvor, som hun så op på ham.
Selv i det beskedne måneskær var der noget reelt i de lyse øjne og hun måtte tage en enkelt indånding, før et svagt smil trak op i hendes læber. "Jeg tror på dig," konstaterede hun lavmælt og vidste med sig selv, at hun mente det. Uanset hvor dumdristigt det måske var.
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 27, 2017 20:57:01 GMT
Et diskret smil besvarede Ediths og Arthur nikkede en enkelt gang. Dengang han var helt ung ville han med sikkerhed have sneget sig til et kys udenfor huset, men han var en ansvarlig mand efterhånden og selvom lidt sladder kunne være fint, så var der grænser. Han nøjedes med det flygtige kærtegn, som da også fik det til at sitre i hans fingre, før han trak sig en smule bagud og væk fra hendes intimsfære.
"Tak for i aften, Miss Clagg," hilste han lavmælt og med flere undertoner, som han var sig udmærket bevidst.
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Apr 30, 2017 12:11:40 GMT
Edith havde det som om at hun kunne trække vejret lidt mere frit, da først Arthur trådte tilbage, men på en eller anden måde var det ikke en dårlig fornemmelse. Til gengæld rankede hun sig selv lidt, bevidst om muligheden for at nysgerrige naboer på den ene eller den anden måde ville vide, hvad der foregik i mørket.
"Edith," røg det lavmælt ud af hende, før hun nåede at tænke nærmere over det. Fortrydelsen kom dog ikke, ulig et beskedent smil. "Hvis du vil være så venlig."
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Apr 30, 2017 16:41:49 GMT
Et skævt smil trak op i Arthurs mundvige ved den lille rettelse og han nikkede en enkelt gang, uden at slippe hende med blikket.
"Edith," gentog han dæmpet, smagende lidt på navnet med et glimt i øjnene, der ikke var helt passende. "Jeg håber jeg ser dig snart igen, Edith..."
Han ventede ikke helt på et svar, men tog et skridt mere bagud, før han foldede hænderne på ryggen og vendte rundt. Et lille stykke ned af gaden kunne han dog ikke lade være med at dreje hovedet og se efter hende, før han vende sig endegyldigt væk med et dumt smil på læberne og gik tilbage til De Tre Koste.
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on May 1, 2017 8:02:38 GMT
Edith var alt andet end ubevidst over det, der lå gemt i både tonefald og blik, men som Arthur handlede hun ikke yderligere på det end at besvare det med selv samme diskretion. I hvert fald spillede et smil på hendes læber, der var mere end bare alment høfligt og da hun besvarede hans ønske med et nik, var der ingen tvivl om at hun havde det på samme måde. Blikket dvælede ved ham lidt, som han bevægede sig væk, før læberne krusede sig en anelse mere op i et smil og hun selv drejede rundt, for at fortsætte ind til huset. Tråd afsluttet |
|
