|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 1, 2017 18:47:23 GMT
Åben tråd
Dymphna var i godt humør i disse dage, Alistair havde vist sig at være en venlig ægtemand og hun havde lyst til at overraske ham med en gave. Derfor havde hun lagt et par mønter til side fra det hun ellers havde til sig selv og gik nu rundt på markedet og ledte efter noget, som han gerne ville have men egentlig ikke havde brug for.
De tunge mønter i hendes pung var en sjælden følelse, det var længe siden hun havde været i besiddelse af noget i den stil og det gav hende en følelse af selvstændighed og fremskridt i livet der fik hende til at smile stort til alle hun passerede.
Fornøjeligt talte hun med sælgerne i boderne og hun morede sig så meget, at hun tilmed grinte en del når de forsøgte at charmere hende med deres salgstaler. Tjenestepigen hun havde taget med sig, holdt sig i baggrunden og var mest kommet med, fordi hun ikke helt turde gå rundt alene i Hogsmeade.
|
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 2, 2017 21:58:43 GMT
Devyn befandt sig på markedet af samme grund som så mange andre; han løb et ærinde for husholdningen. I sin søgning efter nogle særlige materialer, som havde vist sig at kræve et vidst held for at opstøve, stoppede han dog op, da fik øje på et velkendt ansigt et stykke derfra.
Dette fik ham til med det samme at stoppe sin søgen og i stedet søge hen til hende. Som han kom tættere på indså han hvor glad hun så ud, hvad der smittede af på ham som en lille trækken op i mundvigene, før han overhovedet havde hilst på hende. Det var noget helt andet end sidst han havde set hende.
"Dym," lød det fra ham idet han var kommet indenfor en passende afstand, mens han stadig bevægede sig de sidste skridt mod hende.
|
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 3, 2017 10:43:26 GMT
Da en velkendt stemme sagde hendes navn, vendte hun sig i retningen af den og blottede sine tænder i et stort smil over synet af Devyn. Hun så oprigtig overrasket ud og selvom de havde holdt kontakt via breve, virkede det som evigheder siden hun havde set ham.
"Devyn." Sagde hun mens hendes blik flakkede hen over hans ansigt, han havde ændret sig, men så alligevel slet ikke.
"Hvordan går det?" Spurgte hun og smilede en anelse, mens hun gik en smule væk fra boden hun havde stået ved, så hun ikke blokerede for de andre kunder.
|
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 3, 2017 16:28:22 GMT
Devyn havde grundet savnet mest lyst til at omfavne Dymphna i et kram, men vidste ikke helt om det ville være upassende nu hvor hun var en gift kvinde langt over hans status. Han kunne teknisk set være ligeglad, hvis ikke det var fordi han ikke havde lyst til at udsætte hende for noget der kunne vise sig at resultere i noget negativt for hende. Derfor trådte han i stedet bare lidt til siden, væk fra det mest travle område for at rydde det, ligesom hende.
"Bedre end det har gjort i noget tid," svarede han oprigtigt men stadig med mere interesse i hende. Selv hvis han havde villet, havde han næppe kunne fjerne blikket fra hende. Han havde alt for travlt med at se på det ansigt han havde savnet; det kom jo ikke med brevene, de indeholdt blot hendes ord. "Jeg kan stille dig det samme spørgsmål," spurgte han indirekte tilbage til hende.
|
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 4, 2017 9:50:39 GMT
Dymphna havde også savnet Devyn utrolig meget, noget hun opdagede da han fortalte hende hvordan det gik, hun havde manglet at høre ham selv sige det. Han havde længe været hendes eneste trøst, på mange mulige måder og selvom det var ovre nu, var der stadig en plads til ham i hendes hjerte.
Smilet forsvandt langsomt fra hendes læber over hans spørgsmål og hun vendte diskret ryggen til den travle gade for at skjule sit udtryk fpr det offentlige blik.
"Det går.." Hviskede hun, pludselig helt omsluttet af sorgen over at have mistet sin søn. Det sædvanlige lettere triste blik var vendt tilbage til hendes øjne, selvom hun forsøgte at smile lidt til ham for at han ikke skulle blive bekymret.
|
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 4, 2017 12:50:43 GMT
Den glæde der havde formet sig ved synet af Dymphna forsvandt fra Devyns ansigt ved hendes svar, for at blive erstattet af et bekymret blik. Smilet narrede ham trods alt ikke og for første gang siden han havde spottet hende så han et andet sted hen, ud i mængden.
"Vil du med et andet sted hen?" faldt spørgsmålet fra hans læber idet havde rettet blikket tilbage mod hende. Der var mange ting han gerne ville. Blandt andet høre hende uddybe og kunne føre en samtale med hende der ikke blev delvist undertrykt af at de befandt sig på markedet.
|
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 4, 2017 19:10:14 GMT
Dymphna fulgte hans blik og havde allerede inden han talte, tænkt samme tanke som han. Derfor nikkede hun langsomt, mens hun skævede overvejende hen på sin tjenestepige, der stod og ventede tålmodigt på hende.
"Ja, lad os gå et andet sted hen." Sagde hun og strøg en lok af sit hår om bag øret.
"De tre koste måske?" Spurgte hun, måske kunne de få et nogenlunde stille hjørne, hvor det ikke var så nemt at overhøre hvad de sagde. Hun ville i hvert fald gerne tale om ting med Devyn, som hun ikke brød sig om andre hørte.
|
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 5, 2017 16:53:45 GMT
Først da Devyn kiggede i samme retning som hun skævede, gik det op for ham at hun nok ikke var alene ude. En del af ham skulle lige vænne sig til at visse ting var tilbage ved det gamle. Han kommenterede dog ikke på det og nikkede i stedet en enkelt gang fast til hendes spørgsmål.
Han drejede om på hælen og satte i gang i retning af den velkendte kro. "Jeg har savnet dig," bemærkede han afdæmpet, nu han alligevel måtte vente på at høre hende uddybe svaret.
|
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 5, 2017 21:52:28 GMT
Dymphnas tjenestepige fulgte med dem i baggrunden, dog udenfor hørevidde. Alligevel svarede Dymphna ikke på hans ord men smilede bare en anelse trist til ham. Det var næsten for meget at høre ham sige det. Hun ville næsten ønske han ville lade være.
Kroen var heldigvis ikke så travl og hun satte sig hen ved et bord i en af krogene, lidt afskærmet fra de mange blikke. Pigen gik op for at bestille mad og drikke til dem i baren og blev stående, da hun faldt i snak med en veninde.
Da Dymphna havde fået sin overfrakke af, betragtede hun Devyn uden at sige noget. Hun vidste ikke helt hvor hun skulle starte. Han vidste jo så mange ting og alligevel slet intet.
"Fødslen gik godt." Sagde hun bare lige pludselig, mens hun satte sig lidt til rette og gav sig til at tegne usynlige mønstre på bordpladen.
|
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 6, 2017 22:33:51 GMT
Devyn trak sin uldne kappe af allerede kort tid efter de var trådt ind, lagde den over armen, og fulgte Dymphna hen til bordet hvor han satte sig overfor hende og lagde sin kappe på en ledig stol. Han ventede lidt på at hun fortsatte og formåede alligevel at mærke et sæt i sig da hun endelig gav sig til at tale.
I et par øjeblikkes stilhed kiggede han blot på hende mens hun kørte fingeren over bordet. "Godt," svarede han, og selvom han mente det, syntes han også at det virkede som en lidt underligt ting at sige - og dog var det på det tidspunkt for sent. Han overvejede kort at vente til hun selv fortsatte, men med et kort blik op mod hendes tjenestepige efterfulgt af et suk vendte han blikket tilbage mod Dymphna og åbnede munden. "Men nu går det kun?"
|
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 6, 2017 23:17:36 GMT
Dymphna så ned på det mønster hun tegnede på bordet og pressede sine læber mod hinanden, mens hun forsøgte at kontrollere sig selv. Hun havde holdt hovedet oppe så længe, selv overfor Alistair forsøgte hun at være stærk, men Devyns venskab var så stærkt at hun følte hun kunne vise ham hvor grimt det i virkeligheden var.
"Jeg.. " Forsøgte hun at sige, men kom aldrig videre i sin sætning, fordi hun ledte efter ordene.
Da kropigen kom ned med maden til dem, takkede hun hende flygtigt, inden hun forsøgte at tage skeen i sin hånd. Hun rystede dog så meget, at hun tabte den ned i stuvningen. I stedet satte hun albuerne på bordet og lagde hænderne over sine øjne.
"Hvis bare jeg kunne se ham igen." Hviskede hun, endnu engang ramt af afmagt.
|
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 7, 2017 21:52:27 GMT
Devyn takkede høfligt Dymphnas tjenestepige da hun kom tilbage med mad til dem. Han formåede at få spist en skefuld, langsomt, stille og afventende, mens han ventede på at veninden fik de ord over læberne som hun tydeligvis kæmpede med. Da hun tabte sin ske lagde han dog selv sin egen fra sig.
Hans blik flakkede en smule, primært rundt på hendes ansigt, da hun endelig fik en sætning ud. Han sank en klump der i mellemtiden havde samlet sig i halsen på ham.
"Det kan ikke... arrangeres?" spurgte han, i tvivl om hvor meget hun egentlig vidste om hvor sønnen befandt sig og blandt hvem.
|
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 7, 2017 22:38:39 GMT
Dymphna sænkede sine hænder, da han talte og forsøgte at samle fingrene om skeen igen. Hun skubbede maden rundt i skålen, inden hun løftede blikket op mod hans med en svag trækning i mundvigen.
"Nok ikke.. Jeg skal tale med min bror om det.. Han er den eneste der ved.. Hvor han er.." Sagde hun og forsøgte at smile lidt til sin ven.
"Men.. hvordan går det med dig?" Spurgte hun og blottede tænderne i et større smil, ivrig efter at tale om noget andet end sin egen sørgmodighed.
|
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 13, 2017 22:08:38 GMT
Devyn nikkede kort og sagte til konstateringen hvorefter han gengældte smilet med en hvis empati. Emneskiftet accepterede han som det kom, selvom han egentlig helst havde set at han havde kunne tilbyde hende noget mere support af den ene eller anden anden art.
"Bedre, som sagt. Der er mere ro på den nu efter, du ved," svarede han med et kort, skævt smil og en enkelt gestus med reference til alt det med tabet af det spirende liv. Tanken om det fik ham dog også til at vende sine mundvige en smule nedad. Til trods for at det havde bragt visse fordele med sig, så kunne han ikke lade være med at blive påvirket af det. Han havde trods alt, i nogle måneder, været overbevist om at han skulle være forælder.
|
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 13, 2017 22:46:32 GMT
Dymphna blev pludselig opmærksom på at hun ikke var den eneste der havde tabt et barn og skammede sig en smule over hvor lidt omtanke hun havde haft for hans situation. Hun nikkede langsomt som tegn på at hun forstod hvad han sagde og forsøgte at tage skeen i sin hånd igen for at spise en mundfuld mad.
"Jeg ved det.. " Sagde hun og spiste lidt af stuvningen.
"Jeg ville ønske livet ikke var så kompliceret nogle gange.." Tilføjede hun og sukkede let.
"Men.. er du sammen med hende nu så? Eller? Skal det ske i fremtiden?" Spurgte hun og smilede en smule opmuntrende.
|
|
