|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 20, 2017 10:07:30 GMT
Dymphna rynkede tænksomt sine øjenbryn over hans ord, mens hun spiste resten af sin mad. Derefter lænede hun sig tilbage i stolen og tænkte sig om et øjeblik inden hun svarede. "Måske ikke.. og nej han ved det ikke, men han ville ikke bryde sig om at jeg talte med Tristan og det tror jeg heller ikke Alistair ville. Ser du der er to mænd i mit liv jeg ville føre bag lyset hvis jeg gjorde det.. Det er nok ikke så godt at jeg bliver ved med at bedrage dem der holder af mig." Sagde hun og skubbede sin træskål til side, inden hun lagde fingrene om sit krus med øl. Derefter løftede hun sit blik og smilede lidt til ham.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 23, 2017 21:22:00 GMT
Devyn mærkede en lille frustration over at de vidst ikke nåede en rigtig konklusion og at hun syntes at vippe frem og tilbage mellem alternativer. Han kunne dog ikke bebrejde hende det, og mindede også sig selv om at det var hendes dilemmaer og ikke hans, samt at han egentlig også havde det fint med bare at være en sparringspartner frem for en der absolut skulle finde en løsning. Han nikkede eftertænksomt til hendes ord og smilede kort tilbage da hun så op. "Ikke hvis du ikke vil udsætte forholdet for fare, nej," indrømmede han. "Det er kun dig der kan prioritere hvad der vægter højest. Uanset hvad lyder det på dig til at det ikke er muligt at være ærlig overfor alle." Han forsøgte at sende hende et opmuntrende smil. Det vil sige, det var sådan ladet, men han var ikke sikker på om det ville formå at leve op til intentionen.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 24, 2017 16:22:14 GMT
Devyn havde ret, selvom Dymphna havde svært ved at indse det. Hun var ivrig efter at finde en løsning der passede til alle, men det så ikke ud til at kunne lade sig gøre. I stedet måtte hun måske acceptere, at hun ikke kunne blive gode venner med alle. Konflikten med Tristan ville ikke bare forsvinde som blå luft. "Nej du har ret." Sagde hun og smilede en anelse til ham, selvom det ikke nåede hendes øjne. "Jeg må nok bare indse at jeg ikke kan gøre alle glade." Tilføjede hun og sukkede dybt.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 24, 2017 19:37:55 GMT
Devyn kunne sagtens forstå frustrationen der fulgte med ønsket om at opføre sig ordenligt overfor alle når det ikke kunne lade sig gøre. Selv havde han ikke travlt med at være vellidt af alle, derimod kæmpede han med principper der gerne konfliktede med hinanden i visse situationer. At der ikke fandtes noget magisk ord til at gøre hende glad måtte han desuden bare acceptere. For selvom hun smilede, kunne han godt se at det ikke var rigtig dybfølt. "Det er der de færreste der kan," kommenterede han og tog en lille tår af sin øl. "Jeg mener, når ikke engang jeg..." tilføjede han i en selvhøjtidelig tone, fortsat i et vidst forsøg på opmuntring, men blev dog aldrig færdig da han erstattede det eller de kommende ord med endnu et forsøg på et smil til hende.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Mar 2, 2017 13:45:33 GMT
Dymphna grinede let over hans ord og rystede på hovedet, mens hun så ham i øjnene. Der var ingen som Devyn der kunne få hende i godt humør. Selv i al det kaos som hun følte hun var i nu. "Nej du har ret.. For du burde jo kunne gøre alle glade." Bemærkede hun og blottede sine tænder i et skævt smil. Derefter tog hun en tår af sin øl og betragtede ham med et mildt smil på sine læber. Det var rart at have stødt ind i ham idag.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Mar 2, 2017 22:00:20 GMT
Dymphnas grin fik Devyn til at lyse op som en sol i et par sekunder. Hurtigt var det mere eller mindre forduftet, og havde dog alligevel efterladt sit mærke i hans mundvige som var trukket lidt længere op end normalt. "Ja, det var det jeg tænkte," svarede han og sendte hende et overdrevet blink, der på alle måder var skabt til at fejle i at være overbevisende. Han lænede sig en smule tilbage og kiggede hende i øjnene. "Du ved godt at du stadig ved hvor du kan finde mig, ikke?" spurgte han hende, bare for at sikre sig at hun vidste at hun stadig altid var velkommen, til trods for at visse omstændigheder havde ændret sig.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Mar 6, 2017 19:05:30 GMT
Dymphna smilede skævt over Devyns ord og grinede derefter lidt over det blik han sendte hende. Til sidst så hun ham i øjnene og nikkede langsomt som svar på hans bemærkning. "Ja, det ved jeg." Sagde hun med et varmt smil på sine læber. Det var guld værd at have en ven som Devyn, selvom de havde haft deres nedture. I sidste ende satte hun pris på, at han stadig var der for hende.
Afsluttet?
|
|