|
Post by Devyn Ollivander on Feb 14, 2017 21:17:53 GMT
Devyn nikkede stille til de ord hun satte på ønsket og udåndede i et alligevel næsten lydløst suk sammen med Dymphna. Han forstod ikke altid helt hvordan de var endt hvor de var; det føltes som i går at de var dimitteret fra Hogwarts hvor verdenen havde virket en smule mere åben end den gjorde nu. Hendes opmuntrende smil hjalp dog, sammen med spørgsmålet der umiddelbart heller ikke trak ham længere ned. "Jeg tror.." Han tøvede et øjeblik, hvor han ikke helt vidste om det var noget han kunne tillade sig at dele med hende. Og alligevel besluttede han sig for at gøre det, på baggrund af at han mente at deres venskab burde kunne bære det. "Jeg tror måske at jeg er blevet lidt glad for hende." Smilet vendte tilbage i en skæv version. "Men der er ikke rigtig nogen særlige planer på nuværende tidspunkt."
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 14, 2017 22:23:50 GMT
Dymphna så overrasket på Devyn og blottede sine tænder i et stort smil, mens hendes blik flakkede hen over hans ansigt. "Jamen.. virkelig? Ej hvor fint Devyn!" Udbrød hun lidt for højt og skyndte sig at dæmpe sig lidt. "Det er jeg virkelig glad for.. Jeg mener.. Jeg ved godt at det er selvoptaget af mig at tro at du ikke kan være glad for nogen anden end mig.." Hun smilede skævt og mødte hans blik med en anelse blanke øjne. Hun havde også haft dårlig samvittighed over at indlede noget med ham når det aldrig kunne blive til mere. "Jeg er så glad på dine vegne Devyn." Hviskede hun og spiste lidt mere af stuvningen.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 15, 2017 20:58:25 GMT
Havde Devyn været mere påvirkelig, havde han nok reageret stærkere på udbruddet end han gjorde; i stedet for at rykke sig tilbage i sædet, spærrede han blot øjnene en smule op mens han kiggede på Dymphna. Mens han lyttede til hende spiste han lidt mere af stuvningen - muligvis lidt som overspringshandling for ikke at skulle håndtere det, der lå et spadestik dybere - og kunne ikke lade være med at grine kort og mildt over hendes bemærkning om selvoptagethed.
Hendes konstatering fik ham til at rynke øjebrynene lidt sammen. Han havde ikke rigtig forventet nogen særlig reaktion og alligevel føltes den der kom af en eller anden grund en smule underlig på ham. "Tak... Og hvis jeg skal være ærlig, så troede jeg heller ikke at jeg kunne det, i noget tid," indrømmede han. Overvejende så han på hende, som var der noget han havde lyst til at sige. Men i stedet tog han blot endnu en skefuld, hvormed ordene syntes at blive sunket med stuvningen. "Hvordan er husbonden?" Hvis de skulle tale om partnere, ville han helst at den gik begge veje, hvorfor han fandt frem til spørgsmålet som erstatning for de ord han havde slugt.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 15, 2017 21:31:24 GMT
Dymphnas ekstatiske glæde forduftede lidt igen over hans egen tvivl og hun så en smule bekymret på ham, hvorefter hun så ned på sin ske. Et øjeblik havde hun troet at det var helt rosenrødt, men det så ud til at hun ikke kunne slippe helt fra at have såret ham. Det gjorde hende en smule ked af det og hun var derfor heller ikke i stand til at være helt glad for sin nye mand. "Alistair er dejlig. Han er en god mand. Passer godt på mig.. og sådan.." Sagde hun og smilede en anelse til Devyn. Et eller andet sted, ville hun ønske at hun havde kunne være sammen med ham, men hun turde ikke tale om det. Det var farligt at bringe det emne op en gang til.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 15, 2017 21:41:55 GMT
Da den glæde Dymphnas havde udvist syntes at svinde hen, følte Devyn sig en smule skyldig over ikke bare at have spillet med. Måske det kunne have gjort det lidt nemmere, få det til at føles lidt mindre kompliceret, som de begge så gerne ville have. Og alligevel var det ikke noget han havde kunne få sig selv til. Han var på mange måder ikke så god til at lade som om, selv hvis det logisk virkede som den bedste løsning. Måske var det en fejl, men det var nu engang sådan det var. Svaret på spørgsmålet fik ham dog til at smile, hele vejen op til ørerne ved de første sætninger, hvorefter det blev til et noget mere afdæmpet af slagsen. "Det gør mig glad at høre. Det fortjener du. Bare han bliver ved med at være det, ellers må du... så må du sige til, okay?" Der var en klar opfordring i stemmen. Han havde bestemt ingen plan hvis det skulle blive tilfældet, men ville ikke have at hun gik og brændte inde med det hvis det hele skulle blive noget lort igen.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 15, 2017 22:09:29 GMT
Dymphna smilede varmt over Devyns ord og rystede let på hovedet, det var sødt af ham sådan at stille sig til rådighed endnu engang. Næsten alt for venligt i forhold til hvordan hun havde behandlet ham. "Jeg ved ikke om jeg er enig i at jeg fortjener ham.. men jeg skal nok sige til. Tvivler dog på Alistair har noget ondt i sig overhovedet, men jeg kan vist få det værste frem i alle.." Sagde hun med et afdæmpet suk og spiste lidt af sin mad, mens hun betragtede sin gode ven med et lettere bedrøvet blik i sine øjne. Nogle gange tænkte hun at det var bedst hvis hun ikke levede.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 15, 2017 23:23:09 GMT
Devyn trak en smule ned i mundvigene da Dymphna begyndte at tale sig selv ned og kiggede kort ned i stuvningen, mens han ønskede at hun ville lade være med den slags. Da han så op på hende igen ramte det bedrøvede blik ham hårdt, som et slag i maven. "Du er alt for hård ved dig selv, Dym. Hvis folk gør noget grimt er det fordi de besidder evnen til det og ikke forhindrer sig selv i at gøre det; det er ikke din skyld. Og jo, du fortjener nogen der passer på dig," sagde han med en hvis insisteren.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 16, 2017 11:17:11 GMT
Dymphna sukkede en anelse over hans ord og lukkede sine øjne kortvarigt, mens hun forsøgte at samle sig. Hun havde så svært ved at kapere al det der var sket, men det værste var næsten at vide at der var en person i verden der hadede hende. Det kunne hun næsten ikke klare. "Jeg løj for ham Devyn. Jeg sagde at lille Bry er død. At jeg havde slået ham ihjel." Sagde hun og placerede hagen i sin hånd mens hun kiggede ned i skålen med mad. "Hvordan kan jeg finde på at sige til en far at hans barn er dødt? Hvilken mor gør sådan noget?" Hviskede hun mens farven i hendes ansigt forsvandt. "I hans øjne er jeg bare en morder." Hun havde det ikke særlig godt lige pludselig, men det var nok bare øllen.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 16, 2017 20:29:26 GMT
Det var med en rynken af panden at Devyn lyttede til hendes fortælling, og den blev kun dybere jo længere hun fortsatte. Først troede han at hun talte om at hun havde løjet overfor Burnett, men knutten faldt da ordet far lød og han indså at det var Flint hun havde talt med. I et øjeblik nåede han at blive meget bekymret, indtil han næsten med det samme indså at Dymphna jo sad i levende live overfor ham. Han fjernede sin hånd fra skeen og efterlod den i maden mens han forsøgte at finde de rigtige ord, for ikke at oprive hende yderligere. En del af ham kunne sagtens sætte sig ind i hvor hårdt det måtte være for Tristan, men empatien blev overskygget af indtrykket han havde af ham som en potentiel trussel for barnet. "Du forsøgte vel bare at beskytte ham. Det er sådan noget en mor gør." Det var med et ganske indgående blik at han sagde dette, hvorefter han lænede sig en minimal smule ind over bordet med underarmen hvilende på det. "Hvorfor betyder det så meget for dig hvad du er i Flints øjne?" Stemmen havde han kun dæmpet yderligere, til trods for at han bestemt havde holdt den på et lavt niveau - delvist på grund af emnet og delvist grundet sin generelt rolige stemmeføring.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 17, 2017 12:58:25 GMT
Dymphna var som altid en forvirret ung dame, men mens Devyn talte, begyndte brikkerne dog at falde på plads igen. Hun nikkede langsomt til hans første ord, selvom blikket i hendes øjne var en smule fjernt. Det havde vel været for at beskytte lille Bry, havde det ikke? Men var drengen bedre tjent uden sin rigtige forældre? Hun følte sig ikke sikker.
"Engang elskede jeg ham Devyn og jeg har svært ved at leve med løgnen. Det er som om jeg føler jeg har gjort en større dårlig gerning end han nogensinde har gjort.. ved at fortælle ham at hans barn er dødt. Fordi jeg ved hvor ondt det gør at miste et barn og jeg bryder mig ikke om at give nogen anden den smerte.. end ikke ham.." Sagde hun afdæmpet og spiste lidt af sin mad mens hun stirrede ud i luften.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 18, 2017 11:27:03 GMT
Lydløst trak Devyn sig tilbage i stolen mens Dymphna svarede uddybende på hans spørgsmål. Han vidste ikke helt hvad han skulle hverken tænke, synes eller sige. Hendes problem var, for Devyn at se, forankret i moralsk uklart territorie. Efter hun var færdig med at tale, gik der da også noget tid hvor han sad og stak lidt til maden og prøvede at finde ud af bare en af de tre ting han ikke rigtig kunne finde frem til. Det hjalp heller ikke rigtig på fremdriften at han ikke brød sig om Flint. "Alle har gjort moralsk tvivlsomme ting, Dym," endte han med at konstatere. "Nogle gange må man bare lære at leve med det," mumlede han og fik rent faktisk spist videre frem for bare at sidde og køre skeen rundt i det.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 18, 2017 21:39:41 GMT
Dymphna hørte sjældent så bestemte ord fra Devyns læber og hun blev en smule overrasket over dem, selvom det ikke kunne ses på hendes ansigt. I stedet for at undersøge emnet yderligere, begyndte hun at spise videre og forsøgte at finde frem til et andet emne der måske var nemmere for ham. "Hvordan går det med arbejdet?" Spurgte hun og refererede til hans lærlinge stilling hos sin egen familie. Det måtte være lidt nemmere for ham, end alle de tunge dilemmaer hun stillede op foran ham. Hun kunne trods alt ikke engang selv finde svaret på dette.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 19, 2017 4:03:57 GMT
Til trods for at Devyn godt kunne se at han nok selv var skyld i det, irriterede hendes emneskift ham en smule. Hans indtryk havde ikke været at hun var helt færdig - og så savnede han muligvis også noget mere brugbart. Han ville næsten hellere at hun havde sagt ham imod, fremfor bare at lade det svære emne i stikken. Han veg nu engang gerne fra at tage hul på egne svære følelser, men dette var ikke hans og dilemmaet indebar desuden langt mere end det; større spørgsmål. Måske havde han været for hurtig, men der var heldigvis intet der forhindrede ham i at gøre et forsøg på at vende tilbage til det emnet. "Fint," svarede han alligevel på hendes spørgsmål, omend en smule affejende i en halvfjern tone, før han vendte tilbage med et spørgsmål og noget mere nærvær. "Hvis du har så dårlig samvittighed," begyndte han, ikke helt sikker på hvor han var på vej hen. "Hvad vil du så gøre for at den ikke skal æde dig op?" Det lå lidt i samme linje som den anden kommentar om at lære at leve med det man havde gjort, men var ganske vidst mere fokuseret på yderligere handling, af den ene eller anden art.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Feb 19, 2017 15:06:11 GMT
Dymphna så tøvende på ham inden hun så ned i sin mad og overvejede om hun overhovedet burde sige mere. Måske var det bare hende der fik de mest tossede ideer. Han ville nok ikke bryde sig om at høre hvad hun havde at sige. "Jeg overvejede at fortælle ham sandheden, men det tror jeg ikke er en god ide. Brayan slår mig ihjel hvis jeg gør det." Sagde hun og drak en tår af sin øl, inden hun satte kruset ned på bordet igen og gav sig til at stikke lidt til sin mad. "Eller også.. så må jeg se på om jeg kan overtale mig selv til at det går over på et tidspunkt.." Sagde hun og spiste lidt mere.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Feb 19, 2017 21:56:50 GMT
Devyn så lidt overvejende på hende, stadig ikke i stand til at finde et rigtigt standpunkt - der var for mange konflikter involveret i det - til trods for at hans indre havde en idé om at det skulle til for at kunne sige noget. Det endte hans logik dog med at spolere - måske var det meget godt at han blev nødt til at forholde sig til det med en hvis distance. "Ved Brayan at du har fortalt Flint at barnet er dødt?" spurgte han, inden han fik den sidste bid af stuvningen ned i systemet. "Jeg siger ikke at det nødvendigvis ville være en god ide, bare fordi han ikke opdager det, men..." Han kløede sig lidt i håret; nej, der var stadig ingen klare svar. "Et eller andet sted, burde det så være det der forhindrede dig?"
|
|