Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Timur Obolensky on Dec 10, 2016 3:05:26 GMT
Timur var heldigvis mindre anspændt, fordi han også var beruset. Han gav sig alligevel en smule, før han slappede mere af og lukkede øjnene i med et tungt suk. "Ja," lovede han lavmælt og i en helt lille stemme. "Det lover jeg."
Han sank en klump og tog en dyb indånding. "Det er helt... Rigtigt. Forsigtigt," forsikrede han, imens han lå der.
Post by Dimas San Nicolas on Dec 10, 2016 3:08:54 GMT
Dimas øjne var åbne og han ville ønske, at han kunne se Timurs ansigt. I stedet forblev det på den profil, han lige kunne skimte og han tog tydeligvis ordene alvorligt. Nænsomt prøvede han sig frem og trak sig ikke væk, selvom han i starten var reelt i tvivl om, hvorvidt det var rart.
Da han i det mindste var nogenlunde sikker på, at det ikke kunne være komplet ubehageligt, bøjede han nakken igen og sneg sig til at plante små kys mod russerens hals, der var lige så blide, som hans bevægelser andre steder.
Post by Timur Obolensky on Dec 10, 2016 3:13:46 GMT
Et enkelt, tungt suk forlod Timur, som Dimas kyssede hans hals. Han sank en klump og trykkede sig lidt imod sin kæreste og hans hånd. "Prøv... Prøv med to fingre," fik han lidt usammenhængende frem, som han rakte den ene hånd bagud og lod den glide ned langs krøltoppens arm i en opfordring.
"Jeg kan godt... Lide det."
At visse dele af hans anatomi havde valgt at understrege det faktum, undlod han at bemærke.
Post by Dimas San Nicolas on Dec 10, 2016 3:19:04 GMT
Dimas' tvivl svandt en helt god del ind, da han mærkede russeren trykke sig tilbage mod ham og ved de stakåndede ord, kom han til at smile. Han gjorde, som han blev bedt, men hastede ikke med det. Selvom hans egen tålmodighed rørte på sig igen, sørgede han for at tage tiden og absolut ikke tvinge noget, der føltes som om det ikke skulle tvinges.
Et fascineret smil forblev på castillianerens læber, selv da han fortsatte sine små kærtegn mod den andens hals. De vandrede op og han kunne lige netop fange en blød øreflip mellem sine tænder; kun med det formål at høre, hvilken reaktion det ville få. At han, trods sin indledende nervøsitet, heller ikke selv var upåvirket, blev han også i stigende grad mere og mere bevidst om.
Post by Timur Obolensky on Dec 10, 2016 3:32:10 GMT
En halvkvalt lyd forlod Timur, som tænder fangede hans øreflip under alt det andet der foregik. Hans indånding efterfølgende kom i et lavt gisp og han krummede sine egne fingre om tæppet foran sig, imens han slog øjnene op igen.
"ohooiet'," endte han med at mumle, før han bed ned i sin underlæbe og rystede ganske svagt ind imod Dimas. "... En mere?"
Post by Dimas San Nicolas on Dec 10, 2016 3:41:23 GMT
Effekten var alt, hvad han kunne have drømt om og han selv måtte tage en overfladisk indånding. Det var første gang, at han var ene og alene om at frembringe den slags lyde hos nogen, deres kombinerede indsats ved deres sidste møde tilsidesat og han var absolut mere påvirket af det, end han ville have troet.
Nysgerrig og temmelig opstemt, fulgte han kun villigt opfordringen og slap selv en dæmpet lyd over den reaktion han kunne mærke fra den anden. Ansigtet endte begravet et sted ved Timurs hals og han kunne til sidst ikke nære sig for at nappe i huden der, måske lige så meget for at distrahere sig selv fra sit eget behov. At det potentielt ville efterlade et afslørende mærke, havde han ikke den fjerneste idé om. Der var andet og meget mere at koncentrere sig om.
Post by Timur Obolensky on Dec 10, 2016 3:47:25 GMT
Timur var helt opslugt og Dimas kunne sandsynligvis have sagt hvad som helst uden meget reaktion fra russeren i de øjeblikke. Et helhjertet støn forlod ham til sidst og han gispede lidt efter vejret med blikket komplet fraværende på et ligegyldigt punkt i halvmørket.
"Nu... Chyort." Han formåede ikke helt at tale sammenhængende, men fik til sidst klemt "Dimas" navn ud. "Nu kan du godt... Hvis... Hvis du vil." Vær nu sød at ville... Han hev en tung indånding ind og sank en klump.
Post by Dimas San Nicolas on Dec 10, 2016 3:56:08 GMT
Det hele var stadig relativt nyt for ham, men han var ikke det fjerneste i tvivl om, at Timur i det øjeblik, var det mest ophidsende han hidtil havde været vidne til. Det var nærmest ubegribeligt, at det var ham selv, der frembragte den slags lyde fra russeren og selv hvis han ikke havde været mere end opstemt selv, så ville han have indvilliget i det næste udelukkende for at høre flere.
"Jeg vil," fik han selv hæst frem, temmelig fokuseret på alt muligt andet end at tale, men alligevel uden den mindste tøven. Langsomt trak han sin hånd til sig og med en lille smule asen, lykkedes det ham at krybe ud af sine braies og kassere dem et komplet ligegyldigt sted. I et kort sekund overvejede hans fulde hjerne det næste trin, men han endte med kort at række ud efter krukken igen, inden han lidt efter krøb helt tæt på russeren.
Hjertet sad helt oppe i halsen, men samtidig rev utålmodigheden i ham og da han, med lidt hjælp fra sin ene hånd, trykkede sig det første, lille stykke ind mod russeren, sortnede det næsten for hans blik. Et overrasket, anstrengt udbrud gled over hans læber over fornemmelsen og det krævede næsten mere selvkontrol end han havde at gå lige så langsomt til værks, som han havde gjort før. Hånden endte med at gribe stramt fast om en hofte og han stønnede selv lavmælt, før han endelig formåede at formulere sig.
Post by Timur Obolensky on Dec 10, 2016 4:03:42 GMT
Det var en seriøs frygt et øjeblik; at Dimas ville have mistet lysten og fortryde. Da han ikke bare sagde at det ikke passede, men snart efter også viste det med al tydelighed, faldt Timurs øjne i igen med en helt håbløs lyd af ophidselse og svag anstrengelse. Hans tæer krummede sig sammen og en hånd fik famlende fat om Dimas' ovenpå hans hofte.
"Iisus," tumlede det hæst ud over hans læber. "Langsomt." Han rømmede sig for syttenhundrede gang og klemte lidt sammen om krøltoppens hånd. "Vær sød ikke at stoppe."
Post by Dimas San Nicolas on Dec 10, 2016 4:12:54 GMT
Dimas havde aldrig oplevet noget lignende. Kombinationen af varmen og den begrænsede plads var nok til at han nær havde tabt det hele på gulvet, før det overhovedet var startet og da han sænkede tempoet, var det næsten lige så meget for sin egen skyld, som det var for Timurs. Panden fandt hvile mod et skulderblad og selvom han lå lidt akavet med den anden arm og ikke kunne finde ud af, hvor han skulle gøre af den, så optog det ikke meget af hans fokus.
"Dios mio," lød det anstrengt fra ham, nærmest i en udånding. Om han reelt ville kunne stoppe nu, var han i tvivl om og det var et held, at Timur ikke bad ham om det. I stedet krummede han fingrene om hoften yderligere sammen og som han rykkede sig en smule tættere på, gled et halvkvalt udbrud over hans læber. "Jeg kan ikke..." kvækkede han og kunne nærmest ikke samle sig til de næste ord, selvom han ihærdigt forsøgte at distrahere sig selv med alle mulige andre tanker end dem om følelsen af Tim. I sin milde eufori, endte han også med at være hudløs ærlig. "Jeg kan ikke holde længe. Du..."
Post by Timur Obolensky on Dec 10, 2016 4:18:22 GMT
En lille, svag og stækket latter forlod Timur over ordene og han slap Dimas' hånd med sin egen som om det var aftalt. Opfordret af tidsfristen tog han sagerne i egen hånd og gispede over følelsen af valencianeren og det hele.
"Bare et øjeblik," mumlede han som svar, imens han gjorde sit yderste for at følge med. Det tog ikke længe. Flere russiske kraftudtryk forlod ham i en lind strøm, før han spændte i kroppen og trykkede sig helt tæt tilbage imod Dimas med et lille spjæt og en halvkvalt lyd.
Post by Dimas San Nicolas on Dec 10, 2016 4:27:08 GMT
Måske burde det være pinligt, men Dimas vidste ikke bedre og da Timur lo, kom han selv til at smile åndeløst. Det tog et øjebliks fokus, nok til at give ham lidt mere tid. Alkoholen i hans blod gav ham uden tvivl også en fordel, han ikke selv var klar over, men det krævede alligevel næsten mere selvkontrol end han havde, da han prøvende bevægede sine hofter i det tempo, som hånden havde fulgt kort forinden.
Endnu en dæmpet ed fandt over hans læber og en dyb koncentrationsrynke furede hans pande, mens de kæmpede hver deres kamp mod tiden. I sidste ende gik der knapt et par minutter, før han absolut ikke kunne længere og det var et held, at de var alene i teltet, for han ville ikke have været i stand til at undertrykke det støn, der fulgte med. I et par fuldkommen vidunderlige sekunder var han helt tabt for omverden, før han sank lidt sammen bag russeren - uden at trække sig væk.
En rysten gik gennem ham og han måtte flytte lidt på sin sovende arm, inden han gemte hovedet lidt ind mod russerens ryg. "Undskyld. Var det for hurtigt?" mumlede han fåret, uden alligevel at kunne lyde helt fortrydende. Beruselsen gjorde sit. Han var dog en smule varm i kinderne alligevel, som Timurs bøn om mere tid genspillede sig i hans tanker. "Jeg kunne ikke... Jeg prøvede ellers..."
Post by Timur Obolensky on Dec 10, 2016 9:56:16 GMT
Timur havde det helt varmt og helt vidunderligt, som Dimas gemte hovedet ind imod ham og mumlede. Et dumt smil spredte sig på hans læber og han tog en lidt raspende indånding, før han selv lagde hånden over krøltoppens igen, denne gang lidt blidere.
"Du er fantastisk," svarede han lavmælt. "Helt fantastisk..."
Han selv følte sig lidt sårbar efter det hele, men strøg alligevel fingrene over Dimas' i et lille kærtegn. "Kunne du lide det?"
Post by Dimas San Nicolas on Dec 10, 2016 18:10:15 GMT
Dimas var stadig en anelse stakåndet, som han lå helt tæt ind mod Timurs ryg. Grebet omkring hoften løsnede sig mærkbart og med en lille, klemt lyd, adskilte han dem. I stedet flettede et enkelt ben sig ind mellem russerens og han frigjorde blidt sin hånd, kun for at kunne lægge armen helt omkring den anden og tegne et blidt mønster mod det øverste af hans mave.
"Det var... Jeg vidste ikke, at jeg kunne få nogen til at lyde, som du gjorde," mumlede han ind mod Timurs hals, hvor en lille, blå plamage var ved at samle sig. Han bemærkede det ikke med lukkede øjne. Til gengæld smilede han endnu fåret. "Jeg kunne godt lide det. Og dig... Var det rart nok?"
Han plaprede, men han var også stadig lidt fuld og en anelse oppe at køre.
Post by Timur Obolensky on Dec 10, 2016 18:33:44 GMT
Timur slap en enkelt lille lyd, som Dimas trak sig lidt væk. Han tog en dyb indånding og drejede hovedet lidt for at se på sin valencianer. Blikket var mildt, selvom Dimas havde lukkede øjne og intet så. Da han drejede hovedet væk igen var det med et smil på læberne og en varm følelse i mellemgulvet.
"Hvis du ikke kan regne ud, at jeg kunne lide det, så var jeg åbenbart ikke tydelig nok," brummede han en smule muntert, før han sank en klump og klarede halsen lidt. "Det var meget mere end rart, krøltop. Meget, meget mere... Det var det lydene... Handlede om." Han smilede så dumt, at det kunne høres i hans stemme. Lige efter puttede han sig en anelse tættere ind imod Dimas.