Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Benevolence Wright on Dec 3, 2016 23:34:55 GMT
Det var tydeligt at mærke den harmoniske stemning der lå over det lille hus. Det var i sandheden også en glædens dag og den fortjente ikke andet end at man glemte alle sorger og hvad ellers der måtte tynge af negative tanker og energier. Det havde i hvert fald været Benevolences plan. Hun havde, efter et stykke tid ammet sin søn for første gang. En følelse hun stadig skulle vende sig til, og drengen var så småt begyndt at søge øjenkontakt med hende. Alt var dog langt fra fuldkommen, selvom det brede smil og de klare øjne godt kunne give det udtryk. Nok havde hun valgt at være sin mands ledsager til hans bedste vens bryllup, men hun havde endnu ikke brugt et længere varende øjeblik i hans nærhed.
I stedet havde hun taget sig den frihed at få både snakket og hilst på de gæster hun ikke før havde mødt. Hun kom især godt ud af det med Agnes forældre, da hun et eller andet sted kunne mærke at behovet for sine egne var steget siden hun havde født. Det kunne godt være at hun i en lang periode af sit liv havde haft et inderligt had til sine forældre, men de var stadig hendes familie, det var ikke noget hun kunne skubbe væk.
Nu stod hun lænet op af væggen med et krus med øl og betragtede selskabet i alt dets glans. Selvom et kort grin gled over hende kunne hun mærke hvor malplaceret hun følte sig.
Blair var ikke en mand, der var nem at slå ud. De seneste begivenheder havde dog ramt ham hårdt og han var mere tavs end nogensinde, selvom der ellers var meget at glæde sig over. Han gjorde sit bedste, men i sidste ende holdt han sig mest for sig selv. Kruset i hans hånd var aldrig helt tomt og når han ikke var nødt til at tale med de andre gæster, hvilede hans blik på den lyshårede skikkelse af hans hustru. Han så hende smile og det skar i ham, hvordan han ikke kunne huske hvornår han sidst havde set det rettet mod sig selv.
Til sidst kunne han ikke længere. Da han så hende stå alene, flyttede benene sig af sig selv og han var ved siden af hende, før han kunne nå at ombestemme sig. "Bea..." bad han stille om hendes opmærksomhed og hindrede kun lige sig selv i at række ud efter hende. Til gengæld vidste han ikke, hvad han ellers ville sige.
Post by Benevolence Wright on Dec 4, 2016 0:48:53 GMT
Det var som sådan ikke til at se at Benevolence havde fået en del indebords. Hun blev normalt mere varmblodig og let til latter når stemningen påvirkede hendes sind. Lige nu havde hun dog haft så meget brug for at komme af med de skærende følelser at hendes krus aldrig nået at blive tomt. Hun var dog stadig på det gode stadie som holdte humøret ved lige og tillod hende at glæde sig over hvor ligeglad hun lige nu var.
Det blå blik havde sejlet lidt rundt på de dansende par, og hendes ansigt var også omridset af et smil der dog falmede ved synet af sin mand. De lyse bryn trak sig en anelse sammen og hun kunne mærke lysten til at træde væk. Hun havde det som om at hun ville brænde sig hvis han kom for tæt på, og den kvalmende følelse af hans nærvær trængte sig ind på hende. Det var en så fremmed følelse at det skræmte hende. Men tanken om hvad hun havde mistet. Nok var tankerne en smule egoistiske. Men for Bea havde hun mistet sin datter, og hendes mand havde valgt ikke at redde hende. At det i sidste ende havde betydet hendes egen død var ikke noget der endnu havde nået at røre hende. "Hvad vil du?"
Blair var ikke blind, men han ville næsten ønske han var, hvis det sparede ham for at se ændringerne i hendes ansigt. Som det var fik han dem alle med og det vred hans indre. Hendes kølige svar var ikke uventet, men det fik ham alligevel til at knuge fingrene hårdere sammen med kruset.
"Tale med min hustru," fik han ud gennem svagt sammenbidte tænder. Han tog en indånding, uden at det beroligede ham meget. "Du kan ikke ignorere mig for altid."
Post by Benevolence Wright on Dec 4, 2016 2:27:04 GMT
I sidste ende havde Benevolence jo ikke lyst til at være så vred på ham. At elske ham så lidt som hun gjorde lige nu. Men hun havde brug for at give nogen skylden, og sådan som hun havde det nu var der ingen andre end Blair at bebrejde. Følelser som både sorg, vrede og forvirring blandede sig i hovedet på hende, hvilket var alt for meget for den blonde skotte. Det havde også resulteret i at hun siden sin fødsel havde sovet på Jamies værelse, efterfølgende havde hun fået Jacob ind så hun kunne amme ham. Men primært brugte hun tid alene hvor hadet og sorgen bare fik lov at æde hende op inde fra. "Hun er ikke her" Lød det blot fra hende. Blikket flakkede og hun vendte opmærksomheden fra ham.
"Jeg ignorerer dig ikke." Det var delvist sandt, hun svarede ham trods alt, og havde også registreret hans tilstedeværelse. Men det var også kun det.
Blair havde set hende mere den aften end han havde siden fødslen. Sådan føltes det i hvert fald og af samme grund købte han ikke hendes svar. Nu, denne aften, der skulle være en glædens dag, kunne han ikke bære det længere. Det havde samlet sig i ham og ordene kom ud gennem sammenklemte tænder.
"Vil du hade mig for altid?" Desperationen var klar, selvom hans stemme ikke var meget over en hvisken. "Vil du hade mig, fordi jeg elsker dig? Fordi jeg ikke kunne se mig selv i en verden, hvor du ikke er der? Nuvel. Så had mig. Jeg fortryder det ikke."
Post by Benevolence Wright on Dec 5, 2016 0:05:44 GMT
Benevolence kunne næsten ikke huske hvordan Blairs fingre føltes mod hendes hud, duften af hans krop og den generelle følelse af hans nærhed. Hun vidste godt at det havde været hendes eget valg at holde ham på afstand, men det ændrede dog stadig ikke få de manglende brikker der ikke længere ville passe ind. Hun løftede hånden for at stryge en lys lok om bag øret.
Hun var langt fra ligeglad med ham, og det var ikke nemt at høre ordene fra ham. Hun kneb øjnene tæt sammen og stirrede på ham. Hun kunne næsten ikke tro på hvad hun hørte, og stilheden der lå over hende indikerede hvor svært det faktisk var at finde de helt rigtige ord.
"Du opfører dig som om du er ligeglad" hendes stemme var næsten ikke eksisterende. Hun løftede sit krus op til munden og tømte det.
Blair var en granvoksen mand, far til tre og nogle gange lidt af en træmand, men det betød ikke at han ikke havde følelser. Benevolences ord ramte ham og han tog en skarp indånding, før han måtte se væk. Da han endelig fik sig selv til at se tilbage, skinnede hans øjne let.
"Hun var også min datter," fik han hult frem. "Og jeg elskede hende allerede, men hun er væk. Modsat vores søn."
Post by Benevolence Wright on Dec 6, 2016 22:36:37 GMT
Hun vidste godt at det ikke helt havde været de bedste ord at bruge imod sin mand. Hun var godt klar over at han ikke var så ligeglad som hun påstod, men lige nu var det lettere at være imod ham end med ham. Hvem ellers skulle hun være vred på? Hun overvejede at træde det sidste skridt tilbage og forlade ham hvor han stod, da hans blik flyttede sig fra hende. Tanken blev dog ikke til andet end det, da de blå øjne blev draget til hans da han igen så på hende. Klumpen i maven satte sig bedre fast.
"Du kunne have haft dem begge" Hun bed ned i underlæben og vendte sig væk fra ham. Benevolence selv var en stærk kvinde, men hun græd ikke særlig ofte, og selvom hun forsøgte sig, så kunne hun ikke skjule de enkle tåre der var ved at danne sig. "Det er din skyld" kom der så endelig fra hende. Hårdt som det var.
Det var ikke kun Benevolence, der havde mistet et barn. Blair følte smerten stærkt og hendes ord var som at blive brændemærket. Det sved i ham og han kunne ikke mere. I sin sorg slap hans tålmodighed op og han greb fat i hendes arm, før han havde tænkt sig om. De næste ord stadig dæmpede nok til kun at være for hendes ører, men det gjorde ikke effekten af dem mindre.
"Det er ikke min skyld, at du ikke kunne finde ud af at holde dig i ro. At du lod din stolthed komme over dine børns velvære," bed han, før han slap hende som om han havde brændt sig. Og med det, var det som om at han ikke længere kunne holde synet af hende ud. I hvert fald drejede han om på hælen og forlod rummet. Han havde brug for luft og han havde ikke tænkt sig at spolere sin vens bryllup.
Post by Benevolence Wright on Dec 6, 2016 23:09:05 GMT
Aldrig havde han grebet fat omkring hende på den måde som han gjorde nu. Især fordi det var så stærke følelser for grunden til det. Hun var ikke bange, men overraskelsen og angsten for hvad han kunne finde på kravlede op langs ryggen på hende. Der gik heller ikke lang tid før blikket gled ned på sin egen arm, hen over hans hånd og så mod hans øjne igen. I et forsøg på uden ord at få ham til at give slip.
"jeg var sengeliggende i, to måneder" hun havde slet ikke tal på hvor længe hun havde været nødsaget til at blive i sengen. Men så snart at helbrederen havde været der og havde konstateret hvor slemt det var, og at det ikke bare var en lungebetændelse havde Benevolence forsøgt at tage det så alvorligt som hun kunne. Hun nået ikke at sige mere før han forlod rummet. Hvilket var heldigt nok, ellers havde hun med sikkerhed råbt noget efter ham der i sidst ende ikke havde været fair overfor nogen af dem. Grunden til hvorfor hun havde reageret som hun havde gjort gennem hele graviditeten var der stadig ingen af dem der kendte til, og hvis de gjorde ville de nok ikke smide skylden over på hinanden.
Hun blev ikke stående særlig længe efter Blair var gået fra hende. I stedet fik hun genopfyldt sit krus. Hun var begyndt at overveje om de overhovedet skulle blive ved med at bo sammen. Tabet af Joanna havde tydeligvis en konsekvens, og lige nu kunne hun ikke se sig uden om den eneste mulighed de havde. Hvem kom også over sådan noget? Hvem kunne gå tilbage til deres daglige liv som om intet var hændt? Hun tørrede sine øjne på vej ud af det lille hus. Med ryggen mod ydersiden af væggen sank hun langsomt sammen. Aften vinden tog fat om det lyse hår og med et let suk lagde hun hovedet til den ene side. Hun kunne dog mærke trangen til at gå ud at lede efter ham. Hun havde ikke lagt mærke til de tåre der lydløst trillede ned over hendes kinder.
Blair havde forsøgt at være stærkt. Han havde ladet hende være rasende på ham, selvom han ikke på nogen tænkelig måde havde kunnet forudse, hvad der ville ske. Benevolence havde knapt været ved bevidsthed og han havde været alene, da de havde mistet Joanna. Han var også alene nu, mere end nogensinde og da han forlod sin hustru i det ellers festlige selskab, var han ikke sikker på at han havde lyst til at se hende igen.
Sorgen over det hele rev ham langsomt fra hinanden indefra og da han kollapsede op mod en husmur, upåvirket af den stærke havvind, der hev og sled i tøj og hår, var han på alle tænkelige måder eksemplet på en besejret mand. Han sank ned på hug og stirrede ud over det sorte hav, uden at se - uden at vide, hvordan han skulle komme videre derfra.
Post by Benevolence Wright on Dec 6, 2016 23:47:39 GMT
Et eller andet sted skulle han slet ikke have lov til at gøre hende så ked af det. Men det var noget de to aldrig i deres liv havde prøvet før. Der var ingen af dem der med sikkerhed vidste hvordan man skulle tackle en så stor sorg, og hvordan man sammen kunne komme videre. Hun var dog ikke i tvivl om at hun ikke kunne blive siddende op af muren som hun gjorde nu. Hun havde på fornemmelsen af at det ikke var Blair der var den af dem der gik på vandre tur. Hun havde kunne se det i hans blik. Men hun var mindst lige så såret som han var.
Problemet var at de ikke talte om det. Hun havde slet ikke haft lyst, men du, da han rent faktisk var gået fra hende, kunne hun mærke alle følelserne vælte frem. Bare tanken om at miste ham fik hende til at rejste sig med så meget en kraft at hun var ved at falde over sine egne ben.
Det var mørkt, og havde det ikke været for lyset gennem vinduerne havde hun kun ved hjælp af sine hænder, kunne mærke sig rundt om huset. Han var dog ingen steder at se.
Det var først da hun overvejede at gå tilbage igen, at hun opdage den svage skikkelse siddende med ryggen mod muren, næsten på samme måde som hun selv kort tid forinden havde siddet. Hun rømmede sig. "Jeg ville have gjort det samme" kom det fra hende. Hun vendte blikket mod vandet. Blandet med vinden gled flere tåre over hendes kinder.
Kulden trængte så småt gennem lagene af tøj, men han sansede ikke at rejse sig. Han kunne ikke gå tilbage ind nu og lade som om, at alt var i orden. Han måtte undskylde overfor Téarlach senere. For nu overvejede han blot at transferere sig væk. Hjem, til sin søn. Det eneste lyspunkt.
Var der gået et øjeblik længere, ville han have rejst sig. I stedet stivnede han ved lyden af Benevolences stemme gennem mørket. Vejret var fanget i lungerne på ham og i et par lange sekunder reagerede han ikke. Ikke før han tog en indånding og spurgte hæst:
Post by Benevolence Wright on Dec 7, 2016 0:01:13 GMT
Benevolence kunne næsten ikke få sig selv til overhovedet at tænke scenariet igennem. Men hun vidste at hun i sidste ende ville have haft taget samme beslutning som Blair. Havde hun selv stået i samme situation hvor det gjaldt hans liv, frem for Joanna. Det var hårdt, og hun havde ikke før ville indse hvordan han havde haft det, hvordan han stadig måtte have det. Hun følte sig alt andet end en god hustru, og i et kort øjeblik overvejede hun også at efterlade ham der. Det var jo hendes skyld, det havde han ret i. Det var hende der havde båret begge børn. Det var hende der blev syg.
"Jeg ville vælge dig" hun kunne næsten ikke høre sin egen stemme grundet de hårde slag som om hjertet forsøgte at løbe fra nogen. Det sved i hendes øjne og måtte til sidst løfte armen for at tørre dem i sit kjoleærme.