Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Benevolence Wright on Dec 13, 2016 21:58:47 GMT
"Om så vi havde stået i vand til knæene.." hun færdiggjorde med vilje ikke sin sætning, da det lidt gav sig selv. De havde haft brug for at konfronterer hinanden, og efterfølgende glemme alt i hinandens favn, hvilket var noget hun havde gjort, ligegyldigt vejrforholdene.
Det var som om en tung sten havde lettet sig fra hendes sind og ikke mindst hendes hjerte. Det var det vante og naturlige smil der nu lå hendes læber som Blair fulgte hende ind i den varme stue igen. Hun skævede op på ham og lod hånden glide ned over hans ryg og trykkede sig let ind mod ham.
Blair lod armen forblive om Benevolence, da de trådte ind i rummet igen og enhver, da havde set på dem i løbet af aftenen, ville bemærke forskellen nu. Han havde dog ikke tænkt sig at give slip, nu hvor han langt om længe havde hende hos sig. I stedet ledte han dem indenfor i varmen, tæt på ildstedet.
"Få varmen," bad han og drejede sig halvt imod hende, det lyse blik søgende. Han ville give hende verden, hvis han kunne. "Vil du have noget at drikke?"
Post by Benevolence Wright on Dec 15, 2016 21:54:05 GMT
Benevolence bryn trak sig sammen da samtlige blikke faldt på dem. Det fik let hendes hånd til at lukke sig omkring noget af stoffet fra tunikaen. Uden at sige noget gik hun med ham hen til ildstedet hvor hun satte sig ved det tætteste bord. Hænderne foldede hun om hinanden på den robuste overflade.
"Nej, jeg vil bare gerne sidde her med dig" sagde hun stille. Hun havde fået nok at drikke, og nu hvor de igen talte sammen havde hun ikke brug for at gøre stemningen mere omtåget end den var i forvejen.
Blairs blik hvilede søgende på Benevolence og han lignede mere eller mindre en, der ville gøre alvorlige krumspring for at give hende, hvad hun ønskede sig. Da det i første omgang ikke var noget, måtte han i stedet synke ned ved siden af hende - ikke at han som sådan var ked af det over det.
Tværtimod gled en arm omkring hende og han lænede sig til siden for at trykke et kys mod hendes tinding, uden at sige mere. Det hang mest af alt sammen med at han generelt ikke sagde meget.
Post by Benevolence Wright on Dec 17, 2016 0:39:59 GMT
Blair var hele hendes verden. Benevolence mente selv at hun ikke behøvede andet, så man bort fra deres børn. Hun vidste at deres kærlighed var stærk, men hun havde haft sin tvivl om hvorvidt den ville overlevet tabet af deres datter. Selvom de havde stået i hinandens arme, vidste hun at det hele ikke var afgjort endnu. Men lige nu nød hun bare at de kunne værdsætte hinandens selskab, og ikke mindst nyde festligheden, som et bryllup jo var.
Hun lænede hovedet mod ham. Et lille smil trak sig frem i den ene side af mundvigen ved følelsen af hans læber mod hendes tinding. Hun drejede hovedet så hun kunne kigge på ham. Hun gled sin arm ned på hans lår som hun gav et klem. "Jeg mindes vores bryllup som var det lige sket" sagde hun stille. For toogtyve år siden. Hun var ikke sikker på om Blair overhovedet havde registreret hvad der var forgået før han havde sagt ja. Det kunne stadig få hende til at grine den dag i dag.
Blair var usigeligt glad for, at hun ikke trak sig væk. Bare det, at kunne holde om hende, gav ham nyt mod for fremtiden og forhåbninger om, at de nok skulle klare sig til sidst. Hendes ord forstærkede det og han smilede lidt ned mod hendes hår, som en enkelt, munter lyd slap fra ham.
"Jeg kan stadig ikke huske, hvordan jeg endte der," brummede han og strøg hånden over hendes arm. "Men jeg kan huske, at jeg tænkte at det var et held jeg gjorde, for synet af dig den dag måtte være det smukkeste, der fandtes."
Post by Benevolence Wright on Dec 17, 2016 17:53:12 GMT
Smilet voksede sig større hos Benevolence der langsomt trak svagt på sine skuldre. Der var mange historier om hvordan Blair havde endt med at gifte sig med hende, selvom følelser var involveret havde det ikke stoppet rygterne. "Der er nogen der troede at jeg havde forhekset dig" sagde hun og blinkede. Hun var trods alt stadig mugglerfødt, og heller ikke dengang var det noget man så særlig nemt på. Hun havde flere gange fået at vide at magien i hende måtte være uren, og at brevet til Hogwarts havde måtte været en fejl; særligt fordi at hun faktisk ikke var særlig god til at være hen heks.
Hendes hånd fandt vej til hans. "Og du syntes du stadig, efter så mange år?" Ordene kom næsten som en hæs hvisken og flyttede hovedet tættere på hans. Hun havde sagt mange ting i årenes løb, mange af dem fortrød hun, og hun vidste godt at hun noget af tiden ikke altid havde været den bedste kone; efter hendes egen bedømmelse.
Blair slap en lille, munter lyd, velvidende at det var tomme rygter. Desuden havde han aldrig fortrudt den dag og bare mindet, fik ham til at stryge hende over armen og plante et kys mod toppen af hendes hoved. Det var fantastisk at høre hende tale til ham igen og han satte pris på det.
"Nej," svarede han og så ned på hende med et lille smil på læberne. "Jeg ved nu, at jeg tog fejl dengang. Du er kun blevet smukkere siden."
Post by Benevolence Wright on Dec 18, 2016 0:00:07 GMT
"Men det kan da godt være der var noget om det" sagde Benevolence med et lille skævt smil. Hun strøg let et par fingre over hans pande og bøjede let hovedet en smule forover da han kyssede hende. "Pigerne på min årgang var grønne af misundelse." sagde hun og kunne ikke lade være med at grine ved tanken.
"Jeg tror jeg var forelsket i dig, fra første dag jeg så dig. Med dit lange hår ved i øjnene. Du brummede som en bi" Endnu et smil fandt vej. Det var rart at genopfriske de minder der havde bragt dem sammen. Hun havde manglet dem.
Blair kunne ikke lade være med at smile. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde set hende så glad som hun var nu og det fyldte ham med varme. En lille, munter lyd undslap ham. "Det fik du snart sat skik på," brummede han, nærmest forventligt, og strøg sin frie hånd over det tilbagebundne hår, som kun en sjælden gang i mellem blev løsnet for at blive kæmmet.
Selv smilede han en anelse ved mindet om skoletiden. Det var så længe siden, men han kunne alligevel huske det klart. "Mine sovesalskammerater forstod vist aldrig helt, hvordan jeg fik dig. Det var vist også mere omvendt, aye?"
Post by Benevolence Wright on Dec 18, 2016 1:00:39 GMT
"Jeg sagde jeg ville ende med at flette det" sagde hun og klukkede let. Hovedet blev lagt en smule på skrå så hun bedre kunne betragte den tykke fletning der banede sig vej hen over hovedet på ham og ned i nakken. "Hvilket minder mig om at det snart er tid til storekæmmedag" Ikke det mest passende tidspunkt at få en hverdags aktivitet ind på i en samtale der egentlig skulle handle om første møder og romantik.
"Du var den stille og seriøse, de troede vitterligt ikke på at du nogensinde ville finde en kvinde du var tilfreds med" sagde hun og kunne igen ikke lade være med at smile. Pigerne på hendes årgang kunne komme med mange forskellige grunde til hvorfor, men mente alligevel alle at de havde hvad der skulle til. "Jeg tror ikke du anede hvad der foregik halvdelen af tiden, og den anden halvdel var det vidst mig der rendte forvirret rundt" erkendte hun og hvilede panden mod hans. "Du reddede mig" hviskede hun stille. Hun var ikke sikker på hun havde overlevet at skulle hjem til hendes forældre hvor de så kunne finde hende en skomagersøn til hende.
Blair slap en lille lyd, der mest af alt bare var en brummen uden nogen egentlig mening. Anerkendelse, måske. Han var mere interesseret i det næste og et muntert fnys undslap ham. "Jeg var ikke engang klar over, at jeg ledte," bemærkede han. Der havde ikke været mange kvinder i hans liv, før Benevolence havde bemægtiget sig en plads i det og holdt fast i den siden.
"Men jeg er glad for, at du fandt mig," tilføjede han, måske lidt mere blød end han ellers var - men der var også grund til det nu.
Post by Benevolence Wright on Dec 19, 2016 16:30:53 GMT
Var man overhovedet klar over det? Man ledte som regel efter noget, når man havde mistet noget, eller glemt noget. Men man kunne ikke lede efter noget, når man ikke var klar over hvad det var man mente der manglede. Benevolence havde som ikke sådan ledt efter nogen. Men hun var dog ret hurtigt blevet klar over at hun manglede noget i sit liv, da hun så Blair for første gang. Det var underligt da det ikke just var det hun gik rundt om drømte om; en mand. Hun kunne godt tage vare på sig selv, og mere til endda.
Et smil fandt vej til hende igen og hun lænede sig mod ham for igen at give ham et blidt kys. "Jeg er glad for at jeg ikke skræmte dig væk" Smilet voksede hos hende.
Blair trak instinktivt Benevolence lidt tættere på sig, varm i hele kroppen over at mærke, at hun ikke hadede ham for altid. I en tid havde han ellers troet, at det ville være tilfældet.
Læber fandt hendes tinding og trykkede et blidt kys der. "Du kunne ikke skræmme mig væk," brummede han ind mod hendes hud og gav hendes side et klem.
Post by Benevolence Wright on Dec 22, 2016 21:30:03 GMT
Hun nød at være så tæt på ham. Selvom følelsen før havde været vant, havde hun nu undværet den så længe, at hun nu kunne mærke hvor meget hun havde haft brug for ham, og hvor forkert det havde været at skubbe ham væk, selvom når hun så tilbage ikke kunne have gjort det anderledes. Hun var bare glad for at hun ikke var helt så stædig, at hun havde valgt at lade ham være. Hun var ikke sikker på at han nogensinde ville havde været kommet tilbage.
Hun havde savnet hans omfavnelse så meget at hvert eneste berøring fik hendes hud til at sitre, havde de ikke været til Terry og Annets bryllup, havde sagen nok været en anden, men hun forsøgte at holde sine lyster i ro, selvom det var svært, da Blair altid havde haft den effekt på hende. Hun smilte ved hans ord og lagde hovedet imod hans brystkasse. "Du er for god ved mig Blair Wright" mumlende hun.