Brændene hjerte [Slughorn brylluppet]

Benevolence var ikke vant til at være ude af kontrol; ikke at have kontrol. Hun var den fornuftige, den standhaftige, og vigtigst af alt så forsøgte hun på bedste mulige vis at holde sammen på familien. Men hun havde været alt for tæt på at skille den ad, det vidste hun godt, og den person hun skulle dele sine dybeste tanker med, var i et split sekund blevet hendes værste fjende. Hvert eneste af hans ord ramte. Hun havde ikke ville høre på hvad han havde haft at sige, og havde i en stigende grav haft svært ved at være i nærheden af ham, en følelse Blair tilsynladende også var velkendt med. Det var langt fra en tanke hun brød sig om.

"Jeg bebrejdede dig, fordi det var langt nemmere end at bebrejde mig selv. Langt sværere" sagde hun og gned sine håndflader mod sine øjne. Det var ikke Blair der havde slået Joanna ihjel, som var skyld i hendes død. Det var hende selv.

Benevolence kunne ikke finde ud af om hun gerne ville holdes op, og hun kunne mærke hvordan hendes muskler i armene spændte sig. Men hun kæmpede ikke imod. Hun lod sig sænke dybere ind i hans favn og begravede hovedet hovedet mod hans hals. I et kort øjeblik var hun stille. Hun havde brug for at de bare stod sammen uden at skulle dele for meget ud af deres tanker.

Selvom han sagde det ikke var nogens skyld kunne hun mærke at hun stadig havde brug for at pege fingre og råbe. "Det er mere min skyld end det er din" sagde hun med et lille suk. Hun havde båret rundt på begge børn, og det var åbenlyst at det var hende der var noget i vejen med.

Den ømhed og nærvær som hun altid havde fundet hos Blair, havde i en periode været ikke eksisterende, så for Benevolence var behovet for kontakten næsten lige så stor, man kunne dog ikke fysisk mærke det på hendes krop. Hun blev stående med armene omkring ham, og rettede først hovedet da han tyssede på hende.

Det var med blanke øjne at hun mødte hans blik. Den kolde vind havde tørret hendes tårer og følelsen af hånden mod nakken fik en let gysning til at strække sig op af ryggen på hende og fik en let kriplen til at vokse i maven på hende. Uden flere ord, lod hun sin ene hånd vandre op af hans brystkasse, og om i nakken hos ham. Det var med forsigtighed at hun strakte halsen en smule, for at komme tættere på hans ansigt.

Benevolence varme ånde var tydeligt i det kolde aften vejr. Selv havde hun ikke taget noget over sig da hun var gået ud, da alkoholen der susede rundt i blodet havde lagt sig som et varmt tæppe over hendes krop. Så selvom hun frøs var det ikke noget hun bed mærke i, og slet ikke nu hvor Blairs arme var omkring hende. Hun lukkede kort sine øjne i da deres næser strejfede sig.

Hun turde ikke helt flytte på sine ben, og følelsen af at de ville slå sig væk under hende gjorde hende en smule usikker. Grebet omkring hans overarme blev en anelse strammere. Det var som om hun var bange for aldrig nogensinde at føle sig sikker. Svagt rørte fødderne på sig som hun strakte kroppen. Læberne strejfede hans kind.

Tankerne havde ligget hos Benevolence. Helt inde bag sorgen, havde de dybe og nære følelser for Blair været. Følelser hun ikke kunne finde ud af at reagere på. Hun havde været tom for ord, tom for handling og havde i sidste ende bare lukket alle ude. I sidste ende havde det nok ikke været den klogeste beslutning, det vidste hun nu.

Da deres læber svagt rørte hinanden, var det næsten for godt til at være sandt, og en let skælvel var over hele hendes krop. Hun trykkede armene omkring ham. Det blide kys blev dog ved med blot at være der.

Benevolence havde det stadig som om at hver forkert bevægelse ville få hendes ben til at give efter sig. Hun følte sig skrøbelig, og det sagde meget om hende, når hun til daglig var ganske robust. Hun kunne holde til meget, men havde alligevel ikke kunne forholde sig til det at miste et barn, og på samme tid skubbe sin mand fra sig. Ganske kort mødte deres blikke hinanden, og i samme øjeblik skød endnu et lyn gennem kroppen på hende. Hendes fingre skælvede let under hans tunika og hun havde af samme grund ikke lagt mærke til at de havde lukket sig omkring stoffet, som om hun var bange for at nogen skulle forsøge at skille dem ad.

Hun lagde hovedet på skrå, og et lille suk forlod hendes læber. Hænderne slap grebet om stoffet og gled i stedet omkring ham; med fingrene i en blid bevægelse hen over håret på ham. Ordene ramte hende hårdere end hun havde forventet. Det var så længe siden at hun i sidste ende måtte indrømme at hun havde glemt hvad de gjorde ved hende. Hun kneb øjnene sammen. Det var kun grundet lystet fra månen at man ville kunne ane de små tårer der havde sat sig i hendes øjne.

"Jeg elsker dig" hviskede hun.

"Jeg har savnet dig sådan" sagde hun stille. Egentlig havde hun ikke behøvet at sige netop de ord, hun vidste godt at han havde savnet hende, og hun havde på fornemmelsen at han ligeledes havde savnet hende. Hun havde sovet alene i alt for lang tid, at bare tanken om igen at kunne ligge ved siden af sin mands varme krop, fik hende til at begrave hovedet tættere mod ham.

Hun pressede et par kys mod hans hals som et suk forlod hende. Hun vidste at de ikke kunne blive stående herude hele natten, og på et eller andet tidspunkt skulle de også hjem. "Skal vi gå ind?" kom det så fra hende efter noget tid.