|
Post by Tristan Flint on Nov 3, 2016 19:01:47 GMT
Alkoholen havde indtil videre været det eneste der havde været i stand til at dulme den smerte Tristan bar rundt på. Det krævede ganske vidst mere end en enkelt ildwhiskey før han var i stand til at ligge det fra sig, og alligevel røg det første glas ned i svælget og tilbage på bordet, nærmest før hun havde skænket det. Han lukkede øjnene i et par øjeblikke mens han mærkede varmen sprede sig ud igennem hans brystkasse, før han lagde mønter på disken til en ny. "Det.. Er en lang historie." Han var først afvisende fra at fortælle mere, men hvis rygterne ikke skulle sprede sig gennem byen som en løbeild blev han med stor sandsynlighed nødt til at uddybe. "Brayan Muldoon er.. var.. Min svoger. Han stjal min kone og min ufødte søn fra mig.." Dymphna var måske gået selv, men den arrede forbandelsesbryder var sikker på at hun ville være kommet tilbage hvis det ikke havde været for Vægteren.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 3, 2016 23:05:22 GMT
Penelope var hurtig på fingrene og den næste samling mønter forsvandt også ned i bæltepungen, før hun skænkede op til endnu en god slurk ildwhiskey. Kvaliteten var ikke fantastisk, men det varmede lige så godt som det gode.
Og det løsnede tungen på kunderne næsten bedre. Hun lyttede med interesse til hans historie og gispede medlevende over oplysningen til sidst. Hun huskede en ung kvinde ved Flints side i byen, men hun havde aldrig lagt meget i det. Det var så kortvarigt og mange havde den slags elskere. Hun var ingen undtagelse.
"Muldoon," gentog hun tænksomt. "Er de ikke frygtelig fine? Der sidder da en Muldoon i rådet, huh?"
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 3, 2016 23:33:12 GMT
Tristan skyllede det næste glas ned, og nikkede som svar på hendes spørgsmål, mens han endnu engang lod varmen strømme ud i hans ellers så kolde krop. Glasset blev endnu engang sat på bordet, hvor hånden fandt et par knut mere frem som blev placeret ved siden af. "Jo. Lad os bare sige at Brayan og hans familie ikke bifaldt at Dymphna giftede sig med bastarden.. Vi.. Kom op at skændes, hun.. Hun kyssede en anden mand" Tristans ansigt blev kort vredet i afsky ved tanken på den mørkhårede knægt. "Men jeg var klar til at tilgive hende.. Hun bærer vores barn.." Håbløsheden vendte tilbage i hans brune øjne, som de gled tilbage på Penelope. "Jeg har ikke set hende siden hun gik ud af min dør. De må have spærret hende inde." Det var den eneste rationelle forklaring Tristan kunne finde på. Han og Dymphna havde svoret hinanden troskab og kærlighed, det var ikke en ed hans elskede hustru kunne bryde.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 4, 2016 0:36:47 GMT
Man skulle ikke overgøre indtaget af ildwhiskey og Penelope ventede lidt med at fylde op, som hun lyttede. Bastarden var tydeligvis Flint, selvom hun ikke kendte til hans ophav. Hun lænede sig lidt på albuerne mod bardisken og rynkede panden svagt, før hun endelig hældte op og tog imod hans penge igen.
"Og fordi Muldoon er i rådet kan du ikke gøre noget? Hvad ville du så have gjort ved ham...? Nu her?"
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 4, 2016 0:52:56 GMT
Tristan var ikke sikker på om det var familiebåndene i rådet der holdt hånden over Brayan. Havde han haft tættere bånd med sin familie havde han måske været i stand til at udnytte deres positioner, både hans fader og hans onkel sad i rådet, og ingen af dem ville nogensinde tage ham i forsvar. "Jeg arbejder for rådet.. Jeg er forbandelsesbryder.." Hans ord var en smule fraværende, mens han tog glasset i hånden igen. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle svare på hendes spørgsmål. Hvad havde han i grunden tænkt sig at gøre ved Muldoon.. "Jeg.. Prøvede måske bare at true ham? Jeg.. Tænkte ikke klart da jeg så ham.. Der var et øjeblik hvor.." Han skyllede glasset ned, i forsøget på at finde det rigtige svar. "Hvor jeg var klar til at gøre ham ondt og tage konsekvenserne, fordi alt er bedre end det dødvande jeg befinder mig i nu." Han satte glasset på bordet igen, og mærkede hvordan sprutten langsom begyndte at virke, som hans krop blev lettere at være i.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 4, 2016 2:00:17 GMT
Penelope fyldte ikke dette glas. Der lå ingen penge på bordet og manden havde uden tvivl godt af en lille pause. Hun fugtede i stedet læberne lidt, som hun betragtede ham og tog hans ord helt ind.
"Har du overvejet at hun måske gik frivilligt og ikke vil tilbage igen?" Penny bevægede sig lidt ud på farligt vande, men stod sikkert i sin rolle som udskænker. "Jeg ved ikke... Hvis det er tilfældet, så skal du måske slippe hende, selvom det er hårdt."
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 4, 2016 2:12:18 GMT
Når Tristan var dybest nede i mørket, var det de samme tanker som kropigen satte ord på, der løb igennem hans hoved. Den eneste udvej var at lyve for sig selv, at klynge sig til håbet om at hun ikke ønskede andet end at vende tilbage til den husbond der elskede hende, på trods af hvad hun havde gjort, om ikke andet, så for barnets skyld. Alkoholen forhindrede ham dog i at glide ned i det mørke hul, det fik ham til at se mere klart for en kort stund, før han drak for meget, og rusen overtog ham helt. "Det gør for ondt at tro på.. Hun bærer vores barn. Han kommer snart til verden, og jeg kan ikke bære tanken om at han skal vokse op uden en fader. At han skal vokse op som en bastard." Siden han var lille havde han lovet sig selv at han ville byde sit barn et bedre liv, i stedet for de uheldige kort skæbnen havde delt ham ved hans fødsel.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 4, 2016 2:24:42 GMT
Ærligheden var næsten smertefuld at lytte til, men Penelope var også vokset op uden sin far og mor og havde et og andet at sige til det. Hun tog en dyb indånding.
"Det er ikke altid det værste at vokse op anderledes," konstaterede hun. "Man ved ikke hvad man er gået glip af. Og nogen gange er det for det bedste. Nogen forældre ville aldrig have været gode forældre alligevel. Sådan var mine."
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 4, 2016 2:42:24 GMT
Tristan var temmelig sikker på at på trods af at deres historier havde lighedspunkter, var der stor forskel på at vokse op blandt de lag hvor man blev kromutter, og hans tilfælde hvor han var udmærket klar over hvem hans fader var, mens Curteis Crouch til gengæld havde valgt at lades som om han var luft igennem hele hans 27-årige liv. "Min far er adelig, og selvom jeg ved hvem og hvor han er, har han altid afvist at have noget som helst med mig at gøre. Jeg er vokset op hos min mor, og hendes brors familie, han er også adelig, og behandler mig som skidt.. Havde verden gået efter min moders hoved, havde jeg været Tristan Salevyn Crouch. Nu er jeg i stedet Tristan Flint, et navn jeg aldrig får lov til at give videre til min søn." Tristan havde almindeligvis lært at være stolt over hvem han var, og dog havde alkoholen det med at bringe al hans bitterhed og harme op til overfladen.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 4, 2016 18:30:54 GMT
Penelope lyttede til den berusede selvretfærdighed uden den voldsommeste interesse, men med det udtryk i øjnene, som hun reserverede til de kunder, der havde brug for at tale ud. Hun behøvede ikke for alvor at høre efter, når den tragiske livshistorie blev fremført, men blot lade som om og nikke på de rigtige tidspunkter. Lige i dette tilfælde lyttede hun dog med et halvt øre alligevel og løftede brynene en smule over de fine navne han nævnte.
"Hvordan ved du, at det er en søn? Hun har jo ikke født endnu, siger du?"
Hun fugtede læberne og tiltede hovedet en anelse igen.
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 4, 2016 18:43:09 GMT
Tristan blinkede et par gange, som hendes spørgsmål rev ham ud af hans fortælling. Han havde aldrig fået nogen vished om hvilket køn barnet havde, at det blev en søn der kunne bære hans navn videre havde altid været ønsketænkning. "Det.. Ved jeg vel heller ikke.." Han kiggede bittert ned i bordet, og trak opgivende på skuldrene. "Og nu kommer jeg aldrig til at vide det." Han bed sig i læben. Hans største frygt var at de andre Muldoons havde fjernet barnet før det overhovedet så dagens lys, tæt forfulgt af at de fjernede det fra Dymphnas arme ide det tog sin første mundfuld luft. "Måske har de slået det ihjel, måske har de givet det væk.." Han knugede hånden om bardisken, mens hans krop brusede med et virvar af magtesløshed og frustration.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 4, 2016 18:51:04 GMT
En smule medfølelse var alligevel at finde, som Penelope trak en anelse på smilebåndet og rakte en hånd ud for at klappe ham på armen. "Du kommer nok aldrig til at finde ud af det," konstaterede hun efter et kort stykke tid. "Og det hjælper dig i hvert fald ikke at angribe en vægter på åben gade... Det er jo det rene selvmord."
Hun hævede begge øjenbryn en smule. "På et eller andet tidspunkt kommer hun vel ud igen. Men spørgsmålet er om du vil sidde og vente på det eller om du vil komme videre? Besatte mænd ender aldrig nogen gode steder, Flint..."
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 4, 2016 19:19:10 GMT
Tristan var rådvild. Han anede ikke hvad han skulle føle, og hvad han skulle tro. Han havde i flere måneder klynget sig til håbet om at Dymphna ville vende tilbage til ham, men som ugerne var gået var sandsynligheden for det blevet mindre og mindre. "Muldoon påstod at de havde fået vores ægteskab erklæret ugyldigt, på trods af at vi blev viet under alles åsyn nede på Kostene. Hendes fader førte hende endda op.. Hun er allered forlovet igen.." Et eller andet sted kom det ikke bag på ham, og dog var han ikke sikker på at det var sket med Dymphnas gode vilje. Det måtte være Brayan eller hendes moders værk.. Eller også havde det været hendes eget ønske.. Han gøs. "Jeg ved bare ikke om jeg kan komme videre før jeg har hørt det fra hendes egen mund. Det kan være at de tvinger hende eller fylder mig med løgne.." Hendes varme hånd ovenpå hans fik ham til at rette de brune øjne op, og forsøge sig med et modløst smil.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 4, 2016 21:19:21 GMT
Penelope holdt sig fornuftigt fra at sige at der fandtes besværgelser, som kunne få en til at sige enhver løgn. Flint havde tydeligvis ikke brug for at blive mere paranoid. Hun havde trukket hånden til sig igen og pillede lidt ved en negl, som hun stod og betragtede ham.
"Hvor bor hun så? Hende Dymphna? Kan du ikke bare besøge hende der?"
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 5, 2016 0:27:17 GMT
Tristan havde mest af alt lyst til at svare at Dymphna Flint boede i det lille hus han havde lejet til dem, og havde i sinde at købe til deres lille familie. Realiteten var dog at han ikke anede hvor hun befandt sig. "Jeg formoder at hun er på sin families gods i Irland.. Men det er ikke just et sted hvor man tropper op uanmeldt.. Jeg har forsøgt at kontakte hendes fader, men jeg har ikke fået svar på mine breve." Det virkede måske mærkeligt at han var villig til at overfalde en vægter på åben gade på Hogsmeade, men ikke opsøge hans hustru, hvor hun med høj sandsynlighed boede. Måske lå der en dårlig undskyldning gemt bag hans ord, han havde stadig svært ved at se Hr. Muldoon i øjnene efter hændelserne der havde ledt op til Dymphnas afsked. Måske vidste han inderst inde godt at det var forbi.
|
|