Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Tristan havde i de sidste mange måneder levet en omtumlet tilværelse i Hogsmeade. Det lille hus han havde lejet til ham og Dymphna var pludselig blevet meget stort uden hans lille hustru, og efter at have siddet i de tomme rum og ventet på hende i flere måneder, havde han givet op. Hans ting var blevet flyttet tilbage på det lille loftkammer, men på trods af at at syntes at være det samme i den ensomme troldmands liv, havde hans tanker endnu ikke været i stand til at vende tilbage til deres gamle løbebaner. Slet ikke nu hvor fødslen af hans søn nærmede sig. Siden Dymphna havde fortalt ham at hun var med barn havde han talt dagene, selv efter at hun var blevet stjålet fra ham, havde han omhyggeligt talt månederne, i håbet om at hun ville komme tilbage. Denne sene eftermiddag måtte han dog endnu engang bevæge sig ned imod De Tre Koste for at drukne hans sorger. Hun var og blev væk, og det kunne ikke engang den flaske han havde støttet sig til de sidste mange måneder ændre på.
Post by Brayan Muldoon on Oct 25, 2016 21:15:09 GMT
Brayan var efterhånden kommet sig helt ovenpå den ulykke, som han ikke havde fortalt nogen om og enhver halten i hans skridt var forsvundet. Han ville da heller aldrig have besøgt Hogsmeade, hvis det ikke havde været tilfældet og han følte sig mere som sig selv end han havde gjort det sidste lange stykke tid, da han gik ned langs Hovedgaden med et sædvanligt, ophøjet ansigtsudtryk.
Han havde haft ærinder at løbe i et stykke tid nu og han havde tænkt sig at klare dem uden de store svinkeærinder. Af samme grund værdigede han ikke de omkringværende magikere mange blikke, men gik blot målrettet - uden at have nogen anelse om, hvor tæt han befandt sig på en potentiel katastrofe.
Post by Tristan Flint on Oct 25, 2016 21:48:24 GMT
Tristans tunge kørte over hans sprukne læber, som han tørstede efter den første ildwhiskey, der forhåbentlig efter et par genopfyldninger ville varme den kulde der havde lagt sig om hans hjerte. De brune øjne kiggede målrettet på kroskiltet der svingede let i vinden, før noget fik ham til at standse op. Han kendte den mørkhårede troldmand, nok til at kæde hans ansigt sammen med det navn han bistert havde brugt som bandeord siden han havde forelsket sig i hans unge brud. Brayan Muldoon. Der var ikke langt fra tanke til handling, da hans tryllestav gled uset op i hans ærme, mens han målrettet, og med gnistrende øjne stillede sig ind på troldmandens vej. "Brayan Muldoon.. Hvor er hun..? Hvor er min viv?" Han forlangte et svar, som han for nu stadig holdt tryllestaven skjult. På trods af at raseriet havde svækket hans dømmekraft var han endnu ikke dum nok til at ligge sig ud med en vægter på åben gade.
Post by Brayan Muldoon on Oct 26, 2016 19:29:40 GMT
Brayan havde ikke meget andet valg end at stoppe, da Tristan Flint materialiserede sig foran ham - tydeligvis ophidset. Mørke øjenbryn hævede sig ganske let og at beskrive hans ansigtsudtryk som køligt, ville ikke engang begynde at beskrive det.
"Jeg var ikke klar over, at du havde giftet dig igen, Mr. Flint," sagde han iskoldt og med en tænderskærende høflighed, der af samme grund var næsten alt andet end det.
Post by Tristan Flint on Oct 26, 2016 21:31:47 GMT
Overfor troldmandens kølige modtagelse, kogte den arrede forbandelsesbryder. Der var ingen tvivl om at han havde fat i den rigtige mand, han kunne genkende det glatte kønne ansigt fra sit arbejde med rådet, og svaret kunne derfor ikke undgå at provokere ham, da de begge to udmærket godt vidste hvem han talte om. "Benægt det ikke! Hvad har du gjort af Dymphna, min hustru!" De var blevet viet efter alle kunstens regler, og på trods af at hun var blevet stjålet fra ham, var de endnu ikke blevet skilt igen.
Post by Brayan Muldoon on Oct 26, 2016 21:40:08 GMT
Brayan havde været vægter gennem flere år nu og der var ingen tvivl om, at det var det, der gav ham evnen til at stå roligt overfor den ophidsede mand. Tryllestaven var ikke langt udenfor rækkevidde, men han rakte ikke ud efter den. I stedet stirrede han ned på bastarden, der havde besmudset Dymphna.
"Min søster har intet at gøre med dig længere, Flint. Som du måske husker, blev ægteskabet erklæret ugyldigt," svarede han i samme, iskolde tone. At der måske mere var tale om, at Brayan havde kontakter de rigtige steder og havde trukket i tilpas mange snore til at gøre det til en ny sandhed.
"Hvis du vil undskylde mig. Som du måske har hørt, har vi en ny trolovelse at se til."
Post by Tristan Flint on Oct 26, 2016 21:51:43 GMT
Tristan havde godt fået beskeden om at han og Dymphnas ægteskab var blevet erklæret ugyldigt, og dog havde han indtil videre nægtet at rette sig efter det. Ikke nok med at vielsen var blevet foretaget med alle nødvendige vidner, så var ægteskabet også blevet konsumeret, et faktum hans kommende søn var et levende bevis på. Tanken om sønnen fik det til at vende sig i maven på ham, som troldmandens ord endnu engang bekræftede mistanken om at ægteskabets ugyldighed ikke var Dymphnas egen, men hendes families onde manipulationer. "Løgn! Dymphna er min hustru. Hun bærer på mit barn. Jeg forlanger at se hende." Tristan rykkede sig ikke en tomme, men stirrede i stedet troldmanden dybt ind i øjnene
Post by Brayan Muldoon on Oct 26, 2016 22:07:24 GMT
Brayan stirrede lige tilbage og rykkede sig heller ikke selv det mindste. "Jeg har ingen anelse om, hvad du taler om," affejede han ordene med noget nær ligegyldighed og lukkede af for den del af sig selv, der huskede de store, blå øjne, der havde set op på ham, som han efterlod barnet i fremmedes varetægt.
"Og jeg vil råde dig til at træde til side, Flint. Nok nyder rådet nytte af dig, men deres sympati rækker ikke langt." Især ikke, når han var vægter - der var ingen lov, der forbød ham at flytte den anden troldmand med magt, hvis det skulle komme til det.
Post by Tristan Flint on Oct 26, 2016 22:19:52 GMT
En knude samlede sig i maven på den arrede troldmand, som den yngre vægter blev ved med at benægte. Han overhørte hans trusler, på trods af at han vidste hvor prisgivet han var over at have den stilling han havde, der var mange stemmer i rådet, deriblandt hans fader, der ikke brød sig om ham og dog betød hans søn mere end hans arbejde for de selvhøjtidelige troldmænd. "Du lyver igen. Hun bar mit barn da i stjal hende. Du kan ikke benægte det. Hvor er min kone og min søn?" Hans stemme havde fået en desperat klang som den ufødte generation af Flintslængten tydeligvis var et ømtåleligt emne for ham.
Post by Brayan Muldoon on Oct 26, 2016 22:27:55 GMT
Måske ville Brayan have haft en eller anden form for sympati med manden, hvis ikke han havde giftet sig med hans søster mod hans vilje. Hvis han ikke havde hævet hånden overfor hende.
"Der har aldrig været noget barn," hvislede han. "Kun den nød, du påførte hende. Af. Vejen. Flint."
Post by Tristan Flint on Oct 26, 2016 22:45:48 GMT
Raseriet skyldede endnu engang ind over Tristan, som troldmanden foran ham blev ved med at benægte. Han havde selv glædet sig over nyheden, og følt på hendes lille bulende mave. "Løgn! Hun bar mit.. vores barn da i stjal hende. Fortæl mig ikke at i er så hjerteløse at i har taget så lille og uskyldigt et liv. Hvor er Dymphna og vores søn?" Hans øjne var begyndte at blive blanke, om tårerne så stammede fra raseri, eller sorgen over det barn som svogeren påstod aldrig havde eksisteret, var han ikke klar over. Til gengæld var hånden der skjulte tryllestaven i ærmet begyndt at dirre let.
Post by Brayan Muldoon on Oct 26, 2016 22:57:42 GMT
Deres sammenstød var begyndt at tiltrække opmærksomhed fra de omkringværende og det var absolut det sidste Brayan havde interesse i. At fokusere på det hjalp ham også med at lukke af for tankerne omkring sin nevø. "Dymphna er ved at gøre sig klar til sit bryllup - og du ville gøre dig klogt i at holde dig langt væk," bed han.
Denne gang besværede han sig ikke med endnu en formålsløs kommando, men gjorde i stedet blot anstalter til decideret at træde udenom det rystende vrag af en mand.
Post by Tristan Flint on Oct 26, 2016 23:17:26 GMT
Noget gik i stykker inde i Tristan, da troldmanden blev ved med at benægte, og i stedet fortalte den arrede forbandelsesbryder at hans elskede viv var i gang med at blive viet væk til en ny. Han stod stille et øjeblik, mens den anden gik uden om ham, som om hele hans verden var faldet til jorden, og dog gav han ikke op så let. Han havde mærket det spirende liv i hustruens mave, samt svoret at han ville være ved hendes side for evigt på deres bryllupsdag. Fornuften forlod derfor også endegyldigt hans sind, da han lagde en tung hånd på Muldoons skulder, mens spidsen af tryllestaven der stadig var skjult i ærmet borede sig ind i hans ryg. Han havde ligeså bemærket opmærksomheden de tiltrak sig, og stemmen var derfor også blot en bestemt hvisken da han trak sin mund op til troldmandens øre. "Hvor er min hustru og min søn?"
Post by Brayan Muldoon on Oct 26, 2016 23:27:03 GMT
Det var muligvis naivt at tro, at den anden troldmand var viis nok til ikke at gøre det, der skete næst. Alligevel havde han i et øjeblik troet det - tydeligvis forgæves. Brayan standsede og næsefløjene vibrerede en enkelt gang, som han trak vejret ind.
"Tænk dig om, Flint," lød hans stemme og selvom den endnu var kølig, var der nu også en faretruende dirren i den. "Hvad tror du at domstolen gør ved en troldmand, der angriber en vægter på åben gade? Gabestokken? Tager en hånd? Konfiskerer din tryllestav?"
Post by Tristan Flint on Oct 26, 2016 23:38:30 GMT
Tristan havde tydeligvis ikke tænkt synderligt meget over hvad han havde gang i, og hvem han gjorde det imod. Så måtte de hugge samtlige lemmer af ham. Den hvileløse tilstand han havde befundet sig i de sidste mange måneder, forsvandt ikke hvis han lod troldmanden gå, tværtimod havde han bildt sig selv ind at vægteren holdt nøglen til at befri ham fra hans elendighed, men skjule den bag hans løgne og tomme trusler. Han var ikke i en tilstand hvor han kunne lytte til fornuft. "Jeg er ligeglad. Hvis du ikke fortæller mig hvor de er, så vil der ikke være noget tilbage af dig der kan sladre til rådet. Sig mig hvor de er, så behøver vi aldrig at se hinanden igen." At Tristan ikke var en del af det eksklusive korps ligesom den ægtefødte troldmand foran ham var udelukkende grundet formaliteter. Skulle de duel om hans hustrus hånd bildte hans tågede hjerne ham ind at han havde en reel chance.