|
Post by Brayan Muldoon on Oct 26, 2016 23:49:51 GMT
Brayan havde alle muligheder for at række efter sin tryllestav, men han tog den ikke. Han rankede sig blot og lod blikket glide rundt.
"Se dig om," svarede han, uden at rokke sig. Uden at opfylde det desperate ønske. "Gaden vrimler med mennesker. Uanset hvad du gør, vil der være nogen der ser det."
|
|
|
Post by Tristan Flint on Oct 26, 2016 23:56:32 GMT
Tristan var ikke et sted hvor han kunne lytte til fornuft. Det var begyndt at påkalde sig opmærksomhed at den lusede bastard havde fat i den respektable arving, og dog var det ikke nok til at få den arrede troldmand til at slippe sit greb. "Og hvad hvis de gør? Jeg har brug for at se min kone og min søn. Det er min eneste vej ud af denne elendighed." Væbneren der var vant til at få hvad han ville, havde måske svært ved at indse at han talte med en mand der havde alt at vinde og intet at miste.
|
|
|
Post by Brayan Muldoon on Oct 27, 2016 0:01:19 GMT
Brayan stod endnu helt stille - som en stenstøtte. Han vidste, at han havde ret. Han vidste, at uanset hvad galningen gjorde, så ville der være vidner. Måske var det skødesløst af ham, måske var det en unødvendig risiko at løbe, men alligevel gjorde han intet.
Sagde intet. Ingenting. Stod blot der.
|
|
|
Post by Tristan Flint on Oct 27, 2016 0:21:15 GMT
Hans stilhed hjalp ikke synderligt på troldmandens desperation. Han havde håbet at Væbneren var mand nok til at tage kampen op, men at han ikke svarede, overbeviste blot Tristan yderligere om at han havde noget at skjule. Han øgede tryllestavens pres imod den andens rygsøjle en smule. "Svar mig." Han blinkede en tåre ud af det ene øje og snøftede vredt. "Svar mig, eller jeg gør noget vi begge kommer til at fortryde. Hvor er min søn."
|
|
|
Post by Brayan Muldoon on Oct 27, 2016 12:31:00 GMT
Spidsen fra tryllestaven brændte sig langsomt gennem lagene af tog, men det fik ikke vægteren til at vige. Han stod, hvor han var og lyttede til ordre på ordre, som han ikke havde tænkt sig at svare på. Og han følte sig overraskende rolig ved den indsigt; som om han ikke reelt gik op i, om der skete noget med ham.
Han sagde stadig intet. Gaden var endnu fyldt med mennesker og mens den var, troede han ikke på at selv den mest desperate mand ville gøre noget. En indånding hævede hans bryst og da han alligevel talte, var det hult.
"Det er kun dig, der kommer til at fortryde."
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 2, 2016 17:09:58 GMT
Tristan kunne ikke lade være med at slippe en kort, kold latter, et svagt vidne om det vanvid der langsomt var begyndt at inficere hans sind. Muldoon viste sig svært uvillig, og dog havde den arede forbandelsesbryder ikke tænkt sig at give op endnu. Han havde for længe siden fundet en af adelens få svagheder. De havde aldrig prøvet at miste, de havde aldrig været så langt nede i sølet at deres liv var så tabt at det blev en ugyldig faktor. "Løgn.. Jeg kommer aldrig til at fortryde at jeg tager dig med i faldet. Du forstår vidst ikke hvad jeg siger.. Enten giver du mig et svar, eller også bliver dette vores sidste dag i Hogsmeade." Hans trussel var temmelig reel som han sagde den lavmeldt ind i troldmandsens øre.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 2, 2016 17:33:32 GMT
Penelope kom gående ned af hovedgaden og passerede næsten direkte forbi de to mænd i den mærkelige omfavnelse. Hun drejede hovedet som hun gik og kunne ikke lade være med at så nysgerrigt på hvad de foretog sig. Den ene genkendte hun som en beboer i landsbyen, den anden slet ikke, men ingen af dem så glade ud og ord om fortrydelse blev båret stykket til hende, før hun standsede op satte en hånd i siden.
"Står du her og hænger, Flint? Skulle du ikke hellere komme med ned på Vildsvinet og få et godt krus?"
|
|
|
Post by Brayan Muldoon on Nov 2, 2016 18:42:35 GMT
Brayan var måske ikke i alle tilfælde en lige loyal mand, men i Dymphnas tilfælde, kunne han ikke få sig selv til at tale. Det var dog ikke kun beskytterinstinktet, der vældede op i ham, men en vished om, at han ikke kunne indrømme det mindste, hvis ikke han ville smadre den illusion han selv havde opbygget i et forsøg på at restaurere sin families ry.
Han var i færd med at overveje sine valgmuligheder, da det uundgåelige skete. Til Brayans overraskelse, var det dog ikke ham selv der blev tiltalt og hans blik gled ned over kvinden. Han kom ikke på Vildsvinet og genkendte hende ikke, men hendes opdukken var ikke uvelkommen. Da han talte, var det i et anspændt tonefald.
"Du burde lytte til den unge dame, Mr. Flint."
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 2, 2016 20:30:23 GMT
Tristans hånd var efterhånden begyndt at ryste, som troldmanden foran ham ikke virkede til at tage hans trusler alvorligt.Han var klar over at det ikke ville ende lykkeligt hvis han valgte at pulverisere eller på anden måde skade den adelige vægter på åben gade, og dog kunne han snart ikke holde uvisheden om hans hustrus og hans søns skæbne ud længere. Det gibbede derfor også i ham, og borede tryllestaven et par millimeter dybere ind i irerens ryg da han blev antastet af en genkendelig stemme. Kromutteren rev ham tilbage til virkeligheden, som han så alvoren i at gøre vægteren ondt, det ville ikke lede ham tættere på hans familie, snarer tværtimod. Hans instinkter bød ham at bede tøsen om at blande sig uden om, men han kunne ikke længere afvise dumheden i at hans forehavende ville koste ham hans liv. Langsomt gled tryllestaven op i hans ærme igen, før han trådte et skridt væk, og lod øjnene bore sig ind i den anden troldmands nakke. "Det her er ikke ovre Muldoon. Jeg vil finde min søn og min hustru. Mærk dig mine ord. Fortæl din søster at jeg kommer efter hende." Vanviddet var stadig ikke helt ude af hans stemme, som han tydeligvis forventede at vægteren til forskel fra de andre ville tage denne trussel alvorligt.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 2, 2016 22:04:53 GMT
Der var tydeligvis noget ubehageligt på spil, som Penny ikke behøvede at blive blandet ind i, men det var lidt for sent. Hun blev selvsikkert stående med en hånd på hoften og så sigende på de to unge mænd, der tilsyneladende ikke var begejstrede for hinanden.
"Måske skulle det være en ildwhiskey, mister Flint," lokkede hun som hun gjorde et lille kast med hovedet.
|
|
|
Post by Brayan Muldoon on Nov 2, 2016 22:28:18 GMT
Så snart Tristan trådte væk, havde Brayan drejet sig. Han kunne have leet hånligt af den vanvittige mand eller børstet hans ord af med ligegyldighed, men ansigtsudtrykket han mødte den anden med var som skåret i sten - en maske af alvor og noget brændende et sted bagerst i det lyse blik. I stedet for at slippe ord ud, som han ville fortryde, gjorde han om på stedet - så brat at kappen svingede omkring ham. Han så sig ikke tilbage, heller ikke selvom han kunne mærke det hul som spidsen af tryllestaven havde brændt mod hans ryg. Forlader tråd
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 2, 2016 22:50:30 GMT
Tristans næver rystede, som de grønbrune øjne borede sig ind i den yngre væbner. Han måtte kæmpe kraftigt med trængen til at skyde en besværgelse i hans rankede ryg, og tilbuddet fra kromutteren blev hans redning fra at forsegle sin egen skæbne. Han nikkede svagt, før han endelig tænkte klart nok til at vende sig mod hende, og sætte tryllestaven på plads i bæltet. "En.. Ildwishey eller fem er vidst lige netop det jeg har brug for.." Hans ord var stadig en smule fraværende, som han kastede et sidste blik over skulderen mod ireren, et blik der sendte endnu en rystelse igennem hans krop.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 2, 2016 23:45:20 GMT
Penelope kiggede kort efter den ukendte vægter, før hendes blik vendte tilbage til Hogsmeadebeboeren.
Hun nikkede let uden ord og ledte vejen til sin kro med alle intentioner om at kræve penge af Flint, men også påtænkende at høre hvad i alverden der foregik. Først skulle de dog indenfor i varmen.
|
|
|
Post by Tristan Flint on Nov 3, 2016 0:12:30 GMT
Tristan sagde ingenting, som han fulgte med det rødhårede pigebarn ind på den snuskede beværtning. Det var ingen hemmelighed at han foretrak De Tre Koste, men når pengene havde været små, havde Vildsvinet altid været en trofast ven i nøden. Han skævede derfor også lidt usikkert rundt, før han målbevidst bevægede sig op i mod bardisken, og lagde mønter på bordet til den første skænk. "Du kan ligeså godt lave en ekstra med det samme." Hans stemme var tør, som hans sind prøve at arbejde med den konfrontation han havde stået i for lidt siden.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 3, 2016 18:24:08 GMT
Penelope vidste ikke hvad det var hun havde afværget, men tydeligvis et eller andet ubehageligt. Hun skænkede da også op så snart pengene lå på bordet og udvekslede den med mønterne, som røg ned i hendes bæltepung. Nogen næste udskænkning blev der dog ikke noget af før han kunne række hende samme krus tilbage. Men hun lod flasken stå på disken, som hun selv lænede sig lidt imod den og betragtede ham nysgerrigt.
”Hvad handlede det om, mister Flint? Han så ikke glad ud, ham stænglen?”
|
|