Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Avery havde det mærkeligt med at være tilbage på hogwarts. Yuleferien hos familien Slughorn i det store nye hus var gået langt lettere end forventet, sandsynligvis hjulpet godt på vej af Morgan, men tilbage på skolen kunne den unge ravn ikke lade være med at føle sig en smule alene. Selvom hun ikke var tilfreds med at hendes far var blevet rektor, hendes bror var gået ud af skolen, og hun havde fået en stedmor, havde hun alligevel fundet et lyspunkt. Med Agnes hjemme i huset som helbreder, og Morgan ude og spille Queerditch var Hogwarts blevet det sted hende og hendes far havde sammen. Det havde givet hende små sommerfugle i maven at tænke på.. Så længe det varede. Yuleferien var dårligt ovre før Agnes var blevet genindsat på Hogwarts, og Avery havde dårligt talt to ord med sin far efter at skoleåret igen var begyndt. Hun følte sig overset, efterladt, og selvom hun forsøgte at være vred på den unge heks der åbenbart optog alle hans vågne timer, var det som om hun ikke helt kunne give Agnes skylden.
I stedet følte hun følte et behov for at pådrage sig sin faders opmærksomhed. Tankerne var allerede begyndt at vandre i sine gamle spor, hvor de plottede udskejelser der ville provokere ham til at håndtere hende. Det var ikke svært at finde på noget. Hun kunne starte en duel, forhekse noget, flyve sin kost igennem storsalen.. Ideerne var mange, men helt præcist hvor ville de føre hende hen? En sjælden gang imellem måtte hun indse at hun var for begavet til at være en simpel skarnsunge, og med en dyb indånding fremsagde hun i stedet kodeordet til gargoylen og bankede på sin faders dør.
Post by Téarlach Slughorn on Jan 23, 2017 18:07:34 GMT
Téarlach var ganske enkelt overbebyrdet med arbejde. Hvor den tidligere rektor havde været vandt til de fleste rutineopgaver, var det hele nyt for den tidligere historieprofessor, som oveni forandringerne også skulle forsøge at holde styr på de halvtreds ekstra gæster de havde på slottet. Han så sin hustru for lidt og begge sine børn for lidt, men han forstod ikke i høj nok grad at fordele opgaverne, så indtil videre var det hvad han måtte gøre.
Da det bankede på hans dør, var han uforberedt på det. Han forestillede sig, at det måtte være hans nye vicerektor og var ikke forberedt på synet af sin datter. Til gengæld fik det de rynkede bryn til at løsne op og et varmt smil bredte sig i det trætte ansigt, før bevidstheden mindede ham om præcis hvad det var for en datter han havde og han rankede sig en anelse.
"Avery?" Han smilede endnu, selvom han var forberedt på skuffelse. "Hvad skylder jeg æren?" Han tog de tynde briller af og lagde dem fra sig på skrivebordet.
Post by Avery Slughorn on Jan 23, 2017 20:45:48 GMT
Avery var ikke helt sikker på hvilket ben hun skulle stå på. Det var så sjældent at hun kom til sin fader uprovokeret, lidt som om hun ikke vidste hvordan man gjorde. Hun vidste at han havde tralvt, og var allerede klar på at få af vide at det passede dårligt. Måske det havde været lettere at tiltrække sig hans opmærksomhed på hendes sædvanlige vis. Hun tøvede da hun i stedet blev mødt med et smil, og en smule taletid. Hun var temmelig akavet, som hun gengældte hans smil og trådte ind. Det var tydeligt i hendes kropssprog at hun havde gang i noget der lå udenfor hendes vandte handlingsmønstre, og med en let rømmen fremdrog hun et sølvbæger fra kappens gemmer. Hun placerede det på hans skrivebord og trådte let dramatisk et skridt tilbage. "Det er.. Et bæger jeg havde tænkt mig at placere på den nye forvandlingsprofessors bord.. Jeg har fortryllet det så det bider en i næsen hvis man drikker af det.." Hun vippede let på fødderne, mens hun endnu engang overvejede om det var det rigtige valg at gå til faderen selv i stedet for at blive trukket op på hans kontor i begge ører af den farligt udseende skotte.
Post by Téarlach Slughorn on Jan 23, 2017 21:26:22 GMT
Téarlach så forbløffet ned på bægeret, som datteren efterlod i hans varetægt. Han tog atter engang brillerne op og betragtede bægeret, som han stak eksperimenterende til det med tippen af sin tryllestav. "Og du har stjålet det hvorfra?"
Han så op over kanten på brillerne på hende med et alvorligt blik, men hævede ikke stemmen. Det var tydeligt nok for alle og enhver at hun måtte have taget det fra nogen, potentielt familie. Besværgelsen havde han andre holdninger til.
Post by Avery Slughorn on Jan 23, 2017 23:35:08 GMT
Avery var ikke sikker på hvad hun havde forventet. Skuffelse.. Vrede? Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle tolke faderes alvor, men det kunne ikke være positivt siden han øjeblikkeligt antog at hun var en tyv. Det var ikke det han skulle reagere på. Hun begyndte at vippe en smule på fødderne som hun allerede nu så hendes skrøbelige plan falde fra hinanden. Det var meningen at han skulle kommentere på det faktum at hun ville bide Professor MacClivert i næsen med et forhekset bæger, og rose hende for at hun havde selvkontrollen til at lade være og i stedet komme til ham. Han skulle ikke begynde at snakke om tyvekoster. "Jeg fandt det! Jeg havde tænkt mig at putte det tilbage igen.." Avery havde altid været en samler, når hun fandt noget om det så var værdifuldt eller ej, tog hun det med sig. Bægeret, der havde et svungent S graveret på siden, havde hun fra et stort pulterkammer på syvende sal som hun af og til faldt over og kun lige var begyndt at udforske.
Post by Téarlach Slughorn on Jan 23, 2017 23:41:26 GMT
Et af de letterede buskede bryn, som Avery havde arvet, løftede sig op over hendes svar. Blikket var skeptisk, men han sagde til en start ikke mere, som han prikkede lidt til bægeret, der til sidst mistede tålmodigheden og snappede ud efter hans hånd. Som han hurtigt trak den til sig, var det næsten som om en lille klukken forlod ham, men da han så op på sin datter var de lyse øjne alvorlige og blikket over brillekanten undersøgende.
Post by Avery Slughorn on Jan 24, 2017 0:10:55 GMT
Avery havde svært ved at skjule et lille smil da bægeret snappede efter faderens hånd. Hun var ingen andenrangsmagiker, og hans lille klukken gik heller ikke ubemærket men, som hun sugede de få sekunder øjeblikket varede til sig, før blikket igen blev alvorligt. Det var ikke flere anklager, og alligevel ønskede hun næsten at det var. De var langt lettere at svare på, end at sætte ord på de følelser der havde bragt bægeret til hans skrivebord i stedet for Professor MacCliverts. "Jeg.. Tænkte at du ville blive.. Jeg ved det ikke.. Sto.. Glad for at du ikke fik det sammen med en rasende forvandlingsprofessor..?" Et almindeligt barn ville selvfølgelig have ladet være med at fortrylle bægeret i første omgang, og i stedet banket på sin faders dør med en varm tærte fra køkkenet, men Avery var overbevist om at hendes gestus viste storsind og fortjente hans anerkendelse.
Post by Téarlach Slughorn on Jan 24, 2017 0:22:53 GMT
Denne gang løftede begge bryn sig og Téarlach missede ikke fortalelsen. Til gengæld blev han heller ikke rasende, titulerede ganske simpelt mod den stol, der stod skråt overfor hans egen, på den anden side af skrivebordet.
"Sæt dig ned, Avery," bad han, imens han stak endnu engang til bægeret og denne gang formåede at få det til at bide sammen om et stykke sammenkrøllet pergament, før han lod det stå på bordet imellem dem og vendte opmærksomheden mod sin datter.
"Jeg er meget glad for ikke at få det af Professor MacClivert," rettede han hende diskret. "Hvad jeg er mindre glad for er, at du bruger dine tydeligvis glimrende evner for forvandling på denne måde." Han gestikulerede imod bægeret. "... Fremfor på at bedre dig selv i Professor Bennets timer?"
Post by Avery Slughorn on Jan 24, 2017 8:33:04 GMT
Avery var ikke sikker på om hun fik hvad hun havde håbet på, da han henviste hende til stolen. At han endnu engang prøvede kræfter med bægeret listede dog endnu et lille smil frem på hendes læber, som hans alvorlige blik ikke helt fik tørret af. Det var ikke helt nyt under solen at han ikke var tilfreds med måden hun anvendte sine evner, men som han var færdig med at være vred over hendes metoder og i stedet startede sit sædvanlige forhør begyndte hun at slappe en smule mere af. Hun var ikke helt enig i at hun forsømte sin undervisning i besværgelser. Professor Bennet og hans spøjse gemyt var et af dem hun havde lettest ved at håndtere, som han virkede som en af de eneste undervisere der satte pris på hendes finurligheder. "Har han sagt at jeg ikke gør mig umage?" Det var heller ikke i besværgelser der blev stillet de største krav til hende, og måske var det de løse rammer der smitter af på papiret. Hun mente ikke at hendes besværgelser fejlede noget.
Post by Téarlach Slughorn on Jan 24, 2017 19:14:25 GMT
For sit spørgsmål fik Avery et hævet øjenbryn og et lettere sigende blik, før hendes far tog en dyb indånding og slap den ud i et hørligt suk. "Nej," indrømmede han, efter et øjeblik, uden at slippe hende med blikket og uden at se helt så alvorlig ud, som han ville have gjort, hvis det var det han havde hørt fra Bennet.
"Men billige små tricks som en bidende kop er mindre end hvad jeg forventer af dig, hm?" Han fortsatte, før hun kunne nå at protestere. "Du er dygtig, Avery. Meget dygtig. Og du kunne blive noget stort, hvis du brugte bare lidt mindre af din tid på at lave ballade. Forstår du?"
Post by Avery Slughorn on Jan 24, 2017 23:08:50 GMT
Avery var ikke urolig for en opsang over hendes præstation i timerne. Hun vidste godt at ikke alle undervisere så hendes talenter for hvad de var. Det lille selvtilfredse smil der havde sneget sig frem på hendes læber blegnede dog en smule da han virkede skuffet. Et var hvad han sagde, og hvad hun gjorde, men inderst inde ville den unge ravn bare gerne have at han var stolt af hende. Smilet krøb dog frem igen over hans ros. Hvad der kom bagefter var ingen nyhed, og blev også blot besvaret med et lille skuldertræk. "Og hvilket stort skulle det være? Har du nogen planer for hvad jeg skal efter Hogwarts?" Hun havde sine egne ideer, men hun var ikke sikker på at de var de samme som faderens. I stedet lænede hun sig en smule tilbage i stolen, nysgerrig efter om han mente at skulle giftes, eller i lære som husmor hos Benevolence Wright først.
Post by Téarlach Slughorn on Jan 24, 2017 23:46:47 GMT
Téarlach trak en anelse på smilebåndet over spørgsmålet, men lige så meget måden hun lænede sig mageligt tilbage i stolen og betragtede ham afventende. Han tog en dyb indånding og klemte øjnene lidt sammen, som han til gengæld selv lænede sig frem med underarmene hvilende imod bordet.
"Vi ved begge to, at enhver plan jeg havde for din fremtid ville være det værste du nogensinde kunne forestille dig - uanset hvad det var," bemærkede han, med en anelse humor i tonefaldet, men ikke nok til at fjerne realismen i det. Han hævede brynene en anelse og blikket blev afventende, som hendes havde været.
Post by Avery Slughorn on Jan 25, 2017 0:45:56 GMT
Det kom altid bag på Avery hvor godt hendes fader egentlig kendte hende, og smilet forblev derfor også på hendes læber da han havde ret - til dels. Havde han foreslået hvad hun rent faktisk gik og tænkte på, var hun nok nærmere faldet ned at stolen, men scenariet var så usandsynligt at hun ikke engang kunne forestille sig det. I stedet løftede hun selv sine øjenbryn en smule, som han spurgte hende om hendes egne planer. En let spænding samlede sig i hendes mave, det måtte briste eller bære, men hun havde ikke tænkt sig at pakke det ind. Hun kunne ligeså godt fortælle ham det som det var, for som ideen havde fået ben at gå på var hun efterhånden temmelig overbevist om at det var det hun ville. "Jeg vil gerne ud og rejse." Blikket i de lyse øjne blev en kende nervøst, som hun løftede sløret. "Lidt ligesom Professor Eklund. Jeg vil gerne ud og opleve verden.. Måske skrive et par bøger om det?" Hun håbede at bøgerne talte til hendes faders litterære side. Selvom hun var lettere nervøs, havde hun svært ved at skjule sin ivrighed, som hendes let svedende hænder knugede armlænet og afventede faderens reaktion.
Post by Téarlach Slughorn on Jan 25, 2017 0:53:06 GMT
Selvom Téarlach mente hvad han sagde med, at Avery havde stort potentiale, så havde han ikke forventet, at hun rent faktisk havde en anelse om hvad hun ville. Dengang han havde talt med hende om hendes sidste to år - i sin egenskab af hendes kollegieoverhoved - havde hun ikke haft den fjerneste idé. Nu lød det som om hun havde tænkt temmelig nøje over det. Det overraskede ham et øjeblik mere end godt var, før han nåede at reagere med andet end en forbløffet stirren.
Da først hun havde talt sig varm og til en ende, måtte han dog klare halsen betragteligt, før de buskede bryn trak sig tæt sammen. "Så du vil gerne finde en læremester," konkluderede han endelig, efter at have slugt en gevaldig kamel. Han og Morgans sammenstød havde trods alt lært ham noget.
Post by Avery Slughorn on Jan 25, 2017 1:26:46 GMT
De fleste af pigerne på Averys sovesal snakkede om hvordan deres størte ambitioner enten var at blive hustruer eller helbredere. Selvom mesterdagen mest af alt var forbeholdt syvendeårseleverne, gik snakken allerede lystigt for de af pigerne der håbede at komme i mesterlære. Avery selv var skeptisk over konceptet. Hun kunne ikke rigtig forestille sig at være underlagt en eller anden gammel sur mand der skulle fortælle hende hvad hun skulle gøre. Desuden kunne hun heller ikke rigtig forestille sig at der til mesterdagen kom en eventyrer forbi der manglede en lærling. Faderens svar var dog hverken en protest eller en blank afvisning, hvilket satte en smule mere ro på hendes nerver, så den summende ivrighed i stedet blev fodret. Han virkede til blot at have misforstået hende, og hun havde derfor intet imod at forklare. "Nej.. Jeg har tænkt mig at drage ud på egen hånd. De andre har snakket om så mange spændende væsner og ting fra deres lande. Jeg vil ud og se dem..! Jeg vil se de norske trolde, fnise med de franske feer, og lærer at trylle uden min tryllestav nede sydpå." Ordene løb en smule af med hende, som ivrigheden fik hendes smil til at vokse, og hun et øjeblik glemte at faderen med stor sandsynlighed fik adskillige ting galt i halsen som hun talte.