Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Vinterens mørke gjorde at der ikke var særlig mange af de lyse timer og derfor kunne dagene ret hurtigt syntes korte. Det kolde vejr havde en effekt hos Deana der ikke ligefrem var den mest positive. Hun var en smule mere stiv i betrækket end hvad godt var, og hendes tålmodighed skulle helst ikke sættes på prøve, men det var der sådan set ikke noget unormalt i. Havde formiddagens klokke ikke lydt, havde hun ikke registeret at det kun var midt på dagen. Hun var synet hen i en af stuerne med en bog, og selvom øjnene var halvt lukket i, var det alligevel lykkes hende at følge med på hver eneste linje. Nu hjalp det lidt at hun havde læst den før.
Der gik ikke længe før hun lagde den tørre fjer mod bogens side og klappede den sammen. Den blev efterladt på bordet til hendes ene side inden hun forlod rummet. Normalt befandt hun sig mere eller mindre i sit eget selskab, så man bort fra de familiære samlinger omkring bordet til hvert måltid, eller når hun skulle underholde Lionels yndige lille hustru, som hun endnu ikke havde dannet sig en mening om.
Hun fortsatte ned af gangen, i sinde om at modtage sin datter ved suseværket, hun kom hende dog i mødte på halvvejen. "Hvor dejligt du havde tid til at komme" hun skævede imod den unge pige med let skepsis, som om hun søgte efter noget.
Post by Ethelburga Gaunt on Dec 22, 2016 23:47:05 GMT
Ethel havde altid elsket at komme på besøg i sit barndomsjem. Murene på Gauntgodset var tunge og dystre, men bland de smukt udsmykkede vægge på Malfoy Manor følte hun sig hjemme. Hun lod fingrene glide hen af et af de smukke tapeter mens hun beundrede den bløde fornemmelse imod hendes fingerspidser og lod et saligt lille smil spille på hendes læber. Det var så sjældent at hun blev inviteret efterhånden. Hun forstod at hendes forældre og brødre havde deres liv, men derfor blev det hele blot endnu mere specielt når hun endelig befandt sig i de velkendte værelser og gange. Det lille smil blev blot bredere som en velkendt skikkelse trådte ind. "Moder!" Hun gled ind i hendes favn, og lukkede kortvarigt øjnene som hun mærkede dens varme.
Deana ville helst gerne have sine børn hjemme, det var ingen hemmelig at det var hvad hun helst foretrak. Selvom hun vidste at det selvfølgelig var essensielt at de fik deres eget liv og familie var hun stadig deres mor. Så det var et par trygge og ikke mindst kærlige arme der fandt sig vej omkring datterens spinkle skuldre. Hun trykkede et blidt kys mod hendes pande og holdte hende lidt ind til sig, før hun langsomt løsnede det blide greb om Ethel så hun bedre kunne kigge på hende.
Hun vidste ikke helt hvad hun ledte efter denne gang, men et eller andet tegn på at "nogen" havde lagt en hånd på hende. Hun havde ikke noget filter om hvordan hun talte om Gilbert Gaunt, han skræmte hende ikke. Hun kiggede dog kærlig ned på hende og strøg en gylden lok væk fra hendes ansigt. "Bliver du her længe denne gang?" spurgte hun og løftede hånden en smule og slog den let mod gangen. Hun havde ikke tænkt sig at blive stående her.
Post by Ethelburga Gaunt on Dec 23, 2016 2:09:47 GMT
Ethel havde altid følt sig tryg i sin moders favn. Selvom hun aldrig tvivlede på at hun var elsket af sin familie, bekræftede de slanke arme det alligevel, som hun stod i den stolte kvindes favn. Hendes blonde hår hang simpelt opsat ned af hendes ryg, mens hun på kroppen bar en enkel, flaskegrøn kjole. I kanten af udskæringen blomstrede et blåt mærke dog omkring hendes kraveben. Det var knap synligt med mindre man kiggede efter det, som om nogen med vilje havde valgt en kjole der ville dække det. Ellers var datteren som Malfoykvinden tog i øjesyn dog sund og rask, ligeså var det smil der hvilede på hendes læber. "Det håber jeg. Jeg bliver i hvert fald til the. Thomas skulle nødig savne mig." Hendes lille søn var hendes et og alt. Det var hendes anker på Gauntgodset, og på trods af at hun kunne bruge timer med sin mor, vidste hun at hun ville forstå.
Selvom Deana godt havde lagt mærke til den blålige farve omkring datterens krave ben, lod hun det ligge for nu. Selvom hun ikke havde tænkt sig at lade det gå ubemærket hen, mente hun alligevel at Ethel skulle have lov til at nyde tilværelsen hjemme på godset lidt endnu, før at hun begyndte de sædvanlige udspørgelser. Et lille suk forlod hendes læber, uden at kigge ned på hende, foldede hun langsomt sine hænder foran sig. "Der er jo ingen skade at tage drengen med. Han er gammel nok til at rejse med suseværket" mente Deana.
Hun stoppede først op da de nået til en af de små stuer, hvor hun havde fået bragt lidt let at spise op. Hun havde ikke tænkt sig at de skulle sidde alene ved det store bord i spisesalen, og det var en del mere fortroligt når de kunne sidde i et langt mindre rum, som også virkede mere hyggelig. Hun havde desuden heller ikke tændt op andre steder, og hun nægtede at spise i vinterens kulde.
Hun tjente tjenestepigen væk så hun kunne være alene med Ethel. Blikket røg dog først op på datteren da de begge havde sat sig ved det lille bord. "Jeg regner med at se jer alle tre til fejringen af Vintersolhvervet" sagde Deana i en stemme der næsten ikke tålte nogen form for afvisning. Hun forventede at de kom, det var tro mod traditionen.
Post by Ethelburga Gaunt on Dec 23, 2016 23:23:52 GMT
Ethel fulgte villigt med moderen ned igennem godsets lange gange, til de fandt sig selv i en mindre stue. Hun havde aldrig brudt sig synderligt om det lange spisebord, der når det ikke var fyldt om med gæster, føltes meget tomt når kun de fem Malfoys sad omkring det. I stedet trådte hun ind i rummet med et varmt smil og lod fingrene glide langt væggen til de kom til vinduets lange, smukke gardiner. Hun lod fingrene glide ned af det dyre stof, og var væk fra omverdenen et par øjeblikke, før moderens ord trak hende tilbage til virkeligheden. Hendes smil var undskyldende allerede før hun svarede. Hun havde svært ved at sige sin moder imod, men på Gauntgodset var det desværre ikke hende der lavede reglerne. "Gilbert har bestemt at vi skal fejre yule med hans moder og Geoffreys familie." Hun sagde det forsigtigt. Hun havde intet imod at bruge tid med Geoffrey og Artemis, og dog havde hun håbet at Gilbert for en gangs ville efterkomme et af hendes ønsker.
Gilbert har bestemt.. Ordene rungede hos Deana, og det bragte så absolut intet smil frem på hendes læber. Huden omkring hendes øjne sitrede, og det var lige før hun ikke kunne formå at sige noget pænt til datterens forsøgende undskyldning. Hun skænkede også sig selv et glas vin før de brune øjne blev rettet mod Ethel. "Siger Gilbert det." var det første der kom fra hende. Hun samlede luft i lungerne og overvejede om der overhovedet var nogen grund til at hun brokkede sig over det. Ethel kunne jo intet gøre, og hun vidste at den unge pige ikke ville blive i bedre humør, med en mor der ikke så glad ud.
Hun sendte i stedet hende et lille smil. "Så håber jeg at i vil besøge os efter, og ellers så må jeg jo tage en snak med Gilbert. Jeg bryder mig ikke om at han holder dig fra mig" sagde hun og løftede hånden for at lægge den mod Ehtels inden hun klappede den. Selvom hun havde sin daglige gang på godset, så skulle hun for det meste underholde sig selv.
Post by Ethelburga Gaunt on Dec 24, 2016 0:43:22 GMT
Ethel skælvede en smule usikkert under moderens tone. Hun vidste godt at hun ikke altid var begejstret for Gilberts beslutninger, men der var desværre intet den blonde heks kunne gøre når han satte foden ned. Det havde svært nok at få lov til at se moderen, og få ammen til at tage sig af Thomas. Af og til fik hun på fornemmelsen at han ikke ville have at hun så hendes familie. Hendes smil vendte dog tilbage, da moderens tone ændrede sig. Og hun glattede en smule på sin kjole, før hun skænkede op til sig selv. "Det tror jeg langt fra er hans intention." Hun vidste at det var hendes forældre der havde valgt Gilbert, og hun ville ikke virke utaknemmelig over deres valg. "Jeg skal nok forsøge at overtale ham. Ellers så må i jo besøge os. Thomas er stadig ikke så glad for at rejse igennem pejsen." Ethel var måske en smule pylret omkring sin søn, men han var også hendes klare lys på det ellers så mørke Gaunt gods.
Deana vidste godt at hun intet kunne gøre omkring hendes datters mand. Hun havde ikke haft meget at skulle have sagt, da Nicholas i sin tid valgte Gilbert ud. Hun havde ikke været klar til at slippe sin datter, og selvom en mor aldrig ville stoppe med at bekymre sig om sine børn, var det at skulle tage afsked med Ethel noget helt specielt. Hun kunne ikke beskytte hende når ikke hun længere var under godsets tage, det var derfor hun altid pressede på med besøg på hjemmefronten, for der havde hun trods alt mere at sige overfor Gilbert, end når de besøgte Gaunt godset. "Selvfølgelig ikke." sagde Deana og tog en tår af vinen. Hun lænede sig en smule tilbage i stolen og betragtede sin datter.
"Det må han lærer. Hvis ikke i øver det med ham bliver han jo aldrig vant til det" sagde hun. Et let suk forlod hende. Hun ville ikke bruge for meget af tiden på at være på tværs. Hvis hun skulle konfrontere sin datter om det blålige mærke skulle de først og fremmest have en god time sammen. Hun stak til maden på tallerkenen. "Han er jo mit eneste barnebarn. Det vil være rart at kunne vise ham hvor hans mor kommer fra" bemærkede hun.
Post by Ethelburga Gaunt on Dec 24, 2016 8:18:48 GMT
Ethel havde aldrig glemt at hun var født Malfoy. På trods af at hun nu bar navnet Gaunt, ville hun aldrig glemme hvor hun kom fra. Den tunge medaljon med Malfoyfamiliens våbenskjold hang stadig om hendes hals, selvom Gilbert af og til havde kommenteret på den. Hun var heller ikke i tvivl om hvilken familie Thomas tilhørte. Han var ganske vidst en Gaunt, men han var ikke Gilberts. Dog havde hendes mor ret i at han ligeså var en Malfoy. Hun nikkede derfor også blot, og sendte moderen et bredt smil. "Jeg vil overtale Gilbert til at vi kan komme på besøg efter midvinter." Hun tog en tår af sin vin, og kastede et enkelt nysgerrigt blik på gardinerne, før moderen fangede hendes opmærksomhed igen. "Men hvad med Lionel og Marie? Har de ikke snart et barn på vej?" Ethel havde fået lov til at glemme sin nylige episode på godset, hvor hun havde konfronteret Marie med sit foruroligende syn, og så blot på moderen som om det var en selvfølge at hun snart skulle være faster.
Deana kunne til tider være en hård kvinde, men selv med hendes blide side kunne hun få de fleste ting trumfet igennem. Hemmeligheden var mest af alt at de andre ikke lod mærke til det. Hendes familie var dog det vigtigste, og alt der hørte med. Selvfølgelig rørte det hende en lille smule når hendes børn fløj fra reden, og at hun ikke kunne have sin datter under samme tag, som med sine drenge. Det var dog noget hun var kommet til terms med, og noget som hun ikke bragte op med minder det var en nødvendighed, hvilket også gjaldt hendes kolde ord og udtryksløse mine. "Sådan må det vil være" sagde Deana blot med et lille suk der ikke fik megen lov til at ånde. Hun vidste jo godt at Ethel intet kunne bruge det til. Hun fulgte pigens blik mod gardinerne. "Ja de er nye, smukke ikke?" Selvfølgelig var gardinerne ikke nye, og hun havde næsten været klart med den vante replik, som var det første gang at datteren så dem.
Hendes blik stivnede en smule. "Nej. Din far er .. mindre fornøjet over hele den tragiske hændelse" sagde hun og vendte blikket mod sit vinglas, den var lidt svag. En lille utilfreds rynke spirrede frem på hendes næse og tværs over panden.
Post by Ethelburga Gaunt on Dec 25, 2016 23:58:03 GMT
Som hun var blevet ældre havde Ethel fået svært ved at holde fokus på mere en en ting af gangen. Hun var ellers en kvik pige, men som moderen igen henledte opmærksomheden på de tunge, draperede stoffer var det alt hvad hun tænkte på. Hun havde altid været fascineret af gardiner. Det var ikke mange steder man havde vinduer, og de fleste var ikke særlig store. Alligevel brugte man penge på at købe lange dyre stoffer, som man bare hang ned fra loftet, uden at de gjorde noget andet. Hun hørte ikke rigtig efter hvad moderen sagde, indtil hun bruge ordet 'tragisk' og hun fangede hendes opmærksomhed igen. "Hvad er der sket..?" Ethel kiggede bekymret på moderen uden at vide hvad hun snakkede om. Hun havde lykkeligt glemt at hun selv havde forudset Maries uheldige omstændigheder.
Deana kunne bande over sig selv, for at have vendt opmærksomheden væk fra det ellers vigtige emne. Men måske det kunne distrahere Ethel en smule så hun nemmere kunne komme ind på skaden omkring hendes kraveben, der stadig var et uopklaret mysterie. Hun trak været en smule dybt ind og fulgte opmærksomt blikket hen mod gardinerne. Det var ikke fordi at emnet omkring hendes ældste søn og hans kone interesserede Deana lige så meget som Ethel gjorde i dette øjeblik. Hun trak derfor en smule løst på sine skuldre.
"Ethelburga!" Hendes øjne blev pludselig skarpe, og det ellers bløde greb om glasset strammede sig. "Det er ikke noget man skal komme nærmere på. Efter din ..." hun tav. Episoden med datteren og Marie var ikke gået stille for sig, og selvom hun forsøgte at glemme alle de minder som Ethel havde fået fjernet, så vidste hun godt at besvægelsen var blevet kastet mere end få gange. Hun trak vejret dybt ind og sendte Ethel et mere eller mindre stramt smil. "Der er blevet taget hånd om det" Nu lukkede hun fuldstændig af.
Post by Ethelburga Gaunt on Dec 26, 2016 1:10:30 GMT
Det gav et sæt i Ethel ved moderens udbrud. Det var næsten kun når hun gjorde noget forkert at moderen brugte hele hendes fornavn, og dog anede hun ikke hvad det var hun havde sagt der fik den mørkhårede kvinde til at bruge den skarpe tone overfor hende. Hun skælvede let, som hun prøvede at forstå hvad hun talte om. Hun afbrød sig selv, og den blonde heks kunne ikke gøre andet end at blinke et par gange, mens hendes moder lukkede samtalen. Det havde dog blot pirret hendes nysgerrighed, en trang som Ethel havde meget svært ved at stille. Spørgsmålene lå allerede på hendes læber, og blev udtalt før hun fik stoppet dem. "Min hvad..? Hvad er der blevet taget hånd om?" Hun var efterhånden vant til at der var ting hun ikke kunne huske, og dog var hun ligeså hurtig til at spørge efter at få dem tilbage i sin hukommelse igen.
Så længe det blev mellem hende og Ethel, og at det ikke kom ud fra stuen, særligt skulle Nicholas ikke høre noget om at Deana havde talt over sig. Det var slemt nok at det var sket. Hun blinkede en anelse hurtigt med sine øjne. Smilet var stadig en smule stift, og grebet om glasset var stadig ikke helt let. Det var ikke fordi den ældre heks nød at talemed hårde ord, og selvom det delvist var hendes egen skyld, så kunne hun ikke trække i land nu.
"Det er en svær ting at miste et barn Ethel, du gør klogt i at holde dine meninger for dig selv." sagde hun så og nikkede en anelse. Hendes læber trak sig sammen og hun så lidt fjernt ud i luften inden opmærksomheden faldt tilbage på den mad der var anrettet.
