Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Ethelburga Gaunt on Dec 27, 2016 23:49:43 GMT
Ethel forstod ingenting af hvad moderen snakkede om. At miste et barn? Hun kunne ikke tænke noget værre end at miste sin dyrebare lille Thomas. Det ville hun aldrig lave sjov med, og hun forstod derfor heller ikke hvad hendes moder antydede. "Moder.. Hvad mener du.. Jeg ville aldrig.." Hun havde svært ved at finde ordene som tankerne rodede rundt i hendes sind. Hun havde glemt alt om mad og gardiner. "Har Marie og Leo..? Det gør mig ondt.." Hendes ansigt var virkelig en stor undskyldning, og dog anede hun ikke hvad hun sagde undskyld for.
Deana kunne mærke at hun selv var ved at gribe ud efter sin tryllestav for at få datteren til at glemme de sidste minutter. Hendes bryn trak sig sammen og hendes øjne blev for en kort stund en anelse små. "Jeg ved du aldrig ville gøre eller sige noget der ville gøre andre kede af det. Marie og Lionel går en frygtelig tid igennem det er alt du behøver at vide" bemærkede hun så med et lille suk. Et oprigtigt smil gled over hendes læber og hun bøjede hovedet en smule.
"Desuden, så skulle du hellere tage at arbejde lidt med din klodsethed." sagde hun og vendte ørneblikket direkte mod datterens blå mærke. "Tro ikke jeg har lagt mærke til det" Ønsket om at få en rolig time sammen med Ethel havde hun selv ødelagt, så hun kunne lige så godt lægge hårdt ud nu de var i gang, så kunne hun altid forsøge at bløde stemningen op ved at snakke om gardiner eller finde gaven til Thomas frem.
Post by Ethelburga Gaunt on Dec 28, 2016 14:20:29 GMT
Ethel fik et stik i hjertet. Det var så sjældent at hende og hendes broder snakkede efterhånden, men hun fik medlidenhed med både ham og hans hustru, som hun forstod hvad moderen sagde igennem hendes ord. Hun kiggede kort ned, og skammede sig en smule. Hendes blik gled dog op igen da den mørkhårede heks vendte opmærksomheden imod det blå mærke omkring hendes kraveben. Hendes klodsethed var først opstået efter at hun var blevet gift, måske havde den noget med hendes hendes graviditet at gøre. Hun trak kjolestoffet lidt tættere på halsen for at skjule det for moderen. selvom det havde en naturlig forklaring, var det alligevel som om at hun inden i vidste at der var noget galt. "Gilbert siger at jeg faldt på gårdspladsen.. Du ved hvor glat der er om vinteren." Hun huskede ikke selv hvordan det var opstået, men der var også så mange ting hun ikke kunne huske.
Deana ønskede ikke at snakke mere om Marie og Lionels situation, sket var sket og nu måtte de se fremad, hvilket stadigvæk krævede en søn, men hun var ikke pressende, og vidste godt at det ikke ville gøre andet end at stresse kroppen, og det ville alligevel ikke hjælpe at der stod endnu en bøjet hen over det følsomme emne.
Hendes bryn trak sig sammen da Ethel forsøgt at dække mærket til. Hun rystede lidt på hovedet. "Gilbert siger godt nok mange ting" sagde hun en smule sammenbidt. Hendes øjne flakkede, og hun kunne mærke lysten til at vende øjne af hele situationen.
Post by Ethelburga Gaunt on Jan 1, 2017 21:31:16 GMT
Ethel var aldrig nået til et punkt hvor hun elskede Gilbert. Han var hendes mand, og sådan havde det været i over fire år, men de delte ingen intimitet, ingen kærlighed. I stedet var de blot to mennesker der levede i et stort hus, hver for sig. Det der altid forsikrede hende om at Gilbert var det rette valg, var at hendes forældre havde valgt ham til hende. De ville hende det bedste, og derfor kom der også en dyb rynke imellem hendes bryn, som moderen omtalte hendes husbond i en sammenbidt tone. "Er der.. Noget galt med Gilbert?" Hun havde det på fornemmelsen, men hun turde ikke sige det. Hun ville ikke virke utaknemmelig.
"Ja jeg har i hvert fald ikke valgt ham hvis det er det du tror" sagde Deana og fnøs. Hun kunne lige så godt være ærlig overfor Ethel, som en af de eneste. Hun vidste godt at hun nogen gange undlod at sige nogen ting til hende, eller som før, forsøgte at feje det under gulvtæppet. Men når det kom til hendes mening om hendes ægtemand havde hun intet behov for at pakke det ind, og så tog hun gerne snakken med sin mand senere, skulle det endelig have konsekvenser. Hun vægtede familie utrolig højt, og mente ikke at et barn skulle vokse om med helt fraværende forældre. Hun kunne til tider være lidt for øm omkring alle sine børn, men vidste også at når det var nødvendig kunne hun tale med præcise og store bogstaver. Man skulle ikke lade sig narre.
"Han respektere dig ikke" kom hun så endelig frem til.
Post by Ethelburga Gaunt on Jan 1, 2017 23:44:32 GMT
Ethel vidste godt hvad kærlighed var. Hun havde mærket det fra Geoffrey. Hvordan han værdsatte hende, hendes skønhed og hendes nærvær. Det var ikke det samme hun følte når hun var sammen med Gilbert. Alligevel prøvede hun. Dag efter dag smilede hun til ham, kyssede hans kind, og spurgte ind til ham, fordi han var hendes mand. Hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle sige eller gøre, da moderen kom med sine ærlige udtalelser. Hun blinkede et par gange, som den mørkhårede heks brød med den illusion hun havde opbygget gennem årene som Gilberts hustru. Hun vidste at det var sandt, og alligevel vidste hun ikke hvad hun skulle sige, som hun blot prikkede usikkert til sin mad og kiggede væk. "Han er min mand.. Selvfølgelig gør han det. Vi har vores søn, vores hus.. Vi elsker hinanden, præcis ligesom du elsker fader.." Det var en drømmeverden, og dog valgte Ethel at leve i den. Det var så trygt og sikkert.
Deana vidste meget og alligevel så lidt om sin datters liv på Gaunt slottet, det var ingen hemmelighed at hun havde ønsket bedre for hende, men i sidste ende havde hun haft meget lidt at sige. Hun var utrolig kræsen i mænd, og selv havde hun for år tilbage priste sig lykkelig for at hun var blevet gift med Nicholas. "Blot fordi at han er din husbond, betyder det ikke at han respektere dig." sagde Deana bare og trak lidt på sine skuldre. Hun troede ikke et ord på hvad Ethel fortalte hende. Måske havde pigebarnet bildt sig det så meget ind at det var blevet sandhed. Hun var ihvertfald standhaftig i sine ord. Om det var godt eller skidt havde den ældre heks endnu ikke besluttet.
"I vores verden er kærlig sjælden min kære Ethel. Gensidig respekt er langt vigtigere." sagde hun og tømte sit glas med vin.
Post by Ethelburga Gaunt on Jan 3, 2017 22:00:03 GMT
Så længe hun kunne huske havde Ethel været en drømmer. På trods af at andre unge adelsfrøkner omkring hende havde været temmelig pessimistiske, havde den unge Ravenclawpige altid drømt om kærligheden. Da den ikke var blevet serveret for hende, havde det dog ikke fået hende til at give op. Det havde været svært at holde fast, men med tiden havde hun fundet det lettest at lyve for sig selv. Hvis hun blot gentog nok gange for sig selv at hende og Gilbert elskede hinanden var det måske også sandt? Det var hendes skjold hver gang hun kom i tvivl. Noget helt andet var respekt. Gilbert var ikke just blid når han talte til hende, eller bad hende om at gøre ting. "Men.. Hvordan får jeg ham til det? Han siger aldrig at han elsker mig." Ethel kiggede fortvivlet på sin mor, som hendes øjne pludselig blev blanke. Hun var begyndt at sætte ord på noget hun havde forsøgt at ignorere alt for længe.
Med Ethels til tider ret så skrøblige sind, vidste Deana ikke om hun nogensinde ville blive i stand til at vinde Gilberts respekt, og stod det til hende selv var den i sig selv intet værd. Hun havde aldrig brudt sig særlig meget om ham, men det kunne hendes datter jo ikke bruge til noget, og selvom hun ikke sagde det særlig tit, var det tydeligt for en hver.
Læberne strammede hun en smule, så et par enkle konerynker viste sig hen over huden. "Det er forskelligt fra mand til mand. - Jeg ved af gode grunde ikke hvad han kan lide" sagde hun og trak lidt på sine skuldre. Et eller andet sted havde hun heller intet behov for at vide det, men noget sagde hende at de færreste brød sig om en kone som var pylret, og mindede om en lille pige.
Post by Ethelburga Gaunt on Jan 4, 2017 0:32:15 GMT
Ethel havde aldrig følt sig særlig forberedt på at blive en voksen kvinde. Man havde ladet hende leve i hendes lille drømmeverden så længe man kunne, men pludselig var alt blevet meget virkeligt da hun var trådt ud af Malfoyfamiliens trygge favn, og ind i Gilberts. At få Thomas havde hjulpet. Hun havde aldrig følt sig klar til at blive mor, men hendes lille lys hjalp hende igennem hendes hverdag, og bandt et usynligt bånd imellem hende og Gilbert. Som moderen havde grebet fat ved roden syntes det dog som om det læs af opdigtet lykke hun havde skubbet foran sig i de sidste fire år, tumlede ned over hende. "Han.. Kan ikke lide noget.. Jeg stiller ham aldrig tilfreds." Det var sandt. Hun var ikke sikker på hvordan Thomas var blevet til, hendes hukommelse var en smule tåget, men hun kunne ikke huske hvornår hende og Gilbert sidst havde elsket.
"Ikke det?" Et bryn skød op og Deana så med et roligt blik mod datteren. Alle mænd havde ét eller andet de særligt godt kunne lide. Men det var selvfølgelig ikke det nemmeste i verden at finde frem til, da nogen ting ikke helt kunne tåle det offentlige lys. Hun hørte tit rygter om hvad ægtemænd fik deres hustruer til at gøre, og selvom det ikke kom som nogen overraskelse, så havde det alligevel sat sine spor hos Deana, selvom det var en del år siden hun sidst havde hørt noget ligene.
"Det er ikke alle mænd der taler åbent omkring hvad der behager dem" sagde hun inden hun skænkede sig selv et glas vin - "Det værste der kan ske er at han simpelthen ikke finder dig attraktiv, men det kan jeg ikke tro." sagde hun tænksomt. Ethel var en smuk kvinde, der bare skulle have en del mere erfaring og blive lidt mere hårdhudet.
Post by Ethelburga Gaunt on Jan 4, 2017 1:06:48 GMT
Ethel havde mest af alt vænnet sig til at det var det forhold hun havde med sin husbond. Hun holdt det ved lige med hendes søde ord og små gestusser, men som moderen spurgte ind til det, blev det for hårdt at hun aldrig fik særlig meget den anden vej. "Der er intet der behager ham moder.. Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har delt seng.. Han afviser mig altid." Ethel var fortvivlet. Hun havde holdt sig tilbage fordi hun ikke ville virke utaknemmelig overfor sine forældre, men som moderen selv tog emnet op, kunne hun ikke lade være med at søge trøst og råd hos hende. Det føltes så rart at åbne op for noget af det hun så længe havde spærret inde i sit lille forvirrede hoved.
Igen var Deana ikke overrasket. Det var som om at hvert ord Ethel delte om sin husbond tilføjede en utilfreds rynke i hendes pande. Han så perfekt ud på papiret, i offentligheden, men sandheden var åbenbart en anden. Men sådan var det vel med mange arrangerede ægteskab. Hun følte sig selv heldig, hvor mange sikkert ville være ueneige. Ligesom Ethel forsvarede hun næsten også altid hendes mand.
"Har du prøvet at iføre dig intet andet end en robe?" Det var ikke fordi at Deana som sådan ønskede at dele ud af sine små hemmeligheder og da slet ikke med sin egen datter, men et par enkle tricks skadede vel ikke, og hvis det kunne sætte lidt gang i Gilbert var det vel det hele værd? - Det håbede hun i hvert fald. Hun sendte Ethel et lille smil som hun tømte sit anden glas med vin.
"Ellers så affind dig med det. Gør dig tiltrækkende for ingen andre end din egen skyld, så kan det være han lægger mærke til dig, hvis det virker som om at du er for god til ham" sagde hun og trak lidt på sien skuldre. I værste fald skulle hun flirte med andre i det åbne.
Post by Ethelburga Gaunt on Jan 6, 2017 2:43:38 GMT
Ethels øjne var våde som hun lyttede til moderens råd. Hun syntes at hun havde prøvet alt. Hun havde tilbudt ham sin nøgne krop og alligevel afviste han hende. Hun redte sit hår og vaskede sig, men lige lidt hjalp det. Det var måske ikke et emne moderen havde lyst til at diskutere over den lette frokost, men Ethel havde aldrig været god til at vælge samtaleemner. "Han vil ikke have min krop.. Lige meget hvor meget jeg vasker og pynter den." Selvom hun prøvede ikke at mærke sig med det, sårede det hende alligevel at hun ikke var god nok til Gilbert. Det hjalp dog at Geoffrey værdsatte hendes krop. Møderne imellem de to var dog sjældne, og hun havde snart gået længe uden at mærke hans kærlige bekræftende hænder. "Hvad hvis Thomas slet ikke er hans?" Spørgsmålet var ude af kontekst, men Ethel havde mange gange tænkt tanken. Man skulle dele ægteseng hvis man ville have en søn, og det gjorde hende og Gilbert ikke.